Stress


mandag 8. november 2010 kl.16:48

Kvæde i en skål

I fredags hængte jeg igen i det yderste af neglene, over den afgrund, der desværre er alt for kendt. Den hårde skal krakelerede og bag det der holdte mig sammen, var der kun blød mos.

Jeg var slået tilbage til start, uden at inkassere – i stedet skulle jeg igen betale ved kasse 1.

Igennem længere tid havde jeg betalt med søvnløse nætter, smertende krop, tankemylder, hænder der ikke kunne gribe om noget når jeg vågnede om morgen.

Onsdag fik en mødeindkaldelse mig til at reagere med kvalme og rystelser. Og torsdag kom jeg hjem fra arbejdet og gik direkte i fosterstilling, talte usammenhængende, var grådlabil og rystede over hele kroppen. Det eneste jeg ønskede at gøre, var at sige mit job op, og det var det eneste jeg kunne tænke på og sige, igen og igen. Alt i mig bad mig om at flygte.

Og så greb min kæreste ind.

Han kontaktede min chef og fortalte at nu gik det ikke mere og der måtte gøres noget.

Meget til min overraskelse viste det sig, at derpludselig kan gøres noget på jobbet. Løsninger der hidtil har været umulige at nå, er pludselige mulige. Det har vist sig, at jeg er mere vellidt end jeg var klar over og at min chef er meget villig til at gå meget langt for at beholde mig og den viden og kompetencer jeg har.

Jeg er sygemeldt i en uge og min chef er kommet med et meget generøst tilbud og mulighed for min tilbagevenden til jobbet, når jeg er klar igen.

Når jeg skriver om det, kan jeg godt se at det lyder voldsomt, det der skete. Dog er jeg også af den opfattelse, at jeg nåede at stoppe op i tide – og at jeg ved at få sagt fra og sige til, glemme al ansvarsfølelse og få en pause, måske kan styre udenom endnu en langtids sygemelding.

I den uge jeg har, skal min krop og sjæl restitueres. Ligenu er jeg som et tomt badekar. Jeg har øst og øst, af det der er mig – men jeg ikke haft nok omtanke til også at fylde efter. Fylde op med de ting der giver energi og glæde.

Men det skal jeg gøre bod på i denne uge – og jeg er allerede begyndt:

  • jeg sov “længe” i morges – helt til klokken 8
  • jeg gik en tur mens solen legede mellem skyerne
  • jeg fik krydset et punkt af på min to-do-liste
  • jeg tog nogle billeder af smukke kvæder
  • og fik blogget lidt
  • jeg har dernæst kogt kvæderne til kvædechutney – så hele huset lugter af kvæde, krydderier og eddike
  • og endelig er der er gjort klart til ordentlig mad

Nogle af de ting der er med til at fylde overskudskaret op.

Til gengæld kan jeg mærke, at da jeg talte med min chef, eller når jeg tænker på mit arbejde, så begynder det hele forfra og jeg skal anstrege mig for bare det at trække vejret. Men jeg går klart i den rigtige retning og jeg er dybt taknemlig over at min kæreste fik mig til at melde klart ud overfor mit arbejde.

Jeg har ikke truffet en endelig beslutning om, hvorvidt jeg bliver eller går – og det tror jeg er rigtigt at gøre, her mens jeg står lidt i stampe.

Og lige nu og her? Der er jeg den der lige skal slappe helt af med en morfar, for selvom der er fyldt på overskudskaret, så er energiniveauet lavt og der skal sjatlades inden aften.

tirsdag 2. november 2010 kl.13:42

Det er en af de dage.

En af de dage hvor jeg både er blød som som smør, der har stået ude på en sommerdag og samtidig lige sprød som karamel, der er trukket ud i tynde næsten gennemsigtige tråde.

Den mindste berøring får mig til at gå ud af form og til at splintre.

Jeg ved godt at det handler om for meget og forkert arbejde, for lang togtur og for lidt søvn, at min ryg, skulder, hænder og lænd byder ind med hver deres variation af smerte og at mit hoved kører rundt med beslutninger, jeg ikke bryder mig om at træffe.

