I går havde jeg den mest planlagte dag i lang tid. En lang række aftaler og ting der skulle nåes stod linet op fra klokken 9 om morgen.

Min første aftale var et kursus. Det var et ekstrakursus, som var blevet oprettet fordi det oprindelige kursus var overtegnet. Det blev holdt en lille måned efter det oprindelige, men det virkede som et kursus der var værd at vente på.

Men kursusudbyder var igang med at få nyt it-system, så selvom vi deltagere havde fået 3 mails om dette kursus – og den seneste forleden, så var kurset ikke blevet oprettet i deres system – så der var ingen underviser eller plan for dagen.

I hast blev noget stykket sammen og det havde alt sammen være vældigt interessant, hvis det ikke havde været det samme indhold, som et forløb jeg fulgte for en måned siden.

Så i pausen gik jeg op til de hasteindkaldte substitutter og viste dem mailen, der beskrev kursets indhold og fik afklaret, at det ikke ville blive dagens indhold. Så for ikke at spilde hinandens tid, blev vi enige om, at jeg var den der gik videre i livet.

Senere stod næste aftale for døren. Troede jeg.

For et opkald til min telefonsvarer viste, at også det sted havde haft it-problemer, så min aftale var ikke registreret og derfor ikke-eksisternde.

Så næste skridt var mobiltelefonen, som jeg havde været nede og kigge på i ugen før, men lige skulle have en nærmere overvejelse af om jeg skulle købe. Og der skulle jeg have haft købt og ikke overvejet. For butikken havde solgt hele partiet videre til en butik i Jylland, og nok så mange bønner kunne ikke gøre gjort til ugjort.

På det her tidspunkt, begyndte det at dimre for mig, at jeg ikke havde den heldigste af dage og derfor kom det ikke som en overraskelse af frisøren, naturligvis havde et skilt med “lukket i vinduet”, eller at jeg kom ud til min have uden nøgler til at åbne porten til haveforeningen.

Jeg nåede lige præcis ingen ting af alle mine mål og alle mine aftaler.

Og det gav mig lige præcis den tid og den mulighed jeg havde brug for til, at have en ganske herlig og ærlig samtale med en konsulent fra min a-kasse, der kunne indvie mig nærmere om alle de kringelkroge og umuligheder, der er hvis man er arbejdsløs og skal starte selvstændig virksomhed.

Og tid til, at jeg kunne komme forbi og sige farvel til min søsters lejlighed og alle de minder den rummer, efter 16 års levevis i det vesterbroske.

Nåja, der var da også tid til en kop kaffe og en snak med den selvsamme søster og et lille bitte smut ned af memory lane, om de ting som lejligheden havde huset gennem tiden.

Og ved den lukkede port ude i haven, stod en dame der skulle ind og hun gjorde at jeg lige kunne nå at få en halvanden times lugning pakket ind i en dag, der blev anderledes og helt, helt fin.

Jeg har grædt mine modige tårer, tænkt i alternativer, plaget uskyldige mennesker i min familie – både med ord og med alternative behandlinger … men det ændrer ikke ved det faktum, at der ikke er nogen mulighed for at vi selv kan beholde Topper, eller at vi kan beholde hende i vores nærhed hos noget familie.

Og så er det at man må gøre det voksne, selvom det er svært og så langt fra det jeg ønsker for mig selv.

Men det er nu aftalt, at Topper kommer over til en dame i Vejle, der har et stort kattehjerte, et rækkehus hvor Topper kan komme ud og få rørt sig og klatre i træer. Damen har en kat i forvejen. Men det er en, som normalt accepterer andre katte og plejer at invitere op til leg, fremfor slåskampe …. så vi håber at kommer til at gå bedre end herhjemme, hvor alt hvad missebasserne byder på, er tørre tæsk.

Da jeg så hvor glad og lettet Topper opførte sig da hun var på kort visit hos min søster, var der ingen tvivl i mit sind: hun skulle væk fra mine andre katte. Uden dem, var hun fuldt ud tilbage som den dejlige tillidsfulde kat, hun er.

Så det skal nok blive godt for Topper at komme væk.

For os er det imidlertid en anden sag,

Der er ingen tvivl om, at af alle de katte der har været igennem mine hænder, så har Topper været den der har haft det mest elskelige sind.

En fantastisk kat, der er kælen uden at være omklamrende, sød og tillidsfuld og alligevel sin egen. Legesyg og en ædedolk, der både kan lide saltstænger og rugbrød. En rigtig lille charmemis.

Det bliver svært at sige farvel.

