september 2006


fredag 29. september 2006 kl.16:50

Det underlige er, at selvom man ikke kan finde ud af at skrive om de ting der er store og betydningsfulde i ens liv, så er det alligevel ikke nemmere at skrive om de næststørste…

Men vejret er varmt og gråt, der er indkøbt lammekoteletter og grøntsager til fredagsmenuen, katten træger til en overhaling – både hår og negle, og det gør jeg egentligt også selv. Weekenden er tiltrængt, selvom ugen kun var en firedags, jeg har undviget en besparelse på en 400-500.000 og nogen har beholdt deres job, mon solen kommer frem? og hvorfor får jeg ikke besked fra veninden om kulturnatten? Kommer 4. sal nogensinde til at føles lavere – og får jeg gang i løberiet igen? Joachim vandt sin sag og om nogen vil kommer han nok til at skrive igen

Fik jeg sagt det er weekend? Tror jeg tar’ en lur…

lørdag 23. september 2006 kl.18:27

æbler

Pometet i Tåstrup holder åbent hus for alle æbleinteresserede. Det foregik i dag og der er endnu en dag i morgen. Meget kan man sige om naturen, men at tilbringe en septemberformiddag i høj sol, med medbragt familie, blandt fyldte frugttræer, er ikke ret dårligt.

Er man bare lidt til æbler, er det et rent slaraffenland at trøffe rundt blandt de 750 forskellige sorter af æbletræer som Pometet rummer.

Kigge på farver, former og dufte. Fra dvægparadisæbler der er knaldrøde og nogenlunde på størrelse med en lillefingernegl, til æbler der hænger tunge på deres grene, på størrelse med barnehoveder og med potentiel kraniebrud til følge, hvis de dumper ned, mens man går mellem rækkerne.

Der er den officielle smagsprøvebod, hvor børn og andre voksne kan smage æbler, der er så bitre at munden snerper sig sammen, æbler der er sure så mundvandet løber, andre der er så aromatiske at smagen folder sig ud helt gradvist og endelig dem der er søde som sukkervand.

Og så er der den mere uoficielle smagning, den der foregår mellem rækkerne. Man må ikke plukke af træerne, men man må gerne spise af dem der ligger på jorden. Og med den høst, der er i år og den vind, der er i disse dage, ligger der rigtig mange æbler på jorden.

Så vi spiste os igennem de første 20 forskellige æble- og pærersorter. Lige indtil vi ikke kunne klemme mere ned. Altså bortset fra lidt friskpresset most og så en kop kaffe og en gammeldags æblekage…

Der står en pose af godterne i køkkenet. I morgen er jeg tilbage til det der med flytning, men måske jeg kan lave noget i en pause.

Alle kan trænge til en æblepause.

onsdag 20. september 2006 kl.10:59

Mit liv flytter sig i hop. I den seneste tid har den taget nogle gigantiske hop.

Mega

– og det er altså ret stort.

Har ferie i denne uge. Jeg håber at jeg får tid til at sylte de ting jeg har hentet fra det mødrende hjem og nedfrosset til langsommere tider. Men mest går tiden med at pakke ned og pakke ud. Der rykkes rundt og gøres plads, flyttes op og ned.

Det ser ud til at jeg er ved at blive voksen og skal til at leve et voksentliv. Men hey… bedre sent end aldrig.

torsdag 14. september 2006 kl.11:15

Jeg har hørt rygterne og jeg har flere gange været nede og kigge – uden helt at kunne se noget selv. Men det skulle være så ganske vist, med denne der bro mellem Vesterbro og Islands Brygge.

Og nu er der sendt invitationer ud.

Der kommer pinger og akrobater. Og mig … ja, jeg kan ikke komme – for jeg har en aftale med min indre hulekvinde. Vi skal ud og sanke bær til vinterens gemmer. Hyldebær det er.

Men en anden dag, om ikke længe – så smutter jeg lige over broen.

tirsdag 12. september 2006 kl.14:53

Familiefest i Jylland. Lærte nyt på vejen, ordet: Gyllelagune.