Men skal alligevel.

Og jeg tænker på, at hvis jeg havde frit valg på alle hylder, så var jeg ikke på den hylde hvor jeg sidder.

Og jeg tænker på at den hylde hvor jeg sidder på bare bliver mere og mere tom – da dem jeg delte hyldemeter med da jeg ankom i januar, lige så stille er smuttet fra hylden, bestillingen, gården.

Så med mindre der sker noget andet, er jeg ene mand på skansen når månedsskiftet kommer.

Jeg trives med forandringer og ændringer – men bedst når de kommer i en form der skaber forbedringer.

torsdag 19. august 2010 kl.22:07

Mine katte kom hjem med lopper, min kæreste med en eller anden form for city-blues, der ser ud til kun at kunne forbedres med intensiv dykning og jeg fandt ud af, at jeg får ondt i røven af kontorarbejdet – i helt bogstavligt forstand.

Det er sensommer om en hals og jeg har stadig feriestemning i min krop.

Selvom jeg har travlt som ind i, noget man ikke kan sige, så trisser jeg rundt i strandtempo og klip-klappere og tænker, at det går jo nok og mon det ikke går over af sig selv.

Men jeg vågner med summende hænder og det er ikke fordi jeg laver for meget havearbejde i denne omgang.

Måske det handler om at have for meget i gang på en gang … men sådan kan det jo ikke være for jeg har jo lært af mine erfaringer … ikke?

Og det er bare sådan, at når der er bryllup i familien, så kører man da til den anden ende af Danmark for at være med, selvom en god bid af en egentligt godt kunne tænke sig at tilbringe weekenden i lige dele køkkenhave og en god bog.

Men næste weekend har jeg ingen planer og så skal der fråses i morfar i sofaen og kiggekaffe til avisen.

fredag 25. juni 2010 kl.13:10

Inde midt i stormens øje kan man putte sig og få ro.

Og der sidder jeg nu.

Gemt væk fra mennesker man har kendt i over 20 år, og som bare pludseligt går hen og dør. Eller venner hvis børn skal aktiveres, for ikke at skrige. Naboer, der alligevel bliver sure og smider hegn, hen foran ens låge, og eller vrisser over manglende digitalis, som uduelig arbejdsmand har trukket op og aldrig sat ned igen. Arbejdsmand, der i øvrigt lover at lave have og i stedet bare graver et hul – og efterlader mere til oprydning, end det arbejde man startede ud med.

For mistet sten i svigermors ring, stillinger den genopslås, men man kan søge igen – dobbelt fuck dig. Fra chefer der melder fra til styregruppemøder, så alle beslutninger må skyde (selvom projektets tidsfrister skal holdes), planter der står og dør fordi de ikke kommer i jorden og jordbær, der istedet for at fylde nogen med fryd og sødme, måske ender med at rådne, fordi man ikke kan plukke dem fra en anden landsdel.

Men jeg holder fri fra det.

Og nyder solens varme i sommerlandet. Hører fuglene synge og ser kattens smil, når den igen har fanget en mus og kan rulle rundt på jorden og blive rigtig beskidt.

Et øjebliks fred mens weekendens gæster sejler rundt for at finde fiskefrikadeller og friske kyllinger og kæresten får lov til at lege med sin båd, sammen med nogen, der faktisk sætter pris på det.

Alle er glade og jeg prøver at glemme alt det jeg ikke når og det faktum, at jeg godt ved hvad det betyder, når jeg vågner om morgen og mine hænder ikke kan bruges fordi det summer i dem, som havde jeg gemt en bistade derinde.

Jeg folder forsigtig fingrene ud en efter en, og jeg føler mig lidt som en sommerfugl, der lige er kommet ud af sin puppe og sidder på en kvist i solen, mens vingerne tørrer og pumpes fulde af blod.

Snart er jeg klar til at flyve igen.

Ud af stormens øje.

søndag 30. maj 2010 kl.11:31

Jeg har efterhånden været syg så længe, at snot, hoste, feber og lavt energiniveau er blevet det nye mig.

