Nej tak til reklamer Postdanmark


onsdag 19. marts 2008 kl.22:13

I min hede vrede publicerede jeg et indlæg om min kamp om at undgå at få reklamer leveret i en tom lejlighed, samtidig med at jeg sendte en mail med samme indhold til Post Danmark. Jeg skrev begge steder, at jeg ville publicere Post Danmarks svar på bloggen her.

Og der kom svar.

Faktisk af flere omgange.

Først fik jeg en mail (i går) fra en udviklingskonsulent. Hun ville gerne have mit telefonnummer, de ville gerne ringe mig op, så vi kunne finde en løsning. Jeg fik ikke gjort det – for min dag i går var på flere måder lidt hektisk… og jeg orkede ærlig talt ikke at bakse med Post Danmark oveni.

I dag fik jeg så et skriftligt svar. Et meget langt skriftligt svar.

Tro mod min egen tekst – må jeg jo publicere svaret, som meget nøje redegør for ordningen “Ingen reklamer – tak” og hvorfor man ikke (endnu) kan få lov til at undgå at modtage reklamer i boliger, man ikke er folkeregistreret i.

Jeg har læst svaret. 3 gange. Og jeg forstår det stadig ikke.

Men det er også ligemeget for allernederst i det meget lange svar fra Post Danmark står der nemlig følgende:

Vi er klar over den problematik, du rejser med omdeling af reklamer i tomme boliger.

Den besvarelse du har fået på din henvendelse er desværre ikke rigtig.

Det er nemlig muligt at slippe for at modtage reklamer på en adresse, hvor der ikke bor nogen.

Jeg skal beklage at vores medarbejder ikke har været oplyst om dette. Jeg vil bede dig sende den nøjagtige adresse på din kærestes andelslejlighed, hvor I ikke ønsker reklamer. Så vil vi sørge for, at den bliver registreret. […]

Fik jeg sagt at jeg ikke forstår det.

Og oven i det forstår jeg så heller ikke, at jeg nu alligevel kan få lov til at slippe. Eller at der findes en ordning som ingen af de tre forskellige medarbejdere jeg snakkede med kender til. Der var alligevel tale om 3 Post Danmarkmedarbejdere, ansat på to forskellige posthuse og deres call-center.

Men det spiller ikke nogen rolle nu – for nu vil jeg selvfølgelig få kontaktet Post Danmark og få os officielt registreret.

Og måske undgå at få flere reklamer, som skal slæbes ud i sækkevis.

Og så til mit løfte: læs Post Danmarks svar i sin helhed:

Læs videre her

mandag 10. marts 2008 kl.23:08

Åbent brev til Post Danmark

Som jurist kan jeg normalt se mening i de love, regler og bestemmelser vi har her i landet. Jeg kan godt se forbi regelsættet og ind i kernen bag og det vi jurister så fint kalder beskyttelseshensynet. Mine venner plejer at blive trætte i ansigtet når jeg forsvarer love eller bestemmelser der går dem imod – men der er normalt en fornuftig grund til at tingene er som de er.

Men det er der ikke med Post Danmarks administration af “nej tak til reklamer”-system.

En ting er at det er mere vanskeligt at få fat på det lille røde klistermærke til den bolig man selv beboer, end ulovligt at hente en andens værdipakke, en anden ting er at hvis man har et fritidshus, har en bolig i en mellemperiode (mellem køb og salg) eller har lagt lejligheder sammen så kan man kun få fat på et ekstra mærke ved at stjæle det eller svindle sig frem til det.

Det kan simpelthen ikke være rigtigt – og fornuftigt er det ikke på nogen måde, for slet ikke at tale om økonomisk forsvarligt eller godt mod miljøet.

For tiden har vi to boliger her i København. Den vi bor i og så min kærestes andelslejlighed. Hans lejlighed består af to lejligheder, der er at blive lagt sammen og som derefter skal sælges. Der bor ingen i lejligheden og det har der ikke gjort siden november.

I den tid lejligheden har stået tom har vi været nødt til at deale med de reklamer som vi modtager – i begge lejligheder – fordi Post Danmark ikke vil lade os framelde dem. Idet vi ikke kommer i lejligheden hver dag, er der hver gang vi er der, stabler af reklamer foran begge døre og bunker af reklamer indenfor dørene og vi kan igen og igen slæbe sorte sække ned med ulæste og uønskede reklamer.

Men vi kan ikke sige nej tak til reklamer fordi der ikke bor nogen i lejligheden!

Man kan nemlig kun framelde reklamer på den postadresse, hvor man er folkeregistreret, (hvilket også er grunden til at man ikke kan sige nej tak til reklamer i sit sommer- eller fritidshus).

Argumentet- som jeg forstod det – er noget med at reklamerne fordeles med posten og sammenlignes med folkeregisteret (?!) og at det ikke kan forenes med boliger, hvor ingen er folkeregistreret og dermed ikke får nogen post.

Jeg forstår ganske simpelt ikke argumentet.

For mig er det totalt Molboagtigt at hvis der ikke bor nogen på adressen, er Post Danmark nødt til at aflevere reklamer!.

Specielt ikke når man sammenligner med at Post Danmark ind i mellem ikke kan overbringe breve fordi adressaten mangler navn på postkassen (selvom vedkommende er folkeregistreret på adressen) eller at post til fraflyttede beboere kan blive ved med at komme til forlængst fraflyttede eller døde beboere (som ikke er folkeregistreret på adressen).

Der er kun en part der har glæde af det nuværende system, hvor reklamer hovedløst afleveres til tomme lejemål, sammenlagte lejligheder og fritidshuse og det er Post Danmark.

Annoncørerne har ingen glæde af at deres annoncer ikke rammer nogen. Modtageren har slet ingen glæde af det og naturen har slet ingen gavn af det kæmpe ressourcespild.

Der er mange der brokker sig over at de får reklamer selvom de har et “Ingen reklamer, tak” skilt på deres postkasse eller dør. Jeg kan leve med det. Jeg synes at det fungerer ret godt og jeg vil derfor gerne have fat i 2 mærkater til den anden lejlighed.

I dag har jeg talt i telefon med en forstående dame i Post Danmark, der godt kunne forstå at jeg ikke ville have (2 gange) reklamer i en tom lejlighed, men ikke kunne hjælpe mig da vi jo ikke var folkeregistreret på adressen. Jeg har stået foran en anden, der holdt det fristende mærke foran mig, men ikke ville udlevere det. fordi jeg kom til at røbe at vi ikke var folkeregistreret på adressen og endelig har jeg – mod udlevering af behørig legitimation – fået udleveret 2 stks. mærkater ved at undlade at fortæller sandheden omkring mine boforhold.

I dag har Post Danmark gjort mig til en løgner, svindler og bedrager i et forsøg på at undgå at modtage et produkt, som jeg ikke har bestilt, ikke vil have, men som Post Danmark har bestemt de vil aflevere til mig.

Det synes jeg ikke at Post Danmark kan være bekendt!

[dette indlæg er sendt til den adresse Post Damark angiver som kontaktadresse med spørgsmål om hvorfor jeg ikke kan frabede mig levering af reklamer til en lejlighed der står tom, samt orientering om at indlæg og svar vil blive postet på denne side]