og den tar’ vi lige én gang til…
Jeg skal på et kursus i morgen. Jeg har lige fået tilsendt programmet. Med følgende herlige pasus;
Vi gør opmærksom på at arrangmentet er gratis. Kommer du ikke uden af melde afbud, vil vi dog opkræve et gebyr på 200 kr
Jeg ved ikke om det kun er mig, men et sådant påbud, gør mig altid lidt handlingslammet… Jeg har nemlig tænkt mig at komme, men må jeg kun det, hvis jeg melder afbud først?
eller
Jeg kan lime # 6
Som det er blevet nævnt et sted – eller to har jeg været lim-kreativ i min påskeferie. Endelig er pistolen kommet frem fra sit skjul!!
Alle billederne er klik-bare – enjoy
Man tager nogle almindelige pap-påskeæg
Og maler dem hvide
De malede æg beklædes med forskelligt papir – der limes på med tapetklister
Bånd og pynt findes frem og limpistolen varmes op…!
Og pynten limes på – enten helt enkelt:
Eller overdrevent overlæsset:
Og til slut fyldes ægget med rigtig god chokolade
Og så skulle det meget gerne være blevet påskeglæde i de små hjem, hvortil æggene er blevet videreformidlet…..
At få påskeferien forlænget med en dag,
At bruge dagen på sig selv – fuldstændig, egoistisk og selvfornyende
At se de umiskendelige forårstegn, selvom man bor på 4. sal på Vesterbro.
Er der nogen der vil stave det for os?
Startede min dag med at komme en time for sent til en aftale – selvom jeg kom til tiden.
En halv time efter mine gæster skulle komme her til aften, ringede jeg til dem for at høre om de også havde glemt det. Det havde de.
Men så har jeg da på en eller anden måde fået den time foræret – som ellers er blevet tyvstjålet fra mig i dag.
Vi gik der – sol i ansigtet, fuglekvidder omkring os. Man kunne roligt sige, at foråret er kommet og det blev nydt i fulde drag. Pludselig lød det som om, at vi var omgivet af tusinde af vindspil der klirrede og klingede som sprøde krystaller.
Da vi kom nærmere kunne vi se at det næsten var krystaller. Det sidste af søens is, de sidste rester af vinteren, var samlet sammen i en lille bugt. Hvor det så lå og sang en sidste sang – til ære for forårets kommen.
Jeg har en næsten manisk trang til at rydde op i disse dage. Der skal ryddes op, smides ud og gøres rent.
Jeg kan se at det er en tilbagevendende tradition (forårsoprydning #1, #2 og #3 i 2004).
Måske burde jeg gøre det noget oftere end bare til påske….
“>
Klik for større fornemmelser
Der hvor jeg er, er bordet fyldt med grene, der står og svulmer saftspændte og klar til at springe ud. Foråret er kommet og jeg nyder det.
Nyder at solen skinner og tempoet er sat ned. At ferien er igang og jeg først skal tilbage på arbejdet om mange, lange dage.
At jeg både har og skal tilbringe dage med dejlige mennesker og gode oplevelser. Mad der er nydt og skal nydes. Samtaler der er talt og skal tales.
Min ferie er startet ud på en rigtig god måde – og det er lidt kedeligt at skulle vende næsen hjem mod København. Men jeg er nu alligevel ret sikker på at også dér, kan jeg få afløb for mine forårsfornemmelser.
Lørdag morgen. Langsom morgen i sengen … *riiiiiing* siger dørklokken og inden jeg rigtig når at tænke “hvem f.. er det” har posten kæmpet sig op af alle trapperne og bragt mig en påske-pakke.
Det var en stor overraskelse og bragte smilet frem på læberne – så tak Liselotte for den sjove ide.
Hvem min gave er fra ved jeg ikke – men jeg gætter stadig. Jeg mener hvor mange findes der med fire bogstaver?
Du går en hård fremtid i møde – min kære lillepige-prinsesse.
Der kommer en dag, hvor dit yndige ansigt, er furet af rynker, hvor din spændstige og saftfuldte krop visner ind. Hvor dit hår tynder ud og gråner. En dag hvor du ikke længere kan charme dig frem. Dagen hvor din tutte-nuttede surmule mund, ikke får alle til at springe – fordi ingen ønsker at opfylde dine behov.
Lige nu tror du stadig at verden drejer rundt om dig. At alle vi andre er sat i verden for din skyld. Statister i dit liv. Tjenende ånder – dine tjenende ånder. Du sætter aldrig spørgsmålstegn ved det – for du ved at verden hænger sådan sammen. Det er det du har lært hjemmefra.
Og du får næsten altid din vilje. For du er ung, sød at se på, charmerende på din egen måde. Og mange, rigtig mange, i denne verden vil stadig gerne opfylde dine behov.
I et stykke tid.
For det der er sødt og charmerende når du er 5, 15 måske endda 25 – begynder at hvine i tænderne ved de 35, er absolut rædselsfuld ved de 45 og pinagtigt ved 55. Der er en grænse for hvor længe lillepige-attituden er attraktiv.
Og søde lillepige-prinsesse – mor og far, der bliver ved med at bekræfte dig i at verden er din, de bliver ikke ved med være her. Og på det tidspunkt bliver du meget, meget alene, hvis du ikke vågner op og indser, at i denne verden, får man mest, når man også formår at give.
Det er vist det, man kalder nemesis…
Det måtte jo komme – specielt efter i udskejelserne i lørdags, hvor jeg (en anelse) helligere end hellig kunne fortælle (alle rygerne og de ikke-ryger, der var startet igen), om hvor godt det var, at være stoppe med at ryge og specielt hvordan jeg _overhovedet_ ikke havde været syg, siden jeg stoppede med at ryge.
Men nu ligger jeg så her.
Kan så passende undre mig over det paradoks det er, at min næse løber, mens min hoste er tør!
