“Hvorfor opdaterer du ikke længere din blog?” – spurgte en af mine venner (og usynlig læser) her i slutningen af september.

Det er jo ikke fordi jeg ikke vil, eller ikke længere tænker over det. Faktisk har jeg indtil flere indlæg i hovedet (og en del halvfærdige liggende ude i styrepanelet her på bloggen), men min sommer har på en eller anden måde været fuld af flere opgaver end timer og et eller andet har skulle bøje – og det blev blandt andet bloggen her.

Men for mig selv og min eftertid (og de gode intentioner og brolæggelsen til helvede) – og den eller de læsere der måskse stadig stumbler forbi, kommer min sommer i snapshot:

Min have er blevet forsømt denne sommer. Det er så ufatteligt lidt jeg har været derude. I det hele taget har sommer og pauser og nydelse spillet en mindre rolle end travlhed, arbejde og deadline. En enkelt tur i Tivoli, blev det dog til – og et smukt havebryllup i august.

For min sommer har for en stor del bestået af arbejde. Arbejde for mig selv og arbejde for andre. Med udsigten til en slunken ordrebog, og med ophør af dagpengeretten pustende i nakken, har jeg været tilbage på det pulserende arbejdsmarked.

Først i den kommune som jeg stammer fra – og i min ungdom var med til at male i ovenstående kunstværk til – og dernæst i det kontor, som jeg tidligere forlod for mit år i Egypten.

Arbejde. Nomadeliv … og rengøring af andre folks hjem. Har været tonen i min sommer af 2013.

Hvor efterrengøringen af en teenagers værelse – faktisk var et foto værd. For sådan kan det se ud under en pude i en stol. Når en teenager er færdig med at støvsuge og er rejst på efterskole-

“En ært” … sagde prinsessen. “Jeg har sovet på en ært, så jeg er helt gul og blå”

“Du beskriver mad så jeg kan smage det” sagde en af mine venner til mig forleden. Men på trods af det, består min hukommelse af den mad jeg har spist gennem det sidste 9 måneder, primært af en ting … ristede ostemadder.

Heldigvis er der på en eller anden måde, kommet nogen andre og mere smukke madbilleder ind på mine telefon – så jeg må da ind i mellem have fået noget grønt.

Lidt blåt fik jeg også. En uges ferie blev det til.

Da Egypten valgte at slås – og ferien dertil derfor blev aflyst om fredagen, som vi skulle have være rejst om mandagen, gik turen i stedet for til Tyrkiet, en by der hed Kas.

… og snip, snap, snude … så var den sommer ude.

Og efteråret med sine mørke morgener og behov for tændte stearinlys, har taget sin begyndelse.

Min ekstra time, gik tabt mellem dynerne og en let hovedpine forsaget af god rødvin og sprøde mojitos ovenpå store bøffer og en smørpakket omfavnet af æg, estragon og kørvel (aka hjemmelavet bearnaise).

Og på fredag skal jeg i en bikini, som min krop ikke rigtig vil kendes vil … og det kunne jo skyldes sådan noget som ovenstående, der jo er vældigt godt mod uønsket vægttab.

Men vi havde en vældig aften og der skal nok komme tid efter denne, hvor sundheden kommer mere i højsæde … og vi skal jo ud og løbe igen i morgen.

Og indtil da vil stemningen i huset være sådan nogenlunde, ligesom den var hos Bertram, da han havde ædt det meste af en skive flæskesteg:

Mens morgen bliver til dag og det ser ud til at regnen er ved at stilne, sidder jeg og nyder, at jeg kan mærke mine lægmuskler, efter morgens løbetur i regnen. 20 minutter i et stræk, er vi oppe på, her hvor uge 5 er løbet færdig.

Og mens jeg lige så langsomt er ved at bygge formen op, går naturens gang på mit spisebord.

Her står den sidste buket fra haven og helt stille og roligt taber den bladene et for et, i et rosafarvet forfald:

Og når vi når til næste forår, hvor blomsterne igen springer ud, håber jeg at jeg vil tænke tilbage på den dag, hvor jeg syntes at det var stort at løbe 20 minutter i et stræk – og at min form på det tidspunkt er et helt andet sted, så  jeg løber både hurtigere og længere.

Der var jo det der med at jeg ville tage et billede om dagen. Og jeg startede da også meget godt ud.

Så blev jeg uheldigvis bortført at rumvæsner på selveste Kulturnatten og jeg havde ikke mit kamera med …  og ….

