Kategori: Stress

Der findes dage der kommer til at sætte sig spor i en liv. Dage hvor man drejer til højre i stedet for venstre og pludseligt står overfor en helt anden og ny verden. Dage hvor man træffer anderledes beslutninger, eller handler på en ny og forskellig måde.

Dage som man ved man kommer til at huske længe efter.

Sådan en dag var dagen i går.

Den var nemlig den dag hvor jeg gik ind og sagde mit arbejde op.

Fordi jeg vil noget andet med mit liv og ikke magter at fortsætte i samme håbløse spor.

Og selvom det var svært, fordi mit pæne-pige kompleks rev i mig og fortalte mig at man ikke giver op på halvvejen, at man afslutter det man begynder, at man holder sit ord, ikke svigter i vadestedet osv, osv – ja, så gjorde jeg lige præcist det.

Fratrædelse med udgangen af januar. Små to måneder til at komme helt til hægterne og få afsluttet mit arbejde derinde på en ordentlig måde.

Første skridt til min nye virkelighed.

Jeg brækkede engang min albue. På vej til skadestuen gjorde den så ondt, at jeg næsten ikke kunne være i min krop.

Og så holdte det op.

Det holdte så meget op med at gøre ondt, at jeg var sikker på at der egentligt ikke var sket noget. Indtil lægen efter en lang ventetid begyndte at pille ved albuen.

Først da albuen var gipset ind og ladt være i fred igen, holdte smerten op.

Det er lidt det samme nu. Efter 1½ uges sygemelding, var jeg begyndt at føle. at jeg da snart var ovenpå igen. At det gik fremad, små skridt, men fremad.

I dag blev der så pillet i “såret”, og med sådan en kraft, at al kvalmen, det sammenpressede luftrør og rysten på hænderne kom voldsomt tilbage og praktisk taget er på præcist samme niveau, som da min kæreste trak i nødbremsenog sygemeldte mig.

Jeg håber på at den specialist jeg er blevet sendt til, ved hvad hun gør og at det er noget med at det skal blive værre før det kan blive bedre igen.

Hun mente så i øvrigt, at en yderligere sygemelding på 14 dage var et must – som minimum.

Måske jeg var tættere på kanten end jeg selv var klar over?

Jeg har engang lært at familier enten har en grundtone af skyld eller af skam.  Det er min klare opfattelse at jeg – ligesom resten af min familie har en grundfølelse af skyld. Jeg har det i sådan en grad at man skulle tro, at jeg var et resultat af en katolsk opdragelse.

Det er jeg dog ikke, da jeg er et kryds mellem en ateistisk far og en kulturreligiøs mor, og en familie der senere er blevet suppleret af  hinduisme og buddhisme.

Men skyld er ikke destomindre en klar grundtone i mit liv og når man som jeg, pt. går rundt i livet med underskud på overskudsbalancen, er det utroligt nemt at få selv en ellers ret uskyldig tur til supermarkedet til at blive en vandring i skyld med skyld på.

Der er hele tiden en mulighed for at vælge det rette valg, overskudsvalget – det valg der sætter andre end en selv i fokus.

Og så er der det andet valg – det der giver skyld med skyld på:

Som hvis man ikke giver sine flaskepenge til nødhjælp, eller undlader at stikke en skilling/købe en avis af den hjemløse ved indgangsdøren – eller gud nåde og trøste mig … købe burhønseæg.

Ok, det sidste er måske liiiige lidt for overdrevent – for der er da ingen der i 2010 med ro i sindet kan stille en bakke burhønseæg på varebåndet med samvittigheden i bero.

Vel?

Dengang jeg tog min coachcertificering skulle vi beskrive hvilke “klubber” vi var medlemmer af.

Da jeg var kommet frem til, at jeg var medlem af De perfekte kæresters klub, De perfekte værtinders klub, De perfekte haveejers klub, De perfekte medarbejders/kollegaer/rådgivers klub, De perfekte døtres/søstres/mosters …ect klub … og alle andre klubber for perfektionisme, indenfor de områder mit liv berørte, måte jeg erkende, at jeg nok helt overordnet var medlem af “`De perfekte kvinders klub”.

At være medlem af klubben gør ikke en perfekt – men medlemskabet gør at man stræber efter perfektionisme og slår sig selv pænt meget i hovedet, når man ikke opnår perfektionisme.

Jeg troede at jeg havde meldt mig ud af klubben, da jeg gik ned med stress sidst. Jeg var sikker på at jeg havde udfyldt afmeldingsblanketten og havde fået den postet.

I går havde jeg en drøm:

Jeg skulle aflevere en opgave. Jeg havde to dage tilbage. Jeg havde haft mulighed for at få vejledning i skriveprocessen, men havde valgt ikke at gøre brug af det – fordi jeg var sikker på at jeg lavede en bedre opgave alene (!).

Nu nærmede fristen sig og jeg var sikker på at det jeg havde lavet ikke var godt nok.

Men i stedet for at få hjælp, eller bede om udsættelse, så brugte jeg tiden i drømmen til at udtænke hvordan jeg kunne sætte ild på min lejlighed og dermed skabe så meget postyr, at jeg kunne skjule, at jeg ikke kunne aflevere den perfekte opgave.

…. godddag underbevisthed – forsøger du at sige noget til mig?

Det er en af de dage.

En af de dage hvor jeg både er blød som som smør, der har stået ude på en sommerdag og samtidig lige sprød som karamel, der er trukket ud i tynde næsten gennemsigtige tråde.

Den mindste berøring får mig til at gå ud af form og til at splintre.

Jeg ved godt at det handler om for meget og forkert arbejde, for lang togtur og for lidt søvn, at min ryg, skulder, hænder og lænd byder ind med hver deres variation af smerte og at mit hoved kører rundt med beslutninger, jeg ikke bryder mig om at træffe.

Men skal alligevel.

Og jeg tænker på, at hvis jeg havde frit valg på alle hylder, så var jeg ikke på den hylde hvor jeg sidder.

Og jeg tænker på at den hylde hvor jeg sidder på bare bliver mere og mere tom – da dem jeg delte hyldemeter med da jeg ankom i januar, lige så stille er smuttet fra hylden, bestillingen, gården.

Så med mindre der sker noget andet, er jeg ene mand på skansen når månedsskiftet kommer.

Jeg trives med forandringer og ændringer – men bedst når de kommer i en form der skaber forbedringer.