Den 21. maj friede min kæreste til mig. Til en stor fest. Foran venner og familie.

Han havde holdt den fineste tale og erklærede sin kærlighed og ønske om at tilbringe resten af livet med mig.

Og jeg kunne ikke rumme det.

Jeg var overworked, kørt op over festafvikling, døde katte, kommende deadlines og en dame jeg troede jeg havde aftalt rengøring med, som kun ville vaske gulv.

Og så den dybe inderlige sorg omkring min mor, som jeg ikke engang var klar over at jeg bar rundt på.

I går var min kæreste og jeg ude og bestille en ring til mig. Det bliver min mors “medgift” og hendes del af brylluppet.

Og for første gang i lang tid kan jeg rumme og føle mine følelser – også de glade.

Forrige weekend var jeg inviteret til cocktails & strik hos hende her. Som gamle bloggere har vi kendt hinanden i 100 år og en evighed, men mødet forleden var vistnok vores første rigtige møde med hinanden. Sådan for real.

Lidt til min … og de andre gæsters overraskelse … endte der med at gå meget mere strik end cocktails i projektet og da jeg smuttede hjemad ved midnatstid sad alle gæsterne meget møjsommeligt bøjet over deres respektive hækle og strikketøj, mens flasker og glas stod nærmest ubenyttede hen

Jeg havde taget de tykke pinde og uldgarnet med og det gik rask fremad med at strikke begyndelsen på en strikket filtet taske. Det er ikke nogen stor kunst at strikke sådan en taske, men jeg måtte konstatere, at I det selskab var jeg som en en-øjet blandt blinde ;-)

Men inspirationen gik videre end til det. For Emme der også deltog, indviede mig i at kreabloggernes søsterselskab Reverly, har en ting med at angive deres “stash”  som i forståelsen “garnlager”. Min første tanke var at Liselotte måtte være den med det største stash af alle … og dernæst tænkte jeg på mit eget garn, der lå klemt nede i en plastik kasse, og på ingen måde var inspirerende for nogen eller noget.

Op mod denne her weekend skulle jeg så have sat en reol op og jeg ville også gerne have mine bøger frem i lyset igen. Ligesom garnet har de i mange år været gemt væk og en af grundene har været at jeg synes at bøger “forstyrrer” med alle deres forskellige farver.

Så jeg endte med at farvekoordinere mine bøger:

Og jeg toppede hele herligheden med at smække mit stash ind i reolen … og med det i øjenhøjde så håber jeg på at jeg dels får færdiggjort tasken … men også at jeg sådan lidt mere generelt får genvakt, noget af tidligere tiders kreativitet.

P.S…. jeg ved godt at farvekoordinering af bøger er en direkte likvideringsbegrundelse hos bibliotekarer … men så mange bøger har jeg jo heller ikke.

P.P.S de hvis bøger står i reolen nedenunder hvor jeg kører et hvidt tema ,… skal jo heller ikke have alt for mange farver ind, sådan på en gang.

Jeg ved ikke om man kan kalde det et tema i mit liv, eller om det sker for alle til alle tider – og jeg bare lægger mere i det?

Men lige nu synes jeg bare at jeg har så mange hængepartier der ikke bliver løftet, bolde der er kastet op i luften og ikke falder ned, skibe der sættes i søen men aldrig når i havn.

Jeg oplever det både på den private og professionelle bane og jeg synes at jeg løber i runder mens jeg forsøger at holde styr på hvor jeg har fået svar, hvor der mangler noget og hvor der er total tavshed.

Og jeg forsøger at afkode hvad det handler om.

Er det mig?

Er det dem?

Hvad er det de andre forstår, som jeg her godt inde i livet bliver ved med at tumle imod.

“Ikke at få svar er også at få svar” siger nogen. Men det passer heller ikke rigtig, for nogen gange får man jo så fat i folk og det bliver starten på nogen nyt og “hvor var det godt at du blev ved med at forsøge at få fat på mig“, eller du er på min “to-do-liste og dårlige samvittighed, godt du ringede tilbage“.

