Kategori: Jul 2008

Arkiverede indlæg under den kategori


  • I røg og damp

    Jeg kan huske en dag, hvor vores gamle kat Bølle slap en levende mus løs i kælderen og den løb ind under badeværelsesdøren, til min søster der var i bad. Hun kom løbende ud af døren med høje pigehvin, mens dampen stod omkring hende.

    Det var ikke en mus, der fik mig på benene da jeg lå og halvdøsede i dampbadet efter min 2½ timers pæn træning, men en mandestemme der sagde “vi har lukket nu“.

    Jeg hvinede ikke men det var tæt på og dampen stod pænt om mig da jeg strøg ud af døren, fik skyllet balsam ud af håret og stadig halvvåd skyndte mig i tøjet.

    Men både kroppen og samvittigheden blev nu alligevel gjort ren. Det er vist første gang jeg har været nede og træne på en 2. juledag og det føles godt


  • Hvad du ønsker skal du få

    Her op mod jul, gik jeg ind i mellem og tænke på hvor mange af de gaver man har fået til jul, man egentligt kan huske. Ofte er det nærmest glemt dagen derpå.

    En af dem jeg husker mest tydeligt, var det år min søster gav mig et armbånd i solidt sølv. Hun havde købt det til sig selv i Indien og jeg havde gået og savlet over det i rigtig lang tid. Været misundelig og havde brokket mig over, at hun ikke også havde købt et til mig. Til jul fik jeg en lille pakke og indeni var armbåndet og jeg blev bare så glad og overrasket og overvældet.

    Desværre kom jeg senere til at tabe det i forbindelse med en fest – og til den dag i dag, kan jeg stadig spekulere på om det er rigtigt, at jeg ikke tabte det til selv festen eller om hende der holdte festen “glemte” at fortælle mig at hun havde fundet det, for hun havde i den grad haft et godt øje til det.

    De tanker kommer jeg aldrig til at have om mest opsigtvækkende gave, som jeg fik i år.

    Jeg fik nemlig to kasser sjældne øl.

    To kasser. En der står “Søren” på og en der står “Tom”på.

    Men nej, det er ikke (helt) historien om manden der købte et bilhorn til sine kone (hej Far).

    Øllen skal bruges som bestikkelse til to af vores venner. To venner som min kæreste har “hyret” til at bygge det redskabsskur til mig, som jeg så desperat har manglet at få bygget i min have. Et redskabsskur jeg har fablet om tidligt og silde det sidste år og et redskabsskur der bliver leveret når vi når over på den anden side af årsskiftet og de igen har dem i forretningerne.

    … det var lige det jeg ønskede mig og det sidste jeg havde regnet med at få.

    (Og min kæreste glæder sig til at håbe på, at vennerne vil deles deres øl med ham….)


  • Jul

    Klokken lidt over 7 er det meget mørkt på landet.

    *Klik*, ‘klik*, *klik* lød det. Min kæreste lukkede sin nye skovmandskjorte og satte sig i lænestolen med en af sine nye bøger. Huset var stadig stille og jeg vente mig rundt på den lidt vaklende drømmeseng og fik en ganske lille en på øjet.

    Det blev en ganske særlig og helt rigtig jul.

    Med dejlig mad og glade børn. Med dansen om juletræet og salmer indtil der blev gennemtrumfet “nu det jul igen…” igennem hele huset. Med hunde og katte og 10 overnattende, der lidt efter lidt fik øjne.

    Med kirkegang og vintage portvin … som man desværre er nødt til at drikke op… og tanker til Jylland, hvor svigermor spiste kogt kyllingebryst og så underholdning på tysk tv. “Det var så hyggeligt” sagde hun.

    Og til allersidst var der midnatsmesse fra Rom og da vejrtrækningen blev tung og jeg kunne høre, at han trak vejret dybt, gik jeg op og slukkede og der var helt, helt stille og mørkt i julenatten.

    De siger at dyrene taler julenat – men jeg hørte slet ingen ting, for til sidst sov selv jeg de uskyldiges søvn.


  • Juleplaner

    Lillejuleaften tilbragte jeg i min seng, med snotnæse og ynk. Rimelig meget af begge dele.

    Og meget meget lidt julestemning. Rimelig lidt.

    Der er ret meget sygdom omkring os – både her og hos svigermekanikken i Jylland. Så julen ender med at blive noget anderledes end beregnet – alle planerne om at blive samlet her i juledagene er strøget og det bliver en noget mere lowkey jul end beregnet.

