Jeg har lagt en limpistol i min taske til sommerferien. Måske jeg kan være kreativ med søsterungerne, når vi er sammen i den første del af ferien.

Der ligger også forskellige lette sommerkjoler, for selvom DMI ikke er helt samarbejdsvillige, så satser jeg på at det gode vejr fortsætter ind … helt langt ind, i min ferie.

Selvom det meste af tiden forhåbentligt kommer til at gå i de 3 bikinier jeg også har pakket ned, så skal vi også ud og spise med kniv og gaffel og besøge mennesker der går i tøj – og det må man jo være beredt på.

Neglelak og badesalt til fødderne ligger der også. Sammen med en pimpsten, for jeg satser på, at jeg skal lave mig de lækreste sommerfødder de næste par uger. Ingen høje hæle, men masser af barfodhed i blidt, hvidt Saksildsand.

Der ligger også hjemmelavet hyldeblomstsaft og sirup. Både til mig og til nevøen, der hjalp med miraklet med hvide blomster, citron og sukker.

Det smager fantastisk når man husker at lave isterninger og bagefter blender dem og det til en blød iskold hyldesmootie.

På nettet kigger jeg på pavillioner, drømmesenge og hængekøjer. Jeg tror, at det er der de næste investeringer skal sættes.

Jeg når nok ikke at runde biblioteket, da der er planter der skal vandes, kartofler der skal opgraves og et hjem der skal ryddes op i, inden ferien starter.

Men mon ikke man også kan finde bøger i boghandlere i Jylland?

Lige nu virker 3 uger uendeligt langt. Dag efter dag og blå, blå nætter med bål og hygge. (Og jeg insisterer på at sove ude nogle af nætterne).

Om ikke alt for længe skal jeg over til sommerlandet hvor min kæreste og mine katte befinder sig.

Og selvom jeg aldrig rigtig har evnet hverken at savne eller glæde mig, så kan jeg alligevel mærke en længsel … mon ikke det betyder, at  jeg glæder mig?

I den sidste tid har min kæreste nærmest på daglig basis, sendt mig mms’er med billeder af døde mus, der ligger lit de parade.

I dag blev musene suppleret med Bertrams første fugl, der lige som de andre små dyr blev slæbt hjem og præsenteret for kæresten. Selvom man ved at det er kattens natur, så er det alligevel svært at se det skønne i at blive præsenteret for små døde dyr, dag ud og dag ind.

Så er det noget helt andet at blive ringet op af vores receptionist og få at vide, at der er ankommet en buket blomster til mig.

Så det var med lette fjedrende skridt jeg smuttede ned og hentede min kærlighedsgave, som var så meget lettere at forholde sig til end døde mus og fugle. Og pigerne på kontoret blev helt bløde i blikket, da jeg fortalte at de var fra min kæreste og at han glædede sig til, at jeg snart skal over og holde ferie hos ham.

… og jeg blev lige så blød og sød, som kvinderne i interflora reklamerne….

… og jeg havde kun vredet armen ganske let om på ryggen af kæresten for at få ham til at sende mig blomster…

Efter sådan en dag, hvor jordbærkage er blevet afløst af salte nødder og kaffe af kølig rosé og det ene gode menneske af det andet er det svært, at være andet end glad.

Når man sådan går hen og bliver haveejer – det være sig i det store, eller helt små, som mig – så er en ting sikkert:

Pludselig bliver det interessant at snakke om dræbersnegle ved frokostbordet.

Herunder naturligvis også hvilke metoder man skal tage i brug for at komme krybet til livs, og om der er sandhed i myten om, at hvis man lader den døde snegl ligge, så virker det som en åben invitation, for så kommer alle dens fætre og smæsker sig i den og dermed får man endnu flere dræbersnegle.

Jeg ved det ikke.

Men jeg ved, at snegle og duer er mine nye fjender og at jeg går til dem med en uhørt brutalitet.

… og så alligevel ikke…

For der er snegle og så er der snegle.

Mens jeg ikke har nogen problemer med at klippe en dræbersnegl midt over og se den dø (eller næsten ingen problemer, for det er stadig ulækkert), så har en jeg et andet forhold til vinbjergsnegle.

De er jo søde.

Dem legede jeg med som barn.

Og selvom det sikkert er tosset, og de nok kan gøre lige så stor skade, så har jeg det med at sætte dem over i min kompostbunke, eller smide dem over hegnet til Fælleden, når jeg støder på dem på min vej.

Bortset lige fra igår.

I min kamp mod fjende #2 (duerne) skulle jeg fjerne et net fra jordbærene for at sætte det over hindbærene og i den forbindelse ville jeg fjerne en vinbjergsnegl som sad på nettet.

Men den holdte fast.

Og jeg hev.

Og inden jeg fik set mig omkring, havde jeg hevet sneglen ud af sit hus.

Øv for den da.

Når en vinbjergsnegl er uden hus, er den faktisk lige så klam som en dræbersnegl.

Men jeg havde stadig, næsten ondt i hjertet over at hive en forsvarsløs snegl ud af sit hus.

 … for selvom man er voksen og har egen have, så er det vel ikke underligt at have kælesnegle…?

Siden sidste fredag har jeg haft en hed drøm om at få ordnet mine fødder i morgen.

