Hvad er det for en ondskabsfuld gud, der planlægger at i selvsamme øjeblik jeg tilkendegiver, at nu skal jeg give den en skalle – det er blot 14 dage – men 14 dage hvor jeg vil koncentrere mig om at læse og leve i askese og dermed også afstå fra venners fristelser – at det skal vælte ind med tilbud om heftige aftner i byen, fødselsdagsmiddage, søndag på landet, dykkerweekender (med alt betalt!) og jeg skal komme efter dig.

Selvfølgelig kun i de to weekender der ligger før min test – og selvfølgelig kun ting der ikke kan flyttes….!

Mon jeg skulle komme igang med at læse i stedet for at brokke mig?

Det tror jeg måske nok!

Det er jo bare en lille bitte weekend … og man skal jo have nogen pauser … og spise skal man jo også … og der er jo togturen, der kan man jo læse … og … og …

øv!

I går blev jeg ramt *smak* i nakken af virkeligheden, sylet ind i præstationsangst og mindreværdskomplekser. Af frustrationer over egen tagen ulidelig let på tingene og hvad det er der gør, at to måneders forberedelsesmuligheder er kortet ned til 15 dages kvalmende intensive livsfornægtende læse til eksamens dage.

Af min egen manglende se realiteterne i øjnene, når der nu har været tid nok – og pludselig ikke længere er.

Over at jeg ikke længere er oppe mod egne håb og ønsker omkring en præstation – men at jeg har valgt – JEG har sørget for at VÆLGE at sætte mig selv (og fire andre) i den situation, hvor vi pludselig skal måles og vejes … og måske findes for lette.

Måske finder dem der betaler vores hyre ud af, at de der 80.000 kr de smed i nakken på vores respektive uddannelser (og som vi rent faktisk allerede er ansat til at udføre) er dårligt givet ud…

Jeg har altid ment at eksamen var den flittige studerendes festdag – eller i mit tilfælde den veltalende studerendes festdag. Det er 8 år siden jeg sidst har været til en rigtig eksamen – og jeg har pludselig fået kvalme.

Nogen gange ville jeg ønske at jeg var bedre til at turde skrive om alt det der foregår i mit hoved og i min verden. Men i går smilede jeg til min tyndtarm og klappede en fremmed mand på måsen og det er jo også en slags historie…

Dovenskab og ny teknologi går hånd i hånd – som når man bruger DMI til at finde ud af, om man skal tage en frakke på, når man nu skal ud i verden.

Og så er jeg kan læse at jeg er ikke den eneste der tænker på hvordan vi i de forløbne to måneder har gennemlevet et helt års vejr.

Og DMI forsikre mig også at det nok skal blive sommer igen …

Men jeg har nu alligevel svært ved at finde ud af hvor meget tøj jeg skal tage på – i mit værelse ligger bikinien side om side med handskerne … det er april i maj … hvad mon det varsler?

Jeg er en af dem, hvor det at man spiser hver dag, kommer som en daglig overraskelse.

I betragtning af den tid jeg har tilbragt i denne verden, burde det efterhånden være feset ind på lystavlen, men nej, det-er- det-altså-ikke!. Det er mig ligeledes en gåde, hvordan andre mennesker får det til at gå op i en enhed. Hvordan man får tilrettelagt et liv, hvor man får købt ind, lavet mad hver eneste dag (altså oven i de andre ting der også skal nås og plejes…).

Men måske er det bare en skrøne… måske findes der ikke nogen ud i verden, der lever sådan mere. Middag kl. 18.00 med frikadeller og stuvet hvidkål?

Der var 3 kg. kylling på tilbud. Det er hakket i stykker og puttet i passende marinader. Henlagt til fryseren. Mon jeg kan finde ud af at huske at tage sådan en pose ud, bare et par gange om ugen?

Normalt er jeg ikke den store bagetrold. Jeg vil skam gerne – det er bare sjældent, at det jeg forstiller mig i mit hoved, ender med at komme ud på kagebordet. Hvor jeg har et instinktivt korrekt madlavningsgen, er der stadig plads til forbedringer på kagefronten.