Jeg står midt i mellem at min nye leveregel skal være, at jeg bliver bedre til at slippe de tilbagemeldinger der ikke kommer … eller at jeg skal til at koge nogle kaniner rundt omkring i det ganske danske land.

“Jammen. hvordan kunne I egentligt kysse hinanden?” spurgte hun og kiggede på mig med sine brune øjne. Det var virkelig noget hun havde tænkt over. “Han er jo meget højere end dig. Stod du på noget?”

Jeg passede min niece i weekenden og mit overståede parforhold, skulle lige vendes. Og det med kysseriet var et af emnerne og fik mig tilbage til min egen barndom, hvor jeg godt kunne huske at det var sådan nogen ting man kunne gå og spekulere på.

“Kan man det????” Var et andet flashback.

Vi havde snakket om, at jeg ikke havde fået børn med min ex., og at jeg syntes, at jeg var for gammel til at få børn nu. Det synes hun dog ikke … for “man elsker jo sin mor, uanset hvor gammel hun er” og “man kan jo ikke vide hvor gammel man bliver og det er jo ikke ens egen skyld, hvis man dør før barnet er voksent“, var nogen af de argumenter jeg fik med mig, i hendes insisteren på at hun gerne ville have nogle fætre og kusiner.

Men “kan man det?” spørgsmålet kom, da jeg lidt henkastet havde svaret, at man selv var med til at bestemme, om man fik børn, eller at man i det mindste kunne bestemme at man ikke skulle have børn.

… og jeg huskede på at der var en tid, hvor de der ting, inklusiv det med forplantningen, ikke var noget man kendte til.

Men jeg har nu tænkt mig at lade det være op til forældrene at introducere lige præcis det område for deres datter – vil hellere være den seje moster hun kan komme til når hun bliver teenager og skal snakke om kys og drenge og det der … hvilket kun er et nys og et blink væk.

Og indtil da vil jeg nyde at hun stadig har den alder hun har, selvom det godt kan være lidt svært at svare på spørgsmålet som “ok, der er en ting jeg ikke forstår. Hvis dig og han stadig er venner, og I stadig kan lide hinanden, hvorfor er det så lige at I ikke er kærester mere?”

Men jeg er glad for, at hun tør stille spørgsmålet, for det viser jo at jeg er en person, som man tør stille de her spørgsmål til. Jeg kan ikke huske at jeg kendte sådan en voksen da jeg var barn, og jeg læste mig frem til alle de ting, jeg ikke forstod.

Og jeg var en stor læsehest … og derfor kunne jeg også besvare spørgsmål om hvad en konsul er  og hvorfor man laver gækkebreve … og google har givet mig ret i at bergamotte er en citrusfrugt … der var jeg eller lige lidt i tvivl.

… og det der med at kysse, hvis der er nogen der er nysgerrige: enten står man på tæer, eller så bukker man sig ned – men det betyder faktisk ikke noget i det lange løb :-)

Jeg har været ung så længe jeg har kunne huske – og en hel del længere end fødselsattesten tilsiger.

Gode gener førte mig gemmen mine 30’ere, som var jeg i 20’erne og starten af 40’erne som om jeg var i 30’erne.

Jeg levede også mit liv, som var jeg ti år yngre.

Startede på universitet da jeg var i midten af tyverne og løb hornene af mig mens jeg var i 30’erne. Opdagede at jeg alligevel gerne ville have børn, da jeg var omkring 38 og gik først igang med de mere seriøse forhold, da nærmede mig de 40.

Mens nogen folk på min alder fik teenagere og endda børnebørn, omgikkes jeg folk der fik deres førstefødte og prøvede ligeledes at sætte småfolk i verden.

Og jeg var så meget nede med det hele, boede i det hippeste af det hele – det nyrenoverede Halmtorv med udsigt over byens tage, og da jeg var 40 havde jeg intet praktisk tøj, mine “praktiske sko” var højhælede støvler, og jeg havde stiletter, blankt hår, fuld makeup og mine negle var altid nypolerede.

Og *vumpf* her hvor jeg har rundet det halve af 40’erne er det som om at min alder har indhentet mig BIG TIME.