Timelang massage af ømme fødder og belastede lægge, velduftede fodbade og lækre cremer, at få fjernet al hård hud så mine fødder er lækre og bløde som babynumser og til sidst slutte af med polerede negle og måske en fransk pedicure, som jeg kan fremvise i smukke sommersko, som jeg klart kommer til at have på i forbindelse med weekendens udskejelser.

Og selvfølgelig burde jeg have booket tid for flere uger siden – men det er åbenbart for svært for mig.

Resultatet er at uanset hvor jeg har ringet hen så er der meldt alt udsolgt … og så er det bare at jeg spørger:

Hvor er den finanskrise, når man har brug for den – og får alle ordnet deres fødder i morgen?

… det er nu lykkedes mig at finde et sted … det er dobbelt så dyrt som alle andre – så der var et hul og jeg glæder mig til:

 – Afspændende aromatisk luksus fodbad
– Luksus fodpeeling
– Hård hud på fodsålen files og ligtorne ordnes
– Neglebånd ordnes
– Neglepladen poleres og files
– Luksus fodmaske
– Cirkulag gel påføres lægges
– Fodmassage
– Fransk lak

… åh ja…

Så blev jeg i bogstavligste forstand ekviperet fra yderst til inderst, da eftermiddagen blev tilbragt hos frisør, tøjforretning og lingeributik.

Det sidste lyder med sexet, end indkøbet kan forsvare – da jeg nu er nået op i den alder (og størrelse) at underkjole og shapewear (eller støttetrusse), i dag er gået fra at være et ord, til en del af min hverdag.

Jeg troede vel ikke at det skulle ske, men ligesom sikkert mange andre kvinder har jeg jo set Trinny & Susannah og deres magiske trusser gøre en forskel på kvinder, og i dag var så den dag jeg kastede mig ind i det forbrugsræs.

Nu skal jeg så på egen krop undersøge om det udover at gøre en forskel på kroppen, også gør en forskel i hverdagen – da jeg på en daglig basis er en af de kvinder der både sidder ned og går på toilettet.

Man kunne selvfølgelig også skrue ned for madindtaget og op for motionen … men det er jo sommer og sårn – og når man kan klare det halve og en hel kjolestørrelse med en magisk trusse, så er det jo ikke at forklejne.

Og med nyt hår og kjole oveni, skal man jo heller ikke blive for svedt.

Jeg troede det måske var i år, jeg skulle gå sommerferien i møde, uden hjemmelavet hyldeblomstsaft. De københavnske hyldetræer og buske har blomstret i små tre uger, og det var egentligt ved at være for sent at få sneglet sig ud og plukke blomster.

Men på landet er det anderledes, der er hyldeblomstsæsonen kun lige startet. Så hjemme hos det mødrende ophav i går, fik jeg min store nevø til at plukke de nødvendige blomster og i dag mødtes vi og tog ud i min have for at koge og sukre og gøre til. Og nu står der 1½ portion saft og hygger sig – og om nogle dage er jeg klar med gyldne flasker fyldt med sommerens sødme.

Dem, der er på Roskilde for første gang nu, var 6 år gamle, sidst jeg var der.

Kunne jeg høre i Radioen i morges.

Jeg synes ikke at der er gået 10 år siden. Men det er der – og jeg husker stadig den underlige stemning, der var på Festivalpladsen, da død og musik blev blandet på en usandsynlig tragisk måde. Jeg husker hvordan det virkede helt rigtig på os, der var på Roskilde, at musikken blev ved med at spille, og at det først var da man kom væk derfra, at man tænkte over det bizare i at musikken ikke stoppede.

Men tiden er skyllet ind over mindet, og det er så heller ikke så underligt, når mange af festivalens gæster var i førskolealderen, dengang det skete – og at (nogen af) os, der var med dengang, nu bruger tiden i en nyttehave, hvor vi sidder og drikke kølig rosé og ser himlen blive mørk over endnu et bål.

Tiden går.

De sidste solstråler sidder endnu og varmer i mig ryg.

Udenfor mit vindue er Vesterbro klar til en fredag i sommernattens tegn – der er menneskestemmer og musik. Selv er jeg klar til en tur i sengen, efter det som endte med at være endnu en lang dag i haven.

Færdig med haven bliver jeg jo nok ikke på denne side af sommerferien, men jeg forsøger at mene, at lidt også har ret.

Mine krydderurter fik jord om fødderne. Godt hjulpet på vej af halvformuldet kompost. Og den sidste del af haven blev hegnet ind, så kattene, når de kommer hjem fra Jylland, kan nøjes med at jagte mus, inde i min have.

Jeg glæder mig til at se, hvordan min krydderurter klarer den omtumlede tid og om de liver op igen, eller om jeg skal satse på fjernlageret i Jylland.

Der er stadig plads til flere urter og det er fedt, for jeg kan nok ikke lade være med at lade mig friste og jeg har fundet et sted, hvor de sælger mange spændende planter.

Fristet blev jeg også i aften, da min gode ven, som havde hjulpet mig i haven, foreslog at vi sluttede af med bål.

Og der er nu meget lidt der slår, at slutte en dejlig solskinsdag af med et glas med portvin og et kig ind i ilden.

…. mener jeg, mens dem jeg kan høre feste udenfor min lejlighed nok mener, at man skal være mellem 100 og skindød, for at få det til at måle sig med en god tur i byen…