Tanker jeg ikke vidste jeg havde:

UPDATE
Heldigvis er Vesterbro forsynet med indtil flere thailandske supermarkeder – og jeg endte da også med at finde hvad jeg skulle bruge

Klik på linket for jordens nemmeste bluf til at fremstå som en orginal og suveræn kok … “Satay som vores (thai) mor lavede det” (har jeg ladet mig fortælle) – alt i en en easy to follow-2 steps-pakke.

Indholdet i pose “A” over kødet – og indholdet af pose “B” i en gryde med vand …..

Da jeg løb rundt langs søerne lidt over otte i morges – og tågen hang tæt og tyk og forhindrede mig i at se den anden side, og de sidste nattegæster tumlede hjem, hånd i hånd eller pinagtigt alene, og blandede sig med de helligåndede morgenduelige, der var på nik og “godmorgen” med hinanden – tænkte jeg på, at var det her jeg havde valgt til, da jeg valgte Bali fra.

Sidste lørdag blev jeg spurgt om jeg ville med på 14 dages ferie til Bali – afgang i går. Mit endelige “nejtak” blev begrundet med, at jeg havde så mange ting på tapetet lige nu.

Lige nu kan jeg dog ikke rigtig se hvad det var, der ikke lige kunne skydes 14 dage.

Jeg kender det fra mig selv og ser det også hos andre: Den indre hamster.

Den der mener at det er livsnødvendig, at gemme en gul pailletkjole fra 80’erne, en skål med gamle nøgler, indtørede limstifter, brillerne fra barndommen, med den knækkede stang, kuverter hvor limen er et gulnet slør og stakke efter stakke af papirer og gamle dagbøger.

Alle de ting der er så svære at skilles fra og alligevel så ubetydelige i ens hverdag.

Også på computeren gemmer jeg ting. Det er heldigvis ikke så uoverskueligt rodet og det vælter ikke ud over sine grænser. Men her til aften – i min søgen efter noget andet – faldt jeg på mit gamle d-drev – overført fra min tidligere computer – et dokument. Da jeg åbnede det stod der nedenstående sætning – kun det og ikke andet – ikke hvor det kom fra, eller hvorfor det var gemt. Men lige nu – her i aften, giver det mening, og det var måske derfor jeg havde gemt det:

Ethvert menneske vil på et tidspunkt stå ved en korsvej med valgmuligheder. Nogen slår til, griber chancen, andre forpasser chancen og lever deres stille liv. Andre igen opdager aldrig, at de havde chancen.

Har jeg nogensinde sagt, at jeg analyserer alt!. Alt der bliver sagt – og det usagte. Alt mellem linierne og ovenpå og nedenuder. At jeg lægger mening i udråbstegn og punktummer – både når de er og når de mangler. At alt bliver vendt og drejet – kigget på og spekuleret over.

Sådan er det!

Men det har nu aldrig forhindret mig i at miste overblikket eller drage forhastede konklusioner.

Lad være med at lægge op til noget du ikke kan udfylde. Give mig løfter du ikke kan holde:

Ekspedient:“Skal det være på beløbet?”
Mig:“Njae – ved du hvad, giv mig bare 200 over”
Ekspedient“Det kan jeg ikke, jeg har lige åbnet kassen”
Mig:“Kan jeg så få 100 over?”
Ekspedient:“Nej”

Mig:“Ved du hvad, skal vi så ikke bare ta’ det på beløbet?!”
Ekspedient:“Sågerne”

Mig:“Ih Guder, klokken er kun kvart over 12 og jeg er allerede træt og klar til at gå hjem”
Kollega:“Den er altså kun kvart over 9”

Der sker noget med min tidsfornemmelse, når ydre omstændigheder tvinger mig til at stå tidligt op. Det bliver en lang dag.

Jeg er et af de der dobbeltmoralske bymennesker, der på den ene side mener, at dyr har det bedst når de har muligheden for at komme ud i naturen – samtidig med at jeg har en indekat. Men kl. 2 i nat var jeg godt nok tæt på at gøre gode ord til gerning.

Tyve minutters “jeg kan hoppe på din krop”, “jeg kan pote dig i ansigtet” efterfulgt af en halv times “Hey – der er skam tre stuer en suite – lad mig løbe frem og tilbage og miave HÿJT!”, fik mig ind i nogle seriøse overvejelser om hvorvidt, der mon fandtes nogen – bare en eller anden – der kunne tænke sig en kat?