    Til gengæld har vi nasset os en sofaplads i det mødrene hjem over julen – så istedet for at køre hjem til stenbroen julenat, vil vi tage et ekstra glas rød- og portvin og overnatte mellem juletræ, godter og knas og vågne op til et julehus fyldt med mennesker.

    Jeg tror det ender med at blive jul alligevel….


  • Juleforkølelse

    Jeg har en tilbagevendende drøftelse med en af mine venner, nemlig om man kan blive forkølet af kulde og træk, eller kun af virus.

    Lige nu står den 1-1 – for jeg både frøs, sad i træk og blev udsat for usete mængder af baciller ved mit julebesøg i går og jeg vågnede sjovt nok med øm hals og snotnæse.

    Jubi-hu juleferie, så er det dig og mig …. og min seng.


  • Fornemmelse for jul

    Vi snakkede om julen, mens vi kørte hjemad. Om hvad der gør julen og hvad der sker med mennesker, der ikke får juleglæden i vuggegaven – eller senere i livet.

    Og jeg elsker min vuggegave, den glæde ved julen jeg har fået i livet.

    Og jeg elsker når jeg træder ind i mit hjem og ser min stjerne lyse i rummet, der er gjort rødt og varmt. Og det er julen for mig; det røde, varme og stearinlysenes skær.

    Og duften og forventningen og glæden ved samvær.

    Og traditionerne – som også inkluderer kirken. Og præsten som jeg kender fordi det enten er hende jeg er blevet døbt og konfirmeret hos, eller ham jeg har siddet i menighedsråd med.

    Og jeg elsker, at vi er mange omkring bordet, at der er ro og glæde ved maden – selvom der er børn, for ingen af dem er umulige omkring det hele. Og jeg elsker at vi stadig synger og danser.

    Og jeg ser glæden omkring gaverne – specielt hos børnene, men ind i mellem også blandt de voksne og roen der sænker sig når det hele er overstået og vi skal mæske i god konfekt og chokolade og endnu et glas portvin til kaffen.

    Men jeg ved, at hvis det er sådan, at vi i år er nødt til at tage væk fra det hele, hvis min svigermor ikke bliver rask nok til at komme hjem til os – så er jeg sikker på, at jeg har juleglød nok til det hele, sådan at jeg kan genskabe magien også for os tre deroppe i det jyske – for mest af alt, så elsker jeg, at være sammen med min elskede i julen.


  • Mon garantien dækker?

    Jeg står lige nu med det klassiske juleproblem, hvor man har gemt en gave så godt, at man ikke kan finde den, nu hvor den skal pakkes ind.

    Kvitteringen har jeg.

    Men jeg kan for min gud ikke huske hvor jeg lagde gaven.

    Nogen synske tilstede?


  • På spring

    Så står vi der, min juleblomst og jeg – på spring, klar til at åbne op for julen og alle dens glæder. Når vi har sovet tre gange, skal vi arbejde en dag og så skal vi holde juleferie … og så tror jeg nok at vi begge to springer helt ud 🙂


  • fridag – arbejdsdag, same same but different

    I min ferie måtte jeg arbejde lidt, så jeg har kompenseret og tager en halv fridag i dag. En fridag som jeg så lige bruger på at bikse en rullepølse og en leverståhej sammen (hver for sig altså) og 2 timers træning – både med og uden træner.

    Og så skal fedtet måles

    …. og på en eller anden måde så har jeg oplevelsen af, at jeg egentligt kommer til at have mere travlt, end på en gennemsnitlig arbejdsdag…


  • Julefloden

    Indtil videre (men ikke så meget længere) har jeg stadig ikke flyttet arbejdsplads eller byttet mine gamle kollegaer ud med nye. Men jeg har et nyt job og sidder organisatorisk i et andet område, med en ny chef.

    Det kræver sit, at bevæge sig i en ny og en gammel organisation på samme tid.

    Men det betyder også, at jeg sidder med mit nye arbejde, i mit nye, dog mest symbolske, område, mens jeg kun skal kigge op og over skrivebordet, for at se min gamle kollega, der er ved at drukne under den samme juleflod, som jeg er blevet væltet over af de sidste 8 år.

    Det er hans første år på pinden – og jeg føler med ham. Og jeg glæder mig over, at jeg ikke længere er den som er ved at falde sammen af udmattelse og træthed over den utømmelige strøm af sager, som lige skal fikses inden jul.





De søde, de gode, de slemme og de helt forfærdelige. Læs andres hemmeligheder på PostSecret:

Link til postsecret.blogspot.com