I radioen taler de om hvad man skal lave, den sidste søndag i september. Selvom jeg har en lang liste af ting, tilknyttet min bolig, som skal laves. Så sadler jeg cyklen og kører mod Islands Brygge, hvor min lille forsømte have, venter på en omgang.

Og jeg kommer til at få noget så sjældent som hjælp.

Jeg har forsøgt, at få en haveven flere gange. 4 gange tidligere for at være præcis. Men det er ikke nemt.

Jeg ville så gerne, at vi var være flere om at dele, både glæderne og arbejsbyrden, i haven. For selvom der kun er 150 m2, er der rum til mere end bare en enkelt haveperson.

Med mig i haven pakker jeg frokost, pulverkaffe, redskaber og muldvarpen fra maskinparken – og et håb og ønske om at 5. gang er lykkens gang.

Hvis det ikke var fordi jeg hele denne her sommer har haft langt flere opgaver end (eller overskud) kunne jeg have nydt en kold drik her i min mors havemøbler – som nu er kommet ud i min have.

For i mit havehus, står det køleskab jeg købte tidligere på året og som er lige så lidt tilsluttet som jeg selv er.

Jeg prøver at forlig mig med at sådan blev denne havesæsson, mens jeg prøver at ignorere, at alt gror omkring mig med uformindsket grokraft.

En tomat, der havde overvinteret i en spand, og derefter hældt ud på jorden, er blevet til en tomatjungle. Min hokaidoplante gror ud over alle kanter af bedet – og i dag gjorde en pose squash lykke hos kollegaerne på arbejdet.

Livet går videre – specielt havelivet – uanset om man er med eller ej.

“Hvorfor opdaterer du ikke længere din blog?” – spurgte en af mine venner (og usynlig læser) her i slutningen af september.

Det er jo ikke fordi jeg ikke vil, eller ikke længere tænker over det. Faktisk har jeg indtil flere indlæg i hovedet (og en del halvfærdige liggende ude i styrepanelet her på bloggen), men min sommer har på en eller anden måde været fuld af flere opgaver end timer og et eller andet har skulle bøje – og det blev blandt andet bloggen her.

Men for mig selv og min eftertid (og de gode intentioner og brolæggelsen til helvede) – og den eller de læsere der måskse stadig stumbler forbi, kommer min sommer i snapshot:

Min have er blevet forsømt denne sommer. Det er så ufatteligt lidt jeg har været derude. I det hele taget har sommer og pauser og nydelse spillet en mindre rolle end travlhed, arbejde og deadline. En enkelt tur i Tivoli, blev det dog til – og et smukt havebryllup i august.

For min sommer har for en stor del bestået af arbejde. Arbejde for mig selv og arbejde for andre. Med udsigten til en slunken ordrebog, og med ophør af dagpengeretten pustende i nakken, har jeg været tilbage på det pulserende arbejdsmarked.

Først i den kommune som jeg stammer fra – og i min ungdom var med til at male i ovenstående kunstværk til – og dernæst i det kontor, som jeg tidligere forlod for mit år i Egypten.

Arbejde. Nomadeliv … og rengøring af andre folks hjem. Har været tonen i min sommer af 2013.

Hvor efterrengøringen af en teenagers værelse – faktisk var et foto værd. For sådan kan det se ud under en pude i en stol. Når en teenager er færdig med at støvsuge og er rejst på efterskole-

“En ært” … sagde prinsessen. “Jeg har sovet på en ært, så jeg er helt gul og blå”

“Du beskriver mad så jeg kan smage det” sagde en af mine venner til mig forleden. Men på trods af det, består min hukommelse af den mad jeg har spist gennem det sidste 9 måneder, primært af en ting … ristede ostemadder.

Heldigvis er der på en eller anden måde, kommet nogen andre og mere smukke madbilleder ind på mine telefon – så jeg må da ind i mellem have fået noget grønt.

