Der har kørt en diskussion i medierne og også her på diverse blogge; om homoseksuelles ret eller mulighed for at blive kirkeligt viet. Jeg vil ikke sige noget om det, for jeg kan jo læse i biblen at:

Som i alle de helliges menigheder skal kvinderne tie stille i menighederne. De må ikke tale, men skal underordne sig, sådan som loven også siger. Men hvis de vil have noget at vide, skal de spørge deres mænd hjemme, for det sømmer sig ikke for en kvinde at tale i menigheden.
(Første Korintherbrev, 14, 35)

Det er ikke svært at finde støtte eller opbakning for det ene eller det andet synspunkt i biblen. Jeg mener bare, at hvis man virkelig vil bruge biblen som argument for at gøre eller lade være med noget så skal man være konsekvent og gøre eller lade være med at gøre alt det der er listet op og ikke bare plukke efter for godt befindende.

Tilgivelse og kærlighed det er det, den kristne tro handler om for mig.

Ovnen er renset, gulvene vasket – blød jazz på anlægget, vinduerne åbne så forårsluften strømmer ind -ah! Sms tikker ind, om jeg har lyst til en tur ud i verden…….. ren søndags-zen

Den store klump kattehår-menneskehår-almindelig-støv-oversize-nullermand jeg fandt ved siden af min seng i morges, har jeg ikke den store lyst til at dele med omverden. Til gengæld faldt jeg over en lille filmstrimmel, som en god ven på et tidspunkt sendte til mig, da jeg ryddede op på mit skrivebord (det virtuelle af slagsen) i går.

Here goes – enjoy

MPEG-fil 3,22 MB

Har fået et tilbud, der er umuligt at sige nej til, men kan være svært at sige ja til. Så jeg sidder her og lægger til og trækker fra og overvejer for og imod og tæller på fingre.

Jeg er blevet truet i dag…af min vicevært.

Det er ikke personligt ment. Alle i min opgang har fået den samme trussel – hvis vi ikke rydder op, vil vores viceværter, smide os på gaden.

Det sjove er at det er det samme selskab som ikke kan finde ud af at gøre, det de egentligt er bestilt og betalt for at gøre – nemlig gøre rent. Eller vaske trapper og vinduer. Eller skifte el-pærer, eller komme når der bliver ringet efter dem … eller er noget.

Siden vores udlejer skiftede over til det firma, har rengøringen i ejendommen været i en mildest talt elendig forfatning – tabt julepynt ligger på bagtrappen til langt op af sommeren, udbrændte el-pærer er mellem ? og et helt år om at blive udskiftet. Vi er efterhånden alle sammen på fornavn med den brækpøl, der har ligget i en af portene siden julefrokosterne i december. En af kongeoplevelserne er når de skal “feje” fortorvet: en mand går rundt med en opsamlingstang og samler cigaretskodder op enkeltvist – uanset om der er ét skod, eller en hel bunke efter billister, der tømmer deres askebærger ud på fortorvet – selvom det både er kost og fejebrædt på den medfølgende vogn.

Men nu har de skruet bissen på, har de……….og så er det bare at jeg siger, “fej lige for din egen dør, inden du klager over at du ikke kan feje foran min!”

Jeg vil slet ikke gå ind i hele “kvinder ctr. mænd” eller “toiletbræt-op-eller-ned-diskussionen” men hæve min røst til fordel for gennemførelse af en lille smule pli på de offentlige toiletter.

Jeg har et problem med at blive mødt ñ so to speak ñ ansigt til ansigt med andre mennesker fækale eller urinale-efterladenskaber, når jeg træder ind i det lille rum, hvortil jeg ønsker at trække mig tilbage i ensomhed.

Jeg ved jo godt med min fornuft, at vores uni-sex toilet her på arbejdet, bruges af andre end mig. Men det vil jeg helst slet ikke tænke på eller mindes om. Derfor er det en grænseoverskridende oplevelse, når jeg træder ind og mødes med en kumme fuld af en andens mørkegule morgenÖtis.

