Som de eneste, med håndklædet draperet over skulderne, fik jeg endelig set filmen i går.

Veninden og jeg var meget i tvivl bagefter. Som ægte fans må og skal man jo se alt hvad der produceres, og det at det smager af fugl (eller babelfish) er jo i selv en udsøgt fornøjelse.

På den anden side – så fik den jo ikke det hele med – ikke engang en brøkdel.

Vi endte med at mene, at den er sådan set er ok (bortset fra Marvin – hvad tænker de på?), men at man kun kan forholde sig til filmen, som til en snack.

Det er en lille appetitvækker, lige nok til at underholde dig et kort øjeblik og give dig en idé om mulighederne – men slet, slet ikke nok til at mætte.

Læs bøgerne….

Det summer af forventning på gangen. De gode undskyldninger pudses af. Der tales om manglende erfaring, begyndende forkølelser (mig), skinnebensbetændelse (mig) og forfodsplatfodhed (og mig, sagde hunden). Ingen undskyldning er for tynd, ingen forklaring for dårlig.

Præstationsangsten trykker. Alle snakker om at det skal holdes under 30 minutter, helst bare 20.

Firmaet løber DHL-stafet i dag.

Jeg er med på holdet. Mere af nød end af lyst. Men hvad gør man, når man to dage efter man får tilbudt nyt job, modtager mail fra kommende kollega der “har læst i ens CV, at man løber – mangler lige en mand til et hold … så har du ikke har lyst til at være med…?”

Man kan jo ikke sige, at man ikke løber så specielt godt eller hurtigt, for hvad siger det så om resten af de ting man har skrevet i CV’et? Så jeg løber i aften – og jeg løber til!

Sidste weekend var det sol i ansigtet og brunch på Kgs. Nytorv, åbningsfestligheder og sand under fødderne ved Strandparken. Kaffe på græsset og afslappet stemning og elektronisk musik ved KU. Det var tid med gode venner og familie. Det var det sidste af sommeren og solen var stadig en selvfølge.

Denne weekend bed efteråret mig i haserne. Turen ved stranden gav mig, trods det klare vejr, starten til snuen. Dagens lytning til lyrikoplæsning i Frederksbergs Have bragte den helt hjem.

Jeg troede ikke på sommervejret i sidste weekend og nu er det for sent. Den sidste sommerdag har nok været og den første forkølelse er vist ved at være på vej….

Når man starter sin dag med at skide i bukserne, så ved man én ting: det kan kun gå fremad, det kan kun blive bedre.

Det er ikke med min gode vilje, at jeg nogen gange kommer til at sige ja, men alligvel ender med et nej. Men når jeg bliver spurgt, så kan jeg jo godt have lyst – der i øjeblikket, mødt af spørgerens begejstring og ønsker.

Og så går det måske op for mig, hvad det tilsagte går ud på. Måske noget med nogen tidshorisonter, besværlighedsgrader eller bare den der tænken efter, følen efter: sagde jeg ja, fordi _jeg_ havde lyst, eller fordi _du_ havde lyst, til at have mig der.

Jeg tror, at jeg skal til at lære at blive bedre til “måsker”.

Min elektroniske identitet er ved at forsvinde….

Først røg computeren og dermed adgangen til mail, bank, billeder, msn ect. Lånecomputeren fungerende sådan lala og kunne kun understøtte nogle af mine behov. Igår aftes røg mit internetforbindelse.

Her til morgen forsvandt så min sidste livlinie – i og med at min webmail nu også forsvundet. Omstruktureringer kalder de det.

Hvis det ikke var fordi jeg var sådan et menneske, der altid tror det bedste om alle, ville jeg kalde det et komplot!

Apropos hovedet, så er det spørgsmålet, om der er så forfærdeligt meget derinde, der er værd at beskytte.

Jeg har altid været højre-venstre konfus, men nu kan jeg tilsyneladende heller ikke holde styr på tiden. Havde en løbeaftale med en veninde. Kom i god tid. Sad og hang lidt i solen. Den blev 5 minutter over og 10 – og så var det ligesom nok!

Nu er det ligesom ikke første gang, vi er gået fejl af hinanden, i forbindelse med vores løbeaftaler. Vi har rent faktisk lige flyttet mødested, for at sikre os at vi kan se hinanden, fordi vi før har oplevet, at stå på hver sin side af en bygning og bande over at den anden ikke var mødt op.

Så da hun ikke var dukket op 10 min. efter vores mødetid, var jeg rimelig sikker på, at hun havde klokket i det og jeg lige så godt kunne begynde at løbe. Så jeg løb og løb og løb.

Jeg var rigtig svedig og varm, da jeg kom hjem og jeg blev ikke mindre varm, da min kalender bippede …… og på den måde fortalte mig, at jeg skulle mødes med min veninde 5 minutter senere, fordi jeg på en eller anden måde ligesom havde været en time for tidligt på den!!!

Anden gang endte dog som gang i stedet for løb!

Afstanden til mit arbejdet er blevet tredoblet og jeg har måtte konstatere, at trafikken er noget mere pågående og voldsom, end hvad jeg er vant til. Så jeg har bidt i æblet og har fundet min cykelhjelm frem.

Og ja, jeg ser dum ud. Og ja, jeg jeg føler mig fjollet og min hår sidder mærkeligt. Men jeg bliver ved med at sige til mig selv, at jeg vil se endnu mere mærkelig ud med hjernemasse spredt ud over fortorvet. Det har endnu ikke helt overbevist mig. Men jeg prøver.

Jeg kører med cykelhjelm!

“Din blog er kedelig, hvis du ikke snart begynder at skrive igen, må jeg jo til at finde mig en anden overspringshandling” fik jeg at vide i går. Og til det kan jeg blot sige “Ja” og “Jeps”.

Så dette er blot en servicemeddelse:

For tiden og i den nærmeste fremtid vil denne weblog blive opdateret ujævnligt og med mere eller mindre ligegyldige og ofte ikke-aktuelle nyheder.

….og jeps, det er egentligt ikke fordi det er så meget anderledes end normalt – men nu er det i det mindste kommet på skrift!

At starte på en ny arbejdsplads kræver i starten den største koncentration. Man skal lære ansigte og navne, så man hilser på de rigtige mennesker med de rigtige navne. Man skal lære at finde rundt, frokoststuen og toilettet er altid gode pejlemærker. Man skal så hurtigt som muligt finde ud af, hvem der ved hvad, og hvilke skjulte dagsordner, der er rundt omkring.

Og så skal man lære, at når man starter på en mandearbejdsplads, så skal ideen med at iføre sig flagrende nederdel og cykel overvejes to gange. Jeg har ikke lyst til igen, at stå på parkeringspladsen og måtte konstatere at den eneste måde, de to genstand kan skilles ad, er ved at jeg tager nederdelen af!

Men jeg kan oplyse, at jeg er en af dem, der hurtigt gør sig kendt på en arbejdsplads….