Min krop folder sig ud på en ganske uklædelig måde og selvom jeg hver eneste uge tænker “i morgen” eller “jeg går i gang på mandag”, så kommer det ikke meget længere end til tanken, med det der træning.

Mine knæ, hænder og ryg giver sig når jeg bevæger mig ud i verden og prøver kræfter med de ting, der tidligere var det rene ingenting at få gjort.

Jeg kan lide portvin. Og jeg nyder at drikke et glas (men drikker mig i øvrigt sjældent fuld … for hvem gider længere spilde en dag med at have tømmermænd?).

Mit ansigt folder sig omkring mine læber, der er en tør plet på min hals, hvor det ser ud til at der om lidt lægges an til kalkunpludder. Der hvor der engang, sad en smilerynke når jeg havde smilet meget den foregående dag, er der nu lavet en blivende fold, som nok så meget creme ikke kan udglatte.

Mens mit hår har mistet sin længde og fylde og jeg har fået en frisure, der er praktisk og ikke kræver uanede mængder tid og stylingsprodukter at sætte, må jeg konstatere at grokraften stadig er til stede i kroppen, den udvises dog bare på andre hår end hovedhåret.

Jeg er holdt op med at farve mit hår. For første gang siden jeg var omkring 18 har jeg noget der vistnok er min egen hårfarve. Men på trods af at jeg troede jeg ville blive gråhåret som 24 ligesom min farmor (der havde det flotteste lange hår lige til sin død) så har jeg hverken arvet gråheden eller hendes fantastiske hår.

Min mor og min kæreste kan lide min naturlige hårfarve. Selv synes jeg at det mest af alt er en gang leverpostej … og hvornår er jeg lige blevet sådan en der gør hvad min mor, eller en mand synes jeg skal?

Jeg har købt mine første fodformede sko – og da jeg forsøgte at returnere dem og de ikke ville tage dem tilbage, var jeg ved at græde i butikken. For hvad skal jeg med sko, der slet ikke ligner mig?

Min kæreste grinede af dem og spurgte om jeg ikke havde kigget på dem inden jeg købte dem?

Og i går var jeg i teater og ude og kigge på et rækkehus i Rødovre.

Og jeg kunne lide det.

…. og jeg tror at jeg ligenu er ved at gå i panik og få en 40 års krise. (Eller måske 30?)

Hvilket jo også vil være passende da jeg jo forlængst har passeret den alder hvor jeg bør gå i panik over de her ting ….. Og jeg er sikker på at jeg i virkeligheden kunne klare altid og al forfald – hvis jeg bare kunne blive ved med at gå i pæne sko.

Og det er ikke de her: nye praktiske sko

Nogen i familien lider af søvnløshed – og æv, bæv, buh for det … men tro ikke, at det gør det nemt for andre i familien at få deres nødvendige søvn – hverken lys, tv eller tidlig opståen er gavnligt for den medfølgendes søvnmønster. Og der er ingen tvivl om at jeg lige for tiden for for lidt uafbrudt søvn og er ved at udvikle poser under øjnene.

Og mens jeg længdes efter mere søvn, kan jeg samtidig se, at de der soveri på ingen måde er gavnligt for den måde tingene folder i mit ansigt om morgenen og jeg overvejer om der overhovedet findes den rette mængde søvn?

… og det giver mig anledning til at reposte et indlæg jeg skrev mens jeg var i Egypten:

Da jeg var yngre var jeg sikker på, at grunden til at jeg altid blev skudt til at være yngre end mine år skyldtes, at jeg sov mere end den gennemsnitlige kvinde på min alder.

Ikke fordi jeg nødvendigvis sov mere end de normale otte timer om dagen, men netop fordi jeg fik de “normale” otte timer om natten, som alle der har børn ved, at ingen normale kvinder får.

Det vil sige, at jeg sov som en mand og så ud som en yngre kvinde.

Hernede får jeg faktisk sovet mere, end jeg gør derhjemme. Dagen slutter kl. 18, når det er mørkt og på grund af det hårde arbejde og den store grad af udeliv – og en begrænset social udfoldelse, så kommer jeg tit op på noget der hedder 9-10 timers søvn om dagen.

