Arkiverede indlæg under den kategori
Jeg ved godt at julen er overstået og at jeg skal til at tage mig sammen, men her på falderebet kommer tippet til næste år.
Samtale med kontorets blækspruttte;
“.. og så og så videre… og du kan jo også bare brevflette…
[pause]
I øvrigt så brevflettede jeg alle mine julekort i år. 17 breve. Det tog 10 minutter at skrive dem – og så har jeg jo alle data klar til næste år… skal bare lige tjekke om “I” og “du” skal ændres…”
Det er sådan lidt, ik? … når man nu tænker rigtig efter, så er julen jo totalt fjollet.
Hvis du ser det lidt fra oven og forestillede dig at du kom fra en anden verden:
Der er det her bestemte tidsrum på året hvor folk kejler totalt ud, fordi der i et land langt væk (og hvor der iøvrigt altid er krig) for over totusinde år – måske og måske ikke – blev født et lille barn, som nogen mener er deres skabers søn.
Barnet blev født af en jomfru … jeps … og derfor pynter vi op med gran, røde æbler og stearinlys. Vi tager sjove røde huer på og synger specielle sange om den der baby og andre ting i relation til dette, såsom nisser, risengrød og rotter og banjospillende mus. Vi indretter vores hjem i henhold til højtiden, har duge med symboler for højtiden, tøj, puder og små nisse- og englefigurer i papir, stof og sågar guld. Vi tilbereder speciel mad, drikke og kager beregnet kun for denne højtid (og vrænger på næsen af det hvis det serveres uden for denne sæsson … gløgg i juli adr badr… næ nej da).
Vi stæser og racer afsted for at ende i et mad og gaveorgie og herefter kolapse efter overindtag af fede fødevare og overdreven familiesamvær.
Kan man forestille sig nogen andre verdner og kulturer, der binder an med nogen lignede? Kan man forestille sig at vi ville tage nogen andre seriøst hvis de lavede noget lignede?.
“Ja, der er jo altså Jpagjsaxphg Fihog, hvor vi fejre at Aoth Cnafiuxq blev født – derfor har vi allesammen gule sommerfugle malet på venstre kind og spiser selleriblade….Se den fine dukke af ham, kys lige knæet som man skal.”
Det er ikke det samme vel?
Og hvad er det iøvrigt med de der æg og korsfæstelsen – det svinger jo heller ikke…!
P.S.
Jeg elsker jo julen
P.P.S.
og påsken…. men det er nu alligevel fjollet.
Uden for mit vindue kan jeg høre dem, der fyrer nytåret af på forskud. Der er brag men ikke megen farve og lys. Det er gråt i gråt i gråt.
Der er musik på anlægget og jeg sidder i den gode stol og varmer mine lår på den bærbare, med udsigt over byens tage og kraner der står stille.
Jeg skal igang. Videre. Fremad.
Men energien er på nulpunktet. Som en spændt ballon krævede det bare et lille bitte prik, med den mindste nål. Nu er jeg slatten, alt luft er forsvundet. Gårsdagens ballon.
Jeg ved at det vender. Ved at energien kommer tilbage. Ved at lyset vender, at rodet forsvinder, at jeg måske bliver tyndere, at de gode vinder.
Men jeg skal bare lige have 5 minutter mere. 5 minutter inden jeg skal kræve min plads i verden igen.
Og så skal jeg forbi det sted hvor jeg så de første …. eller sidste?… bellis stå og blomstrer. Fuldkommen ligeglade med årstid og leveregler. Tusindfryd.
Så længe jeg kan huske, har nytåret haft en snært af noget nærmest traumatisk, en efterklang af bristede forventninger blandet med glimmer og krudtslam.
Jeg tror jeg har prøvet det meste. Fra de store gallafester med lange kjoler og opsat hår, champagne der sprudlede om kamp med glimmer og falske smil, over hyggemiddage med venner og efterfølgende fællessovning i dobbeltseng, (det var 80’erne og menuen var ostefondue, så er en fælleslur tiltrængt), til det år hvor jeg sad alene, i kapitulation over ikke at finde den fest jeg gad og de mennesker der gad mig.
Uanset hvilket tema og hvilke mennesker jeg har omgivet mig med, så har festen for mit vedkommende altid haft en bismag. En bismag af drømme der ikke blev udlevet, af ting der ikke blev som forventet, af at endnu et år er gået og at den tid ikke kommer tilbage. Af sørgmodighed.
Dette år er ingen undtagelse.
Tiden mellem jul og nytår bruges til oprydning og refleksion. Over de ting der blev og de ting der ikke blev. Over mit liv der har vendt og drejet sig og er helt uigenkendeligt i forhold til sidste år ved denne tid. Om de glæder det har bragt med sig. Og de bekymringer det også har ført med sig.
Men når vi når til nytårsaften, kan jeg med ro i sindet sige til mig selv, at jeg fik lige præcis det jeg ønskede mig og at jeg ved at denne aften bliver helt speciel, fordi jeg har helt den rette at kysse på, når klokken slår tolv.
Så står de der, mine julelikører og snaps. Tilsat smag af sommer og lysere tider.
Der er den lyse kirsebærrom lavet af Sambær. Store røde saftige kirsebær. Bærene blev plukket hjemme i provinsen en fin sommerdag, sammen med søsterbørnene og deres mor. De blev lagt i en flaske sammen med appelsin og vanilie og overhældt med en gylden 7 års rom. Sambærrommen har en fin smag af kirsebær og en markant eftersmag af appelsin. Sød og lidt spids og alligevel rund.