Lidt blåt fik jeg også. En uges ferie blev det til.

Da Egypten valgte at slås – og ferien dertil derfor blev aflyst om fredagen, som vi skulle have være rejst om mandagen, gik turen i stedet for til Tyrkiet, en by der hed Kas.

… og snip, snap, snude … så var den sommer ude.

Og efteråret med sine mørke morgener og behov for tændte stearinlys, har taget sin begyndelse.

Forleden tog jeg mig en af de friheder jeg nogen gange glemmer jeg godt kan tage. Nemlig at huske at holde fokus på, at min tid er min egen og at når jeg nu bruger af min aftenstid på arbejde, så kan jeg jo egentligt godt bruge af min dagstid til andet.

Så jeg smuttede i haven og lagde et løg-lag nr. 2 i mine potter. Så de nu er fyldt op med forventningsfuld glæde og kommende forårsbrus.

Og det gjorde godt, selvom dagen ikke var strålende efterårsagtig, men mere af november-november-november typen. Godt fordi jeg efterhånden føler at haven nu er lagt til ro for vinteren og at jeg ved at der til næste år – uanset hvordan tingene ellers arter sig – vil være farver og spræl i mit liv.

Og nogengange er det nødvendigt at gå ind i en ny del af sit liv, med viden om at noget i det kommer til at stråle, selvom man er usikker på hvordan helheden vil ende med at spille an.

Nogen gør det med plastikblomster og farvelade ud over det hele. Men jeg kan nu sige med erfaring i stemmen, at skal du fange folks opmærksomhed og komme med i turisternes fotoalbum, så skal du klart vælge levende:

Hele vejen fra Frederiksberg hvor jeg spotte de smukke fyldte stokroser til min have på Islands Brygge, var min cykel med mine blomster, en sand showstopper hos turister og andre folk på gaden.

Og selvom det måske ser voldsomt ud, så var det ikke uforsvarligt … sådan så det ud fra min side:

Jeg har skrevet det før, og vil sikke skrive det igen; der bor en driftsikker urkvinde i mit indre.

En kvinde der ville have været en gevinst for datidens samfund, da hun ikke har nogen stopmekanisme og samler ind til hun segner … med mindre hun altså er i selskab med mit mere rationelle jeg.

Det rationelle jeg, var ikke helt med da jeg samlede rosenblade langs med stranden i lørdags.

Så nu står 2 x 4 liter rosensaft og trækker på min bagtrappe. Opgangen dufter af roser og det er kølet ned og siet, skal den ene omgang hældes på flasker og drikkes som den fineste røde rosensaft, enten som den er eller blandet med vin eller danskvand.

Den anden omgang skal koges ind til sirup og gele. Jeg har tidligere lavet en rosen-ribs-gelé der var fuldstændigt fantastisk, eller” ikke helt dårlig”, som man jo siger i det der Jylland. Kombinationen af roser og ribs gør altså noget godt for hinanden. Ligesom jeg er sikker på at en omgang rosensaft i jordbærsyltetøjet heller ikke vil være dårligt.

Ellers har jeg planlagt at der skal hyldeblomster i mine jordbær.

Jeg har nemlig hørt at der skulle være både jordbær og ribs i min lille have.

Og hylden har jeg også.

3 liter saft står allerede og trækker sammen med roserne – og skærme til det dobbelte ligger i min fryser fra forrige uge.

Jeg ved at nogen tæller får når de ikke kan sove …mig? Jeg kombinerer syltetøj og marmelade.

Og jeg tænker tilbage til tidligere succeser og tror at en alliance med jordbær, rabarber lidt røde stikkelsbær med et drys af hyldeblomster vil gøre sig godt på en gang hjemmelavet brød, sådan en kold november måned. Jeg tror også at jeg skal have gentaget min fine hyldeblomst og citrongelé, selvom jeg må sande at det er en flygtig en af slagsen og den ikke rigtig holder sig frem til vinterlageret.