Og når vi nu altid er blevet hylet ørene fulde af termen “skønhedssøvn” skulle man jo tro, at jeg havde trukket alen fra mine fysiske år.

Men sådan er det ikke, for når man kommer op i den alder hvor huden mister den første ungdoms elektricitet, har søvn den modsatte effekt.

Ok, ok, hvis man har en række nætter hvor man ikke får sovet, kan man stadig se rædselsfuld ud om morgen, med hule kinder og sorte render under øjnene, men når man får sovet en masse, kan det også give sig udtryk i “søvnskader”.

De første skader kommer til de barnfagre kvinder. Giv mig en kvinde med en C+ og jeg skal vise dig en kvinde med en foldet kavalergang. Det er næsten lige så sikkert som amen i kirken og det er mange år siden, at jeg (forsøgte at) holde op med at være frustreret over, at min mor – trods vores aldersforskel – har mange færre rynker i kavalergangen end mig, fordi jeg tager efter den barmfagre del af min faders familie istedet for A-skålene i min mors del af familien.

Men når en kvinde – med en ordentlig barm – sover på siden, eller i fosterstilling, så vil brysterne uundværeligt lægge sig til rette på en måde, der giver guirlander i kavalergangen.

Det er faktisk så meget en konkrethed, at der i Gud Eget Land, selvfølgelig er blevet produceret en pude, der kan reducere de “brystrynker” der opstår, når man sover på siden.

Nu bor jeg jo selv i en anden guds land og også udenfor postvæsenets rækkevidde – så sådan en pude kan ikke blive en del af mit sovemønster det næste års tid.

Men der er ingen tvivl om, at når man som jeg seriøst har overvejet, hvad man kan gøre for at fjerne rynkerne i kavalergangen, så virker det tillokkende med en pude, der kan fjerne problemet … hvis det altså gør det, og hvis man ikke virker lidt sølle ala hindgange Al-Capone-Phone, med en strap-on brystpude i dobbeltsengen….

Men jeg har opdaget, at man kan gøre noget selv, for at forhindre “søvnrynker”.

Da vi havde boet en uges tid i vores forrige lejlighed, opdagede jeg nemlig, at jeg fik flere og flere rynker omkring min mund.

Jeg forstod det ikke, for det var den slags rynker man ellers forbinder med rygere, og jeg ryger ikke – og jeg går heller ikke og laver “kyssemund” til folk, som ellers er den anden måde jeg kan få rynkerne frem på.

Men hvad jeg gjorde, opdagede jeg – var at jeg sov med en alt for hård og alt for høj hovedpude – og når man som mig, sover på siden, så “skubbede” hovedpuden munden sammen.

Sammenskubningen gennem hele natten gjorde, at jeg vågnede op med “hønserøvsmund”, som vi så yndigt kalder det i den mødrende del af familien, hvor hønserøvsmunden er en del af familiekendetegnet, men et tegn jeg hidtil har været forskånet for, fordi jeg som sagt har hevet mere op af den fædrende del af genpuljen.

Efter vi er flyttet har vi skiftet fra tykke puder til tynde – og jeg kan faktisk se en konsekvens af det om morgen, hvor jeg ikke længere har så dybe rynker langs med læberne.

Men man siger, at de smarte sover på ryggen – for det er på den måde man får den bedste sovestilling, og skaber færrest rynker for sig selv … og det er ikke bare noget jeg siger – det har også stået i BT (Guide: her er den bedste sovestilling), og det ville også være fint nok, hvis det ikke lige var fordi, at min kæreste har en tendens til at sige “sysh…. sysssh…. SYSSSH…” i et hastigt stigende toneleje, når jeg gør det.

Af en eller anden årsag påstår han, at der kommer små feminine snork ud af mig, når jeg sover sådan. Hvordan han så kan høre det over sine egne tordenbrag af snorken, skal mig være usagt.

Men måske skal jeg kompensere for den manglende nattesøvn på ryggen, ved at iføre mig alle de tingester lægelige folk har ment jeg skulle iføre mig om natten … bideskinne for ikke at skære tænder, fodskinne for at rette op på knysterne … og endelig brystpuden mod rynkerne.

