Med det traditionelle nytårsskænderi af vejen, er der plads til at tage hånd om de sidste forberedelser til årets sidste dag.

Vores gæster kommer med maden … og jeg begynder at ane en trend (for det gjorde de også til julefrokosten). Og det er en superlettelse. Specielt fordi jeg er arrangør af et nytårsdyk, der finder sted mellem 9-14.

Alligevel er der ting at gøre, borde at dække, stuer at støvsuge og forskelligt smånips at forberede.

Og selvom jeg jo egentligt har meldt mig ud af  “De perfekte kvinders klub” så er jeg, ifølge min kæreste i hvert fald, blevet hangaround her op til gæstebuddet.

Selvom jeg tidligere har skrevet en liste med “Tips og tricks til den dovne værtinde”, så har jeg svært ved selv at følge den.

Jeg har tilsyneladende et indre  behov for at støvsuge, rydde op og gøre rent inden mit hjem bliver invaderet af andre – for ikke at tale om lige at lave nogle lækre snacks til dronningens tale, en fantastisk velkomstdrink (og den er fantastisk og selvopfundet efter inspiration i Singapore og New York*) og bage kransekage til morgendagens nytårsdyk og kl. 24.

Men jeg prøver at sige til mig selv, at listen er milevidt fra hvad den var før.

Dengang jeg stadig var fuldgyldigt medlem af den der klub.

Med perfektion.

* og velkomstdrinken: friske blåbær, hindbær, jordbær, kirsebær og brombær knuses sammen med lidt citron, mynte, myntesirup og is. Hældes i glas og tilføres hvid rom, malibu og citronvodka. Toppes op med mere knust is og sodavand.

Det smager som himlen synger og jeg kan ikke vente til det bliver sommer og jeg skal lave den af friske bær og mynte fra haven.

Måske skal det være mit nytårsfortsæt?

Jeg skal drikke mig i hegnet i den lyse nat – med min fantastiske drink – mindst én gang i løbet af 2010.

Dét – og så måske råbe lidt mindre af min kæreste.

Lidt.

Julemorgen vågnede jeg med stumper af en gennemtygget øreprop i munden.

Resten af den lå i små stykker i sengen. Jeg kunne godt huske, at jeg havde drømt noget om at jeg havde tygget tyggegummi og havde spyttet det ud.

Jeg havde så åbenbart tygget voks-øreprop. Brugt.

Den anden øreprop sad pænt i øret.

Men det blev en god jul.

Ænderne ankom som de skulle. Den ene blev langtidsstegt i ovnen og den anden kom på grillen og vi nåede det hele og børnene fik deres gaver og vi voksne fik også vores del.

Ænderne var fantastiske, præsten talte om CO2 og topmøde og indsamlingen i kirkebøssen gik til de børn som trængte mest. Men vi fik ikke at vide hvem de var.

Den præst der har døbt og konfirmeret mig, talte nu i en mikrofon. Sådan en som superstjernerne har på. Og min moster syntes at den nye kirke lignede noget fra Rudolf Steiner. Jeg syntes at min præst lignede en der var blevet gammel. Og min mor forklarede mig, at det var mange år siden jeg var blevet konfirmeret.

Og jeg blev jo voksendøbt.

Ligesom Jesus.

Men det blev alligevel jul. Selvom det mest duftede sådan når man var ude på altanen, hvor anden blev grillet – og så i de sidste minutter hvor den langtidsstegte blev varmet op derinde.

Og min svoger misforstod mig, da jeg ringede og fortalte at min mor ikke havde købt ind til salat og om han ville tage et rødkålshoved med. Så den hjemmelavede rødkål blev suppleret af 3 købeglas og til gengæld blev rødkålssalaten lavet med iceberg.

Men det gik endda når det blev suppleret af appelsin, granatæble, mynte og et drys kanel og appelsin (men blev vel inspireret af sin Camilla Plum).

Og jeg fik en middag her (Frederikshøj Kro) og jeg glæder mig til at smage hvad der sker når klassisk fransk møder molekylærgastronomi.

Men indtil da er jeg nu også glad for at smage hvad der sker når klassisk jul møder min familie. Og  det sker i morgen når jeg lægger hus til et familiesammenrend, med hver deres ret under armen.

Noget af det bedste ved julen er juledagene og nu vil jeg kravle tilbage i sofaen og putte med kæresten og måske en kat eller to.

Glædelig jul.

Der blev spist røget ål og laks og drukket snaps til, da svigermor var landet efter en tur gennem vinterlandet.

Mandarinerne er kommet i kassevis og står på bagtrappen – når de ikke lige ligger afpillet og dufter rundt om i huset.

Svigermor er nu placeret i lænestolen, med tæppe om benene og kattene har efterhånden tilgivet at de blev jagtet med støvsugeren tidligere i dag.

Vi har afprøvede om Romtorpf’en smagte som den skal. Og det gør det. Lige præcis så rund, syrlig/sød som den skal – og betydelig mere uskyldig end den er.

Den er klar til jul – og det er vi efterhånden også.

På et øjeblik gik jeg fra ledighed til julefri.