Og når det kommer til lageret, så har jeg lige sendt en mail til Bondens Marked, der holder til her på Halmtorvet – for jeg tænker at der måske kunne blive til lidt mere end bare mig selv, og det kunne da være meget sjovt, at stå og sælge det op mod jul.

Er ude i min lille lykkehave.

Og har fundet ud af, at jeg ejer 3 grønne asparges, der titter op af jorden med et bestemt udtryk, et æbletræ med 5 blomster og et kirsebærtræ med mere end 20.

At både lilje- og kongekonval ser ud til at komme, at lupinerne vokser voldsomt … og ja, det gør de fandes skovjordbær også … stadigvæk og hele tiden. At mine tulipaner ser lidt knotne ud og slet ikke blomstre som dem i de andre haver, men at der er tonsvis af perlehyacinter og påske-og pinseliljer hid og did.

Jeg har Mads og Monopolet i ørene, efter at jeg lige har afsluttet en telefonsamtale, hvor jeg fik fjernet en sten fra en dejlig dames hjerte.

Min pc er koblet op til verden på et modem …. og damned, hvor er jeg bare glad for den der verden og den plads jeg har i den.

Og af alt hvad jeg ejer i verden, er jeg lige nu allermest lykkelig for mine 3 grønnes asparges og mine 5 æbleblomster.

På det yderste af vinteren eller det første af våren og lige midt i skolernes vinterferie og min egen ledighed, mødtes min niece og jeg til “mosterdag”.

Selv her dagen derpå, kan jeg lugte røg i mit hår. For vi hyggede os med gåtur på Fælleden, pølser og snobrød på bålet – med varm kakao og skumfiduser til dessert. Alt det gode fra bålet, midt i sneen og dådyrspor ude i min lille have.

Og vi fortsatte med spil på bordet, da vi med røde kinder og lugt af røg, kom tilbage til lejligheden. Hvor bror og kæreste sluttede sig til hyggen og de hjemmelavede pizzaer.

Og vi sluttede herligheden af med at lave stuen om til biograf og det nød vi, selvom teenagestorebror skulle i klub midt i det hele og kæresten lagde sig på tværs og snorkede sig gennem to film.

Det er fint nok at jeg har været savnet mens jeg har været væk, men jeg tror nu alligevel, at jeg bare bedre kan lide at være her.

Var ude og sige farvel til haven i dag.

Og sådan en eftermiddag med solen i ansigtet og en kop varm kaffe i hånden, kan næsten få en til at tro på at foråret er lige om hjørnet.

Men når solen så går ned kan man godt mærke at det stadig er januar og at januar klart er en vintermåned.

Men sneen var smeltet næsten alle steder og jeg fik gravet en portion jordskokker op.

Og de skal blive til den sidste omgang hjemmedyrket mad.

Og varm suppe er hvad jeg trænger til, efter en kold tur hjem på cykel – og vil nok heller ikke blive foragtet af kæresten, når han sikkert kommer gennemkold hjem efter en dag med dykning.

Puha.

Et positivt svar fra bestyrelsen i min have. Jeg har fået lov til at beholde min have, selvom jeg rejser bort i et år.

Først da svaret kom, kunne jeg fuldt og helt mærke hvilken lettelse det gav i mig, at jeg ikke skulle ofre haven for rejsen.

I tiden frem til nu har jeg sagt til forskellige, at hvis det var prisen, så var det det – og at det er vigtigt at huske hvem der ejer hvem – og at jeg ikke vil leve et liv, hvor det er haven der ejer mig, og selvom jeg mener det, er jeg nu alligevel rigtig glad over at jeg får lov til at eje haven også efter dette eventyr.

Jeg tror jeg har fundet den helt rigtige til at passe på min øjesten, men det skal lige falde helt på plads.

Det vigtigste for mig i den del af processen er, at haven kommer i hænderne på en som vil elske at være der og holde den med glæde.