Sad i min seng i pyjamas – med tv og laptop og klokken nærmede sig halv tolv.

En god ven poppede op på Facebook. Vi snakkede om at jeg trængte til at drikke mig fuld og ryge smøger som da jeg var i 20’erne… og da kl. var 00.59 var han på vej mod mig i en taxa og 15 minutter senere sad vi over hver vores øl på Spunk-bar.

Da vi kun lige nåede den sidste omgang, stod vi kort tid efter på Never Mind på Nørre Voldgade og sang med på YMCA og gamle ABBA numre på et af de mest laid back bøssediskoteker, der findes i byen.

Vi var omgivet af smukke mennesker, gamle mænd, kønseksperimenterende unge, et par transer i baren, fyrer der snavede hinanden i gulvet og en enkelt fuld pige, der blev ved med at hælde øl ud over mig og alt omkring sig.

Og der – midt i post juletraumaerne blev der festet igennem og jeg følte mig som aldrig før, som en del af det hele.

Til helvede med alder. Til helvede med præferencer .. alle elskede alle, i de hektiske øjeblikke mellem 2 og 5.

Og da jeg gik hjem gennem det regnvåde København … byen der ikke er mere storby end at den sover søndag morgen kl. 5.30 … kunne jeg mærke, at det var lige hvad doktoren havde ordineret.

Jeg kunne også mærke en glæde over, at jeg ikke længere er en usikker 20 årig, eller en übercool 30 årig. Trods det, at den eneste kommentar jeg har fået på min bytur, var en bemærkning om hvorvidt jeg ikke var for gammel til det, og at det jo nok er en fase, så må jeg indrømme, at jeg havde det sjovere i går end jeg har haft på mange andre byture tidligere i mit liv.

Og ja, måske er det en fase – og måske er jeg for gammel … men lige der, igang med min X-ene G&T og min smøg #200 følte jeg mig i den grad oven på verden og i sync med mig selv.

Mine katte har lopper. Mine katte, der ikke længere er mine katte, har lopper.

Over i det der Jylland.

Hvor og hvornår de har fået det er en gåde. Men da de kom over i deres nye hjem, begyndte de pludselig at slikke sig helt vildt meget og lidt efter fandt han ud af at der var lopper.

Og da jeg fandt ud af det begyndte jeg at klø og min kusine som jeg havde besøgt en uge før jul, fik en forklaring på hvorfor hun havde kløet i nakken, efter mit besøg hos hende. Hun var nemlig sikker på at jeg havde båret rundt på en loppe.

Men jeg har ikke lopper i min lejlighed. Kun loppefund – lidt hist og pist … som jeg stadig er ved at finde plads til, her i mit “nye” hjem.

Møblerne er ved at være på plads i de forskellige rum, nu skal der bare “gøres færdigt”. Hænges ting op, smides ud … og lopper eller ej, så går jeg lidt rundt om mig selv, og kløer mig i hovedet og synes egentligt at jeg har pænt mange ting, og måske ikke helt behov for det hele.

Måske et loppemarked på et tidspunkt ville være mit løsen?

Fik ordnet mine fødder i dag. Den fodgudinde, der poppede ud af det blå og som har giver mig super fantastiske råd om mange ting omkring fødder .. gav mig også navnet på en dejlig fodterapeut på Frederiksberg. Var ikke hos hende idag, men hendes lige så skønne kollega … “min” foddame var nemlig underdrejet pga. sygdom.

Det blev det ikke mindre behageligt af – og jeg sidder lige nu med de lækreste fødder … for jeg er nemlig en af dem der godt kan med fødder, både egne og andres.

At mine fødder så ikke kan så godt med mig, er noget vi stadig handler om.

Jeg har nu 2 sæt indlæg og 2 sæt meget fornuftige sko … og for første gang har jeg også et par fødder, der er pænt samarbejdsvillige og ikke gør ondt når jeg går.

En af de meget skelsættende ting der er sket for mig i 2012, er at jeg har taget min fødder seriøst. At jeg har lyttet til deres smerte, og har befriet dem for de smalle sko og de høje hæle og istedet forkælet dem med dyre indlæg og sko de kunne bevæge sig i.

