Jeg har tre veninder med multihandicappede børn. Hver sin grund, hver sin verden, hver deres liv.

Fælles for dem alle er dog at deres liv leves med en grundviden om, at deres børn nok ikke bliver voksne. Det må ikke være nemt og jeg har slet ikke fantasi til at forestille mig hvordan det er at være i deres sko, hverken når det går, eller når det ikke går.

Men jeg ved at de børn i livet formår at sprede glæde og livsmod til deres forældre, søskende og omverden. Og at selv når det er slut, har det ikke været forgæves.

Nu er der en mindre.

Ære være hans minde.

Hvis ideen med at være A-menneske bare er at man er mere vågen om morgen, men at man i øvrigt står op samme tid som andre, uden at yde noget ekstra for så at kolapse og være tømt for energi ved en 18-19 tiden, så siger jeg bare “helle for at være en b-er”.

Eller…

Det siger jeg nu, men nok ikke i morgen tidlig, eller på vej til mit morgenmøde … hvor jeg i øvrigt skal optræde på slap linie.

Måske er det nu den kloge går i seng.

P.S.
Det er ikke dumt at drikke kaffe nu, vel?

Når man synes at det halter lidt med sundheden, når ens blodtryk har ramt loftet indtil flere gange i den forløbne tid, når vægten ved ugens start er 2 kilo mere end den foregående og man godt er klar over, at det nok ikke er hensigtsmæssigt at skifte frokosten ud med godt og blandet.

Så er det godt at komme til en sundhedssamtale og finde ud af at det slet ikke står så slemt til.

Og det stod ikke slemt til. Normalt blodtryk, sundt fedt og vand og væv (tror det var det der blev målt). BMI’en kunne godt tåle en justering – hvilket ikke undrer mig, men faktisk var det de der 2 kilo der var kommet på i den forløbne uge, der fik det tippet over på den anden side.

Det er sundt at se sig selv med andre øjne, sundt at høre hvad man egentligt siger. Og det er det der er den gode coachs styrke, synes jeg. For det var det samtalen var for mig, en coaching på hvordan jeg kunne lave en plan for at leve så jeg kom til at opfylde nogle af de sundhedsmål jeg har.

Motion og mad.

Eller er det det? For i processen viste det sig, at det lige så meget handler om overskud og glæde og fornøjelser.

Glæden kan jeg sutte på som bolsjer og den varer længere.

At skabe glæde, for sig selv og for andre. Sådan en lørdag havde jeg.

Med dejlige venner, skøjteløb på Kgs. Nytorv. Dampende kakao og friskbagte kanelsnegle. Med en våd unge, der blev strippet ned til ingenting og puttet i badekåbe. Med gode øl og smagsfuld suppe og snak ud på natten.

Så kan man godt klare endnu en uge.

Og inden man ved det er det…..december. At slæbe julekasserne op fra kælderen og op på 4., er også en slags motion. Lyset er væk, lyset er kommet.

The name is Bond … male bonding.

Det er vist første gang, at jeg har været i biografen med så mange smokingklædte mænd, som jeg var i går da Bonden blev frigivet til den almindelige dansker.

Nydelig mand, der skal da ikke lyde nogen beklagelser der, men jeg kan bare konkludere, at man nok skal være mand for virkelig at nyde filmen, plottet og ikke mindst hypet omkring det hele.

Mig?

Tænke mest af alt product placement, efterhånden som der blev zoomet ind på alt det Bond ejer – og det er jeg så ikke ene om..

Når jeg bliver voksen vil jeg være anderledes end de andre voksne …

Somom!

P.S.
Der var en der i går skrev følgende til mig:

Man kan ikke skrive om sit arbejdsliv af hensyn til almindelig god opførsel, videre karriere, tavshedspligt osv.

At skrive om det personlige liv bliver meget let en udlevering.

Måske skulle man få sig en hobby… Noget med politik eller teknik. Måske en kombination?

Der er ingen ny hobby på tapetet lige nu. Men jeg tager en tur til Randers i weekenden. Det er vel næsten det samme?!