Det skete da jeg i dag fik tilbudt og accepterede et nyt job, som jeg skal starte på den 11. januar.

Og pludselig kan jeg se en dejlig lang juleferie i øjnene og se frem til en ny start på en interessant arbejdsplads.

… og oven i det er jeg endda blevet færdig med juleindkøbene og jeg er næsten færdig med at gøre roderummet klar til svigermors ankomst …

– det er jo hele tre ting på en gang.

Og juleglæden kan sænke sig.

Med de koldeste øre i mands minde, er det svært at høre budskabet om globalwarming, men det er der selvfølgelig stadig sandhed bag det, selvom vejret her i København ikke just understøtter det lige nu.

Det begynder jo hos en selv … og med to i virkeligheden ligegyldige internationale rejser på bagen, indenfor de sidste to måneder er jeg jo mere en ualmindelig CO2-skyldig.

Men når man så står der udenfor den danske andedam og kigger op på det uendelige lysshow på Times Square, virker det nyttesløst at skifte til sparepære, ligesom det virker uoverskueligt at skille affaldet herhjemme i glas, avis, grønt og brændbart,  når en storby som NYC bare smider al sin affald usorteret på gaden.

Alligevel starter det med en selv.

Og måske med videnskaben, som jo nok, når det kommer til stykket har bedre vilkår til på sigt at gøre mere ved forbruget, end man har som enkeltstående borger.

Bortset fra det, så er det som at bo i en krigszone her, med bentonblokke, helikoptere og politibiler så langt øjet rækkker. Til gengæld kunne jeg cykle alene rundt omkring Christiansborg, så jeg er åbenbart ikke på nogen måde en risiko for sikkerheden … og det skulle de slemme, slemme fyre (og deres kostumeafdeling) bare vide.

Og jeg tænker – som så mange andre – hvad det egentligt koster i CO2 med helikoptere, privatfly (endda i flertal hr. Præsident), motorcykler og patruljebiler.

Og det starter vel også med en selv når man er klimaforhandler eller regering?

Det som måske var mest slående ved New York, var egentligt ikke de høje bygninger (selvom de var pænt høje og skylinen fantastisk når man så den fra vandet), eller de mange mennesker (og der kan ellers være mange af dem med en subway) eller det pulserende liv på Time Square (glem alt om sparepærer – sluk bare lyset der og du har redet halvdelen af verdens CO2) – men den imødekommenhed som jeg syntes vi mødte alle steder.

Når man stod i en toiletkø i Starbucks , blev man spurgt om hvor man kom fra, så man forvirret ud på gaden eller subwayen kom der straks nogen og spurgte om man havde brug for hjælp til at finde vej og sad man og spiste frokost i en bar, var det da det naturligste i verden lige at dele et stykke af ens livshistorie med en og spørge ind til vores.

Der er mange ting af se i NYC, men man bliver også meget set , mens man er der – og det er vel egentligt det som står mig allerklarest, her efter at jeg er kommet hjem og sådan reflektere lidt over turen.

Og så vil jeg gerne tilbage.

Jeg har kun lige smagt de yderste spidser af flødeskummet, har skrabet i overfladen og jeg vil gerne have mere.

Så må dollarsen vedblive at være lav og tiden gunstig … for jeg kunne godt lokkes med til en forårs, sommer, efterårs … eller bare en ny decembertur.

er.ikke.opslugt.af.new.york.men.kom.hjem.til.julefrokost.fik.pænt.meget.snaps.

tak.for.nyindkøbt.hjemmeoutfit.

det.er.blødt.

I dag har jeg bestået en eksamen … og selvom jeg egentligt havde meldt mig ud af de “perfekte kvinders klub” og bare satsede på at komme igennem, så bestod jeg med udmærkelse og fik beskeden overrakt sammen med en rød rose og et knus fra eksaminator.

I morgen skal jeg pakke til NYC og drikke fredagsøl med en kær kollega, der ikke er min kollega mere.

Og lørdag tager jeg et fly til Amerikat og jeg har hørt hvor jeg kan få det lækreste fladeudtøj og en trendy middag med de fedeste drinks … og nu kan jeg slappe af og rigtig glæde mig …

Da jeg stod op, var det til en dybblå himmel med tjæresorte skyer – og byens lys:

Jeg kan blive træt af andre ting ved stedet hvor jeg bor. Men jeg tror aldrig at jeg bliver træt af min udsigt.

Og nu hvor det er blevet lyst kan jeg se, at tagene står hvide med rimfrost. Farverne er støvede, næsten som på et sort/hvidt billede.

Det bliver en smuk dag.

På min færden rundt i alle de decemberindlæg, der fylder blogbot.dk, faldt jeg over et usædvanligt indlæg.

Usædvanligt groft og usædvanligt sødt.

Fra Maria, der har en mor, der har fået stjålet alt sin julepynt. Maria er nu i gang med at samle brugt julepynt ind, så hun kan give sin mor en ny kasse julepynt.

Det er nemt at forholde sig til og en overskuelig opgave – så mens min kæreste ser gårsdagens amerikanske football med en af sine venner, vil jeg gå ned og hente julekasserne fra kælderen og se hvad der kunne trænge til et nyt hjem.