At jeg så ikke fatter hvad der går af dyret, er en hel anden sag – vi snakker altså om en 14-15-årig gammel kat.

Andendags tømmermænd er de værste. Ikke at det ikke er slemt nok, den første dag. Men der er det sådan mere dyrisk og direkte – man ved hvad de er i vejen og hvordan og hvorledes man skal agere:

svimmelhed – kan soves væk
kvalme – kan soves væk
hovedpine – pille og soves væk
sol i øjene – rullegardiner ned og soves væk

Men her på andendagen – er det straks værre. Min arbejdsplads er ikke et sted der lægger op til muligheden for søvn i arbejdstiden. Så jeg sidder her og hører [blah blah blah] komme ud af folks munde – og prøver at se levende ud.

Var der nogen der sagde “Kaffe”?

Vi har kendt hinanden siden post-teenage alderen, hvor vi boede sammen og levede hinandens liv. Jagtede på de samme jagtmarker og delte byttet i matriarkalsk enighed.

Mine smukke veninder som aldrig er stoppet med at forundre mig og berige mit liv – fordi de hver især er så unikke og stråler med lige præcis deres eget lys. Tøserne, jeg har set gå fra småbuttede usikre væsner, til de her stolte, veluddannede stilsikre og frie kvinder.

Alle har vi mødt bump på vejen, vi har alle vores lig i lasten – nogen mere højlydt raslende end andre. Vi ved hvad vi var og vi er ikke bange for også at dele ud af, hvad vi er. Det er en gave at have mennesker omkring en, der understøtter kontinuiteten i ens liv.

Det er en gave at have mennesker i ens liv, med hvem man kan slå håret ud og smække benene op og bare være.

P.S.
Det er aldrig en skam at gå hjem, efter man har kastet op i køkkenvasken!

Kom, lad mig få din hånd, lad mig vise dig mit Jeg.

Du skal meget tættere på for at se det hele.

Når du står for langt væk – ser du kun de grove konturer. De mørke farver og skarpe kanter, dannet af min barske attitude, mit skarpe vid, ironien og min hurtighed.

Men Jeg’et er vævet af de tyndeste ofte usynlige tråde.

Grundtrådene er trukket af min far og min mor. For lang tid siden, sad de der og vævede: “her, vi giver hende min næse og hun får dine øjne”. Opvækst og tilvæks, sætter rammerne. “Det har du lært og her er nogle normer, sæt dem ind hvor de passer”. Det er det brede bånd, der går gennem det hele.

Kom, gå tættere på endnu – lad mig ta din hånd – lad mig føre den. “Se: det her er Kærligheden kan du mærke hvor blød den er? Se den blodrøde farve. Den kilder lidt lige her i begyndelsen – men når du ligger tæt op ad den, falder det hele til ro.”

Som perler på snor ligger alle mine kys. Alle dem der er kysset og alle dem der skal kysses.

Tæt op ad kærligheden slynger Jalousien sig. Den skriggrønne farve er næppe den klædeligste. Men den er der også. Oftes ikke synlig, den er gemt i folden af Kærligheden, og tages kun frem ved særlige lejligheder.

“Se dér! Så du det? Det var alle Talenterne, vi strøg forbi. Nogle stikker ud, andre kan du ikke se – men de er der alle: kreativiteten, sproget, evnen til at skabe skønhed.”

I folderne ligger alle de skjulte sider, dem som kun de allerfæreste får at se. Det kræver nemlig tålmodighed, så ikke alle får foldet mit Jeg helt ud. Men når du kigger efter kan du se troen, glæden ved at glæde andre, sødmen, naiviteten og endelig følsomheden, der ligger som et akvamarint flor over hele mit Jeg.

Mit Jeg kan strækkes i alle retninger. Tit kan det foldes så det passer til anledningen, og det er sket, at det er blevet pakket sammen og puttet i en lomme. Men det vil jeg ikke mere, det bliver så krøllet og tager så stor skade.

Indimellem ønsker jeg mig et andet Jeg. Et der er vævet i lysere farver. Et der passer lidt bedre til pænt brug – og ikke stikker sådan af fra normen.

Men så tager jeg en grundig indånding- kigger på alle farverne og mønstrene i mit Jeg, alt det der lige netop gør mig til mig – og så er jeg egentligt godt tilfreds med, at mit Jeg, det er mig.