Nu har jeg sovet den sidste gang inden min ferie. Når jeg holder fyraften i dag, kommer jeg først retur 1. september.

En måneds ferie. Og jeg trænger. Trænger, længdes – og frygter det en lille smule.

For når man har kørt på så længe som jeg har nu, holdt så stramt fast på alt – kroppen, følelserne …Hvad sker der så når man giver slip. Og hvad med bagefter?

Kan jeg komme op i gear igen – og skal jeg?

Efter  ferien har jeg 4 måneders defineret arbejde. Som jeg måske, og måske ikke bliver tilbudt forlængelse på.

Og ferien skal i den grad også bruges til at mærke efter, hvad jeg ønsker der skal ske, på den front.

Og for første gang, siden jeg var et lille barn, skal jeg på en “normal” ferie. Altså, så noget som mange andre gør, år ud og år ind … 

En kør-selv-ferie i Europa. 

Og vi sad i går og forsikrede os selv og hinanden om at det kan vi godt finde ud af.

Og det kan vi nok også.

Hvis det ikke var fordi jeg hele denne her sommer har haft langt flere opgaver end (eller overskud) kunne jeg have nydt en kold drik her i min mors havemøbler – som nu er kommet ud i min have.

For i mit havehus, står det køleskab jeg købte tidligere på året og som er lige så lidt tilsluttet som jeg selv er.

Jeg prøver at forlig mig med at sådan blev denne havesæsson, mens jeg prøver at ignorere, at alt gror omkring mig med uformindsket grokraft.

En tomat, der havde overvinteret i en spand, og derefter hældt ud på jorden, er blevet til en tomatjungle. Min hokaidoplante gror ud over alle kanter af bedet – og i dag gjorde en pose squash lykke hos kollegaerne på arbejdet.

Livet går videre – specielt havelivet – uanset om man er med eller ej.

Skulle ud og have underskrevet papirerne til skifteretten og samtidig lede efter en cykeltaske – og fandt mig selv stortudede i hendes soveværelse.

Ikke længere i stand til at skubbe ud og gemme væk.

Virkeligheden med at hun er væk og ikke kommer igen, kom rasende imod mig. Og jeg stod helt uforberedt.

Og det hun var og havde været, kom igen da jeg fandt hendes lille cykeltaske og den var så umiskendeligt hende, med misk-mask af halve ruller menthos, småpenge og de evindelige papirslommetørklæder.

Der er ikke noget der er mere betegnende end bunden af en dametaske (selv i form af en cykelditto).

Og det er både hårdt og ufattelig skønt at gense brudstykker af min mor og hendes liv i denne oprydningsproces, der knapt nok er startet.