Og jeg er nået dertil, at jeg har droppet at lade sygdom hindre mig at gå på arbejde, eller lave noget i min have.

Det er sikkert ikke den bedste taktik, men jeg har bare ikke mere tid til overs til at lave ingenting, da alt den ingenting hober sig op til mangeting.

Så gårsdagen bød på trillebørskørsel med grus og søsten fra tidlig morgen, efterfulgt af 5 timers fælles(tvangsarbejde). Dernæst 3 timers arbejde, kombineret med lidt portvinsdrikning, i egen have samt pasning af søsterunger (med medfølgende snak og vandpjaskeri). Da jeg endelig kom hjem, efter aflevering af barn og en lang gåtur, bestod aftensmaden af en skål rosiner og mandler og snork på divanen.

Jeg vågnede op og så en tysker synge, og gik så i den rigtige seng. Hvor jeg efter et par timers analysering af alle de ting. der mangler at blive lavet i min have, endelig faldt i søvn igen.

Jeg ved ikke hvor mange advarselslamper jeg skal fortsætte med at se blinke – men tanken om eksempelvis 2 måneders sommerferie, med udeliv, meditation og urtete lyder klart bedre end det jeg har linet op.

<ironi on>Men man vælger jo selv sit liv, ikk?</ironi off>

fredag 21. maj 2010 kl.8:04

Jeg gider ikke vågne klokken 4 om morgen og spekulere på ting.

Men jeg gør det.

mandag 26. april 2010 kl.23:44

Jeg har allermest travlt med at være. Og gøre. Men mest med at forsøge at være.

Det holder hårdt.

For jeg føler, at der bliver hevet hårdt i mig fra mange sider (og det meste hiveri skyldes mig selv … tænk, at man alligevel kan det, så skal man være godt smidig, men det må jeg jo være).

Men ovenover det har jeg erfaringen fra tidligere og jeg ved, at jeg ikke kan lykkedes med noget ved at undlade at prioritere og bare knokle derudaf.

Så jeg prioritere at holde mit arbejde indenfor et bestemt rum. Af tid og helst af følelser.

Og prioritere at se min familie og mine venner, selvom jeg ind i mellem føler at jeg burde smide nogle ekstra timer her hist og pist på arbejdet.

Men det andet burde være muligt.

Det med venner og familie.

For jeg opdagede at to af de ledere jeg refererer til i mit største projekt, alligevel ikke læser mail mellem fredag kl. 15.45 og mandag kl. 9.30 og den ene ikke kan mødes kl. 8.00 fordi han bringer børn.

Og en arbejdsplads der har plads til menneskelige chefer, har vel rum til menneskelige mennesker?

… og mens det sker, så spirer mine planter i vindue og have. Jeg har 24 asparges’er, kommet af frø fra sidste år. Den bladbredede persille har rødder som pæle og blade der strutter af vitaminer og sammen med alle de andre forårsblomster og krydderurter er de igang med at fortælle mig. at der er fuld fart på den kommende sæsson og det bare er noget med at komme ud.

Og når vi lige om lidt skal bede, skal jeg nok være den der sidder med halen i vejret, tankerne på himlen og hænderne i jorden.

Og nyde at være.

lørdag 27. marts 2010 kl.10:29

At komme hjem og opdage, at foråret i mit fravær var kommet snigende, var den bedste afslutning jeg kunne få, på en ellers meget anderledes ferie.

Da vi bestilte ferie, ned til ‘Gyp-ten, for at dykke blandt smukke koralformationer og farverige fisk, havde vi hverken bestilt sandstorm, eller bostad i en lejr, der samtidig husede 68 efterskoleelever.

Men det var det vi fik.

Og med sædvanlig ihærdighed, fik det splittet min indre ro, glæde og fornøjelse og rimelig kort tid inde i ferien, opdagede jeg mig selv rødglødende og spruttende overfor en flok hylende teenagere, der havde opdaget fornøjelsen ved lige dele voksenfrihed og uhæmmet sukkerindtagelse.

Stolthed var ikke den følelse, der fyldte mig.

Bagefter.

Og mens de ikke holdte op med at være stille, stilnede stormen dog af.