Det er ikke sket uden sværdslag. For mit jeg har virkelig skulle bøjes og strækkes for at kunne håndtere de der fornuftige sko. Og jeg længdes da stadig efter stiletter og lækre støvler, der både giver højde og elegance, og klæder min fod og min holdning.

Håber at den daglige brug af fornuftigt fodtøj, på sigt giver mig lidt frihed til at lege med lidt mere sjovt fodtøj i ny og næ … men jeg har accepteret at jeg skal tage hensyn til mine sensitive fødder og opdaget at når jeg gør det, så gør de min gang over jorden så meget lettere.

* havfruefødder henviser til H.C. Andersens eventyr om den lille havfrue, der i bytte for sine ben og fødder, måtte bære det kors at hvert eneste skridt hun tog på jorden føltes som at gå på knust glas … for det er præcis sådan jeg oplever min gang på jorden føles når det er allerværst.

Jeg har altid elsket juledag. Når alt er faldet på plads, gaverne åbnet og der er massere af rester i køleskabet … en dag dømt til pyjamas og gåtur med pjusket hår.

Sådan blev min juledag i år også. Huset var fyldt med b-mennesker, der havde været oppe til en 4-5-tiden, så da jeg vågnede som den første var det til et stille hus. Gik og nød stemningen … essensen af vores hyggelige aften før. Forsøgte mig med et julebrød, en surdej, dog levede mere op til sit navn et godt var .. så den kom aldrig op og hæve. Morgenmaden blev derfor ris ala mande og kaffe.

Vi kan noget med hygge i min familie. Være afslappet og alligevel højtidelige. Vi klæder os altid om til jul, men aldrig med mere stil, end der stadig er plads til rundhed og hygge.

Min niece kunne næsten ikke vente med at give sine gaver … og her var det “lad dog barnet” … der gjorde at hun fik lov til at give sin mormor en pakke før maden. Vi krammede og hyggede, drak gløgg og spillede spil – og alle havde en finger med i maden, som blev rigtig rigtig lækker.

Og jeg vandt sovsekonkurrencen … selvom jeg ikke engang vidste vi havde sådan en.

… men efter at have haft en kæreste der i de sidste mange år har stået for julemaden, var det i år mig der stod for sovsen … og med et hint fra bdr. Price (at starte med en roux) og et andet fra de mange gange jeg har kigget den hjemlige sovsekonge over skulderen (at tilsætte indkogt eddike og honning) – blev min mors hjemmekogte fond forvandlet til det perfekte svøb om julemaden.

Man ved at ens sovs er god, når ens ellers rimelige kræsne niece står og spiser den som suppe, før den kommer på bordet.

Vores gamle antikke samlebøger blev udskiftet med iPads og telefoner og med ophøjet røst, der var meget tydelig, sang min nevø for – mens vi andre gættede os lidt til melodien.

Og ungerne blev glade for gaverne, der var tid med mig pakket ind i bøger.  Min nevø fik en tyskpaløer, for han og jeg skal på en forlænget weekend til Berlin. Min niece en børnekogebog, og en kalender, for hun og jeg skal lave mad sammen her i det nye år.

Vi har allerede aftalt den de to første gange. Vi skal holde te-selskab for min mor på hendes fødselsdag i januar og så skal vi lave kærlighedsmiddag den 14. februar …

Og så kan jeg se at jeg skal læse op på julemaden til næste år. Jeg har aldrig selv stået for en julemiddag, her i huset var alt der handlede om stegning af hele stykker kød, en herreting. Det forhindrede dog hverken min mor eller søster i at spørge mig til råds omkring and og flæskesteg. Men måske niecen og jeg når op på niveau, i løbet af de næste 12 måneder … vi har i hvert fald tænkt os at øve os.

… og nu har jeg to juletræer der skal ud i min have … så jeg skal en lille smule i omdrejninger – ud og få brændt nogle julekalorier af!

Jeg ved godt at jeg skal passe på med hvor meget Ole Henriksen jubel jeg skal smøre ud over min blog. Jeg er klar over at den nye trend er at vi alle sammen skal have det råt for usødet og at det er hipt at være klar i mælet aka et brokkehoved.

Men efter et liv med utallige brokkerier, synes jeg godt at jeg kan tillade mig at være en lille smule candy-floss positiv, for jeg kan mærke, at det gør mig godt.

