Kategori: Stress

Nu hvor jeg har måtte indse, at den der stress vil være min langvarige følgesvend, er jeg begyndt at lægge mere mærke til nogle af de symptomer jeg har og jeg må indrømme, at det skræmmer røven ud af bukserne på mig.

Hukommelse

Jeg får flere og flere sorte huller. En ting er at jeg glemmer fødselsdage og aftaler, hvilket de mennesker der er i den anden ende ikke er så fandens begejstret for, men indtil nu har jeg normalt kommer jeg i tanke om det mellem 15 min og ½ time inde i aftalen og har sådan nogenlunde kunne redde mig ud af det – og i den lange løb kan man jo til nød kalendre sig ud af det.

Men en anden ting er, jeg har måtte sande, at det er gået længere end til det, for nu er jeg også begyndt at glemme information. Fuldstændig glemme. Sådan at jeg ikke bagefter kan genkalde mig informationen. En ven bad mig forleden skrive et blogindlæg på en klubblog.  Jeg gjorde det ikke med det samme og da jeg senere ville gøre det, var det pist forsvundet hvad jeg skulle skrive om. Jeg kunne for min død ikke genkalde mig hvad det handlede om.

Da jeg skulle ud af døren tidligere i dag, slog det mig at en veninde på et tidspunkt havde inviteret til fødselsdagsbruch. Men jeg kunne ikke huske hvornår, om det var noget jeg skulle til og havde misset eller om det var blevet aflyst eller hvad. Der var et stort sort hul hvor der tidligere havde været information.

Og det er jo bare de ting jeg opdager jeg har glemt – hvad med det jeg ikke husker?

Overfølsomhed.

Jeg oplever også flere og flere situationer, hvor andre menneskers adfærd bryder mine grænser for hvad jeg kan holde ud. Når min tandlæge vil sende mig videre til en tandplejer for en dybderensning af tandhalse, går jeg i spåner og er nødt til at gå. Når der er mange mennesker i en butik bliver jeg overvældet og er nødt til at afbryde mit foretagende. I relation til mennesker der kræver noget af mig, som jeg har svært ved at honorerer bryder jeg sammen.

Jeg har altid været noget lyd og støjsensitiv, men nu er jeg betydelig mere end det og jeg er bange for om det kan ende med at blive værre.

De her ting passer bare rigtig dårligt ind i mit billede af mig, og jeg kan ikke finde ud af hvordan jeg får det passet ind i mit liv. Men jeg må erkende at jeg er nødt til at gøre det – om ikke andet så i en periode, for når jeg ikke tager hensyn til det så klapper jeg åbenbart helt sammen.

Jeg har åbenbart fået et nyt anfald af det der ordforstoppelse igen …. igen…

Tænker ellers mange tanker.

Sådan en arbejdesplads hvor 15 (10, 12.13 – afhængigt af hvordan man tæller) personer går og venter på at finde ud af hvilke 4 personer, der skal prikkes “på et tidspunkt i næste uge”, er  et underligt sted at være. Nogen går og er kede af det, sikre på at være en af de udvalgte, andre aggressive, nogle steder er stemningen håbløst – opgivende, andre styrter man videre som om at intet er hændt.

For mit vedkommende har jeg oplevet to ting:

1) jeg kan ikke længere huske hvor jeg stiller min cykel

og

2) oplevelsen af at uanset om jeg bliver prikket eller ej, så synes jeg at situationen er røv.

Det første er desværre et af mine stress-symptomer – så jeg må erkende, at jeg er mere påvirket af det her, end jeg egentligt føler mig og det andet er en sammensurium af, at jeg ikke har lyst til at blive, men at jeg hellere ville ud og søge nyt arbejde på et tidspunkt med stort overskud og hvor jeg følte mig helt klar til nye udfordringer. Desuden er det tilsat en snært af heltmodighed, da jeg overvejer at “kaste mig for løverne” og tilbyde mit i puljen, da jeg ved, at jeg bedre kan klare en afsked (økonomisk, psykologisk) end andre af mine kollegaer.

… og nåja – kl. 16 skal vi i banken og snakke banklån til køb af hus – sjovt sammentræf, ikk?

En dag uden planer.

Uden ansvar. Uden noget der skal nås, eller gøres. Uden forventninger. Indeni eller udenpå.

Det er svært.

Men jeg øver mig.

Det er de selvsamme små ting.

At man glemmer eller mister sine ting:

Så man går i panik og gennemroder sin taske, fordi man er sikker på at man har mistet sin pung – for at opdage at den lå derhjemme på køkkenbordet.

At man står og leder efter sin cykel i cykelstativet her på Vesterbro og huske på den blev parkeret på Østerbro, aften før. Og at min jakke i øvrigt også ligger der.

At gå halvvej op til 5 sal for at aflevere et kort, som så viser sig at ligge  på komoden i soveværelset.

At man ikke “når” at få trænet, når at få købt ind og spist ordentligt. Så man lige så stille trip-trapper sin vægt opad igen.

At fysikken driller. Hænderne summer og smerter om morgen og hoften om eftermiddagen.

At tålmodigheden slipper op og humøret er nede.

Efter en fantastisk uge og en endnu mere fantastisk fest, har hverdagen kastet sig over mig og med et travlt arbejde og ditto privatliv, er min gamle ven – stressen – dukket op igen og den bider mig i haserne.

Så selvom jeg ikke synes at jeg kan gøre noget – at jeg har skået ind til benet, så er jeg nødt til at skære endnu dybere.

Så jeg har droppet at færdiggøre min dykkeruddannelse lige nu.

Har droppet at tage til Jylland denne weekend.

Har droppet at pujle arbejde sammen til, at kunne arbejde hjemme ude.

Har planlagt at få strukturet min kommende uddannelse, så den bliver til at gå til.

Og så har jeg besluttet mig for kun at have en eneste aftale i weekenden – og det er med mig selv og min seng.

Jeg skal sove igennem.