Og jeg undre mig over at et andet menneske, er så stolt af sin egen formåen, at vedkommende ligefrem mener, at synet vil være en gave for den næste der træder ind i rummet.

Taí dig sammen mand og træk ud!

Hvor jeg ved fra at det var en mand?

Brættet var oppe!

Nu hvor der snart er gået et par timer og varmen er ved at vende tilbage, er det med et tilfreds suk, jeg kan sige til mig selv, at det var dejlig med en (semi)kulturel eftermiddag.

Københavns Energi havde inviteret på et kig ned i cisternene i Søndermarken med mulighed for at høre historien om hvordan cisterne undergik forvandlingen fra underjordiske vandbeholdere til Museet for Moderne Glaskunst.

Tak for det Københavns Energi, det var både en smuk og informativ oplevelse – og nu vil jeg gå ud og drikke et glas vand og overveje hvilket af vandværkerne det kommer fra.

Nå ja – husk at det er i morgen det er “vandets dag”

sms til veninde kl. 10.30:
“har du lyst til at komme forbi til noget mad i aften?”

Jeg går i byen og glemmer mobilen derhjemme – men kommer tilbage til denne besked:

“Jeg har børneweekend. Kan jeg evt. tage barnet med?”

Sender straks en besked til veninden:
“ta bare barnet med – hvad tid vil du komme?”

Hører ikke mere og hun svarer ikke sin telefon – så da tiden nærmer sig 17.00 ryger denne afsted:

“Hmm… mon vi har en aftale i aften? Kan ikke få fat på dig på telefonen. Nu har jeg ihvertfald lagt an til noget mad, så håber jeg I har lyst til at komme forbi”

Tiden går – maden er færdig, stadig ingen besked og ingen veninde på telefonen. Overvejer om der er sket hende noget – eller om hun bare ikke gider svare.

Kvart i syv opdager jeg denne besked, der har ligget på min telefon en halv times tid:

“Jamen søde, da jeg ikke hørte fra dig efter min besked, så gik vi ud og er lige kommet hjem og skal til at se fjernsyn for dig og derefter i seng. Beklager. Jeg ville smaddergerne komme men nu er det for sent.”

Har lige talt med veninden – lige som mig, var hun kommet afsted uden mobiltelefon. Det havde passet hende rigtig godt at komme, men uden mobilen kunne hun ikke se at hun stadig var inviteret og havde regnet med at det var droppet.

Næste gang jeg inviterer til mad, tror jeg ikke at jeg gør det via en sms…..

Klokken er ikke engang halv elleve og jeg har fået ros hele tre gange i dag…..

* mine kollegaer roste et brød jeg havde bagt og taget med til den ugentlige fredagsmorgenmadsseance- og jeg tror de mente det for det blev spist op og opskrift blev udbedt

*en kollega viderebragte ros fra et bestyrelsesmedlem vedr. en sag jeg havde forelagt for Direktionen

* plok sagde tak for at jeg havde sagt, at jeg bedre kunne lide hans blog uden billeder.

Behøver jeg at nævne, at det ikke er hver dag jeg oplever ros og jeg meget svært ved at tage imod.

På Frederiksberg findes en have. Den er ikke speciel stor, men den er smuk og der er plads til ro og nydelse. Selvom haven er åben for alle, kendte jeg ikke til den, før jeg kom til at arbejde lige ved siden af.

Lige nu er plænerne fulde af erantiser, krokus og vintergæk. Tulipanerne står tæt og i kø for at springe ud. Magnolie-træerne har saftsprængte knopper og de tidlige rododendronner venter bare på en dag eller to mere med varme og sol.

Jeg føler mig privilegeret, når jeg kan hive lidt tid ud af arbejdsdagen og tilbringe den på en bænk med solen i ansigtet, blomsterduft i næsen og fuglesang i ørene.