I dag er det et år siden jeg sidst rundede et årti. I dag er det et år siden jeg var helt nede og runde…

I dag for et år siden havde jeg ingen ide om, at mit liv ville se ud som det gør i dag. At det fra det laveste nulpunkt ville gå opad, indtil jeg rent faktisk opnåede de ting, som jeg drømte sådan om, i dag for et år siden.

I dag for et år siden var jeg et år yngre – men nu er jeg et år ældre, visere, rundere og lidt mere tilfreds med det hele… og hvis det bliver ved med at gå den vej, er der vel ikke det store at være bekymret om?

Bring it on….

Mine fornemste dyk til dato, er de to dyk jeg havde på Maldiverne, hvor vi dykkede med mantaer.

Man kan dykke et helt liv uden at opleve en manta og man lever fint på den måde, men når man har oplevet et mantadyk, bliver dykningen aldrig helt den samme….

Vi havde dykket flere dyk på Maldiverne førend vi fik lov til at opleve det majestætiske dyr. Op til da havde vi tigget og plaget vores diveguide om han ikke kunne finde nogen mantaer til os, uden resultat. Så da han ved briefingen fortalte at vi blot skulle dykke dér og dér hen og så ville mantaerne være der, troede vi det var en joke.

Men vi dykkede ned. Ned på 19-20 meter, flød lidt med strømmen som vi havde fået besked på. Ned til et sanddækket stykke og hen til nogle klipper hvor der skulle være en “manta cleaning station”. Altså er sted hvor mantaerne søger hen for at blive renset af rensefisk.

Og ganske rigtigt….

Da vi kom hen for enden af det sanddækkede stykke dukkede en, to, tre … ikke mindre end ti mantaer, dukkede op og cirklede rundt og rundt og rundt og rundt.

Over os, forbi os … tæt på og forfærdeligt facinerende – og store og rigtig rigtig tæt på… vi studerede dem, men det var som om, at de godt nok også studerede os.

Der blev kigget mangen en fisk i øjnene de to gange 50 minutter jeg tilbragte på 19 meter, med et væsen der ikke er af denne verden…

Hvis du har lyst og tålmodighed er der billeder i albummet…

Fortryllelsen og fornøjelsen ved et digitaltkamera er at man kan tage lige så mange billeder man har lyst til – forbandelsen er at man tager lige så mange billeder man har lyst til…

Selvom det er par uger siden jeg kom hjem fra min ferie, er jeg ikke rigtig kommet videre med de billeder jeg tog på ferien. Men lidt over 900 billeder er også en smule overvældende…

Som de fleste andre amatørfotografer er jeg glad for at dele mine billeder med dem der måtte være interesseret, og til netop det brug er jeg rigtig glad for fotodelingsitet 23 hvor jeg kan vise og dele mine billeder – med familie og venner – og med helt fremmede der kigger forbi.

Man siger så tit at man vil gøre dette eller hint, i de lange vinteraftner … jeg tror at denne aften er den, hvor det ikke rigtig kan udskydes længere.

Men det er vel ikke det værste at foretage sig en aften som denne; at dvælge i billeder af sol, strand og fantastiske dykker oplevelser..

Tænk hvis jeg havde energien til at holde op med at gide. Hvis jeg ikke vidste bedre, ville jeg tro jeg var løbet tør for ord…. måske lider jeg af ordforstoppelse?

I mit næste liv vil jeg alt andet end at arbejde med “noget med mennesker“.

Der vil jeg arbejde med maskiner, eller nuller og ettaller – noget hvor der ikke er indblandet, dine, mine eller andres følelser. Så skal det være skarpt og kontant – måske patolog. Stå og skære i døde mennesker. Det må da være sagen. Eller noget med at samle en dimse-dut og en dutte-dip. På tid. Eller meget nøjagtigt. Det må da være nemmere end at lede og fordele og forfordele og forbandes.

Mennesker er alt i alt noget opreklameret bras.

Jeg er heller ikke sikker på, at det der menneske er noget, der er kommet for at blive.

Jeg stod bag dem i køen. Helt unge, glatte i huden med røde kinder og et brændnyt forhold. Du ved, den fase hvor man stadig er famlende, søde og helt åbenøjede. Hvor man ikke kan lade være med hele tiden at røre, en hånd på hånden, en hage på skulderen og kys, kys og kys.

Men det var mere end bare den nye kærlighed. Det var friskheden. Uprøvetheden. Det var udtalelsen om at “jeg elsker at købe ind fordi man så kan jeg se på hvad andre køber ind”, eller “når man spiser hjemme hos mig, så er det mig der betaler”, som svar på om hun ikke skulle betale nogen af indkøbene.

