I min pung ligger de øreringe jeg købte i Singapore, da jeg var ovre og besøge min veninde.

De er ikke specielt dyre eller fantastiske, men jeg kan lide dem, og de har en historie og en værdi for mig.

I går var jeg ved at miste den ene, udenfor Superbrugsen. Den anden opdagede jeg, at jeg havde mistet, da jeg stod nede ved skomageren … og efter at have løbet dagens spor baglæns igennem, fandt jeg den på måtten ved min bagdør.

Nogen gange er det ufatteligt hvad man kan miste og genfinde på en dag.

Nogen gange er det humøret.

Andre gange en ørering.

… hver gang man genfinder det mistede, er det et lillebitte øjeblik af lykke.

Og dem vil jeg prøve at samle på.

Der er nok af det andet.

Kan du forestille dig et rum – fyldt med portrætter, malet helt close up … der alle kigger på dig?

Det kan Peter.

Peter er en kunstner, der her i sit nyeste projekt kombinere portrætmaleri med konceptkunst .. og derfor vil male 147 portrætter i nærbillede. Han siger selv:

De er alle meget nære nærbilleder, så nære at udtrykket fordrejes/forstærkes og alle har øjnene rettet ret frem så de ser ud af lærredet.

Og det ved jeg, han gør, for han er et af de spændende mennesker jeg har delt hoveddør og bagtrappe med i 12 år, men først lærte lidt bedre at kende her forleden.

Jeg synes at det er et helt vildt spændende projekt – og at hans billeder er fantastiske intense.

Jeg tænker også at det er en fed måde for helt almindelige mennesker at få malet deres eget, konens, ungerne eller foreningens portrætter på … for Peter vil gerne male så mange forskellige typer, at han gør det til en pris som er til at komme til for almindelige mennesker.

…det jeg godt kan lide ved projektet … som du selv kan læse mere om her:

147 Portraits painted by Peter Holmgård

er at der er tale om mere end bare at få malet sit portræt.

Alle deltagerne skal nemlig være med til to ting:

• acceptere at portrættet lånes ud til den store fælles koncept-udstilling …og
• tage et foto der viser hvor billedet “hører hjemme”.

Jeg synes det er en smuk tanke .. og er igang med at tælle sammen for at blive en del af det.

Sidste år blev jeg jo sådan hen mod slutningen af december lidt uforvaret gjort julegaveløs.

Lidt ved en tilfældighed gik det op for mig, at der rundt om mig var truffet en beslutning om ikke længere at give gaver – de voksne imellem.

Jeg var ked af den beslutning, fordi julen for mig, netop handler om at huske at tænke på andre.

Jeg har stor glæde i og fornøjelse af, netop at træde udenfor mig selv, og tænke på hvad denne og hin mon kunne blive glad for – og så give det til vedkommende.

Og jeg bliver selv glad og lykkelig når nogen gør det samme ved mig. Det behøver på ingen måde at være dyrt for at være godt … det er seriøst tanken der tæller hos mig.

Mine gladeste gavemomenter har derfor heller ikke nødvendigvis været de dyreste gaver … nogen af de ting jeg husker mest tydeligt var det kaligrafisæt og litografi som jeg engang fik af min far og det sølvarmbånd min søster gav mig.

Jeg opdagede senere at kaligrafisættet havde været en billig eller gratis gave i en bogklub. Og ja, det ville nok have holdt længere hvis det havde været et dyrt sæt, men min glæde ved at min far vidste, at jeg elskede at kaligrafere og viste det oversteg langt det at min viden om at det havde været billigt.

Sølvarmbåndet var min søsters eget. Et jeg altid havde været vildt misundelig på og ønsket at eje – og da jeg juleaften pakkede den lille gave op holdt mit hjerte næsten op med at banke. Tænk at det var mit nu! Og selvom det efterhånden er mere end 13-15 år siden jeg mistede det, tænker jeg stadig på det og den kæmpe gestus det var, at min søster forærede mig det.

