september 2009


onsdag 30. september 2009 kl.9:32

Er nu nået til uge 2 i C25K (from couch to 5 k) et løbeprogram, der på 9 uger skal få en til at kunne løbe 5 km (eller 30 min i et stræk – afhængigt af hvad der kommer først).

Det lyder ikke så svært: i uge 1 løber man 1 minut og går 3 minutter gentaget 8 gange og her i uge 2 skal man løbe 6 gange 1½ minutter og gå 2 minutter mellem løberiet.

Og alligevel kan jeg for første gang i alt den tid jeg har løbet, mærke mine lårbasser. Så selvom jeg egentligt har synes at jeg gik pænt godt til det tidligere, så kan en iPod med instrukser og en meget insisterende medløbende kæreste åbenbart gøre en forskel.

En øm en af slagsen.

tirsdag 29. september 2009 kl.22:22

Jeg kan ikke lade være med at tænke på, om det er det han forventer at se, når han kradser på bagdøren her på Vesterbro og virker så forfærdelig skuffet over synet ude på bagtrappen.

Vi modtager mange ord og spørgsmål når vi går tur ved vandet med vores katte – for selvom man ikke er nogen vandhund, kan man godt være en vandmis…

kl.10:02

Mens mit liv stadig bumler rundt efter bedste beskub og ting der skal klikke, er ude af hak og jeg venter på at takkerne bliver slebet til, så alting igen kan falde på plads, så går det ene af mine jordbærbede amok og producerer stadig flere septemberjordbær.

Og mens man kommer i TV for det i Jylland, har jeg nu blot plukket og spist mine septemberjordbær sammen med mine sene hindbær (og noget melon). En dejlig lille ting i mit ellers ikke alt forsødet liv.

Mine bønner tager også en anden omgang og tomaterne modner til rødt og orangegult og sprækker i deres iver for at blive færdige.

De ligger nu i min ovn og tørrer til vinteren, hvor de skal hives op af gemmeoliven og bruges til salater. Og med tørrede tomater er jeg efterhånden også godt kørende på konserveret tomatergrej med både henkogte tomater, tomatketchup  og nu de tørrede.

I min have og på mine hylder i skabet er mit liv rigt og frodigt.

torsdag 24. september 2009 kl.17:33

Når man er vant til to store og ikke så specielt anmasende katte, er man jo lige ved at gå i spåner når en kat størrelse tobak-for-en-skilling, beslutter sig for at adoptere en, midt på gårdspladsen.

Først kravlede den op på mig og satte sig uden besvær fast på mig, mens den gemte sit hovedet ved albuekrumningen (albuehule… hvad hedder indersiden af albuen egentligt?) og ellers spandt og potede derudaf.

Da tiden til at skilles kom, var den ikke helt parart til det, og kravlede først op på cyklen og dernæst på mig.

Det kom der denne lille billedeserie ud af:

Men til sidst så blev mislingen sat af igen og det tror jeg egentligt at mine egne tykke missebasser er ret tilfredse med.

Enekatte og så måske en bid af leverpostejen der står og bager i ovnen, er vist lige det der gør lykken for dem.

kl.11:08

På køkkenbordet ligger spæk og lever, to usandsynlige rædselsfulde ingredienser, der tilsammen udgør min barndoms himmerigsmundfuld. De skal bikses sammen til noget, der skal serveres lunt og med bacon i aften.

Fryseren skal tømmes, og Weberen må hvile – men intet er så slemt at det ikke er godt for noget, for hende her har stadig torsdagsåbent og hun er ikke længere væk, end at jeg kan nå det på en rask gåtur.

Og det vil jeg gøre og hjemtage hendes lækre rugbrød (med tranebær og nødder) og måske også lidt andre lækkerier, der kan forsøge det halvkolde liv i (efter)sommerlandet.

… jeg skal bare lige se, om ikke blæsten kan blæse solen frem for skyerne…

onsdag 23. september 2009 kl.18:40

Om det er fordi hun smitter, eller fordi jeg ikke er vant til lange motorvejestrækninger ved jeg ikke, men en dejlig dag er krydret med en anstrengt skulder, der ikke helt vil ned, men til gengæld gerne vil gøre ondt…

I en bil, der af nogen, bliver kaldt en “blød hats bil” kørte jeg til Gug og tilbage igen – og selvom der er noget fascinerende over at bevæge sig i høje hastigheder, så bliver det aldrig helt min kop te og hvad jeg så ellers skal med min fremtid, så inkluderer det hverken livet som langtidschauffør eller et pendlerliv.

Men kattene er glade for at få adgang til haven, radioen spiller, kæresten læser og på grillen snurrer en glad gris, der snart får selskab af majs og spidskål og i køkkenet står der lige om lidt nogle æble/kanelsnegle der skal efterbages på grillen.

Livet er stadig godt.

tirsdag 22. september 2009 kl.11:27

Du virker som en der ikke hyler  som de ulve du er iblandt” blev der sagt om mig i går.

