Jeg ånder dybt ud… skulderne begynder at falde ned, hjertet banker langsommere – roen begynder at indfinde sig.

Taskerne er pakket. Både den med tøj, den med dykkerudstyr og selvfølgelig også den med køkkenudstyr.

Der er linet op til en uges dykker- og gourmetferie på solskinsøen. Og jeg glæder mig.

Glæder mig til at dykke ned og se hvad der gemmer sig i et dansk og alligevel anderledes hav, glæder mig til at smage de ting som øen har at byde på og jeg glæder mig til noget tid sammen med min kæreste, der ikke handler om slid og slæb og arbejde, og så glæder jeg mig til hyggeligt samvær med gode venner – omkring to af de ting jeg holder meget af: mad og dykning.

… ih, hvor bliver det godt – og øj, hvor har jeg fortjent det!

Efter stampning og tampning af have, endte vi herhjemme til en god gang mad-ud-af-fryseren middag og en salat af alle de grøntsager, der ellers har ligget forsømt i køleskabet, mens vores arbejdshelvede har stået på.

Og inden jeg fik set mig om var der gæstebud og portvinssmagning og 2/3 af slænget, der skal til Bornholm var samlet og vi fik finjusteret planen og sat nogle nåle på kortet for de ting vi vil se.

Og der blev savlet og drømt, for der var mange madentusiaster til stede og hvis vejret ellers holder, kan det næsten kun blive en god tur, når vi smutter om en lille uge.

Og ferie er tiltrængt efter de her små tre uger hvor mit liv har bestået af arbejde på arbejdet, arbejde i lejlighed, arbejde i nyttehave og søvn – og en lille smule mad ind i mellem. Jeg er træt på en anden måde og jeg kan mærke at den ferie der er på vej, er meget tiltrængt.

Bedst som jeg sad og klynkede over mit liv, skal der komme gode nyheder og hyggelige stunder…

Vi er ved at være ved vejs ende i nogle af vores største udfordringer, og har købt os lidt tid i forhold til vores endelige leverance til det ene af vores projekter.

Så vi tog en pause i arbejdet og stødte til nogle gode venner der havde gang i fantastisk pasta med hjemmekogte blæksprutter og rejer, grovkornet pesto og kølig hvidvin.

Og vi satte et bord ud langs søen og sad så der i den sidste aftensol blandt joggere og kærester på aftentur, venner på vej til fest og nød den gode mad og det fine selskab.

Og pludselig føltes livet meget lettere og vi skal nok nå det hele.

Overvejer om en stak pandekager kan kurere min kvide?

Efter 5 timer i malerhelvede kom vi endelig ud i det fri. Vi var ganske simpelt løbet tør for materialer, så da vi ikke kunne komme videre måtte vi stoppe.

Og det betød heldigvis at vi kunne komme ud i min halve have og gå i gang med at flytte de planter, der ellers lå og spærrede for at en anden kunne komme i sin jord.

Så det er en godt beskidt og træt fod der kan hjemtages til kærlig behandling.

Men det var dejlig endelig at komme udenfor og skønt at komme i gang med haven.

Jeg bruger dog ordet “have” på en lidt løselig facon – idet den lige nu er en pløjemark med fire pinde i hjørnerne (min have er dog ikke kvadratisk, men går skråt op i det ene hjørne … meget sigende egentligt).

Der var et liv og et leben derude i dag, alle havde travlt. De fleste er i gang med at måle op og lave fundament til deres huse, nogle få har fået deres drivhuse op og stå og lidt planter er også flyttet her og der.

Og vi gik også i gang med at grave huller og flytte planter. Vi gravede en rende til de hjemløse planter, som med en madpakke i form af en god gang vanding, blev flyttet fra deres ene midlertidige hjem til det andet.

Vi fik også flyttet nogle af fliserne, men det er et hestearbejde og min egen arbejdshest ligger nu og pruster over veludført arbejde. Jeg er godt nok glad over, at jeg ikke er helt alene på skansen, for så havde jeg da først tabt modet.