Jeg har sagt det utallige gange når jeg har coachet andre: det du giver energi vokser og jeg har har set miraklet ske under mange visualiseringsøvelser … Hvordan andre åbner op og finder løsninger, når de har visualiseret deres dag, eller liv – eller den besværlige opgave, som det er når tingene er gået i orden.

Jeg kender teorierne bag dem og har har læst kloge ord, fra kloge mennesker, der har forklaret mig at hjernen er dum og ikke kan kende forskel på de ting vi faktisk laver og de ting som vi forstiller os at vi laver, og vi derfor kan trække nye spor i hjernen, når vi gentænker os selv, eller vores handlinger.

Jeg har endda, fra en mand der havde mistet en finger, fået fortalt hvordan hans ven der havde mistet en arm, som genoptræning skulle sidde og kigge på sin raske arm i et spejl, for for at hjernen skulle tro at det var den påsyede arm og dermed genoprette nervetrådene.

… men jeg er startet nu.

Min verden har forandret sig så meget, siden sidste år – siden mange år. I en anden verden og en anden tid, ville mit indlæg nok være løbet over af ynk og brok – for selvfølgelig er det da en speciel oplevelse at flytte fra kæresten i december, at få lejligheden vendt op og ned pga. maling, at blive gjort julegaveløs osv…

Men det handler om at se det gode i livet – og når man gør det, er der bare så meget af det:

• som min ex og jeg der stadig er på talefod, og kan glæde sig over den andens sejre og medgang,
• maleren der får mig puttet ind i et travlt skema, så jeg kan komme i orden på denne side af nytår.
• om min insisterende dykkerbuddy, der hjælper med udstyr og giver ok-tegn over og under vandet
• min overbo der lige kigger ind forbi med en delecola på vej hjem fra arbejdet
• veninden, der lige ringer og sikre sig at jeg er ok til jul
• om ufatteligt søde mennesker der henter en pakke til mig i Tåstrup og derefter kommer ind for at aflevere den til mig!
• min niece der glæder sig til jul og har tilbudt mig hendes seng at sove i
• at jeg har tabt 5 kg. bare ved at starte med at træne
• om uventede gaver og nye mennesker i mit liv – som eksempelvis min nye træningsmakker der sms’ede i går (og forærede mig den lille fryd over at være 6 år ældre og alligevel have mindre ondt end hende!)

Jeg er sikker på at jeg er på rette vej. Jeg er sikker på at min nye år bliver helt anderledes end det år jeg går fra og jeg er sikker på at gode ting kommer til dem der venter – og dem der tager for sig af retterne.

Og det vil jeg gøre … mens jeg pakker de sidste gaver ind og lytter til lidt julemusik…

P.S. hvis du har lyst til at kommentere så gør det … de kommer frem til mig. De skal bare lige en omvej forbi min spammappe, men nu hvor jeg ved det så tjekker jeg jævnligt min spammappe og henter kommentaren frem derfra

Jeg fik en mail fra en der havde forsøg at kommentere, men hvor kommentaren var forsvundet. Testede og kunne se at de samme gjorde sig gældende fra mig.

Tjekkede mit spamfilter og kunne se at kommentarerne endte der. Gennemgik 70 siders spam og nåede to dage tilbage i tiden …

Har genfundet og accepteret 4 kommentarer … men magter ikke at gennemse flere kommentarer med sextilbud, komplimenter fra “grow your hair longer” og alle mulige andre obskure indlægsholdere.

… så hvis du har kommenteret her i den senere tid, kan du ikke smide mig en mail, så vil jeg genfinde og “afspamme” din kommentar.

Mest for din egen skyld, så du ikke ender i et andet spamfilter næste gang, fordi mit Akismet tror du er en spammer.

Jeg håber jeg får løst problemet i den meget kommende tid.

For genfindelse og løsninger skriv til visitsen [a] visitsen [dot] dk.

Mens jeg hører om andre der drøner rundt og køber gaver i stress og jag og om at julehandlen igen i år overstiger alle forventninger og grænser, så er jeg selv gået hen og er blevet julegaveløs.

Det er sket i den bedste mening …bevares … og jeg er egentligt ikke ked af ikke at få julegaver, men jeg kan mærke, at jeg føler mig noget kuppet, over at nogen andre har bestemt, at jeg ikke skal give dem gaver mere.

