Mens jeg forsøger at vende mig til en anden tilværelse, hvor jeg ikke er den, der har 100 bolde i luften, den der ikke kører 180 ud af landevejen, ikke har fuld skrue på aktiviteterne og en finger med i det hele, så har jeg planlagt mit forår sådan, at jeg

• er gået igang med at opgradere mine dykkerfærdigheder (hver onsdag og flere weekender frem til og med maj)
• starter på min coachingcertificering (med endnu flere aftaler og netværksmøder end nu, hvor jeg coacher om tirsdagen og mødes i netværksgruppen én mandag om måneden)
• skal have lave de sidste ting på anlæggelse af haven (skur, hegn og højbede og anlæggelse af de sidste bede)
• og skal ordne de første ting på årets tilplantning (jord i bedene, såning derhjemme, udplantning)
• skal holde påskefrokost i det jyske (8 overnattende gæster – hvor der er plads til 4-5)
• få en dagligdag til at gå op i en højere enhed med sund kost og motion 3-4 gange om ugen
• være noget for kæresten, familien og venner….

Så det er da godt, at jeg har travlt på arbejdet og skal væk på 3 seminarer de næste måneder, så får jeg da lidt sammenhængende søvn og nogle dage hvor jeg ikke skal forholde mig til hjemmet, motion og de der ting ;-)

… og så vil jeg iøvrigt komme tilbage til arbejdet, for der skal lige lægges et par timer inden jeg kan gå til min fredagsfornøjelse, der er at lave mad til 14 mennesker i en kold kælder. Tre retter naturligvis.

Man er vel lidt overskudsagtigt.

For hvis jeg ikke er som jeg plejer at være, hvad er jeg så?

Det er jeg så igang med at tygge lidt på (og imens kan man vel godt være lidt beskæftiget….)

Af alle de gode undskyldninger der findes for sorte render under øjnene og kommen for sent til møderne, er bemærkninger om, at ens katte har holdt en vågen, noget af det lammeste.

Men ikke desto mindre har mine katte de sidste to nætter, gennemført en udmattelsesstrategi, der er udenlandske soldater, lejemordere og terrorister værdige.

Af en eller anden årsag er de usandsynligt mugne på hinanden for tiden, så hvis det ikke er den ene efter den anden, så er det omvendt.

Og det betyder så , at omkring 7-8 kg. meget uadræt kat lander på ens mave i en kombination af *Helle*, “‘du-er-den* og *lad-mig-være-i-fred-fede-møgdyr* igennem det meste af natten.

Og så vågner man.

Hver gang.

Og om morgen tænker man at det var ligegodt hurtigt man kunne 10 år ældre.

Som de andre, der er bidt af gale havebaciller, havde den forgangne ugens solskinsdage vækket den slumrende haveånd og jeg havde i hovedet planlagt hvad weekenden skulle bruges til – og det inkluderede klart åben himmel og frisk luft.

I virkelighedens verden står jeg her midt på søndagen og jagter edderkopper og snasket snavs i mit kælderrum.

Og forsøger at finde skønheden i det.

Jeg har en kontakt indenfor SKAT og hun har sendt mig en forsmag på fremtidens selvangivelse:

Det bliver da også bare lettere og lettere.

Har det været en god dag?

Ja, det har været en fantastisk dag,

• hvor jeg lagde fundamentet for en anderledes tankebane hos et andet menneske,
• for bagefter med flyvende fander og jordbærkage, at redde dagen for en hel gruppe mennesker
• _og_ nåede at komme til mødet til tiden og holde et fængende oplæg.
• Det har været en dag hvor jeg har været manges inspiration og hvor jeg høstede roser nok til et rosenbed.

Har det været en god dag?

Nej det har været en rædselsfuld dag;

• hvor jeg for anden dag i træk vågnede klokken 5, med et *gisp* og tankemylder over alt det jeg skulle nå, og det jeg var ved at huske at glemme
• Hvor begge mine hænder summende fordi jeg havde ligget og knyttet dem hele natten
• Med begyndende hovedpine om morgen og øjne der klokken tre hang nede på mine kinder
• En dag hvor jeg kun i den første halvdel af dagen var i stand til at tænke to sammenhængende tanker.

Men mest af alt har det været en lærig dag.

For det var dagen hvor jeg tog min bedrageriske krops signaler alvorligt. Lyttede til de signaler jeg lige så stille og roligt har bygget op over den sidste uges tid. Og reagerede på dem.

For det er ikke nok at man har en arbejdsplads der kan rumme en, når man ikke selv sørger for at fylde rumligheden ud.

Efter at jeg fik en aftale med min chef om mine fleksible arbejdstider, gik jeg amok i arbejde. Ikke med at jeg arbejde herhjemme (det gjorde jeg faktisk kun lidt) – men jeg knoklede på, på arbejdet og kom senere og senere hjem.

Jeg havde sagt ja til alt for mange opgaver og når ens dag er fyldt op med møder fra noget der lignede 8 til 17, så er der ikke meget rum til at processe udkommet fra møderne, forbedrede sig til det næste eller bare den (offentlig forvaltning) bøvledejournalisering.