Men om 14 dage bliver Topper en Vejlemis og jeg håber på det rigtige mach.

En af de ting jeg pusler med, er noget ulønnet aktivering hos privat arbejdsgiver. Det vil give mig en mulighed for at prøve kræfter med en ide jeg har, inden jeg fuldstændigt smider fortøjningerne og kaster mig ud i det store selvstændighedens hav.

“I kan altid få arrangeret ulønnet virksomhedspraktik – lige så mange og lige så tit som I vil” sagde min a-kasse. Og følger op med: “I skal skabe jeres eget job, og husk, I skal ikke søge stillinger, I skal sælge kompetencer“. Så det har jeg gjort og jeg har en mulighed liggende for mine fødder – skal bare lige bukke mig ned og samle den op.

Så jeg gik ned til min a-kasse, for at få arrangeret papirene til det der ulønnet virksomhedspraktik. “Jammen det kan vi ikke hjælpe dig med“, sagde de. “Du skal ind til Jobcenteret. Det ligger her ved siden af“.

Så jeg gik ind ved siden af og mødte en flok af låste døre – og tænkte ved mig selv, at så kunne jeg da bare tage hen til Jobcenteret ved Skelbækgade, da det jo var lige i nærheden af hvor jeg bor.

“Er du over 25?” spurgte manden og jeg smilede en stort og tænkte “Hold da op for en kompliment“.

Men det var det ikke.

Det var bare en simpel konstatering. For det her jobcenter var et “ungecenter”, for dem under 25, så han kunne ikke hjælpe mig – men kunne dog forklare mig, at der var to indgange der hvor jeg havde været tidligere og at jeg åbenbart havde taget den forkerte.

Og så kunne han da også fortælle mig, at det lød sandsynligt, at jeg ville kunne få lov til den der ulønnede aktivering og at det nok ville tage en uges tid at få behandlet ansøgningen, så det ville ikke blive noget problem at få noget sat igang til den 19. marts.

Det var fredag, så jeg udfyldte de papirer der skulle udfyldes, og sendte dem til den påtænkte virksomhed for en underskrift, og gik weekenden fortrøstningsfuldt i møde.

Om mandagen fandt jeg den rette dør. Og ledige, der snakkede om hvor svært det var at få beskæftigelse som tjener når man var 49 år, og en grønlænder, der fuldstændig i tråd med alle fordomme lugtede så kraftigt af alkohol, at jeg endte med at finde en anden stol, da jeg ellers ville ende med en middelsvær brandert.

Og efter en halv times ventetid fik jeg mulighed for at tale med en udbrændt skrankedame, der hverken kiggede mig i øjnene eller besvarede mit smil. “Dit personnummer” sagde hun, inden jeg havde fortalt hvorfor jeg var der.

Og det næste var så beskeden om, at jeg slet ikke hørte til i jobcenteret – fordi jeg var i a-kasse.

Jeg skulle gå hen i et “Arbejdsmarkedscenter” der lå ned af gaden og rundt om hjørnet. Så det gjorde jeg. Stillede mig op i en anden kø og smilede det bedste jeg havde lært, mens jeg var tvunget til at lytte til en kvinde, der grådkvalt ledte efter en sagsbehandler, der havde indkaldt hende til et møde, men åbenbart ikke var til at finde i egen høje person. Selvom hun havde ledt efter hende på de tre steder, hun var blevet sendt hen.

Man udleverer ikke telefonnumre, kan jeg så fortælle.

Men skrankedamen, kunne godt sende en mail på vegne af borgeren, og det ville “nok ikke” få betydning for damens dagpenge, at hun ikke kunne få fat på sagsbehandleren.

Og så var det mig.

Som forsøgte at finde ud af hvad jeg kunne gøre for at sikre mig, at vi havde udfyldt ansøgningen rigtig, sådan at der ikke kom tilbageløb i sagsbehandlingen, da vi jo gerne ville have tingene i orden til den 19. marts. Men det kunne jeg ikke. Det var der ikke ressourcer til. Jeg kunne bare aflevere mit skema og vente. Og der var i øvrigt 3 ugers sagsbehandlingstid.

“Jammen” sagde jeg.

“Er det ikke meningen at vi skal i beskæftigelse så hurtigt som muligt?“, kunne jeg ikke lade være med at sige.

“Så kan du bare sørge for at vi får en anden regering” hvislede damen mellem sine tænder. “Vi har ikke folk nok“. Og det sagde hun i ramme alvor, mens jeg de sidste 20 minutter havde kigget på arbejdet bag skranken, hvor den ene af de ansatte ikke havde lavet en pind, da hendes arbejde var at henvise folk der var indkaldt til samtaler … og der åbenbart ikke var mange af dem.