Man tror naivt at når man er færdig med skolen, færdig med gymnasiet, færdig med universitet så er man også færdig med prøverne og eksamenerne.

Men ude i den virkelige verden er det nærmest det omvendte. Det er der de virkelige test foregår, det er her din viden afprøves og din [koolnæs] tjekkes. Og der er lige så kvalmefremkaldende og søvnløsbringende, som dengang.

… og så måske lidt værre: for det er virkelige mennesker, virkelige følelser og virkelige chancer der satses. Sødmen kan dog være svær at smage, selvom man ender i en situation, hvor man kan have svært ved at få armene ned.

Jeg fik 13 i dag – eller 12 hvis man går efter den nye karakterskala.

Undskyld mig mens jeg lige går udenfor og kaster op.

At ligefrem hævde, at “nu løber jeg igen“, er måske at gøre for meget ud af gårsdagens travetur rundt om to søer. Men jeg er da kommet så småt i gang igen og det er godt.

Godt for psyken, maven (den indvendige og udvendige), humøret og selvtilliden. Nogen gange føles det bare vigtigere end andre gange, at vide at man kan løbe fra ting, selvom man ikke kan løbe fra tingene.

Men når det er sagt, så er det altså også sådan, at jeg rent faktisk elsker at løbe efteråret i møde. Jeg nyder en løbetur i rusken og regnen, omfavnet af mørke og kulden.

Tilbage i 90’erne, da jeg stadig var en uerfaren studerende og uvant med internettet, troede jeg at jeg var ansvarlig for en mørklægning af København.

Jeg var igang med at planlægge et studieophold i udlandet og var i den forbindelse på besøg i Fiolstræde på Det Internationale Kontor. Det må have være omkring 95-96 og internettet var stadig ikke hvermands eje. Hvis det ikke var den første gang jeg var på nettet, må det have været en af de første gange. Jeg tastede adressen på et universitet i New Zealand ind og trykkede “Enter”.

Og i lige præcis samme sekund blev rummet mørkt.

Jeg var sikker på at det var min skyld. At det var mig der havde lavet et eller andet, der da jeg trykkede på knappen.

Alt strøm var gået i rummet, og i bygningen … og da jeg kom ud var der heller ingen strøm på Rådhuspladsen eller rundt om pladsen. Først da jeg kom op til Værnedamsvej og så at der var lys på Frederiksberg siden, og buldermørke på københavnersiden, begyndte det så småt at dæmre for mig, at det nok ikke var mig, der var ansvarlig for mørklæggelsen af byen.

Ulempen ved at blive færdig med at studere om komme ud i den virkelige verden, er at man ind imellem bliver ansvarlig for ting, handlinger og situationer – uanset om man så er det eller ej.

Nogen gange får jeg rodet mig ud i uigennemtænke opgaver … som morgendagens andeprojekt.

Det virker jo som en god idé og som at man virkelig får sprunget over et lavt gærde.

Historien er denne:
Undertegnede tænker: “lave mad til 14 personer eller bestille ud … vi bestiller da bare ude…”

Men, men – for sådan et er der jo… Jeg havde jo ikke ligesom tænkt på at man skal hente selv og at butikken lukker kl. 16.00 og at der er tale om ½ and pr. mand + dessert gange med 9 (+ 3 der skal have sushi…)

Fjerde sal og en cykel…

Det er ikke lige i dag, at jeg er så klog at jeg kan undvære hovedet.

Jeg er en sucker for traditioner og familiekomsammen, men jeg er ingen fremmed til konceptet med at springe over hvor gærdet er lavest og det er mine søskende og fætter/kusiner heller ikke.

Så vi har bestilt fiskeand til Mortens komsammen.

…og jeg ved at det burde være en gås (eller at jeg er en gås – same-same) og så holder vi det iøvrigt også en dag for tidligt, så kan de lære det! … eller noget.

Jeg kommer så meget i juletræning. And i går og and i dag….