Jeg kan ikke lade være med at tænke på mine forældre som byggede hus og anlagde have dengang i 60’erne. Deres hjem var også en byggeplads dengang, et hus opført på den bare pløjemark – hvilket kæmpe arbejde må de ikke skulle have været igennem.

Og min have er en lille bitte brøkdel af hvad de har været igennem – så jeg tror jeg overlever, selvom jeg må indrømme at lige nu, ser det hele lidt håbløst ud.

Lige nu ville jeg gerne give min højre arm for en tryllestav. Så ville jeg trylle lejligheden færdig. Med malede vægge, rene og nyhøvlede gulve, malede paneler og træværk og gang uden hullet mur og savsmuldstapet i loftet.

Jeg ville trylle henlagte planter ud af anden mands have, og møbler væk fra dittos hus.  Så ville jeg trylle alle fliserne fra den gamle have over i den nye – og det gamle hus og planterne ditto. Trylle huset på plads, planterne i jorden og en færdig terrasse ud i haven – som også var tryllet planlagt på en fin skitse med flotte farver.

Resten af planterne ville jeg bare plante, men jeg ville måske trylle en håndfuld folk frem som kunne hjælpe med det hårdeste af arbejdet.

Måske ville jeg så være træt af at trylle, men jeg ville alligevel trylle en lækker solseng frem, måske lidt skygge, en kold drink i hånden på min kæreste og mig og et stort smil på vores ansigt, og helt uden trylleri ville vi læne os tilbage og se på hinanden med kærlighed i øjnene.

… og så ville det være ok at pinsen var gået.

Men jeg kan ikke trylle.

Jeg glemte min skridttæller mellem omklædningerne fra shorts (til rengøring) til kedeldragt (til maling) og tilbage igen, men jeg er sikker på at jeg har gået en million skridt med kæmpe industristøvsuger, malerpensler og ruller og salmiakspiritusstinkende rengøringsvand.

Og hver gang radioavisen annoncerede vejret, blev jeg orienteret om det gode vejr og planerne om at det fortsætter i morgen,

Og der var musikterapi i radioen og dem der var lukket inde i det gode vejr kunne ønske et stykke musik for at få det bedre – og for første gang ønskede jeg (ikke for mig, men for min kæreste der hadede hver indelukkede minut) og de spillede ingenting for os.

Havde det ellers været for meget forlangt?

Og vi nåede længere end vi havde forventet og alligevel ikke nær nok, og havde undervurderet malingens rækkevidde og hullernes størrelse. Og det fortsætter i morgen.

Piv

Endelig er der kommet bud om, at jorden i min kommende have er ved at være renset og gjort til, så haverne så småt kan begynde at blive målt ud.

Rygterne siger at vi “allerede” kan komme i gang her i pinsen. Og det ville jo være fantastisk med det her vejr og min lyst til at komme ud i det.

… hvis det ikke lige var fordi jeg skal bruge pinsen på at gøre rent og male lejlighed.

Og der er ingen vej ud af det.

Fedt at det blir’ godt vejr i pinsen, ikk?

Men jeg har downloadet et have design program og så vil jeg i det mindste bruge noget af min aften på at se om jeg kan designe den perfekte have.

Efter en herlig tur ude i det gode vejr, er der ikke noget så … nederdrægtigt, som at komme hjem til en lejlighed der lugter af kattetis.

Vi ved ikke hvor det kommer fra – altså bortset fra at der er en ret god mistanke om, at kattene er involveret (selvom jeg startede med at give min kærestes sportstaske et godt og grundigt snif, da den tidligere har udsendt interessante duftnoter).

Som en anden narkohund har jeg sniffet rundt i hele lejligheden med jeg kan ikke lugte mig frem til ophavsstedet. Håber (lidt naivt) at åbne vinduer kan hjælpe.

Min næse er stoppet – men mit hoved er underligt tomt, min arbejdsdag booket op – alligevel føles halvdelen af den ind i mellem indholdsløs, alle mine timer er fyldte – men de føles ikke altid vel brugt.

Udbytte og indsats. Indsats og udbytte?

Tjoe.