Det var dagen hvor jeg skulle have gjort rent og pyntet op og være kommet de kommende juledage i hu. Men det var dagen hvor jeg med rusten stemme besvarede min søsters morgenfriske opkald kl. 10 og lidt efter igen da klokken pludselig var 11. Og fuldstændig forsvarsløst fik planlagt en mosterdag … altså efter kl. fire…

Det var dagen hvor jeg fik genopfrisket, at jeg ikke kan tåle vodka.

Eller i det mindste ikke når det bliver blandet.

Med gin
og rom
og andet

Men jeg kom ind på Rådhuspladsen med min nevø. Der så menneskemængden og ville holde i hånd (*hjertesuk* – så lille og dog så stor). Bagefter tog vi hjem til mig og lavede brændte mandler (og jeps, de blev eddermukkende brændte – og gryden også) og hjemmelavede æbleskiver med æblestykke i midten.

Og det er december i en nøddeskal – mellem traditioner og tømmermænd.

Jeg er fredagstræt med sovemærker på armen. Den lille lur blev længere end forventet. Jeg befinder mig nogenlunde lige langt fra ydrepunkterne genopfrisket og udsovet.

“>

Hvis du ikke fatter det – så skal jeg vise dig det!

Det er ikke første gang at min tredelte personlighed slår til. Tilsyneladende er jeg et af de fjolser, der skal lære tingene the hard way.

Hvor andre mennesker, der begynder at mærke stress (eksempelvis ved, at man har ekstrem kort lunte over for alle de fjolser!!! der befærder ens verden), forstår at stoppe op og mærke efter og måske geare ned – så kører jeg på med 180 i timen.

Men i dag kom smældet!

Jeg havde lidt ondt i ryggen da jeg kørte ind på arbejdet. Jeg har haft lidt ondt i ryggen over længere tid – big deal, det bliver jo nok snart bedre.

Men det blev ikke bedre. Som den næste time gik, blev det kun værre og værre. Desværre sad jeg i et møde, som jeg ikke kunne forlade.

Eller som jeg oplevede, at jeg ikke kunne forlade.

Til sidst sad jeg kridhvid i hovedet og var tæt på både at græde og kaste op af smerter.

Efter mødet var der ikke andet at gøre end at tage direkte til læge. Efter tre blokader blev jeg sendt hjem med orden om at slappe af.

Dommen var muskelkramper i ryggen.

Alle de spændinger jeg har gået og bygget op over de sidste par uger, har gjort at min krop er blevet spændt op som en flitsbue. Og dagen i dag, gav så det allersidste nøk. Nu kunne jeg ikke spændes mere og da jeg stadig ikke fattede det – fik jeg lige en smertens besked.

Så jeg blev sendt hjem til afslapning – eller med min læges ord:

“du skal gøre de ting, der er gode ved dig og får dig til at slappe af: alkohol, dans og sex”

Sjovt nok skal jeg på weekend til Gilleleje med mine veninder…

hmm… Gilleleje…veninder – der er vist en klokke der ringer…

En af de ting der gør mig sur – rigtig sur – er når folk skaber nogen forventninger om mig i deres hoved, og så bliver sur på mig over at jeg ikke lever op til deres fantasiforventninger.

Jeg mener, hvad har det med mig at gøre, at de har en selvskabt idé om hvordan jeg er indrettet og hvilket stof jeg er lavet af.

Jeg ved selv udemærket, at jeg ikke altid er skabt af honning og lyserøde rosenblade. At jeg har gode og knapt så gode sider. Hey! jeg er til tider også én af dem, der bliver skuffet over mig selv.

Men jeg har ikke noget ønske om at blive sat på en piedestal. Jeg har været der. Det var koldt. Ensomt. Og jeg kæmpede en evig kamp for ikke at blevet hevet ned.

Jeg er ingen prinsesse der skal reddes, men det er ikke ensbetydende med, at jeg ikke kan bruge én at læne mig mod og et åbent hjerte, der lytter.

Jeg får mere tid efter jul.

Jeg får helt sikkert mere tid efter jul

…and the cat’s in the cradle and the silver spoon…

Jeg kendte engang en der bed sin tunge af. Eller tungespidsen i det mindste. Det var noget med ting, der blev spist og delirium eller hallucinationer, stemmer og forfærdelige ting. Ting man ikke ønsker for andre – eller sig selv.

Men han bed sin tunge af.

Han var begrænset i sin talekunst.

Det kan man godt ønske sig for andre – eller sig selv.

Som jeg stod der, på hjørnet af Nørrebrogade og Fælledvej og nussede med dankort og koder, kom din duft pludselig forbi mig. Den blev båret af tre yngre fyre – tilsammen eller hver for sig.

Omkring dem og mig bølgede din duft og i et splitsekund blev jeg ført tilbage til dengang og dig.

Tænk at på Nørrebro går folk rundt og lugter som dig – og du går rundt og lugter at Nørrebro.

Det er noget underligt noget med magt. Det er jo altid de magtbegærlige mennesker der går efter den – og får den. Og de er jo ikke til at holde ud. Men de har så magten. En underlig skrue….

[Joachim]

Ved dialog om evnen til at resignere – eller det modsatte.

Og når jeg nu er igang med at citere folk – kan jeg da også lige tage Camus med, om netop det at resignere:

“At håbe er – i modsætning til hvad man tror – det samme som at resignere. Og at leve, det er ikke at resignere.”

Ligesom hos rigtig mange andre personer siger det i disse dage *klik-klik* for hvert skridt jeg tager.

Kampagnen Tæl dine skridt blev skudt igang sidste mandag og indtil videre har de 17.379 tilmeldte gået 1008 mio skridt. Målet er at hver deltager går mindst 10.000 skridt om dagen.

10.000 skridt om dagen *pøh* tænker nogen måske. Men 10.000 skridt er jævnt mange. Selvom de siger det “blot” svarer til de 30 minutter, man mindst bør røre sig om dagen.

Selv er jeg kun med på sidelinien – jeg var nemlig ikke på arbejde den dag, man skulle melde sig til, så mine skridt er kun talt op i min egen lille lommebog.

Men det er alligevel interessant at følge med i. Interessant at se hvor meget – eller lidt – man bevæger på sådan en helt almindelig hverdag. Og det sætter fokus på begrebet hverdags motion. For mængden af skridt, svinger meget hos mig. På de mødetunge dage bliver der ikke gået mange skridt – kun omkring 4-6.000 skridt og alligevel er jeg kvæstet når jeg kommer hjem.

Jeg tør næsten ikke nævne min lørdag, hvor jeg sandt at sige, kun havde ét hovedformål med dagen: at sove og slappe af. Og det gjorde jeg. Jeg nåede ikke engang op over 3000 skridt fordelt over hele dagen. (Meen jeg har nu også en lumsk mistanke om, at jeg kom til at resette i løbet af dagen….så sløv kan jeg da seriøst ikke have været).

Og så lige som det hele ser så dårligt ud – og jeg tænker, det her går virkeligt ikke, så har jeg en dag som i dag. Travl dag på kontoret, gik lidt på vej hjem fra arbejdet og gik en aftentur her for lidt side – og vupti: næsten 19.000 skridt…. Så mon ikke jeg, når alt kommer til alt, får min daglige motion i hverdagen. Der er jo også trapperne til 4. sal og 2×30 minutters daglig cykeltur til/fra arbejdet …. og zzzzzz