Og de sidste par dage af ferien, foregik med smukke ture under vandet.

Blødt, mystisk, vægtløs.

Ellers er Egypten det grimmeste land jeg nogensinde har set. Det er svært at forstå, at det er der civilisationens vugge har stået.

Men den stod jo nok et andet sted, end i Mas Aslam, som ikke huser meget. Hverken downtown, eller i dykkerlejren.

Ferien varede kun en uge og det var lige tilpas. Meget mere og jeg var kommet lidt for meget i rutine med at rive hovedet af folk.

Og det ser jo ikke pænt ud i længden.

Så hellere læse bøger.

Måske denne.

mandag 4. januar 2010 kl.22:22

Jeg bekæmpede kulden med en gang simrechilli.

Inderlåret af en ko. Skåret i store og små bidder, stegt i små portioner, så de får stegeskorpe istedet for at koge. Med løg. Og bønner, der ikke er fra en dåse.

Krydret med chilli, chokolade og vanilje … og kogt indtil kødet trævler.

Og jeg husker nu, at jeg glemte at give det en porter … og det er jo ellers det, der er med til at give det smagsdybden.

Tomater og lidt bouillion giver det noget af fylden.

Og kunsten ligger i at dosere chillien, så den bider på tungen uden at den brænder i halsen (og halen når den kommer ud igen).

Og det gjorde jeg godt.

Doserede den altså.

Og mens jeg stod og kælede for maden og havde en gryde med chilli, der boblede med store fede rødbrune *bløp*, en anden der buldrede med bønnerne og en tredje hvor risen stod helt stille og trak, tænkte jeg at dagene med tid til simremad, er ved at være talte.

Og selvom jeg glæder mig til at komme tilbage til arbejdslivet på mandag, så er jeg meget bevist om hvilken glæde det også har været, at have mere tid til rådighed, de sidste fire måneder – og hvilken sjælden fornøjelse det er, at lave mad der skal stå og simre og tage smag, form og farve på et komfur i timevis.

onsdag 30. december 2009 kl.17:52

Med det traditionelle nytårsskænderi af vejen, er der plads til at tage hånd om de sidste forberedelser til årets sidste dag.

Vores gæster kommer med maden … og jeg begynder at ane en trend (for det gjorde de også til julefrokosten). Og det er en superlettelse. Specielt fordi jeg er arrangør af et nytårsdyk, der finder sted mellem 9-14.

Alligevel er der ting at gøre, borde at dække, stuer at støvsuge og forskelligt smånips at forberede.

Og selvom jeg jo egentligt har meldt mig ud af  “De perfekte kvinders klub” så er jeg, ifølge min kæreste i hvert fald, blevet hangaround her op til gæstebuddet.

Selvom jeg tidligere har skrevet en liste med “Tips og tricks til den dovne værtinde”, så har jeg svært ved selv at følge den.

Jeg har tilsyneladende et indre  behov for at støvsuge, rydde op og gøre rent inden mit hjem bliver invaderet af andre – for ikke at tale om lige at lave nogle lækre snacks til dronningens tale, en fantastisk velkomstdrink (og den er fantastisk og selvopfundet efter inspiration i Singapore og New York*) og bage kransekage til morgendagens nytårsdyk og kl. 24.

Men jeg prøver at sige til mig selv, at listen er milevidt fra hvad den var før.

Dengang jeg stadig var fuldgyldigt medlem af den der klub.

Med perfektion.

* og velkomstdrinken: friske blåbær, hindbær, jordbær, kirsebær og brombær knuses sammen med lidt citron, mynte, myntesirup og is. Hældes i glas og tilføres hvid rom, malibu og citronvodka. Toppes op med mere knust is og sodavand.

Det smager som himlen synger og jeg kan ikke vente til det bliver sommer og jeg skal lave den af friske bær og mynte fra haven.

Måske skal det være mit nytårsfortsæt?

Jeg skal drikke mig i hegnet i den lyse nat – med min fantastiske drink – mindst én gang i løbet af 2010.

Dét – og så måske råbe lidt mindre af min kæreste.

Lidt.

« Forrige sideNæste side »