Når man så tillige fylder op i sin fritid med kostomlægning, træning, haveplanlægning, dykning og alle de andre ting der ligger og venter lige om hjørnet, så skal det næsten gå galt.

For 8 dage siden skrev jeg at det gik godt. Og det gjorde det. Og det gør det for den sags skyld også nu. Det er jo det forbandede af det hele: jeg er ved at drukne i fantastiske spændende ting, som jeg elsker at lave – både på mit arbejde og mit privatliv.

Men jeg har sagt JA til for meget og nu skal jeg til at lukke ned … men jeg er i gang.

Men damn, hvor har jeg svært ved at sige NEJ til ting jeg gerne vil.

Men endnu en stresssygemelding har jeg ikke lyst til at sige ja til, og så er jeg så åbenbart nødt til at få sagt nej her og der.

Men allerførst skal jeg lige have en lur … for det har været en lang dag.

Dagen i dag.

Jeg fik et citrontræ i fødselsdag. Med mange frugter og blomsterknopper. Knopperne har nu foldet sig ud og fylder mit hjem med den fineste duft. Lidt som en blanding af jasmin og hyacint. Jeg leger bi med en finger og må vente og se om det giver en start til flere frugter.

Og når jeg får et ledigt øjeblik skal den frugt der allerede er høstet omdannes til den lækre lemoncurd.

I weekenden.

I weekenden får jeg tid til at dufte til mit træ og gøre godt af dens frugt.

Længe.

Og så var det at man stod nede ved cykelhandleren og pustede luft i et halvfladt dæk og nærmest fik et grineflip over hans reklame på døren;

“YAKKAY – den første klædelige cykelhjelm”

(billedet er tyvsakset fra YAKKAY’s hjemmeside)

Mange ting kan man sige om det vovede forsøg på at mikse en ridehjem med en cykelhjem, der er forklædt som en kasket – men klædelig er nok ligefrem det ord, der springer i munden på mig.

Oprindeligt ville jeg have afsluttet med et rant om hvilken manglende accept af virkeligheden man som virksomhed har, når man ikke vil indse at cykelhjelme af natur ikke er klædelige. Og at det er ligemeget hvor meget stof, skygger, grafitti og blomster man putter på dem, så er de bare i deres natur halve æggeskaller man putter på hovedet – og æggeskaller bare ikke er sexede.

Men da jeg googlede siden for at linke til den, opdagede jeg at de faktisk har nogle hjelme der …… mumle …. mumle….

… ok, ser helt ok hæderlige ud.

Det har de så åbenbart også fået en pris for: Top 10 fashion and beauty ideas

… og så er det pludselig mig, der er til grin.

Ved at flytte sammen med en mand, og have et fælles hjem – med opgaver der skal varetages i det, er jeg er – noget overraskende og undrende – blevet en del af et meget aktivt og ordlydt fællesskab.

Jeg troede aldrig, at det skulle ske. Jeg troede aldrig, at jeg ville opleve mig selv her. Men her er jeg, vridende i mit seletøj, stadig med store undrende øjne.

Mig som altid havde været så unik og banebrydende. Mig der var så forskellig fra normer og vaner og roller – men pludselig er jeg lige så meget en af dem, som de er en af mig.

Og vi taler, gør vi.

Og vi har meget at tale om.

Og det gør vi.

I går brændte jeg ind med et indlæg – det skrev sig selv i mit hoved, men jeg nåede aldrig forbi en pc længe nok til at fæste ordene, og nu er det allerede forældet…. men det har jo som sagt skrevet sig selv:

Min tante var på et tidspunkt børnehavelærerinde. Modsat forældre, der skal elske alle deres børn lige meget, kan professionelle godt have farvoritter, og dem som man synes mindre godt om. Jeg kender ikke hendes holdning til Mads – men jeg ved, at han ville være en af de unger jeg selv kunne blive lidt træt af.

Han var en af dem, der altid liiige skal først ind i køen, have lidt mere frugt og mener, at han kan gøre alt det de andre kan, bare lidt bedre.

Så en fredag til frugt, sad de allesammen og snakkede om hvad de skulle lave i weekenden. En skulle besøge sin mormor og morfar. Det havde Mads også gjort og hans oldeforældre havde også være der. En anden skulle til Jylland – der havde Mads også været og de var også taget ned til Tyskland bagefter.

Lille Muhammed fortalte så, at han skulle i moské i weekenden. Mads vidste ikke hvad han skulle sige … indtil et lys gik op for ham og han afbrød den næste i række for at fortælle: “Jeg skal måske også noget i weekenden!“.

Og sådan var jeg igår. Ikke nødvendigvis bedre end andre, men meget ivrigt og villig til at dele ord.

Jeg skulle måske også bare noget.

Og det var dejligt.

Med ny livsstil, kommer ny taske.

Jeg gik ud for at købe taske, der kunne rumme A4-mapper, pc og alt det andet nødvendige.

Havde planer om læder og kom hjem med en helt ny identitet og navnet på en hjemmeside, hvor jeg kan gifte mig med min taske, samt besked om at man ikke køber tasken – man elsker tasken.

… og faktisk… så faldt jeg lidt lige så meget for ordene som for tasken…

Men så er den jo også regntæt – og det er jo en gave i et land som vores.