Jeg tog det som en kompliment, men er senere blevet i tvivl.

Du får mig tit til at tænke en ekstra gang og i en anden retning, end jeg plejer. Det er sjældent man løber ind i nogen med så høj integritet som dig, som ikke samtidigt er firkantede”  skrev en anden til mig for en 14 dages tid siden.

Det tog jeg også som en kompliment.

Du virker meget hårdere i virkeligheden” er der flere der har sagt, når de har mødt mig’et bag bloggen.

Jeg ved ikke helt hvor jeg vil hen – andet end at jeg sidder her i mit småkolde sommerhus i (sen)sommerlandet og er i gang med at forsøge at genopfinde mig selv, fordi der sker ting i mit liv, som jeg ikke har styr på og fordi jeg er nødt til på et tidspunkt at finde ud af hvilken vej jeg i virkeligheden har lyst til at gå.

Mavefornemmelse.

lørdag 19. september 2009 kl.19:54

Morgen blev til dag, frokosten blev spist om eftermiddagen og dag blev til aften.

Og inden vi fik set os om, havde vi siddet hos naboen og fået så meget port- og frugtbrændevin, at aftensmaden ville blive en midnatsforestilling, hvis der skulle tændes op i grillen.

Så mens det mørkner omkring os, bliver der spist nogle rester og så er der sat dej over til en gang pandekager, der skal smage godt med den september-syltetøj jeg baksede sammen i eftermiddags.

En blåsort sag af alt det gode fra haven og omegnen: brombær, hyld og æbler (og en sjat blåbær og solbær fra fryseren) krydret med vanilje og citron og drysset med hasselnødder, som jeg sad og knækkede i solen.

Åh, september i (sen)sommerlandet.

fredag 18. september 2009 kl.18:20

Jeg har sendt mig selv på rekreation. Til jydernes land.

Og jeg så solen stå op over Samsø, og smagte på morgenluften, der var frisk og sprød. Pakket ind i min dyne og med koldt sand mellem tæerne, kiggede jeg på himlen, hvor nattens fly stadig trak streger.

Morgenkaffen blev indtaget i følgeskab med en frugtsnaps. Det skulle være så godt for sjælen og mine skuldre kom ned. Bagefter blev mine fødder våde af dug, mens jeg samlede hasselnødder i usete mængder.

Senere bagte solen på min ryg, mens jeg plukkede de sidste brombær langs med hegnet. Der var helt stille og jeg kunne høre havets brusen i det fjerne.

Og mens Bertram jagede en mus, så den sad og peb ved stakittet, gned Alfred sig op af mig og med øjne så blå som septemberhimlen kiggede han på mig, og det virkede som om at han sagde, at det her var helt i orden.

Mens kæresten knoklede med ting i et sprog jeg ikke forstod, kørte jeg ud i landet og handlede ind til frokost og middag. Vi spiste i solen, godt brød, lækkert pålæg.

Vi har hilst på genboerne og andre fra sommerlandet og mens solen nu er på retur, står en øl og koger ind til sirup på komfuret, rodfrugterne er skåret og klar til at blive parret med ølsiruppen med rosmarin. Det er tilbehør til noget, der for os er helt eksotisk; en medister, fra den lokale slagter, der skal grille her om en times tid.

Åh, det er godt for mig det her.

Og hvis jeg skal vælge programmet for i morgen, så er det nogenlunde det samme som i dag – dog, vil jeg nok tage en kop kaffe med ned til stranden når jeg skal ned og tjekke hvilken dag solen står op til.

torsdag 17. september 2009 kl.8:06

Der kom ingen samtale, telefonopkald, sms eller mail kl. 15.08 med gode magiske ord jeg gerne ville høre.

I stedet lå jeg på min lille sofa, i mit lille hus i min lille have. Drevet til det yderste med et smertende hoved og klemt inde af to katte, der absolut skulle ligge der sammen med mig.

Hvad der skulle have været en energiløftende tur i haven, blev et smertehelvede, uden piller og uden ide om hvordan jeg skulle få transporteret mig selv og de her katte hjem igen.

Måske var det straffen for at bryde kæden, eller måske er det, og nok lidt mere realistisk, et nyt stresssymptom, da det nu er anden uge i træk at en dag med en lidt for ambitiøs handleplan efterfølgende sender mig til tælling med migræne.

En migræne jeg led meget af som ung, men som jeg i de voksne år heldigvis normalt kun har 2-3 gange om året.

Men mens jeg lå der og havde ondt, så skete der faktisk lidt magi på mine kommunikationskanaler – og der er bud efter mig på forskellige måder.

Og midt i alt det her som har genudløst min stress og sender mig til tælling med migræne, så oplever jeg også en “fugl Phønix” effekt ved det hele.

Uanset hvad der sker, så har jeg fået foræret en mulighed for at redesigne mit liv i præcis den retning jeg vil, og det er så meget mere tydeligt end tidligere.

Næste side »