Litografiet var også en “genbrugsgave”. Det hang i mit barndomshjem. Af Zieler.  Og har altid stået som en markøer og et fysisk bindeled til min far og hans verden. Et bindeled der forsvandt, da den kunst vi havde i mit barndomshjem, forsvandt sammen med min far, ved mine forældres skilsmisse. At få litrografiet i fødselsdagsgave, var som at få rekonstrueret en lille del af det bindeled, og betød næsten mere end gaven i sig selv.

Der er ingen tvivl om at jeg er i undertal med hensyn til at rekonstruere den gamle gaveorden.

Meldingen fra min fædrende del af familien er klar: i deres optik var beslutningen om ikke at give gaver noget vi blev enige om, så det vil de holde fast i. Men, som en af dem skrev: vi vil dog omvendt ikke forhindre dig i at være den juleglade gavegiver, hvis det gør din jul perfekt.

Så det gør jeg. Og det gør det.

.. kan ikke engang sige, at jeg er præmenstruel, men det forhindrede mig alligevel ikke i at være tudefjæs og urimelig det meste af dagen og aften med.

Og ja, der er ting der ikke går min vej – ligesom der er ting der gør det.

Jeg ved så udmærket, at det ikke er de ting der sker i ens liv, der bestemmer om livet er godt eller dårligt – men hvordan man opfatter de ting og håndterer livet i det hele taget.

Og at man får det tilbage som man giver ud.

Og at man skal passe på hvad man ønsker sig, for det kan risikere at gå i opfyldelse.

Så skal vi bare sige, at det er fordi det er november, november, november?

Den sejeste af alle måneder?

Og at det kan drikkes væk … hvis man vil skal man klart prøve den her vinter G&T for den er alt det man har brug for, til at forsøde en dum november.

Jeg er en fisk.

Altså ikke i virkeligheden, men sådan astrologisk set.

Det gør mig til et følsomt, foranderligt væsen i evig bevægelse. Når jeg læser om mig selv.

Men i dag er jeg en fisk med tænder.

En fisk der ligger stille … helt stille.

… og bider fra mig.

Har en travl dag foran mig.

Så jeg nyder den stille morgentid, og  jeg sidder et øjeblik i egen stilhed, og kigger ud af mit vindue mens min by og mit hus vågner op omkring mig.

Stearinlys, morgenvåde gader, rester af regn på vinduerne. Smagen af kaffe med mælk i min mund.

November, november, november.

Det er ingen hemmelighed at min yndlingsgift udi alkohol er gin … og at det er svært at kombinere smagen af grannål med ret mange andre smagsstoffer.

Derfor blev jeg lidt begejstret, da jeg forleden så en opskrift på en vinter G&T. Opskriften fandt jeg i Imbib Magazine, der skriver om alkohol og drinks og andre gode sager.

Da Mortens aften er lige om hjørnet og jeg tidligere har opfundet drinks til denne aften (Cool Christmass Kiss – eller Sct. Martins Kys), er jeg gået i kreahjørnet igen … og i den forbindelse hjælper det meget, at jeg allerede havde lavet min hjemmelavede gløgg-ekstrakt, der nu har stået og har trukket en uges tid ude på bagtrappen.

Til vinter G&T’em er planen at blandet gin der har trukket i granatæble med vinterkrydderierne i gløggessen og tonic eller clubsoda og der vil jeg gå efter den oprindelige opskrift, der i sin simpelhen er:

Vinter G&T

1 del granatæblegin

1/2 del hjemmelavet gløggekstrakt

3 dele tonic

Hvor blandingsforholdet er simpelt, er hemmeligheden er i granatæbleginnen og den hjemmelavede gløggekstrakt.

Om drinken er god ved jeg først på søndag, for først der er forberedelserne færdige så drinken kan mikses. Men imens står ingredienserne på min bagtrappe og ser smukke ud:

Den måde jeg laver gløggekstrakt på står her: Hjemmelavet Gløggessens – i det her tilfælde er der dog brugt hvid portvin istedet for rød. Rommen er stadig en smagfuld brun en.

Granatæbleginnen har jeg lavet ved at hælde en flaske gin over 2 granatæbler – og lade den stå og trække i en uge.

Bliver den god, er en ny juleklassiker måske opfundet.