De ting der hos en selv enten er gennemprøvet til hudløshed og kedsomhed (at købe ind) eller er second to nature (at man betaler maden når man inviterer).

Jeg vil tro de var en 18-20 år. I starten af livet, tilværelsen og væren.

Jeg ved sgu’ ikke. I situationen var jeg misundelig. Misundelig over at være ung og have hele verden foran sig. At ikke have fucket noget op endnu. At være i den alder hvor man har tjek på det hele – eller i det mindste stadig tro at man ved det hele – endnu. Der hvor man har alle svarene – også de forkerte. Bare det at have en masse førsteoplevelser til gode.

Men jeg ved jo også – og det fra mig selv- at den tid også er et rod med identitet og uløste spørgsmål og langt langt fra en dans på roser.

Og de fleste dage er jeg glad for at være hvor jeg er idag, med min erfaring, viden, uddannelse og økonomi. Med den verden jeg har skabt for mig selv.

Men jeg kan mærke at jeg er ved at skifte segment. Der er ting der bare ikke længere interesserer mig, ind i mellem ting som jeg ikke forstår ikke længere interesserer mig for. Men det er bare sådan. Det er vel ikke så underligt, men tiden går og jeg er åbenbart på vej til at følge med – uanset om jeg vil det eller ej.

Det er vel bare som min kloge veninde sagde her for lidt siden: “Det er sgu’ som at være teenager igen“. Vi er ikke rigtig gamle og ikke rigtig unge, vi er både og enten eller ikke.

Engang hed del vel bare voksen – og man tænkte ikke så meget over det. Men det kan min generation ikke finde ud af eller for den sags skyld holde ud.

Men når næste stop er midaldrende så er det måske på tide at jeg starter med at blive voksen.

Det var en af de dage, hvor en regnmættet onsdag pludselig gik hen og blev en hel del mere interessant end forventet. Hvor der skete en tidsforskydning og jeg uden at ane det blev henført til et sted hvor de mest fantastiske italienske spiser, kom dryppende som små himmerigs mundfulde.

Det var en oplevelse ud over det sædvanlige. 17 små retter, serveret på fantasifuld porcelæn, fulgt af ædle smagsfulde vine, der var nøje afstemt.

Det hele gik op i en højere enhed. Mad, vin, rum – selskabet… Og da aften sluttede på restauranten var det med et ønske om en god aften og en enkelt fuldfed sødtduftende hvid rose.

… og det gjorde jo ikke noget, at det lige var denne dag…. jeg er stadig nem, og man kommer langt med forkælelse.

Gamle nyheder færdes ikke altid lige hurtigt … men BlogTjek 07 er stadig i luften – og jeg vil også være med…

Ideen om BlogTjek blev undfanget på Blogforum sidste år.

BlogTjek skal undersøge hvem det er der læser blogs, og hvorfor de læses. Undersøgelsen er dansk og ukommiciel – og er lavet af en flok danske bloggere.

Du kan læse mere om undersøgelsen på BlogTjeks website

For at blogtjekke visitsen – så

Man ser ikke de ting, der ikke sker…

På et eller andet tidspunkt i min ferie er leverencen af uønskede gratisaviser tilsyneladende aftaget.

Der lå ingen ved døren ved hjemkomsten, og jeg har heller ikke modtaget nogen i den lille uge, jeg har været tilbage.

Præcis hvordan og hvorledes det er kommet i stand ved jeg ikke. Jeg har ikke fået svar på nogen af de mails og breve jeg har sendt, men det er jo i pricippet også ligegyldigt, når plagen er stoppet.

Det er underligt – men ganske rart… og så kan jeg jo konstatere at der var ellers kommet flere ganske interessante forslag på banen, mens jeg var væk;

Klaus Alexander Seistrups Google Gruppe:Ingen gratisaviser tak!

Joachim Oschlags (ukrediterede) forslag om at Afmelde lorten

I samme takt som farven falmer på min krop, sniger februartristessen sig ind på mig. Med varm te i koppen og hjemmearbejdsplads burde alting være i orden.

Jeg er først nødt til at bevæge mig ud i verden omkring middag og mit garanteret behagelige møde starter med en frokost.

Der er ingen grund til brok.

Ingen.

Men det er alligevel underligt at have været væk og være savnet, at blive opfordret til deltagelse i interessante projekter og få oplinet nye spændende udfordringer. Og gå det hele i møde med vat i ørene og hovedet i skyerne.

Jeg troede jeg holdte af hverdagen.

Men måske er jeg mere til ferie….