Måned: september 2005

Min lejlighed er bombet, mine negle flosser, jeg selv ligner absolut ikke noget, der kan vinde i nogen konkurrencer, der handler om pænt udseende. Gårsdagens halvmodighed har givet bagslag. Der blev sovet længe og det var tiltrængt.

Det er en af de dage, hvor man har behov for omsorg. For at der er nogen der tager sig af en, og siger at det hele nok skal gå over og at der er en ny dag i morgen. Den universielle moder, hende der gør alle de rigtige ting, på de rigtige tidspunkter.

Eller “I like you” gutten som jeg genfaldt over i går.

Med alle mine computernedbrud er alle mine forskellige bookmarks forsvundet i intetheden … men nu er der igen nogen der kan lide mig …. tryk på billedet, hvis du også har behov for at høre, at nogen kan lide dig.

“>

(Klik for et større udbud)

Det er ikke nogen skam at gå hjem, når ens kollegaer begynder at oplyse en om at man har fækale-træk – som i: “undskyld udtrykket – men du ligner lort”.

Der er dømt ude til flere panodiler og inde til sengeleje.

Jeg er syg.

Piv. Ynk.

Tiden vil vise hvor mange jeg har nået at smitte, ved min herotiske optræden på arbejdet de sidste to dage.

Ind i mellem støder man på mennesker der lever deres grundlæggende menneskesyn ud. Som praktisere godhed og gavmildhed istedet for blot at tale om det. Sådan en kender jeg.

Det er min venindes veninde.

Og i går var jeg med at gøre. I en lille måneds tid pønsede hun på en overraskelse, som jeg fik lov til at være en del af.

Hun, jeg og 3 andre af min venindes veninder havde sammen arrageret en suprise veninde-aften. Ikke polterarbend, ikke fødselsdags. Men en aften for min veninde, fordi hun er en super dejlig pige, og vi alle gerne ville glæde hende.

Hun troede at hun skulle i teater, med en enkelt af sine venner. Men i stedet for at gå i teateret blev hun iført bind blindfoldet (som det vist hedder på nudansk) og da hun fik tørklædet af igen, var hun inde i biografen – omgivet af sine veninder.

Behøver jeg at nævne tilten på filmen?

Men det sluttede ikke der.

Efter filmen gik turen hjem til en fint oppyntet lejlighed og middagsbord dækket med lys og blomster samt arvestellet og sølvtøjet. Middagen havde vi hver især bidraget til – og den var lækker.

Tiden før og mellem retterne blev brugt til at hylde veninden. Vi holdte taler, lavede dilemmaer og gjorde i det hele taget hvad vi kunne for at sørge for, at det blev hendes aften.

Og det blev det. og hun nød det og vi nød det – og hvor er det egentligt alt alt for sjældent, at man husker at vise, hvor meget andre mennesker betyder for en. Men jeg tror på at man bliver et bedre menneske af at gøre det.