Det er lidt over 2 1/2 måned siden jeg flyttede. Selvom jeg har været glad for byttet og på intet tidspunkt har følt savn efter min gamle lejlighed eller nabolag – så har jeg heller ikke følt mig hjemme.

Det var rart at være her, men det var ikke mit hjem. 

Men i går kom følelsen af “hjem”, så alligevel snigende. Lige så stille.

Vi er ikke vokset sammen endnu. Men jeg er begyndt at mærke at det her, er mere end et sted hvor jeg bor.

De sidste år – og helt specifik de sidste 3 år – har der ikke været meget juleforberedelser, eller i det hele taget juleglæde, i mit liv.

I 2014 havde min mor lige fået sin diagnose, og det, og vores viden om at hun skulle have første omgang kemo i starten af januar, skyggede for det meste, også juletiden som ellers var både hendes og min yndlingstid.

I 2015 var hun afkræftet og syg og tanken om “aldrig mere” lammede os alle. 

Sidste år, var første år, hvor hun ikke levede mere.

Og på toppen af det, så har jeg de sidste to år også været væltet af arbejde, og været drænet for al energi. Både i tiden op til jul og selve juleaften/juledagene.

Sidste år handlede et af min kæreste og mits juleskænderier derfor også om, at jeg ikke ville have gæster juleaften. Jeg ville bare have ro.

I år prøver jeg at gøre anderledes.

Og jeg tænkter det sker. Bl.a. fordi en af de ting, de to års arbejdsslid har skaffet mig, er mere mig-tid. På godt og ondt.

På den gode led, har jeg har i hvert fald fået noget af min juleforventning tilbage, og i mit køleskab står fordej til honningkager, i køkkenskabet trækker gløggekstragten og her til morgen, skar, snittede og hakkede jeg starten på en rigtig engelsk julekage.

Når man flytter i hus, så bliver man sådan en der har sneglespor på de duggede ruder i efterårsmorgenen.

En der hænger fodderkugler i træerne til fuglene og har bænkebidere i kælderen.
Det sidste tror jeg ikke er et sundhedstegn.