Jeg synes ikke, at jeg har mange ting.

Opfatter også mig selv, som en ikke-materiel person, da det med at eje og købe ikke er alfa og omega i mit liv.

Og denne ikke-materialist har nok brugt omkring 14 dage på at pakke ned. En uges tid i maj, og så den sidste uge her.

Jeg har omkring 70 flyttekasser.

Og et fornyet syn på mig og mine ting.

De to gange jeg har skulle pakke, har været om mod en deadline og derfor har jeg kun skrabet i overfladen mht. sortering og hvad der er nice og hvad der er need.

Og hvad der er minder.

Jeg har eksempelvis ikke mindre end 9 pander:

• 2 store teflonpander
• 2 små teflonpander
• 1 grillpande – overtaget da min mor fik induktionskomfur
• 1 æbleskivepande – også fra min mor (+en ekstra jeg har i sommerhuset)
• 2 små crepe pander – som jeg overtog af min nederbo Eva, engang hun ryddede op.

Det er ikke nogen overraskelse at de 12 af flyttekasserne er køkkenting (heraf 3 med sylt, kolonialvarer og krydderier).

Og ingen mennesker har brug for 8 pander – om end jeg faktisk har gang i 4 pander når jeg bager pandekager.

Og det er svært at skille sig af med noget, man har fået, af nogen, der nu er død.

Men når jeg kommer frem til mit lille nye hus – som er 43 m2 mindre end min lejlighed, skal jeg rydde op og skille mig af med ting …også selvom jeg får en kælder med god plads til opbevaring….

Selvom det egentligt er meningen at jeg skulle holde ferie – og endda betaler dyre penge for at lave ingenting – så er det ikke det jeg gør.

Jeg begyndte at pakke mit hjem ned tilbage i maj, og i betragtning af hvor længe jeg har været i gang, må jeg konstatere at jeg udfører et særdeles dårligt arbejde. Jeg befinder mig stadig i et land af “halvt nedpakket” og halvt udpakkede “hvor fanden er nu også…”-kasser.

Og det bliver kun værre over tid.

Jeg går og venter på svar. Svar på om jeg skal flytte 1. august. Eller 1. oktober.

Og svar har jeg fået – men kun halve og delvise og … efter min opfattelse … forkerte. Det sidste var at jeg godt kunne flytte 1. august, men at jeg hæftede for huslejen indtil 30. september – og det svar er jeg så på vej ind til LLO med.

Så jeg går lidt rundt i cirkler. For ikke helt startet eller fuldført de ting de opgaver der er – og kommer derfor ikke rigtig nogen steder – og forbandelse over en selv og egne evner, har ikke ligefrem en euforisk virkning.

… fik jeg sagt overspringshandling…?

I går mødtes jeg med min nyeste veninde. Vi har kendt hinanden i næsten to år, men da hun var min chef indtil udgangen af maj, er det først nu vi har åbnet op for venskabet og mødes privat.

Og det minder på mange måder om tiden med en spritny kæreste. Den tid hvor man fortæller om opvækst, fortid – alle de ting der har været med til at danne rammen om en og er medskabende til den person man er.

Antennerne er ude og man både rummer og fortæller historier, der er nye for den anden.

Alting er nyt og spændende.

I eftermiddag skal jeg så mødes med min ældste tætte veninde. Hende jeg flyttede sammen med, da jeg flyttede hjemmefra. Hende der har kendt alle mine seriøse kærester, min familie og first hand oplevet min baggrund og mine rammer (og vice versa).

Havde vi været et ægteskab havde vi fejret sølvbryllup for mange år siden. 

Selvom der har været op og nedture og vi senere i livet både har boet i hver vores verdensdel og igen i samme lejlighed, så er vores kærlighed til hinanden rodfæstet og jeg tvivler aldrig på at vi har hinanden ryg, også i resten af livet.

Vi kender hinandens historie og kan færdiggøre hinandens fortællinger, fordi vi har hørt dem tusindvis af gange. Nogen gange kan den anden endda huske detaljer, som den anden har glemt.

Alting er trygt, sikkert og velkendt.

Og den der har begge dele er privilegeret.