Måned: januar 2009

Arkiverede indlæg under den kategori


  • Ferielukket

    Tempel ved Sri Pada Hummere fanget ved natdyk Grøntsagsmarked Solopfang ved Sri Pada Fisk Dykning Snorkling Skildpadde Jungle Blomst Dykkersteder ved Hikkaduwa Strand Strand Skildpaddeunge Adams Peak Drinks ved vandet Sol på dækket Båden i måneskin Maldiverne Dragefisk

    De sidste billetter er printet ud, ting der skal pakkes står linet op – jeg tror at alt og lidt til er fundet frem. Jeg regner med at det bliver godt … og mens jeg venter på at det lige om lidt bliver nu, har jeg kigget billeder fra sidst – og min kommende virkelighed, kommer til at pryde siden her, til jeg kommer retur med nye indtryk og dejlige minder.

    (Billederne er fra min tur til Sri Lanka og Maldiverne i 2007)


  • Delmål og helmål

    7,1 kilo har jeg tabt siden medio november 2008.

    Planen var 8 kilo inden den 31. januar 2009. Det tror jeg ikke jeg når – men når alt kommer til alt, er jeg alligevel gladere for det jeg har nået, end jeg er ked af det jeg mangler.

    Og i går kl. 19.59 stod jeg med ikke mindre end 2 bikinier i hånden, som jeg kunne holde ud at se mig selv i … og det er jo bare en ekstra bonus.

    Der er stadig et stykke vej, og en ferie hvor jeg ikke har tænkt mig at fokusere på vægt og vægttab, men jeg synes at jeg er på rette vej – og underligt nok har det ikke været helt så svært som forventet.

    Selvfølgelig fornægter jeg mig nogen ting i hverdagen, men der har stadig været plads til fest og ballade, god mad og (port)vin ind i mellem. På grund af min sygdom i sidste uge og præ-ferietravlhed i denne uge er det ikke blevet til så meget med motionen, men jeg glæder mig til at komme tilbage fra ferie og også give den en skalle på den front.

    Det eneste jeg gør konsekvent, er at holde styr på hvor mange kalorier jeg indtager og sørge for at holde det under det jeg forbruger – med et underskud på 7000 kalorier om ugen …. og jeg gør det uden at tænke over det, for det har jeg nogen til.

    Jeg kan kun anbefale det site, det har gjort det meget nemmere for mig og jeg støder hver eneste dag på nogen andre derinde, som jeg kan udveksle erfaringer og op- og nedture med.


  • Man forlægger da ting

    Man ved det er mandag, når man kommer ned og opdager, at der hvor man forventer at ens cykel står parkeret, er der bare en tom plads.

    Og man farter rundt og tjekker alle de andre stativer, foran huset og stativerne i gården – og man overvejer lige et kort øjeblik, om man også skal tjekke cykelkælderen, selvom man aldrig bruger den – for det kunne jo være.

    Og til sidst bander man højlydt, smider cykelhjelmen ind i på bagtrappen og begynder slukøret at traske på arbejde i stedet.

    Og så kommer man forbi Brugsen – og der står ens cykel og det har den gjort siden fredag, hvor man lige var ude og købe en pakke rugbrød og en liter mælk og man dengang tænke, at man var alt, alt for sløj til at slæbe varene hjem… Men åbenbart kun tænkte sådan på udvejen.

    Når den værste gensynsglæde har lagt sig og man fornøjet cykler mod arbejdet, tænker man stille ved sig selv, at det er godt at man hverken har børn eller hund, for sådan nogen ville man da kunne forlægge ind til flere gange på et dagligt basis.


  • I sidste øjeblik

    Det er altid i sidste øjeblik at jeg opdager, at bikinien er blevet slap i elastikken (køb af bikini i januar … ingen spas!), at en tand begynder at drille (hul? – kan jeg nå at få fat på tandlægen), at håret bliver umuligt (det er heldigvis lykkedes at få presset en tid ind i morgen) og at tusinde arbejdsopgaver skal nåes at sættes i gang, en veninde besøges, for ikke at tale om min mor og søster, der kommer hjem i aften (mor på torsdag når vi afleverer kattene og søster… tirsdag?) .. og der mangler lige noget fra apoteket og Matas (det må blive tirsdag efter arbejde – og inden evt. besøg), at den sidste figuration til dykningen skal afprøves (hvis jeg gør det onsdag i svømmehallen kan det så blive tørt?).

    … jeg bliver helt forpustet, men så er det jo heldigt at vi fik ryddet op og gjort rent i dag, og at jeg har fået samlet de fleste af de ting jeg skal have med, så jeg kan nå at “prøvepakke” inden tasken skal pakkes endeligt.

    Selvom rejsen har været bestemt siden december (november?) er det altid i sidste øjeblik, at alting lige skal fikses…


  • Hvad koster et princip?

    Man siger at magt korrumperer folk, men jeg synes nu også at penge, gør et meget godt arbejde på det plan.

    For tiden har jeg gang i en drøftelse med nogen, omkring fastholdelse af principper i en verden hvor der kommer konkret tilbud af penge.

