Er ude i min lille lykkehave.

Og har fundet ud af, at jeg ejer 3 grønne asparges, der titter op af jorden med et bestemt udtryk, et æbletræ med 5 blomster og et kirsebærtræ med mere end 20.

At både lilje- og kongekonval ser ud til at komme, at lupinerne vokser voldsomt … og ja, det gør de fandes skovjordbær også … stadigvæk og hele tiden. At mine tulipaner ser lidt knotne ud og slet ikke blomstre som dem i de andre haver, men at der er tonsvis af perlehyacinter og påske-og pinseliljer hid og did.

Jeg har Mads og Monopolet i ørene, efter at jeg lige har afsluttet en telefonsamtale, hvor jeg fik fjernet en sten fra en dejlig dames hjerte.

Min pc er koblet op til verden på et modem …. og damned, hvor er jeg bare glad for den der verden og den plads jeg har i den.

Og af alt hvad jeg ejer i verden, er jeg lige nu allermest lykkelig for mine 3 grønnes asparges og mine 5 æbleblomster.

Forleden ringede jeg til arbejdsmarkedscenteret og fortalte dem at de venligst kunne arkivere min ansøgning om ulønnet praktik lodret, da de efter 5 ugers sagsbehandling og to rykkere, hverken var kommet med et svar eller som minimum, den lovede angivning af hvornår jeg kunne få et svar.

Tiden var gået og muligheden for praktik var udløbet.

Min tålmodighed var også udløbet.

Og  det fortalte jeg da også den sagsbehandler jeg fik i røret. Da hun kom med en lidt spag melding om “at det ville blive noteret på sagen at vi har mistet endnu en praktik“, så jeg en lille åbning og selvom jeg egentligt ikke havde tænkt mig at bruge energi på at klage over dem, fik hun den fuldstændige og ubarmhjertige bredside af mine tanker om deres sagsbehandlingstider og inkompetente skrankepaver.

Og var faktisk lydhør.

“Det er for dårligt og vi beklager“, sagde hun. Og selvom det kun er ord, var det fornuftige ord at bruge overfor sådan en som mig. og hun syntes at jeg skulle klage.

Men jeg vil ikke bruge min tid på at klage, over at jeg ikke kan få en ulønnet praktik. Jeg vil hellere bruge min energi til at få et lønnet job. Men jeg ville gerne give dem mit telefonnummer og mulighed for at ringe mig op, hvis de ville have nærmere besked.

Så det fik de.

Og de gjorde faktisk brug af det.

Først blev jeg ringet op af en “supervisior”, som desværre ringede mens jeg havde min telefon lukket og derfor bare lagde en besked. I går var den pågældende sagsbehandler så blevet bedt om at ringe mig op.

Han beklagede også rigtigt meget (og sikkert også i sit stille sind over at have mig i røret og få råt for usødet) – han kunne også fortælle mig at det (måske?) nok var min A-kasse, der er anden aktør i min sag, der skulle have lavet min sag.

Den udtalelse fik mig langt udover mit røde felt.

For hvis det er sandt er det da topmålet af inkompetence, da det betyder at der er lavet fejl 5 gange:

• Først hos min A-kasse, der jo konkret henviste mig til (Jobcenteret der henviste til) Arbejdsmarkedcenteret.
• Dernæst hos Arbejdsmarkedcenteret, der jo bekræftede at skemaet skulle afleveres hos dem.
• Igen hos Arbejdsmarkedcenteret, der jo kvitterede for min ansøgning og altså ikke tilbageviste mig til A-kassen.
• Atter hos min A-kasse, som jeg snakkede med i anden anledning og fortalte om den her praktik og viste endda skemaet og fik bekræftet at det skulle behandles af Arbejdsmarkedcenteret.
• Og så lige yderligere de to gange jeg rykkede Arbejdsmarkedcenteret for svar. Begge gange blev der kigget på skemaet, uden at nogen talte om at det skulle til A-kassen.