Og så var det bare at jeg stille og roligt tænkte ved mig selv, at hvis alle undersøgelser viser, at det er vigtigt at få folk i beskæftigelse, så hurtigt som muligt, og der pt. er en væsentligt højere arbejdsløshed end normalt – og burde man måske overveje hvordan man bedst får det ud af de folk man har ansat, eller måske få ansat den rette mængde personale.

Jeg skal nok klare mig, system eller ej – men I guder hvor findes der meget tåbelighed i det her system.

Jeg mosler med det der jobskabning på både de indre og de ydre baner – og jeg skriver op og ned, hen ad banen og ud ad landevejen for at gøre mig mine kompetencer anvendelige og mine ideer gennemskuelige.

Og idag har jeg sendt endnu flere ansøgninger afsted og skal egentligt igang med at gøre en tanke til en ide … men jeg kan se, at jeg lige nu og her er tømt for tanker og har firkantede øjne  … så jeg har grebet til støvsugeren og det rene sengetøj og håber at et rengjort hjem, vasker tavlen ren og gør mig klar til flere skriverier.

Nogen i familien lider af søvnløshed – og æv, bæv, buh for det … men tro ikke, at det gør det nemt for andre i familien at få deres nødvendige søvn – hverken lys, tv eller tidlig opståen er gavnligt for den medfølgendes søvnmønster. Og der er ingen tvivl om at jeg lige for tiden for for lidt uafbrudt søvn og er ved at udvikle poser under øjnene.

Og mens jeg længdes efter mere søvn, kan jeg samtidig se, at de der soveri på ingen måde er gavnligt for den måde tingene folder i mit ansigt om morgenen og jeg overvejer om der overhovedet findes den rette mængde søvn?

… og det giver mig anledning til at reposte et indlæg jeg skrev mens jeg var i Egypten:

Da jeg var yngre var jeg sikker på, at grunden til at jeg altid blev skudt til at være yngre end mine år skyldtes, at jeg sov mere end den gennemsnitlige kvinde på min alder.

Ikke fordi jeg nødvendigvis sov mere end de normale otte timer om dagen, men netop fordi jeg fik de “normale” otte timer om natten, som alle der har børn ved, at ingen normale kvinder får.

Det vil sige, at jeg sov som en mand og så ud som en yngre kvinde.

Hernede får jeg faktisk sovet mere, end jeg gør derhjemme. Dagen slutter kl. 18, når det er mørkt og på grund af det hårde arbejde og den store grad af udeliv – og en begrænset social udfoldelse, så kommer jeg tit op på noget der hedder 9-10 timers søvn om dagen.

Og når vi nu altid er blevet hylet ørene fulde af termen “skønhedssøvn” skulle man jo tro, at jeg havde trukket alen fra mine fysiske år.

Men sådan er det ikke, for når man kommer op i den alder hvor huden mister den første ungdoms elektricitet, har søvn den modsatte effekt.

Ok, ok, hvis man har en række nætter hvor man ikke får sovet, kan man stadig se rædselsfuld ud om morgen, med hule kinder og sorte render under øjnene, men når man får sovet en masse, kan det også give sig udtryk i “søvnskader”.

De første skader kommer til de barnfagre kvinder. Giv mig en kvinde med en C+ og jeg skal vise dig en kvinde med en foldet kavalergang. Det er næsten lige så sikkert som amen i kirken og det er mange år siden, at jeg (forsøgte at) holde op med at være frustreret over, at min mor – trods vores aldersforskel – har mange færre rynker i kavalergangen end mig, fordi jeg tager efter den barmfagre del af min faders familie istedet for A-skålene i min mors del af familien.

Men når en kvinde – med en ordentlig barm – sover på siden, eller i fosterstilling, så vil brysterne uundværeligt lægge sig til rette på en måde, der giver guirlander i kavalergangen.

Det er faktisk så meget en konkrethed, at der i Gud Eget Land, selvfølgelig er blevet produceret en pude, der kan reducere de “brystrynker” der opstår, når man sover på siden.

Nu bor jeg jo selv i en anden guds land og også udenfor postvæsenets rækkevidde – så sådan en pude kan ikke blive en del af mit sovemønster det næste års tid.

Men der er ingen tvivl om, at når man som jeg seriøst har overvejet, hvad man kan gøre for at fjerne rynkerne i kavalergangen, så virker det tillokkende med en pude, der kan fjerne problemet … hvis det altså gør det, og hvis man ikke virker lidt sølle ala hindgange Al-Capone-Phone, med en strap-on brystpude i dobbeltsengen….