    Summen der tilbydes er over et døgn blevet øget fra 15.000 til 50.000 og de folk jeg drøfter dette med, er nærmest ved at gå i stykker over ikke at få de her penge.

    Vi taler ikke samme sprog.

    Jeg har holdningen, at det jo bare er penge og de har modsat holdningen, at det er jo penge!

    Jeg forstår mennesker der prostituerer sig selv, for at skaffe penge til overlevelse, men jeg forstår ikke dem der vil prostituerer sig selv, bare for at få penge … penge som de ikke umiddelbart mangler, har behov for eller brug for.

    Jeg tror på at hvis man først sælger ud af sine principper, så har man intet tilbage. Men jeg tror også, at man meget nemt kan komme til at stå ret meget alene med sine principper … og blive opfattet som en stivnakket idiot.

    Money rules.


  • Bare fordi man er en talidiot, behøver man ikke være en hel idiot

    Jeg er aldrig blev diagnosticeret som egentlig talblind (dyskalkuli), men der er ingen tvivl om, at jeg har lidt af og lidt under mine problemer med tal. Både i forbindelse med flovhed over ikke at kunne regne, selv med simple tal og her som voksen specielt i forhold til ikke at kunne huske koder, der består af tal, eller telefonnummre.

    Og nu er den gal igen.

    Jeg havde mistet min pung og havde i den forbindelse fået nye kreditkort – med tilhørende ny kode. Den nye kode er heldigvis en, der er til at huske – men den skal jo huskes og ind i hovedet.

    Og her er så hvordan mit hoved virker: en talrække ind og en talrække ud.

    Under normale omstændigheder ville det ikke give problemer, at man i sin hukommelse erstatter sin gamle kode med sin nye. Men jeg – eller min hukommelse og fornemmelse for tal – valgte så er smide min pinkode, til et hel andet kort ud af hovedet – nemlig den til den fælles madkonto.

    Og efter jeg nu i en lille uge og gået og bandet og svovlet og har forsøgt mig med den ene talkombination efter den anden, har jeg været nødt til at indse at jeg må give op – jeg kan ikke huske den og jeg har overvejet så mange forskellige kombinationer, at jeg ikke længere kan komme til at huske den.

    Med den erkendelse gik jeg i banken og bad om at få et nyt kort.

    Da damen ved skranken virkede fornuftig og sød, forklarede jeg baggrunden. Men når man arbejder med tal i sin hverdag virker det åbenbart fuldstændigt tåbeligt og uforsvarligt, at man kan glemme 4 tal, som man har brugt på et semidagligt basis … og det skulle jeg så lige have at vide.

    Så jeg fik lige at vide, at det var dumt og kom til at koste mig 150 kroner. (Ok, det vidste jeg egentligt godt … men hvad kan jeg gøre … jeg kan ikke bryde mit hoved op for at finde koden derinde)

    Nåmen da jeg alligevel var i banken, og jeg ikke havde en netbankaftale med denne her bank (madkontoen er tilknyttet min kærestes bank) bad jeg om at få sådan en oprettet, hvortil beskeden var;

    “Det synes jeg ikke er en god ide, når du har det sådan med tal – der vil være to koder til det her, det vil du ikke kunne finde ud af”

    Først troede jeg det var en joke og smilede bare. Men det var ingen joke og der skulle tre

    “Det behøver du ikke bekymre dig om”

    fra min side før, jeg fik lov til at få en netbanksforbindelse…

    For når man har problemer med tal, så er også for dum til at administrere en netbankskonto.


  • Hvor heldig er man lige…

    I samarbejde med min læge behandles jeg nu for salmonella, hvis det er det jeg har, bliver jeg rask og hvis det “bare” er en virus, har det ikke gjort skade. Men så længe jeg har feber, har min læge bedt mig om at holde mig fra andre mennesker… for jeg smitter.

    (Kunne andre mennesker bare have en læge som mig – for hvis det her ikke er salmonella, har jeg sikkert fået det fra en eller anden virusbefængt toggænger på vej til Randers! – bliv’ dog i jeres senge eller jeres hjem når I ikke er raske, nå!)

    Men efter at jeg ikke har spist siden lørdag – praktisk taget … selvom jeg jo må have indtaget noget, siden jeg kan blive ved med at projektiludskyde stads i den ende der gør den slag… men i dag er det så småt begyndt at gå den anden vej – og jeg havde lyst til at få noget frokost. Selvom jeg havde lyst til at spise orkede jeg ikke rigtig at lave noget.

    Og det er der hvor heldet kommer ind – for lige nede om hjørnet har vi en rigtig god sandwich/suppebiks, og da jeg tjekkede deres hjemmeside ud for, at beslutte mig for hvad jeg skulle spise, så jeg at de har et samarbejdede med en diætist omkring deres mad, og at de havde en speciel proteinrig salat med fiberbolle til max 350 kalorier.

    De har den ikke slået op som “slankesalat” – og jeg opdagede det faktisk kun fordi jeg lige klikkede lidt rundt, men hvor er det bare fedt, at der er nogen der gider gøre noget ekstra for deres kunder – og at der er nogen der tilbyder restauranter og cafeer at få kalorieberegnet deres menukort.