Men i dag overgik jeg mine egen forventninger. Med ubrugte rabarber i køleskabet og en googling på “rabarbertærte” fik jeg kombineret en uovertruffen rabarber-æble-tærte med et fransk tvist.

Læs videre her

eller

Reflektionerne

“Det ender i tårer” sagde min mor altid, dengang min søster og jeg var små når vi sloges for sjov. Lige der hvor det var allersjovest og lige inden det for alvor endte i tårer. Og hun havde ret tit ret. For det ender jo ofte i tårer, når man ikke kan finde ud af at stoppe. Eller når man beslutter sig for ikke at lægge bånd på sig selv – überhaubt.

2 kg på sidebenene og 1½ døgns tømmermænd. Så kan hun lære det, kan hun.

Var det så i det mindste det værd? Næ – egentligt ikke. Var kvalm det meste af uge og mere endnu da det kom til søndagen.

Men man kan jo så både se og lære, at den måde jeg lever på til hverdag, så tilsyneladende gør en forskel. Det betyder noget hvordan jeg spiser. Det gør en forskel, at jeg løber og rører mig.

Så et eller andet sted var det dét værd. At blive bekræftet i at jeg i virkeligheden lever rigtigt og har det godt – fysisk – med de valg (og fravalg) jeg træffer i min hverdag.

Og jeg skal tilbage til en endnu sundere hverdag. Den uden sukker og med et minimum af de hurtige kuhydrater. Den hvor jeg bruger min krop og også til andet end bare de der løbeture. Og nej, jeg kan ikke vende tiden og blive tyve igen – men jeg kan måske genvinde den krop og den kropslighed jeg havde for et års tid siden – og den var en hel del bedre end da jeg var 20. Og bedre end lige nu……….

[klik på billedet – så kommer du direkte over på historien på 23]

Da min tidligere direktør gik på pension sagde han disse kloge ord:

Der er to slags medarbejdere i en virksomhed:
– dem der gemmer deres viden i deres hoved og
– dem der sørger for at skrive den ned og dele den med andre

Den første slags er uundværelig for virksomheden – den anden har den største værdi – men kan altid skiftes ud….

Da jeg startede i mit tidligere job, var det som barselsvikar. De sagde godt nok til samtalen, at jeg sikkert ville ende med at blive fastansat, men jeg kunne godt tælle på fingerne og se at der skulle stoppe 5, før der var en ledig plads til mig. Omkring et år senere var jeg den med den længste anciennitet.

Det betød også, at der kun var den viden i virksomheden, som var skrevet ned. Og den var temmelig sparsom.

Jeg og mine kollegaer brugte de næste 4 år til en meget systematisk gennemgang og nedskrivning af procedure – samt journalisering og arkivering af alt.

Da jeg forlod stedet var det toptunet og det var second to nature at sørge for at vidensdele og registrere.

Da jeg startede i mit nuværende job, var vi 4 i min lille enhed. I dag er jeg den med den næsthøjeste anciennitet.

Jeg oplevede to ting i dag:

Fik en mail fra en tidligere kollega, der skrev at hun på det det seminar, der er et tilbagevendende årligt højdepunkt og samlingen af de klogeste hoveder indenfor vores område, skulle holde en workshop om en af de området jeg havde fået styr på. Udgangspunktet var det produkt jeg havde leveret.

Brugte omkring 5 timer og involverede omkring 5 mennesker for at få styr på hvordan man “plejer” at håndtere en sag, til brug for en afrapportering på et stykke arbejde mine tidligere kollegaer har siddet med. Fik i øvrigt ikke styr på det, for der er ingen dokumentation registreret nogen steder….

Jeg dumpede i vandprøven, men …. to skridt frem og et tilbage, der hvor du var lige før … sådan er det ofte mæææ …[køer]….

Nah, nah na, na …. neeeej – jeg kan ikke høre dét

(Nu hvor det ellers var begyndt at se foruftigt ud).