Det sjove er, at min jul sidste år var vældigt befriende netop ved, at vi boede i Egypten og derfor ikke gav nogen julegaver … og december blev så dejlig afslappet ved at jeg slet ikke skulle tænke tanker på gaver, ønsker og ideer.

I år har det så været anderledes. Julen har fyldt uendeligt lidt helt frem til denne uge. Til gengæld har jeg nu fået øjnene op for at julen er pænt meget rundt om hjørnet og så var det at det gik op for mig, at ingen forventede noget af mig.

Når det kom som en overraskelse var det også fordi at der faktisk ikke rigtig var nogen der sådan havde fortalt mig, at vi ikke var på gaver.

Det startede med at jeg talte med min far, der så lidt i en bisætning fortalte mig at “vi har jo aftalt med din søster, at vi kun giver julegaver til børnene … og vi gav jo heller ikke hinanden sidste år … såe… men du får selvfølgelig en fødselsdagsgave” og jeg sagde lidt overvældet (og forbavset) “ja … øh, ok”. Havde på det tidspunkt allerede købt en gave til ham … den har jeg så efterfølgende sendt med en halvvejs undskyldning.

Da jeg så gik til min søster, kunne hun fortælle at hun var af den opfattelse, at det havde vi aftalt for 3 år siden. Det kan godt være hun har ret, for julen før sidste år, var den jul hvor jeg var sygemeldt med stress, samtidig med at vi var på vej til Egypten … og min hukommelse er derfor noget hullet. Mener dog at vi var på julegaver med alle der.

Min mor sagde, at hun havde aftalt det med min søster “fordi det er så besværligt for jer, at give os gaver” .. og da vi talte sammen kom jeg i tanke om at jeg havde glemt, at jeg havde fået at vide at vi ikke var på gaver – og havde købt noget til min stedfar.

Min bror havde åbenbart slet ikke skænket tanken om at vi skulle være på gaver – eller på at fortælle mig det. Så han virkede nærmest forbavset da jeg spurgte til det her i søndags til min søsters fødselsdag …

De eneste jeg skal tænke på er min nevø og niece … og jeg kan mærke at det er lidt for tomt for mig.

Julen for mig handler ikke om at få gaver. Den handler ikke om dyre indkøb og overbelastede konti. Men jeg må indrømme, at jeg kan mærke, at jeg rigtig godt kan lide at give gaver. Jeg kan lide at sætte mig ind i de mennesker jeg elsker, og forestille mig hvad de kan lide og har brug for … og jeg køber sjældent unødvendigt dims, og altid kun ting, som jeg selv ville kunne lide at få, eller som jeg ved taler ind i de interesser de har.

Min nevø har tidligere sagt, at jeg er rigtig god til at give gaver … og her i dag har jeg bevist det for mig selv.

For med de penge jeg sparer på de andre har jeg i den grad været ude og begave mig selv. Og Damn, jeg er godt nok god og generøs … og har ingen problemer overhovedet ved at forkæle mig selv.

Så jeg går nu julen i møde med det fedeste lingeri fra Aubade, fabelagtig portvin fra Hutches og Grahams (en colheita fra 2000, en vintage fra 1991 og en late botteld vintage fra 2007) så jeg har til at drikke julen ind større eller mindre omfang – endelig har jeg forkælet mig selv med jordens mest lækre håndcreme fra Jurlique, der er så naturlig og dufter så skønt af citrus, at jeg aldrig ville betænke mig for at spise den, hvis jeg nogensinde strandede på en øde ø uden mad..

Og med det på plads vil jeg være helt fantastisk overskudsagtig og smutte til crossfit, så jeg kan få styr på at få formet kroppen til både portvin og lingeri.

Det gik op for mig i går at vi er ramt af dommedagsforudsigelser … alle andre ved det sikkert, for nogen gange går jeg så meget i min egen verden, at jeg er den sidste der opdager noget … og det der dommedag, fattede jeg først i går.I dag kikkede jeg forbi Undreland for første gang i lang tid … og lige i dag har hun skrevet de ord jeg havde i mig og kommet med de forslag til hvad man skal lave, som jeg har allermest lyst til at gøre … (undtagen måske det med at gøre rent under håndvasken, selvom den trænger)

Og jeg tillader mig at citere:

Andre ting man kunne overveje at nå:

Spise alle småkager i hele verden.