Men jeg gør det ikke, for jeg er en del af min mors familie … og selvom jeg syntes, at det var lidt sjovt, at min mormor altid tog læbestift på når hun gik i seng, fordi hun ville se pæn ud, hvis der gik brand i huset om natten, så er det selvsamme tanke der gør, at jeg aldrig ville kunne iføre mig alle de himstergimster, for hvordan ville det ikke lige se ud hvis man skulle reddes midt om natten …. fra  sin grimhedssøvn.

Måske er det fordi jeg har været så ukreativ i så lang tid, eller måske er det bare fordi jeg er skruet sammen som jeg er. Uanset grund, så blev jeg ramt af præstationsangst i forbindelse med mit bidrag til den kreative pakkekalender og forkastede mit første arbejde.

Et pon-pon tørklæde:

Havde set et i en butik og tænkte at det kunne jeg da sagtens gøre efter. Og det kunne jeg da også – men jeg havde faktisk glemt at det at lave pæne pon-poner faktisk også tager tid.

Hvor butikkens tørklæde var i mange forskellige farver, valgte jeg at lave det i grå og gammelrosa/lilla farver. Egentligt fordi jeg tror det er min gavemodtagers farver, men også fordi jeg selv rigtig godt kan lide farver.

Efter at jeg havde fornægtet det som gave, tog jeg det selv i brug – og er blevet rigtig glad for det. Det passer lige præcist til min frakke, da det kan lukke til i kraven – og samtidig se dekorativt ud. Og der er da også kommet et par julegave bestillinger på det.

I første omgang lavede jeg et langt tørklæde, med pon-poner hele vejen rundt. Men efter bare kort tids brug fandt jeg ud af at længden ikke var foreneligt med cykling, og at de pon-poner, der sad i nakken og rundt om halsen blev fladtrykte.

Så efter lidt produktudvikling består tørklædet nu af et strikket midterstykke med 5-6 pon-poner på hver sin side.

Vejledning:

Pon-ponerne er lavet af forskellig garn, men garn der kan børstet op og blive fluffy er det bedste – og hvis man bruger meget fint garn, skal man have rigtig god tålmodighed. Hvis man har glemt at lave pon-poner er der en instruktionsvideo her:  How to make pon-pon

Mellemstykket er strikket og pon-ponerne er hæftet sammen ved at sy igennem dem (mange gange) og hækle mellem pon-pon’erne.

I den sidste tid har min kæreste nærmest på daglig basis, sendt mig mms’er med billeder af døde mus, der ligger lit de parade.

I dag blev musene suppleret med Bertrams første fugl, der lige som de andre små dyr blev slæbt hjem og præsenteret for kæresten. Selvom man ved at det er kattens natur, så er det alligevel svært at se det skønne i at blive præsenteret for små døde dyr, dag ud og dag ind.

Så er det noget helt andet at blive ringet op af vores receptionist og få at vide, at der er ankommet en buket blomster til mig.

Så det var med lette fjedrende skridt jeg smuttede ned og hentede min kærlighedsgave, som var så meget lettere at forholde sig til end døde mus og fugle. Og pigerne på kontoret blev helt bløde i blikket, da jeg fortalte at de var fra min kæreste og at han glædede sig til, at jeg snart skal over og holde ferie hos ham.

… og jeg blev lige så blød og sød, som kvinderne i interflora reklamerne….

… og jeg havde kun vredet armen ganske let om på ryggen af kæresten for at få ham til at sende mig blomster…

Så blev jeg i bogstavligste forstand ekviperet fra yderst til inderst, da eftermiddagen blev tilbragt hos frisør, tøjforretning og lingeributik.

Det sidste lyder med sexet, end indkøbet kan forsvare – da jeg nu er nået op i den alder (og størrelse) at underkjole og shapewear (eller støttetrusse), i dag er gået fra at være et ord, til en del af min hverdag.

Jeg troede vel ikke at det skulle ske, men ligesom sikkert mange andre kvinder har jeg jo set Trinny & Susannah og deres magiske trusser gøre en forskel på kvinder, og i dag var så den dag jeg kastede mig ind i det forbrugsræs.