    Jeg gad godt se flere restauranter og madsteder gøre brug af det – for det at have et ønske om at tabe sig, er jo ikke det samme som at man er kostfornægter, eller ikke vil spise ude.


  • I min notesbog står noteret kloge ord og løsrevne noter, tanker halvvejs kombineret til geniale indlæg, på vej i stillekupé til Randers.

    Men det er svært at være genial, når døden lige har pustet en i nakken og man er lænket til toilettet på fjerde dag.

    Og så er det i øvrigt same shit som sidste år … en eller anden dag, skal jeg altså have en samtale med ham deroppe om prioriteringer og uheldige sammenhæng.

    … og undskyld mit sprog og sammenhæng


  • Opsamling

    Jeg har set solen stå op og dagen tegner smuk. Jeg slukker lyset i lejligheden og lader dagslyset råde, jager katten ned fra spisebordet og kigger mig omkring.

    Som tit, når man er ved at komme ovenpå efter sygdom, er det som en opvågning, en renselse – i dette tilfælde også konkret – der kan umuligt være noget tilbage inden i mig.

    Skilt i stykker. Gennemspulet. Samlet igen.

    Jeg kigger på mig selv, på mit liv og på mit hjem – det sidste tåler ikke særlig godt det skarpe dagslys og lægger mit foran mig, i alt sit søle og rod:

    I mit soveværelse ligger det vasketøj jeg sorterede mandag morgen – frisk i gernings øjeblikket, men for sløj til at få gennemført. Sengen er rodet og der er kaffepletter på dynen. Eller… jeg håber det er kaffe!

    I mit køkken er køkkenbordet overbroderet med ting/breve/papir der skal gøres noget ved. Grøntsagskassen fra Årstiderne står stadig u-udpakket på bagtrappen. Jeg håber, at det der lugtede i køleskabet er fjernet – men jeg har ikke orket at tjekke.

    I spisestuen står vores dykkergrej fra sidste onsdag, sammen med taskerne fra Randers. Inklusiv 2 lange hvide damaskduge og 24 stofservietter broderet af min svigermor og hendes mor – som jeg skal finde plads til. Også spisebordet er overbroderet med alt fra FOF-kataloger til undervandskamerahuse, der ellers ikke har plads der (og en kat eller to, når jeg ikke kigger).

    I stuen er en halv kat hældt ud over sofaen i løsdele og hår – og ovenpå det ligger mit rene vasketøj. Det der nåede at komme afsted inden hovedpinen tog mig.  Over døren hænger dugen fra nytårsaften. Vasket men ikke strøget. På sofabordet ligger krummer fra ugen der gik, sammen med mine rejsedagbøger og endnu en klump kattehår.

    I den sidste stue står julepyntskasserne der skal tilbage i kælderen sammen med al den julepynt, der ikke er blev pakket ned endnu. Planten der væltede inden vi tog til Randers, står og hælder skævt i sin hastigt hjembragte urtepotte og som det sidste bord i rækken er også skrivebordet overfyldt med dims, der skal gøres noget ved.

    Jeg har det bedre. Men jeg ved ikke helt, om jeg nogensinde får det godt nok til at komme på toppen af det det “hold-dit-hjem”noget der synes at være så forfærdeligt populært.

    Tror jeg vil starte med et bad.


  • Perspektiv

    Har haft det skidt de sidste par dage.

    Når man sidder og brækker sig ned i en plastikpose, i fuld fart på en regnvåd motorvej, så synes man at man har haft bedre øjeblikke i ens liv, og når man ligger krøbet sammen i fosterstilling i sengen og tysser på underboens violinspil, fordi det skærer gennem ens allerede halvt overskårede kranie og bringer ens migræne op i et helt nyt niveau, så har man temmeligt ondt af sig selv.

    Men når man så tænker på, at man i går var inde forbi sit arbejde, og fandt ud af, at nogen slukkede solen og lod et livstykke af et menneske, drukne i sin ferie – så føler man sig ydmyg.

    Og forundret og vred og frustreret … og …. og…..ufattelig tør for ord.

    Sidst vi spiste frokost sammen spiste hun en dåse makrel i tomat og en kæmpe stor rød peberfrugt. Jeg håber i den grad, at hun nød den frokost og at hun nåede at nyde en masse liv, inden lyset blev slukket helt og uigenkaldeligt.

    Da jeg hørte hun var druknet, forstod jeg ikke at det betød at hun var død – for nogen mennesker er så fulde af liv, at de opleves som udenfor normal sfæren, som udødelige – og sådan var hun.

    Ung, smuk, charmerende, smilende – sød, selvom hun havde alt gående for sig – eller måske netop derfor. Lige i starten af sit rigtige voksenliv … og nu – på ferie for altid, druknet i det hav, jeg ellers elsker så højt.

    R.I.P.





De søde, de gode, de slemme og de helt forfærdelige. Læs andres hemmeligheder på PostSecret:

Link til postsecret.blogspot.com