Januar
Jeg kæmpede mod aviser og rejste ud i verden

Februar

Jeg oplevede den ufattelige skønhed i havene rundt Maldiverne og blev forkælet af min elskede

Marts

Det spirende forår nydes, dykningen tager til og den der tages hul på den udendørs madlavning

April

Vi luftes alle i den friske jyske luft og nyder forårets komme

Maj

Jeg får min have, min have, min have, min have – og den fylder noget i mit liv…

Juni

Endnu mere forkælelse fra min elskede, regnvejr – høst og syltning

Juli

Ferie, sommer i Danmark og bittersødt farvel til en skattet ven gennem mange år

August

De sidste ting syltes (og alt blev syltet i 2007), weekendtur med gode venner til Hven, Sverige og Saksild

September

De nye familiemedlemmer finder sig til rette i hjemmet, jeg oplever mad kogt i jorden og haven lukkes ned

Oktober

Efteråret viser sig fra sin fine side og naturen giver gode oplevelser for mennesker og misser – måneden rundes af med et fantastisk måltid

November

Havedrømmen brydes af efterårsvejr og maskiner der jævner det halve af haven

December

Måneden er præget af tristhed, travlhed og sygdom … men jeg slutter året af i fin stil – vi startede med at stå op før solen og tage årets sidste dyk og dagens første champagne i flot sol og høj himmel og jeg slutter dagen af i gode venners selskab med udsigt over byens lys og første parket til københavnernes festfyrværkeri…. Godt nytår

Jeg vegetere.

Badekåbe. Bog. Stille musik på anlægget. Det er det man kan bruge en fridag til.

På min pege- og tommelfinger, sidder resterne af et cirkulært brændemærke. For det endte med smerte og fingerne under koldt vand, da jeg skulle fremvise mit eneste stykke julepynt. Metal og stearinlys er en varm affære, som man ikke uforvaret skal stikke fingerne i. Mærket af julen. Brændemærket.

Det har ikke lige været min jul i år. På mange måder og af forskellige årsager. Men nu er den slut. Julekassen der aldrig blev pakket ud kan komme tilbage i kælderen. Der er næsten blevet gjort kål på resterne fra julefrokosten og det hårde arbejde med at spise sig igennem julegodterne er startet. Nogen skal jo gøre det….!

Et par fridage ligger stadig og putter sig og venter på at blive brugt, før hverdagen trænger sig på. Dagene går hurtige. Planer som ikke var planlagt, dukker frem. Venner kommer forbi – en invitation dukker op. Uventet hygge. Det er rart ikke at være bundet ind i møder og planer og bundet op af opgaver.

Jeg håber, at de raketter der skydes til himmel tager min juleblues med og at humøret stiger i takt med at vi tager hul på det nye år.

Tågen står tæt omkring mig. Verden pakket ind i vat. Gaderne er stadig mennesketomme og juletræsmanden har pakket sammen og er gået hjem.

Det dufter af de karamelbrud (med pistacienødder og chili) som jeg forsøgte mig på tidligere i dag. Duften er bedre end smagen… Heldigvis er der pistacier nok til at prøve en omgang til.

Jeg kan ikke mærke det selv, men det ser ud til at det er gået hen og er blevet jul ude i de små hjem.

Jeg satser på at det rammer mig – det der julestemning – når jeg efter kirkegang, lander i barndomshjemmet. For jeg er så klar som jeg kan blive. Med pakker i poser, gæster i huset, invitationerne ude, indkøbene på plads og rullepølsen rullet og på køl.

Lad det blive jul på Vesterbro.

Der er rettet op på håret – frisøren blev genbesøgt og denne gang blev det mere til fruens smag. Krøller over det hele. Underligt at de har gemt sig sådan under det lange hår. Sådan er der så meget – og uden de rette omgivelser viser tingene ikke deres fulde potentiale. Det gælder både hår og mennesker.

Håret har det fint nu – mennesket slået lidt ud af kurs.

Men når jeg har sovet tre gange, så kan jeg vågne op og holde fri.

… og så fik jeg en bonus fra frisøren: en ægte overraskelse over min alder. Når man er træt ind til marven er det nu meget rart at man stadig kan blive skudt til at være 10 år yngre. Det forklarer måske også hvorfor jeg oprindeligt var blevet klippet i en frisure jeg selv synes var lige lovlig kæk og “ungdommelig”.