Ok, sagen er den at jeg gik ud i Kulturnatten, uden mit kamera. Til gengæld lugtede jeg af kylling igennem hele København – ikke fordi jeg ønskede det, men det var den lidt uheldige sidegevinst af den mad jeg havde lavet til aftens deltagere. Jeg fik ikke taget nogen billeder, men havde jeg gjort det var det billedet af min nevø og nieces hænder der klamrede sig til os voksne, fordi de Teaterbutikken, laver en fantastisk forestilling – uanset om man er 11 5 eller helt vildt voksen.

Og så blev det weekend og jeg var først doven og lå hele lørdagen og plejede en hovedpine, der hverken ville gå væk, eller blive til en ordentligt migræne. Skulle jeg tage billeder havde det været af sofaen, eller gråvejr rundt om den sø som jeg kæmpede mig rundt om, inden jeg fik lov til at indtage sofaen igen.

Om søndagen endte jeg i en superspændende brunch og midt i emner som arbejde og karriere (eller mangel på samme), gamle forældre, senilitet og død, kærester og mænd og børns seksualitet og dengang vi selv var børn og bøvlede os igennem livet, ja så glemte jeg alt om at tage billeder. Da man ikke kan tage billeder af snakken, havde jeg måske knipset et portræt eller to af stærke seje kvinder, midt i livet og midt i teenagebørn og gamle forældre. Det havde været smukke og stærke portrætter.

I dag har jeg ikke lavet meget andet end at bestille billetter til forskellige rejser på nettet – så selvom jeg fejler i mit projekt allerede inden den allerførste uge er overstået, så lover jeg mig selv, at når jeg tager til Singapore i oktober/november og New York i december, så tager jeg kameraet med og skyder bunddækslet ud af huset i min iver for fantastiske billeder.

Og det er vel bedre end et billede af en elektronisk flybillet eller min status om mine ture på Facebook?

Badge er indkøbt. Kortet ligger endnu uåbnet, der er bestilt billetter til Gys med børn, men ellers ligger morgendagens aften åben og jeg glæder mig til at indtage den med to børneunger og min mor.

Der er egentligt få tidspunkter hvor jeg føler mig som en rigtig københavnerinde, men et af de øjeblikke hvor jeg føler storbyens brusen og jeg retter ryggen og går kækt på de høje hele er, når jeg går ud af en butik med en kop kaffe i hånden, eller når jeg har en frokostaftale med en veninde.

Af en eller anden årsag taler lige præcis de to ting, til den indre provinspige og får mig til at føle mig så meget mere københavnsk og på beatet.

Og jeg ramte ind i det sidste, i dag.

Selve stedet var ikke rigtig noget at skrive hjem om, min indre Gordon Ramsaey dømte hyldeblomstsaften for sur og salaten for overhældt med eddike, men selskabet var sød og sprødt og tiden gik alt for hurtigt.

Vi aftalte efter frokosten, at vi skulle mødes i næste uge igen. Men denne gang til formiddagskaffe. På A’mar.

Og det, har så en helt anden klang inde i mit hoved.

På vejen hjem skød jeg dagens billede. Det er Christiansborgs Slotskirke, der står helt stiv og skarp i efterårssolen.

Med lys og skygge, medspil og modspil, firkanter og runde former – og også ganske københavnsk.

Mellem to aftaler fik jeg en halv time i Den Botaniske Have. Efteråret er i fuld gang, med farvestrålende blade og påbegyndt forfald. Gartnerne snakkede om at haven skulle være fin til Kulturnatten, og det er jeg sikker på at den bliver, for de havde travlt derinde.

Og mig… jeg overvejer om det er der vi skal ind på fredag  – men idag blev jeg bare fascineret af en stor skål, der flød i vandet, men mest af alt at det lysspil, der var i vandet, specielt når vinden blæste på vandet – og det er det jeg har forsøgt at fange i dagens billede.

Når man som jeg, har fornøjelsen af en periode med udpræget hjemmeliv, refleksioner og tid har man en mulighed for at se ting i sit hjem og sin verden, med helt nye og anderledes øjne og det vil jeg se om jeg kan fange og fastholde i den kommende tid.

Dagens billede.

I dag er billedet Alfred og Bertram der ligger i solstrålen mellem to stuer.

Den ene årvågen og på vagt, den anden fuldstændig fladet ud, i tiltro til at intet kan ramme ham. I handling som i personlighed.