For første gang har jeg været i min have, uden at arbejde. Jeg har ligget i min nyindkøbte slængestol, i skyggen af en ligeledes ny parasol. Nye ting og nye tider.

Der mangler stadig en masse i haven, men kræfterne rakte ikke længere, men det er jeg egentligt også glad for, for der hvor jeg er lige nu, er det vigtigt at jeg lærer at få slappet af. Så det gjorde jeg og det gjorde jeg godt!

Jeg går lige så mange skridt tilbage som jeg går fremad.

Jeg troede, at hvis bare jeg ikke arbejdede ville energien og glæden vælte ind over mig. Men sådan er virkeligheden ikke. Men “det er bare en fase “siger psykologen. Jeg kommer til at få det bedre.

Og det tror jeg så på.

Når jeg sætter mig ind i en bil er jeg 5 år gammel og godt klar over at jeg er i gang med noget forbudt.

Det er mere end 20 år siden jeg erhvervede mig retten til at køre bil, men brugen af bil har i de senere år været meget begrænset og rutinen er derfor blevet noget rusten.

Men for tiden får jeg brugt den indkomne bil en del. Alligevel slår det ikke fejl. Følelsen af at jeg ikke rigtig har “ret” til at køre bil. At jeg lige er lovlig lille til det.

Det bliver selvfølgelig ikke bedre af at den bil, der er kommet ind i familien passer til en mand på 190, men ikke rigtig til en kvinde af mere normale proportioner (160) og jeg der kun kan nå pedalerne når sædet er kørt helt frem og jeg har en stor pude i ryggen…

Ligeud går det sådan nogenlunde, men at finde plads på den rigtig vejbane og parkering er stadig noget af en pine. Jeg er glad over at det er sommer og jeg mest har skulle finde parkering på tidspunkter og steder hvor der har været plads.

Men jeg siger det bare – hvis du støder på en grøn Opel med en kvindelig chauffør, der er stablet op med puder, så må du godt tilbyde en parallelparkering.

Min krop opfører sig ikke normalt. Det er vist normalt nok, alt taget i betragtning. Men det opleves anderledes alligevel.

Jeg kan ikke komme af med den forkølels,e jeg har haft i over 2 uger og hoster og harker mig igennem dagen og natten. Mine sår vil ikke heles og jeg har oftere hovedpine. Jeg er trættere end træt og det er kun med den allerstørste kræftanstrengelse, at jeg får udrettet noget overhovedet. Energi og humør er på nul og appetitten ligeså.

Der er ikke noget usædvanligt i det, siger de kloge. Kroppen afgiftes for al den adrenalin stressen har pumpet ind i kroppen og kroppen efterlades med det energiniveau man egentligt har – og som er meget lavere end hvad det har været hidtil og det opleves som træthed og sløvhed. De røde og hvide blodlegmer er blevet basket ud af form og derfor tager det længere tid at komme af med infektioner og for småskrammer at hele.

Men det underligste af alt er mine madvaner. Jeg er normalt indehaver af en god sund appetit og er noget af en madsnob – eller kvalitetsbevist om man vil. I denne her tid, er mit madforhold ændret. Jeg har nærmest ingen appetit og det som jeg har lyst til er det ussel æde og stort set kun de kulhydrather, jeg normalt forsøger at undgå.

Men jeg giver mig selv en pause og min krop det den vil have, bare lidt tid endnu. Så min frokost bestod af to parisertoast og en sunlolly med colasmag…

Kattene vil ligge på bordet. De har behov for at kunne kigge ud. Lukket inde igen, efter 6 dage i sommerhus med strandadgang. De smutter ud af bagdøren hvis de kan se deres snit til det, men gården har ikke den samme tiltrækningskraft, så de er hurtigt inde igen og kigger bebrejdende på mig … hvor er haven, roen og vandet?

Men jeg kan kun kigge tilbage og fortælle, at den er der stadig og at vi nok skal komme derop igen. At alt er uændret og nok skal blive godt igen.

Det skal nok blive sommer med høj himmel og solskin. Og i fryseren ligger bær og venter på roen og freden og lejligheden til at sylte igen.

Når vi kommer tilbage til stranden igen.

Duften af roser og mynte trænger ind i min stoppede næse. Jeg koger rosen-mynte sirup til at pochere ferskner i. Det er til en dessert, der skal serveres i morgen. Ferskner, jordbær, hinbær og kirsebær vendt i nogen af siruppen og toppet med syllabub, som jeg ikke kendte eksistensen af indtil forleden.

Men det lyder da som noget man må servere til en 83 års fødselsdag, men man venter på at regnen stopper og vejret vender og humøret kommer tilbage.

Min skuffer og skabe bugner. Ting jeg havde glemt jeg havde, andre jeg ønskede jeg ikke kendte til og skjulte talenter imellem hinanden. Pludselig blev det for meget. Der havde været for meget brombærhegn og for lidt af alt det andet.

Jeg ved at jeg i de glemte skuffer har så meget mere. At der gemmer sig talenter der visner langsomt hen – samtidig med at jeg visner på ydersiden, af at gøre for meget af det der ikke er godt for noget. Og for lidt af det der skaber, yder, vokser.

Energierne brændte ud. Lyset i øjnene blev slukket. Det der var tilbage var vreden og indignationen. Og den var der i stort mål.

Trøstesløsheden over at gå i ring og glemme de ting der allerede var fikset og ikke måtte blive ved med at være det.

Stress, ubrændthed – kært barn har mange navne og et af dem bliver nok sat på barnet i den nærmeste tid.

Men faktum er, at da feberen brændte i min krop og alle test var oppe i det røde felt var jeg nødt til at gå ned eller lade gå. Og det gjorde jeg.

Nu begynder genopbygningen og oprydningen.

Og jeg glæder mig lidt til at se hvad der egentligt er i de der skuffer og skabe.

Man siger at stress er en folkesygdom. Jeg tænker lidt på om det egentligt ikke er en folkesundhed?