Uanset hvad, så fortalte manden mig at han kunne have mine papirer klar, så jeg kunne starte i en praktik på mandag.

Og jeg fortalte ham så, at som jeg havde sagt indledningsvis, så var tiden gået og der var ikke længere en praktikmulighed.

For istedet for at sidde på min dertil indrettede har jeg selv knoklet for min beskæftigelse og skabt mine egne rammer og jobmuligheder.

Og her i dag skal jeg skrive min første kontrakt på en deltidsbeskæftigelse i de kommende uger, samt papirene til min A-kasse så jeg kan have lønnet bibeskæftigelse.

Fundamentet for min kommende virksomhed er ved at blive bygget.

Og det vil jeg hellere bruge min energi på, end ulønnet praktik, langsomlig sagsbehandling og inkompetente skrankepaver.

…. så det gør jeg.

Fik ikke mindre end tre mails fra Toppers nye missemor her i weekenden. Topper er gået skridtet videre og har her i weekenden været ude i ikke mindre end 3 omgange.

Og det er gået ganske godt.

Hun har været nysgerrig og rundt, og rundt og rundt om huset, uden dog at forlade den sikre have.

Hun har klatret i stort dansk egetræ, og både fejlet og vundet og kommet en lille bitte smule til skade. Og har også overlevet det og fået trøst.

Hun er gået ud og ind og har spist og drukket og er fortsat med at bruge kattebakken ….

Hun har oplevet dansk forårsregn og det var ikke lige et hit, men så havde hun heldigvis et hjem at komme tilbage til.

Og endelig har hun smeltet sin nye missemors hjerte på præcis samme måde som hun smeltede mit og min kærestes …

Hun er i den grad flyttet til Vejle og er blevet fuldt integreret i sit nye hjem med missemor og misseven.

Jeg har været ung så længe jeg har kunne huske – og en hel del længere end fødselsattesten tilsiger.

Gode gener førte mig gemmen mine 30’ere, som var jeg i 20’erne og starten af 40’erne som om jeg var i 30’erne.

Jeg levede også mit liv, som var jeg ti år yngre.

Startede på universitet da jeg var i midten af tyverne og løb hornene af mig mens jeg var i 30’erne. Opdagede at jeg alligevel gerne ville have børn, da jeg var omkring 38 og gik først igang med de mere seriøse forhold, da nærmede mig de 40.

Mens nogen folk på min alder fik teenagere og endda børnebørn, omgikkes jeg folk der fik deres førstefødte og prøvede ligeledes at sætte småfolk i verden.

Og jeg var så meget nede med det hele, boede i det hippeste af det hele – det nyrenoverede Halmtorv med udsigt over byens tage, og da jeg var 40 havde jeg intet praktisk tøj, mine “praktiske sko” var højhælede støvler, og jeg havde stiletter, blankt hår, fuld makeup og mine negle var altid nypolerede.

Og *vumpf* her hvor jeg har rundet det halve af 40’erne er det som om at min alder har indhentet mig BIG TIME.

Min krop folder sig ud på en ganske uklædelig måde og selvom jeg hver eneste uge tænker “i morgen” eller “jeg går i gang på mandag”, så kommer det ikke meget længere end til tanken, med det der træning.

Mine knæ, hænder og ryg giver sig når jeg bevæger mig ud i verden og prøver kræfter med de ting, der tidligere var det rene ingenting at få gjort.

Jeg kan lide portvin. Og jeg nyder at drikke et glas (men drikker mig i øvrigt sjældent fuld … for hvem gider længere spilde en dag med at have tømmermænd?).

Mit ansigt folder sig omkring mine læber, der er en tør plet på min hals, hvor det ser ud til at der om lidt lægges an til kalkunpludder. Der hvor der engang, sad en smilerynke når jeg havde smilet meget den foregående dag, er der nu lavet en blivende fold, som nok så meget creme ikke kan udglatte.

