“Nå, hvad har du så tænkt dig at stemme?”
Når spørgsmålet bliver stillet, har jeg mest af alt lyst til dukke mig og lade spørgsmålet, flyve hen over mit hovedet.

Jeg ved at det er vigtigt – på mange måder vigtigere end hvem der sidder i vores eget Folketing.

Jeg ved det påvirker min hverdag på mange forskellige måder, og sikkert på flere måder end jeg er klar over og lægger mærke til.

Men jeg har svært ved at forholde mig til EU og endnu mere til hvem jeg ønsker skal sidde i Europa-Parlamentet. Jeg har oven i købet svært ved at finde ud af om jeg er imod – som jeg ellers altid har været.

Et eller andet sted er jeg begyndt at opleve, at det er omsonst at være imod længere, men hvis jeg er for nu, er det på samme måde som hende der er bollet tyk mod sin vilje, klædt i hvidt og hevet op til alteret – gæsterne er indbudt, festen sat igang og det er ligesom lidt for sent og nytteløst at sige “nej” længere.

Det blive ikke engang nemmere, når man prøver at finde ud af hvad de forskellige mener eller hvilken kandidat man er mest enig med – det er rimelig foruroligende når det viser sig at man deler holdninger med mennesker, men ikke har lyst til at dele rum med …. men det giver også løsningen … jeg bliver nødt til at stemme blankt!

En eftermiddag i sofaen med min nye bedste ven, har efterladt mig med lidt småblister på tommelfingeren og smil på ansigtet.

Projektet denne gang var sko: Læs videre her

Når man begynder at have semi-erotisk drømme, hvor der indgår elementer som beklædning med firma-logo og kollegaer som buffere, så ved man at det er ved at være på tide, at det arbejdsrelaterede seminar tager sin afslutning.

Nok foregik det i smukke omgivelser, seminaret altså (- drømmen var noget mere snusket) , og nok er jeg skam interesseret i mit arbejdet … men jeg nu ikke den, der er helt ked af at tre dages fag-snak har taget sin ende.

Printeren er løbet tør for blæk – og jeg for energi. Billederne ligger spredt ud over stuegulvet og katten jamre sig og vil have noget opmærksomhed…. det er vist på tide at lade billeder og computer være det de er og ta’ noget kvali-tid med missen.

Der er ingen tvivl om at jeg er glad for mit digitale kamera, og nu hvor jeg har fået det tilbage fra reparation, knipser jeg løs igen. Problemet er, at med de uanede muligheder der er for “bare at skyde løs”, bør man nok være udstyret med betydelig større kritisk sans og bedre “slette evner” end jeg.

Har nu siddet de sidste tre timer og sorteret, prioriteret og printet til jeg er ved at kaste op – og jeg er stadig kun 1/4 del inde i den rejse, jeg gerne ville printe billeder ud fra …og, nå ja – det er ved at være to år siden jeg kom hjem med de der knap 900 billeder…

Der har været en masse Milo’er i mit liv. En 8- 10 stykker er det vel blevet til. Folk jeg har delt husrum med i en kortere eller længere periode. Vi har aldrig delt lejlighed som sådan – men fælles køkken og bad – og så stort set levet hvert vores liv. En snak i køkkenet i ny og næ, lidt følgen op på hinandens helbred og levned, men så heller ikke meget mere.

Det utrolige er hvor få af dem, der har skabt et varigt minde i mig. Mens jeg sidder her og tænker på de forskellige, er der en tre-fire stykker som jeg end ikke kan huske navnet på – selvom jeg ved at vi har boet sammen i mindst et halvt år.

Men mit hovedkriterie når det har været tid til en ny Milo, har også altid været “jo mindre synlig, jo bedre” – så jeg er stort set altid endt op med nogen, der praktisk taget ikke var der.

En enkelt skiller sig ud – og blev min hjerteven. Med ham oplevede jeg, for første gang i mit voksne liv, at blive favnet i problemløs kærlighed. At blive elsket som den jeg var, at blive tillagt lutter gode hensigter. I hans kærlighed voksede jeg som menneske. Selvom det var en sorg, da han måtte flytte, fordi han skulle videre i sit liv, ved jeg at den tid vi havde sammen, på mange måder var med til at bringe mig videre i mit liv. For det er jeg evig taknemmelig.

og den Milo jeg bor sammen med nu? …..jaeh lige nu er jeg totalt indebrændt over, at han ikke har købt opvaskemiddel.

Så er det på med de påsyede fletninger der er kvindeløb igen.

Veninden er ude med riven og vi melder os under fanerne …. altså lige så snart veninden får fundet sin kalender:

visitsen siger:
hvad dag melder du os til?

Veninden.dk siger:
øhhh det har jeg endnu ikke tjekket. Det fordrer at jeg bevæger mig for at finde min kalender…. så det bliver nok imorgen

Veninden.dk siger:
Altså at jeg finder en dato…

Så på et tidspunkt, så løber vi igen – helt bestemt!

Jeg har godt bemærket, at (de fleste) andre mennesker ikke deler min begejstring for limpistoler. Men skulle der være en anden lim-entusiast derude, så er der mere nyt under more Læs videre her

Når man indeholder en god blanding nysgerrighed, angst for at gå glip af noget spændende og samtidig er lidt paniod, er det rimelig foruroligende, når to kæmpe lamper lyser udenfor ens vinduer. To tanker er herskende “hvad sker der, går jeg glip af noget?” og “….hmmm… gud ved hvorfor det lige er min lejlighed der bliver oplyst?”

Hvis jeg bare havde betalt den håndlæser i Indien de 200 rps, så havde jeg sluppet for det evigt tilbagekommende sommer-fod-problem. Hver eneste sommer når strømperne ryger af, skal jeg igennem en periode hvor jeg får sår, praktisk taget alle de steder på “overfoden” hvor de berøres af sko. Mine fødder er “prinsessen på ærten” x 9.

Men jeg ved hvad problemet er, en håndlæser i Indien fortalte mig det: Jeg har jokket i sort magi. Intet mere, intet mindre. Ikke noget så fancy som en forbandelse, onde øjne eller lignede (det var ellers sket for min søster – og han kurerede hende) – næ, jeg har bare ved et uheld trådt i noget sort magi – og formedes 200 rps. kunne han fjerne det.

Og dumme mig, betalte ikke manden – og det er sommer og jeg har passeret start uden at indkasseret 500 kr – og har sår på overfoden – igen!