Men jeg har opdaget, at man kan gøre noget selv, for at forhindre “søvnrynker”.

Da vi havde boet en uges tid i vores forrige lejlighed, opdagede jeg nemlig, at jeg fik flere og flere rynker omkring min mund.

Jeg forstod det ikke, for det var den slags rynker man ellers forbinder med rygere, og jeg ryger ikke – og jeg går heller ikke og laver “kyssemund” til folk, som ellers er den anden måde jeg kan få rynkerne frem på.

Men hvad jeg gjorde, opdagede jeg – var at jeg sov med en alt for hård og alt for høj hovedpude – og når man som mig, sover på siden, så “skubbede” hovedpuden munden sammen.

Sammenskubningen gennem hele natten gjorde, at jeg vågnede op med “hønserøvsmund”, som vi så yndigt kalder det i den mødrende del af familien, hvor hønserøvsmunden er en del af familiekendetegnet, men et tegn jeg hidtil har været forskånet for, fordi jeg som sagt har hevet mere op af den fædrende del af genpuljen.

Efter vi er flyttet har vi skiftet fra tykke puder til tynde – og jeg kan faktisk se en konsekvens af det om morgen, hvor jeg ikke længere har så dybe rynker langs med læberne.

Men man siger, at de smarte sover på ryggen – for det er på den måde man får den bedste sovestilling, og skaber færrest rynker for sig selv … og det er ikke bare noget jeg siger – det har også stået i BT (Guide: her er den bedste sovestilling), og det ville også være fint nok, hvis det ikke lige var fordi, at min kæreste har en tendens til at sige “sysh…. sysssh…. SYSSSH…” i et hastigt stigende toneleje, når jeg gør det.

Af en eller anden årsag påstår han, at der kommer små feminine snork ud af mig, når jeg sover sådan. Hvordan han så kan høre det over sine egne tordenbrag af snorken, skal mig være usagt.

Men måske skal jeg kompensere for den manglende nattesøvn på ryggen, ved at iføre mig alle de tingester lægelige folk har ment jeg skulle iføre mig om natten … bideskinne for ikke at skære tænder, fodskinne for at rette op på knysterne … og endelig brystpuden mod rynkerne.

Men jeg gør det ikke, for jeg er en del af min mors familie … og selvom jeg syntes, at det var lidt sjovt, at min mormor altid tog læbestift på når hun gik i seng, fordi hun ville se pæn ud, hvis der gik brand i huset om natten, så er det selvsamme tanke der gør, at jeg aldrig ville kunne iføre mig alle de himstergimster, for hvordan ville det ikke lige se ud hvis man skulle reddes midt om natten …. fra  sin grimhedssøvn.

Vi lagde budget i går.

Og jeg fandt ud af, at når jeg havde betalt alle mine faste regninger, så ville mit rådighedsbeløb være minus 800 kr. – og det var så vel og mærke uden penge til mad.

Med andre ord, jeg lever dyrere end jeg kan på en understøttelse. Og for hver måned jeg fortsætter med det, koster det af min opsparing.

Det kunne godt være, at jeg skulle have lavet den her beregning inden jeg besluttede mig til at droppe mit job …

Det som kaster mig over kanten, er ikke de normale leveomkostninger, for vi bor relativt billigt og vi har ikke en masse dyre vaner der skal understøttes og de hobbyer vi har, kan der skrues op og ned for som økonomien kræver.

Men vi har sommerhus og vi har en bil og selvom begge dele er gældsfrie, så er sådanne luksusgoder med til at tippe budgettet over.

I rent “Luksusfælde-stil” begyndte jeg at tude, da de barske realiteter gik op for mig igår – for jeg troede egentligt, at når vi fik gennemgået budgettet, så ville vi kunne skære her og der og at det så ville se lettere ud … men det gjorde det ikke.

Heldigvis er vi to om at leve vores liv, så lige nu her må min kæreste smide mere i potten end mig og så har jeg også en opsparing der gør, at jeg har til forudsete udgifter eller bare lidt til at forsøde livet hvis det hele er gråt i gråt. Men livremmen skal spændes en hel del huller ind, så længe vores økonomi er som den er.

Og derfor er det seriøst skæbnens ironi, at jeg her til morgen satte mig for at få lavet nogen nye foto til mit cv og endte med at se kameraet gå på gulvet, mens jeg stod og smilede til selvudløseren – og nu ikke kan få kameraet til at virke.