Afsløre en hemmelighed.

Afskaffe en idiotisk lov, som gør det muligt at udvise velfungerende borgere der har boet, lært dansk, giftet sig, fået børn og betalt skat i Danmark i ti år (bare et forslag. Og nok noget af det jeg personligt ville prioritere pænt højt, hvis jeg var folkevalgt).

Danse grimt på Rådhuspladsen. Eller pænt, bevares.

Læse højt for nogen der gerne vil have en historie.

Kysse nogen der gerne vil have et kys.

Drikke sig i hegnet (hvis jorden alligevel går under, gør det nok ikke den store forskel om man har tømmermænd).

Blive et nyt og bedre menneske og finde sin stil og rydde op i sit rod og få en tarmskylning og slutte fred med sin fortid.

Gøre rent under vasken på badeværelset.

Kramme et træ (ikke prøve med juletræet, selvom det måske nok er lige ved hånden. Juletræer er ikke krammetyper).

Finde Jesus. Eller Holger.

Ringe til Noma og bestille en nummer 27 med cocktailpølser og ekstra ost.

Synge en serenade under nogens balkon. Eller bare foran nogens carport.

…Har vi travlt eller hvad?

Jeg har travlt … også hvis det skal være opfyldt til på fredag … men måske hvis man tog resten af året med? Jeg ville i hvert fald ikke have noget imod at give det et skud!

Mit hjem er pakket ind i plast.

Møblerne står placeret tilfældigt omkring og de andre ting er stablet op og dækket til. Min fjernbetjening forsvandt og kunne kun med nød og næppe genfindes, da der skulle skrues ned for musikken.

Selve malingen har jeg folk til. Fordelen ved at ikke at male i 12 år når man har en vedligeholdelseskonto, er at der så var 63.000 gode grunde til ikke at gøre det selv. Og jeg elsker at jeg ikke skal tape, rense og gøre ved.

Alt får en omgang. Vægge, loft, træværk.

De tre stuer bliver malet i en varm sandfarve. Den giver glød og får loft og træværk til at virke hvidere end hvid. Min smukke stuk står frem og vigter sig af fornemhed og plankerne i trægulvet gør sig til og giver mig tanker om også at give dem en omgang … hvis der er noget tilbage når malerne er færdige.

De to af stuerne har fået første omgang … men de der 12 år kunne ses gennem malingen, så der skal males to gange. Men heldigvis skal jeg ikke bekymre mig om det.

Mens stuerne kommer til at stråle i fornemhed – kommer der anderledes spræl i soveværelse og køkken.

Køkkenet skifter farve og de to turkise vægge, bliver malet blodrøde … og på et tidspunkt i fremtiden håber jeg på at to røde panton-blomster skal hænge side om side og lyse op. Men rødt skal der til. Varme, glød, passion … det skal være fedt at stå i køkkenet hos mig, og dem der skal sidde kommer til at gøre det i min gyngestol, når den kommer hjem fra landet.

Mit soveværelse får en anden ånd. Det bliver hvidt. Polarhvidt … og højt oppe … gentager jeg en gammel ide: mit turkise loft. Det efterlod jeg i min gamle værelse og jeg kunne mærke at det var på tide at få det igen. Lys turkis, som havet omkring atollerne på Maldiverne. Og selvom jeg sikkert vender tilbage til mine gamle B-vaner, glæder jeg mig til at vågne op i det værelse.

Jeg har planlagt at købe en dawn-light lampe … og jeg forestiller mig at det vil være lettere at vågne når det sker i et solopgangstempo og med viden om at når jeg slår øjnene op, så kigger jeg på den smukkeste af smukke farver.

Mange møbler er forsvundet. Og det har jeg det helt ok med. Næste fase bliver at få skilt mig af med noget af alt de dims, jeg i øvrigt har erhvervet mig gennem tiden. Der skal ryddes op – og gøres klart til mit nye liv.

Mens 2012 går på hæld går jeg frem mod en række korsveje … og det føles som om at alle muligheder er åbne … 2013 kan blive lige præcis hvad jeg vil have det til at blive.

Jeg skal bare ønske.