Der er den sorte nærmest tyktflyde kirsebærrom lavet af de halvvilde bær fra træerne ved stranden i Saksild. Træerne er plantet i sand og modnet i havluften. Små nærmest sorte bær som bare blev ved og ved med at være tilstede i træerne, uanset hvor mange man plukkede. Den første uge plukkede vi alle dem vi kunne spise og da vi kom derned ugen efter sad der nærmest lige så mange tilbage i træerne – så vi plukkede til at sylte og til rommen. Rommen er lavet at bær, hvid rom og sukker. Den har en helt mættet dyb dyb mørkerød farven – der er næsten lige så sort som bærene og den er rund og blød både i smag og tekstur. Rødsort fløjl på tungen.
Endelig er der julesnapsen. Efter inspiration af Frk. Andersen gik jeg igang med min egen julesnapseproduktion. Med en god appelsin, en stang vanilie, en lille håndfuld kaffebønner, lyserød kandis og knuste tørrede kirsebærsten. Den har trukket i fyrretyvedage og er blevet rigtig rar på tungen. Et par prøvesmagninger gennem de 40 dage afslørede hvordan smagen ændrede karakter gennem tiden. Ved 26-27 dagen var det som om at smagen eksploderede på tungen. Munden var fuld af smag, men den forsvandt lige så snart man havde synket. Nu hvor den har trukket færdig, er der saft og kraft og den følger hele vejen igennem og ligger på tungen og hele vejen ned til maven. Appelsin og vanilie med fine nuancer af kaffe og mandel.
Det smager af mere og mere er godt.
Julepynten er linet op på stuebordet, klar til placering på træet – og dejen til æbleskiver står klar i køkkenet.
Det er så idylisk at det næsten gør ondt – og hvis jeg ikke passer meget på, falder jeg helt til ro og begynder at nyde det og så er der ikke langt til at julefreden indfinder sig.
Morgen, middag og aften har lyset brændt og her dagen før dagen før dagen er vi ved at være i bund. Udbrændt og nedbrændt. Men klar til det sidste seje træk, inden kniven sættes i anden og der suges luft ind til den første salme.
Herfra skal der lyde et ønske om en glædelig og fredelig juleferie, til verden og til mig.
Så var det der kom en mail omkring de forsvunde juleænder … og man kan ikke rigtig andet end at grine…:
Hej!
Dine varer er endelig fundet, desværre ikke i København.
Vi afsender på tirsdag nye til dig med ankomst til København onsdag
morgen.Jeg beklager dybt, men chafføren har desværre sovet i timen.
Med venlig hilsen
Og vi lader den så stå et øjeblik, mens vi genkalder os sidste års leverence … nok var den lille, men den blev sgu’ leveret til tiden:
(og har givet mig rod i stedet?)
Man skulle tro at universet har hørt min klagen over den forøgede volumen jeg belaster verden med. Ikke mindre end to fødevareleveringer er i denne uge gået galt.
Det begyndte med at jeg for anden gang oplevede at få en regning fra Årstiderne uden at jeg endnu havde set så meget som en halvvissen gulerod. “Nånå”, tænkte jeg – “én gang opkrævning uden levering, det kan jo være en fejl, men to gange i træk virker som et komplot”.
Og det var det så, at jeg omkring en time senere fik at vide at de ænder, der var bestilt til julen også var forsvundet fra det frysehus, de var blevet leveret til. Regningen kunne sjovt nok godt finde frem til os og blev pænt leveret med posten.
Selvom man godt kan sige, at det gør en god start på en kostomlægning at blive berøvet maden, så er det ikke helt den kurs jeg selv ville have lagt.
Der er sat et team af eksperter på sagen.
(Så meget for at være total overskudsagtig og have helt tjek på julemaden ogjegskalkommeefterdig)
Når der nu alligevel er nogen, der skal tage noget fra en, så måtte det altså hellere have været at det rod der er i huset – men det ligger fint tilbage – omend hytten ligner noget der er blevet endevendt.
Der blev leveret et skab…
Det er altid i december, at folks verden brager sammen. At elastikken springer, tingene koger over og tålmodigheden brister.
Det er altid i december, at mine venner flytter ind på sofaen og får nøglen i en kæde om halsen. Lånes øre, skulder og små klap på hovedet og oceaner af gode råd, der går ind gennem det ene øre og ud gennem det andet.
Det er altid i december, at arbejdet hober sig op og kræver sit pund kød. Gør dagene umulige og travle og aften korte i den ene ende og trætte i den anden. #2004, #2005
Det er altid i december, at jeg regner med at det bliver anderledes næste år og at jeg håber at juleånden lige kan nå at komme inden det er slut og at jeg kan geare ned og bare nyde
Men nu skal jeg jo ikke generalisere. 2007 kunne jo gå hen og blive helt anderledes.
hej tak for din blog er sikker de er brugbar kan du tjekke hvor høje de er har lidt kendskab…
De søde, de gode, de slemme og de helt forfærdelige. Læs andres hemmeligheder på PostSecret:
Hov – jeg har ikke set din kommentar. Jeg har dem ikke lige i nærheden af mig pt. men de…