… jeg står i kø til beregning på skats hjemmeside men håber seriøst at det, at jeg kun har fået udbetalt en måneds løn (+feriepenge) gør mig berettiget til noget retur …

Vi har nu været hjemme i lidt over en måned og vores katte er kommet nærmere en “normaltilstand” omend, det på ingen måde er ideelt.

De slås ikke længere hele tiden og de kan godt være i samme rum uden at der hvæses og knurres. Men Alfred er jaloux og når han kan se sit snit til det, så går han efter Topper, og når han gør det, så går Bertram med. Og det med at være i “farezonen” hele tiden, gør at Topper bliver mere og mere vagtsom og man kan se at ingen af kattene, så rigtig slapper af.

Det holder ikke i længden og vi har derfor arbejder på at finde et nyt hjem til Topper. Det er ikke med vores gode vilje at vi skal slippe hende, for den tid og alle de ting vi har haft sammen, gør naturligvis at man bliver knyttet til dyret og der er ingen tvivl om, at hun er en super sød og charmerende kat … som rigtig gerne vil både lege, kæle og udfordres.

Det sidste gør, at selvom det skulle blive bedre mellem hende og drengene, så vil det med at bo i lejlighed på længere sigt dræne hende – vi kan se at hun bliver mere og mere udadorienteret og vi vil gerne give hende det bedste, og det bedste vil helt klart være et liv hvor hun også kan komme ud.

På vildkat.dk har vi fundet et hjem til Topper. Der er en have, en med tid og overskud til hende – og der er en anden kat, en den virker til at være lige så sød og tillidsfuld som hende – og vi håber hun med tiden måske endda vil kunne lege med den.

Men beslutningen er endnu ikke taget endeligt – og det gør vi først om 14 dage.

…. for …. og der er her det lille håb begynder at bevæge sig, måske kan vores oprindelige plan alligevel komme til at fungere – nemlig at hun kan komme ud til min søster, der flytter i et lille hus til påske.

Min nevø, der ellers var begyndt at reagere på katten, er jo blevet behandlet for sin allergi. Lige efter behandlingen kunne vi ikke mærke nogen forandring, men her i torsdags hvor han var oppe hos os i nogen timer – og vel og mærke var sammen med 3 katte, var der slet ikke sammen reaktion som før.

Min søster har hørt om en anden alternativ behandler, der har fantastiske resultater på alle mulige ubalancer og ham har vi en tid hos på onsdag … og med den allerede noterbare bedring i mente, skal Toppermissen en uges tid efter behandlingen, på besøg hos min søster – hvorefter vi så kan træffe en beslutning om hvorvidt vi tør satse på, at hun skal have et varigt hjem der.

Med allergier er der mange forskellige skoler og ideer om hvad der kan lykkedes eller ej … men faktum er, at jeg har mødt flere, der på forskellige alternative måder er kommet deres allergier til livs … så lige nu krydser vi fingre herhjemme og håber på at det alligevel ender med at Topsen kan blive en lille Valbymis.

Lige så højt jeg kom op i forgårs, lige så langt endte jeg nede i går – og det var ikke kun fordi jeg tilbragte aften på bunden af Sundbybadets svømmebassin – med udsigt til ting man bare egentligt ikke har behov for at vide, at der er på bunden af en svømmepøl.

Inden jeg tog ud til svømmehallen tjekkede jeg ind på mailen og ind til et afslag på en af de ansøgninger jeg har ude – og *smask* lige i hovedet kom der der “duer ikke” oplevelse som jeg har været så dejligt forskånet for i lang, lang tid.

Og aller inderst inde kommer den der lille bitte gnaveorm, der hvisker mig i øret om det nu også var så skide smart bare at sige sit job op og rejse udenlands.

Men jeg ved jo godt at jeg gjorde det rigtige og at jeg ikke er et sted i dag, hvor mit gamle job og jeg ville passe sammen mere. At jeg skal noget andet – og at jeg nok skal kommer derhen – at der et sted hvor jeg kan blomstre og bruge mine kompetencer på den helt rigtige måde.

Det havde bare været en lille bitte smule nemmere, hvis det der krise-noget ikke var der lige nu og gjorde andre folk arbejdsløse og dermed medkæmpere til de muligheder der er derude…..

Set i lyset af alt det, er det nok meget godt at resultatet af min tid på bunden af svømmebassinet fortalte mig, at jeg følte mig bedre tilpas i min gamle tørdragt, end den nye jeg havde med ud for at prøve … for skal jeg til at være arbejdsløs i en længere periode, er det nok meget smart ikke at skulle til at investere flere tusinde kroner i en ny tørdragt.