Havde slamsugerfabrikant til bords, der kunne forklare mig ordets betydning. Det findes i virkeligheden.

onsdag 6. september 2006 kl.14:14

Jeg sidder med en underlig fornemmelse efter Operation X i går. Selvfølgelig er jeg som de fleste andre foraget over de udtalelser jeg hørte og det liv og den opførsel jeg blev præsenteret for. Det er ikke efter mine normer en acceptabel måde at være på, specielt ikke når man samtidig sidder i en betroet stilling, der skal beskytte mod det selv samme. Og jeg har ingen problemer med at manden er fanget.

Men jeg kan ikke lade være med at undre mig over den måde udsendelsen blev skruet sammen på og nødvendigheden af at dømme ham uden om retssystemet og samtidig afsløre manden så fuldstændig, at han uden nåde kastes for masserne og de laveste instinkter.

Jeg sidder tilbage med en undren over hvordan “fotograf-kollegaen” fik en mand til at udtale sig så åbent og uden filter. Hvad skete der forud for det der blev filmet? Hvad er der blevet delt af hemmeligheder og betroelser. Jeg har simpelhen ikke fantasi til at forestille mig, at nogen kommer ind fra gaden og bare kører løs på den måde. Og det er jo lige præcis det tv kan – nemlig redigere i virkeligheden og få den til at fremstå på en bestemt måde.

Jeg sidder også tilbage med en undren over, at de handlinger der blev fremstillet, efter sigende har kunne finde sted over 25 år. Hvordan kan så mange piger over så lang tid, blive så groft udnyttet uden at nogen har fået mistanke. Specielt hvis optakten til disse forhold har været så direkte som de blev fremstillet her. Som sagen er fremstillet, er der jo tonsvis af potentielle faresignaler, der tilsyneladende ikke har fået nogen klokker til at ringe.

Som virkeligheden blev fremstillet her, så har manden jo allerede ved den første henvendelse fra en ganske anonym pige sagt “tit for tat – noget for noget”. Er der aldrig nogen af de piger der har vist det svar til deres forældre, skolelærer eller andre voksne? Og er der slet ikke nogen der er mødt op, set hvad der var på gære og har tænkt nænej, lad mig komme væk – og har sagt det til en voksen? Og hvis han før har søgt en fotopartner og været så åbenmundet – hvorfor er det så ikke kommet videre? Og hvad med Arto.dk – hvordan kan man blive afpresset af en offentlig ansat uden at gå videre med sagen?

Jeg kan ikke lade være med at tænke over hvad det er TV2 skal have ud af det, men jeg kan godt forestille mig hvordan det har kriblet i maven på Morten Spiegelhauer og hans producer da de opdagede hvilket scoop de sad inde med. Men jeg kan heller ikke lade være med at tænke på hvordan de så lader manden gå og sætter sig til at redigere udsendelsen. Uden ansvar for sagens videre forløb.

Er denne historie bedre fordi vi får et navn og et ansigt – og hvad nu hvis der er redigeret i udsendelsen?

Måske er det mig faglige baggrund der sætter ind – men jeg tror på at der er en mening med magtens tredelingen. Hvor sager bliver ført for domstolene og lovgiver sætter rammerne og det er politiet der samler beviser og foretager anholdelser.

Jeg tror ikke på lynchninger eller gadeparlamentarisme.

tirsdag 5. september 2006 kl.15:57

De snakker om det på DR – om chefer der er psykopater.

Det er et emne der interesserer mig, bl.a. fordi jeg før har fået syn for sagen. Når man engang i tidernes morgen har haft en chef, der gav en kuldegysninger pga. fremfærden og det senere viste sig at vedkommende blev taget i at begå ikke mindre end to drabsforsøg, så skal man tage sig selv og sine fornemmelser alvorligt.

Men det er svært at tage oplevelser omkring psykopatchefer alvorligt – for det er lige præcis det de kan: få en til at tvivle på sig selv, egne kundskaber, evner og ovenikøbet få en til at overveje om det ikke liiiige er en selv, der er noget galt med.

Men kun i et kort øjeblik….

søndag 3. september 2006 kl.19:21

Nyhederne er det samme og verden er ikke gået i stå. Weekenden blev bedre end lovet, vejret var også godt.

Jeg er ikke længere så sur og det er der nogen der er glade for. Også mig.