Jeg har allermest travlt med at være. Og gøre. Men mest med at forsøge at være.

Det holder hårdt.

For jeg føler, at der bliver hevet hårdt i mig fra mange sider (og det meste hiveri skyldes mig selv … tænk, at man alligevel kan det, så skal man være godt smidig, men det må jeg jo være).

Men ovenover det har jeg erfaringen fra tidligere og jeg ved, at jeg ikke kan lykkedes med noget ved at undlade at prioritere og bare knokle derudaf.

Så jeg prioritere at holde mit arbejde indenfor et bestemt rum. Af tid og helst af følelser.

Og prioritere at se min familie og mine venner, selvom jeg ind i mellem føler at jeg burde smide nogle ekstra timer her hist og pist på arbejdet.

Men det andet burde være muligt.

Det med venner og familie.

For jeg opdagede at to af de ledere jeg refererer til i mit største projekt, alligevel ikke læser mail mellem fredag kl. 15.45 og mandag kl. 9.30 og den ene ikke kan mødes kl. 8.00 fordi han bringer børn.

Og en arbejdsplads der har plads til menneskelige chefer, har vel rum til menneskelige mennesker?

… og mens det sker, så spirer mine planter i vindue og have. Jeg har 24 asparges’er, kommet af frø fra sidste år. Den bladbredede persille har rødder som pæle og blade der strutter af vitaminer og sammen med alle de andre forårsblomster og krydderurter er de igang med at fortælle mig. at der er fuld fart på den kommende sæsson og det bare er noget med at komme ud.

Og når vi lige om lidt skal bede, skal jeg nok være den der sidder med halen i vejret, tankerne på himlen og hænderne i jorden.

Og nyde at være.

… man er jo nødt til at tro på det gode i andre mennesker, ikk?

Jeg tror på det gode i andre mennesker.

Jeg tror på det gode i andre mennesker.

… og derfor bliver jeg altid lidt rystet, når jeg opdager at andre mennesker ikke nødvendigvis tror på andre menneskers gode hensigter.

… eller på det gode i mig.

Efter en længere periode uden gøremål og med halvdårligt vejr – fik vi gæster fra København og solen stod høj og flot og vi kunne for første gang sidde ude og spise frokost.

Og det valgte jeg så at fejre, ved at stikke en kniv en centimeter ned i min håndryg, så blodet rendte af mig som en stukket gris.

Efter at naboen kom hjem fra lossepladsen og tog et kig på den og udtalte sin lægelige visdom – tog vi på skadestuen for at få den syet og få et skud stivkrampe.

De nyankommne gæster tog opvasken og nød en små fire timer uden værtskabet – og jeg fik studeret det indre af Region Midtjyllands skadestue.

Godt og grundigt.

Min kæreste tog i byggemarked og supermarked – men havde stadig tid nok tilovers til også at få hørt en masse sport ude i bilen.

Jeg tror han ikke er så meget for hospitaler – men må indrømme, at jeg også gerne havde tilbragt tiden på den første forårsdag på en helt anden måde!

Hånden er nu bundet ind og skulderen stiv af den krampe, der helst ikke skal komme.

Og da såret ikke må blive vådt, tager gæsterne stadig opvasken – og det hele med beundringsværdig ro.

Når jeg løber, så føles det som om der er en der losser mig, vedholdende og lige under venstre balle. Og en anden der sidder og niver mig på højre skinneben.

Og jeg ved godt med min forstand, at det er en potentiel skinnebensbetændelse, på spil det ene sted og noget med min iskias nerve det andet sted. Men det ændrer ikke ved min oplevelse, når jeg løber.

Så jeg løber langsomt.

Langsommere.

Selvom det ikke gør mindre ondt af den grund.

Egentligt.

Men jeg har frosset i tusinde år, og jeg tænker ikke klart når jeg fryser.

Og min kæreste siger at jeg piver.

Og at det er varmt nok, hvis bare jeg bevæger mig noget.

Men jeg har ikke lyst til at bevæge mig.

Jeg har lyst til at sidde under bjerge af tæpper, foran en brændende pejs, med dampende te på kanden, chokolade indenfor rækkevidde og en god bog.

Og vente på, at det der rigtige forårsvejr kommer.

Og at de der 5 små lyserøde dutter, der har bevæget sig op af jorden den sidste uges tid, bliver til store saftige rabarberplanter, som jeg kan spise som kompot eller kage.