Min lejlighed er bombet, mine negle flosser, jeg selv ligner absolut ikke noget, der kan vinde i nogen konkurrencer, der handler om pænt udseende. Gårsdagens halvmodighed har givet bagslag. Der blev sovet længe og det var tiltrængt.

Det er en af de dage, hvor man har behov for omsorg. For at der er nogen der tager sig af en, og siger at det hele nok skal gå over og at der er en ny dag i morgen. Den universielle moder, hende der gør alle de rigtige ting, på de rigtige tidspunkter.

Eller “I like you” gutten som jeg genfaldt over i går.

Med alle mine computernedbrud er alle mine forskellige bookmarks forsvundet i intetheden … men nu er der igen nogen der kan lide mig …. tryk på billedet, hvis du også har behov for at høre, at nogen kan lide dig.

Mine egne chokoladebeskrivelser jog min feberhede krop ud i køkkenet. Den søgte efter hurtig tilfredsstillelse og som ofte i disse situationer endte det i skuffelse. Der var ingen søde sager og hvad gør en klog, når det eneste man støder på er to squach…?!

Læs videre her

Hvor chokoladen flyder tyk og tung, som er den blot smeltet og hældt i en kop til din nydelse. Det er ikke varm chokolade – det er chokolade serveret varmt. Den serveres på et sølvfad, sammen med Chantillycreme og når du drikker det, er det som om din mund fyldes med varm chokoladefarvet fløjl.

Et sted hvor kagerne står skulder ved skulder, og tager imod dig ved døren, ledsaget af en hilsen fra servitricerne i sort med hvide forklæder og tjenere med næsen i sky.

Hvor du føler dig hensat til starten af 1900, hvor tesalonen også åbnede – for det er det, det er: Angelina i Rue d Rivolis akader.

Hvis du vil se flere franske fristelser – så er du velkommen i mit fotoalbum

“>

(Klik for et større udbud)

Det er ikke nogen skam at gå hjem, når ens kollegaer begynder at oplyse en om at man har fækale-træk – som i: “undskyld udtrykket – men du ligner lort”.

Der er dømt ude til flere panodiler og inde til sengeleje.

Jeg er syg.

Piv. Ynk.

Tiden vil vise hvor mange jeg har nået at smitte, ved min herotiske optræden på arbejdet de sidste to dage.

… når andre mener man er lidt for firkantet – mens man selv altid har ment, at man var lidt for rund i det

…

Kom min pige og sæt dig på mit skød. Du kan lige så godt lære det først som sidst. Måske kan det spare dig for megen smerte og gøre din navigation i kærlighedsverden meget nemmere.

Mænd vil gerne undlade at såre dig, undgå at skabe en stemning, der kan give bagslag. Så han siger ikke det hele. Det er ikke i ond mening, og måske ved han det ikke engang selv. Men hør efter – og måske kan det forklare hvad det egentligt var der skete…. næste gang du står med en “jammen sagde han ikke…” oplevelse.

Hver gang han siger noget i relation til dig og jeres forhold, så skal der tilføjes et “…med dig!, som han ellers skåner dig for:

– Jeg vil ikke have børn … med dig!
– Jeg er ikke klar til at blive gift … med dig!
– Jeg vil ikke flytte sammen … med dig!
– Jeg kan ikke forelske mig … i dig!
– Jeg kan ikke åbne mig … for dig

Du kender selv eksemplerne og kan sikkert bygge videre …

p.s.
Og hvis du ikke tror på mig – så tro på SATC (med risiko for at huske forkert…. men hvem giftede Mr. Big sig med?)

p.p.s.
bitter? Nope det er noget jeg drikker.

Ind i mellem støder man på mennesker der lever deres grundlæggende menneskesyn ud. Som praktisere godhed og gavmildhed istedet for blot at tale om det. Sådan en kender jeg.

Det er min venindes veninde.

Og i går var jeg med at gøre. I en lille måneds tid pønsede hun på en overraskelse, som jeg fik lov til at være en del af.

Hun, jeg og 3 andre af min venindes veninder havde sammen arrageret en suprise veninde-aften. Ikke polterarbend, ikke fødselsdags. Men en aften for min veninde, fordi hun er en super dejlig pige, og vi alle gerne ville glæde hende.

Hun troede at hun skulle i teater, med en enkelt af sine venner. Men i stedet for at gå i teateret blev hun iført bind blindfoldet (som det vist hedder på nudansk) og da hun fik tørklædet af igen, var hun inde i biografen – omgivet af sine veninder.

Behøver jeg at nævne tilten på filmen?

Men det sluttede ikke der.

Efter filmen gik turen hjem til en fint oppyntet lejlighed og middagsbord dækket med lys og blomster samt arvestellet og sølvtøjet. Middagen havde vi hver især bidraget til – og den var lækker.

Tiden før og mellem retterne blev brugt til at hylde veninden. Vi holdte taler, lavede dilemmaer og gjorde i det hele taget hvad vi kunne for at sørge for, at det blev hendes aften.

Og det blev det. og hun nød det og vi nød det – og hvor er det egentligt alt alt for sjældent, at man husker at vise, hvor meget andre mennesker betyder for en. Men jeg tror på at man bliver et bedre menneske af at gøre det.

Ind i mellem kommer der et følelsesbøvs og sætter lykkefølelsen over styr.

Det skal der vel også være plads til. Selvom det vel mest er den samme form for plads man skaber, som den der skabes i bussen, efter at nogen har slået en prut.

Mine bussemænd er sorte og neglene flosser. Ryggen værker og når jeg rejser mig tar’ det lige lidt tid, inden jeg kan rette mig helt ud.

I mit køkken står der et glas med syltede paradisæbler og grevindens syltetøj, mens saften til paradisæblegelé står og drypper. Det er som i gamle dage.

En veninde, der er den lykkelige ejer af en nyttehave, har tilbudt mig partnerskab. Ikke som i “lykkeligt til vores dages ende” – og dog…

Jeg har accepteret og i den kommende tid skal de nærmere retningslinier drøftes. Arrangementet blev fejret med nedrivring af to gamle kompostbunke. Og paradisæbler….