Når jeg har sovet 4 gange mere så har jeg fri.

11 dage på egen tid. Det føles stort og uendeligt.

Så jeg forsøger at holde sammen på mig selv og ting omkring mig. Holde armene inde i den rutsjebane, der udgør mit liv. Op og ned, ned og ned – på et tidspunkt kører den jo op igen.

Jeg holder tungen lige i munden og forsøger at vikle den og ordene rigtig rundt, selvom forbudte tanker sætte forbudte ord på spidsen af tungen og næsten ikke er til at holde indenfor tænderne.

Jeg går på fornuftens smalle sti og undrer mig imens, om jeg går den rette vej, og om den vej jeg går er min? Men jeg har ikke så meget tid til at tænke for det går stærkt, der hvor jeg går.

Men jeg glæder mig til 11 dages uendelighed.

Og jeg erkender, at det nok godt kan blive jul, selvom det bliver uden hjemmebag, risnisser og indiske stjerner.

Og jeg tror på, at når jeg får noget fred og ro og hjertevarme, så skal der nok igen blive rum til engleklang og glimmer og måske den gamle limpistol kan blive hentet ud og kreativiteten floffet op og sat i virke…

Jeg tror og jeg håber og det her er jo tiden for mirakler. Og sådan et par eller to kunne jeg godt bruge.

Bare nogle af de små…

…men så sagde min gode ven også:

“Du ser nu så ungdommelig ud med det der hår… altså det er lidt ligesom det er noget, der er sat på ovenpå dit hovedet”

og lidt senere…

“Ja, jeg sagde det der med “sat ovenpå hovedet” fordi det er sådan en kliché at sige “det ser ud til at du har et dyr på hovedet… altså, det fylder jo rigtig meget…sådan ovenpå og i siderne…”

og efter lidt håndmadder og bemærkningen om at det måske var på tide at stoppe med at rode sig ud i yderligere fornærmelser kom afslutningen:

“… jeg kan ikke gøre for det, det er noget jeg har efter min far…”

Nej, jeg er stadig ikke tilfreds med frisuren og nu skal jeg have kontaktet frisøren for en omklip

Først blev jeg kørt over. Så bakkede de tilbage og sørgede for at kører mig over et par gange til. Og så bare liiiige for at være helt sikker, plukkede de alle de overlevende stykker op og røvpulede hver enkelt stykke.

Men så var jeg også færdig med den arbejdsdag.

Og der er en helt frisk og ny af slagsen igen i morgen.

Det ser ud til at året i år, bliver det år hvor jeg åbenbart på ingen måde får julet.

Kasserne med pynt er godt nok blevet hentet op fra kælderen, men står urørte i køkkenet. Men 2. søndag i advent er kommer og gået uden at der lys i stage, gren i vase og nisser i rummet, og jeg har svært ved at forestille mig at der sker særligt meget uden en eller anden form for aktion fra min side.

Men vi er ramt af sygdom og træthed og der sker ikke meget på den front. Men vi har skindet på næsen og der er stadig nærmest god tid til jul og alt mangler stadig.

Heldigvis skal julen ikke holdes her og om alt går galt så ved jeg at vi kan tage kanen hjem til barndommens jul – der vil være hvid og rød og rigtig.

Jeg gik ind til frisøren med hår langt ned af ryggen. Naturligt hår, karamelfarvet, mellemblondt. Ja, ja, lidt trist og træt at se på, det trængte til en klipning.

“Jeg tar’ lige lidt her og lidt der, det trænger til at blive lettet og løftet….og skal vi ikke lige friske farven op, det bliver bare en tone mørkere”

Med håret og mig fulgte naturlige øjenbryn, da jeg gik ind i butikken – ja, ja de trængte til at blive rettet til, der var da både et hår og fler’ der uden risiko kunne fjernes, men den direkte ordre var “naturlige bryn – bare en tilretning”.

“*pluk, pluk pluk* nu må du sige til hvis der skal fjernes mere”

Et eller andet sted gik der ged i kommunikationen, for da jeg meget mellemfornøjet forlod butikken 1½ time senere, var det med en sort punkrocker puddelhunde klipning og øjenbryn, der var plukket så tynde og nu sidder så højt oppe, at jeg går rundt med er konstant spørgende udtryk i ansigtet.

Men spørge det er nu også det jeg gør, for hvad var det egentligt der gik så galt der?