Nu skal jeg så på egen krop undersøge om det udover at gøre en forskel på kroppen, også gør en forskel i hverdagen – da jeg på en daglig basis er en af de kvinder der både sidder ned og går på toilettet.

Man kunne selvfølgelig også skrue ned for madindtaget og op for motionen … men det er jo sommer og sårn – og når man kan klare det halve og en hel kjolestørrelse med en magisk trusse, så er det jo ikke at forklejne.

Og med nyt hår og kjole oveni, skal man jo heller ikke blive for svedt.

Da min søster for både 11 og 6 år siden satte børn i verden på disse tider, var det med en anelse børnefornærmelse fra min side, for hvorfor skulle de fødes lige præcis omkring min fødselsdag?

Jeg plejede jo at være centrum i universet, sådan i slutningen af februar og holdte mine store familie-venne-åbent hus-arrangementer.

Jeg kom dog over det.

Og da jeg alligevel begyndte, at være væk på både min og deres fødselsdage, gjorde det ikke så meget.

Indtil i år, hvor jeg igen er hjemme i moderlandet, på det tidspunkt hvor naturen ellers vender bagen til og siger at vi bare kan komme an.

Og i mellemtiden har min søster overtaget rollen, som hende der arrangerer familie- og venne-åbent-hus-arrangementer. Og selvom jeg elsker min familie, så synes jeg at tre weekender i synden med lagkager og boller, måske er lige i overkanten.

Så i år holder jeg pigefødselsdag.

6 smukke og dejlige kvinder, som på hver deres måde har beriget mit liv, her det sidste år, kommer hjem til mig og jeg glæder mig til at være i deres selskab. Jeg glæder mig til at give dem noget tilbage, fordi jeg synes at de har givet mig så meget. De kender ikke rigtig hinanden, så jeg er spændt på hvordan det kommer til at spænde an – men de kommer ikke til at sultne.

For jeg har tænkt mig at fodre dem af med følgende:

De bliver budt velkommen med en Melonsurprice. der består af frosne melonstykker blendet med en sirup af granatæbler og hyldeblomst – tilsat hvid rom, sour, og Grand Marnier. Dertil nogle gode chips og hjemmelavede blandede saltede nødder.

 Derefter sætter vi os til et tappasbord hvor de kan vælge følgende.

• Ajo blanco, som er en hvid mandelsuppe serveret med druer og røgede saltede mandler
• Vagtelæg og rejer, serveret med en krydderurtesalat, advokadokugler og rogndressing
• Marineret andebryst serveret i rispapir med strimpler af agurk, forårsløg og gulerod.
• En aromatisk pigesalat (uden piger, men med) rød basilikum, mynte, melon og granatæbler – stænket med appelsinvand, hyldeblomstsirup og citronolie

Dertil mere traditionel tappas som

• Tørret skinke
• Vildsvinepølse
• Balsamicomarinerede løg
• Artiskok
• Små peberfrugter med gedeost
• Forskellige oliven
• 2 rigtig gode oste

og selvfølgelig forskelligt slags brød, både hjemmelavet og købt og nogle lækre dressinger med forskellige krydderurter. Der bliver serveret rød- og rosevin til.

Desserten er fortsat i tappasformen og jeg har lavet små portioner af

• Sommerbærmousse (af hindbær, kirsebær, solbær og ribs)
• Hvid chokoladecreame i lag med karameliserede nødder – pyntet med lakridscreme
• Bløde søde lavendelkys
• og kinesiske nøddekager

Til desserten er der indkøbt portvin til dem der trænger – og dem der vil noget andet kan få en avec eller en likør, for vi har et skab fuldt, som alt for sjældent kommer i udbud.

Og så er der kaffe – med en total blærerøvschokolade, for dem der kan klemme mere ned.

Jeg tror det bliver godt, og jeg er glad for at jeg har valgt at lave mad der gør, at jeg kan sidde med til bords istedet for at fare frem og tilbage.

…. og nu vil jeg komme videre i programmet, for tingene laver jo ikke sig selv og jeg har ting på lister, som skal streges ud.