Mens mit hår har mistet sin længde og fylde og jeg har fået en frisure, der er praktisk og ikke kræver uanede mængder tid og stylingsprodukter at sætte, må jeg konstatere at grokraften stadig er til stede i kroppen, den udvises dog bare på andre hår end hovedhåret.

Jeg er holdt op med at farve mit hår. For første gang siden jeg var omkring 18 har jeg noget der vistnok er min egen hårfarve. Men på trods af at jeg troede jeg ville blive gråhåret som 24 ligesom min farmor (der havde det flotteste lange hår lige til sin død) så har jeg hverken arvet gråheden eller hendes fantastiske hår.

Min mor og min kæreste kan lide min naturlige hårfarve. Selv synes jeg at det mest af alt er en gang leverpostej … og hvornår er jeg lige blevet sådan en der gør hvad min mor, eller en mand synes jeg skal?

Jeg har købt mine første fodformede sko – og da jeg forsøgte at returnere dem og de ikke ville tage dem tilbage, var jeg ved at græde i butikken. For hvad skal jeg med sko, der slet ikke ligner mig?

Min kæreste grinede af dem og spurgte om jeg ikke havde kigget på dem inden jeg købte dem?

Og i går var jeg i teater og ude og kigge på et rækkehus i Rødovre.

Og jeg kunne lide det.

…. og jeg tror at jeg ligenu er ved at gå i panik og få en 40 års krise. (Eller måske 30?)

Hvilket jo også vil være passende da jeg jo forlængst har passeret den alder hvor jeg bør gå i panik over de her ting ….. Og jeg er sikker på at jeg i virkeligheden kunne klare altid og al forfald – hvis jeg bare kunne blive ved med at gå i pæne sko.

Og det er ikke de her: nye praktiske sko

Jeg har nu et par gange oplevet, at jeg er blevet “stressificeret”det vil sige blive gjort til en negativ “stresshistorie” af andre mennesker. Du ved, man bliver ynket, eller “nååået” som om at jeg på grund af min fortid er en stakkel, som man skal passe lidt på. En der er lidt halt og ikke rigtig kan yde så meget mere.

Det er naturligvis gjort i en god mening. Det kan jeg godt forstå. Selvom jeg ikke kan identificere mig med det billede af mig, som andre mener jeg åbenbart skal have.

En knap så god mening, var den udmelding en rekrutteringsansvarlig gav mig efter en samtale. Personligt kunne han lide mig, min profil og mit drive … og var også “ok med min stresshistorie, men han var ikke sikker på, at virksomheden ville være ok med det.

Jeg kan egentligt ikke helt selv greje om jeg synes det er værst, at andre skal være ok med “min stresshistorie”. Eller at nogen ikke er ok med det.

For hvad er det de skal være “Ok med”?

• At jeg har været gået ned med stress?
• At jeg er kommet ovenpå igen?
• At jeg tror, at jeg kan klare et arbejde?
• (eller faktisk ved det)
• At der er en risiko for at jeg kan gå ned med stress igen (ligesom alle andre mennesker)?
• At jeg modsat andre mennesker nu kender mine stresssymptomer og ved hvornår og hvordan jeg skal reagere?
• At jeg er kommet helt vildt styrket ud af det her og ved hvor mine grænser er?
• At jeg efter et års sabbat i den grad kan mærke mig selv, og hvad andre mennesker gør ved min energi – så jeg kan sige til og fra på opgaver og mennesker, og skabe den bedst mulige balance mellem arbejde og privatliv?

Er det ikke alle sammen ting, alle kan være ok med? Om som det er ok at leve efter?

Jeg oplever ikke længere, at det at jeg har været gået ned med stress gør mig til en dårligere eller skadet arbejdskraft. Nærmest omvendt.

Jeg er godt klar over, at jeg ikke var på det her sted, efter første gang jeg gik ned med stress og at den sidste chef jeg havde, havde en grund til at mene at jeg ikke var ok.

Og han har også ret.

For da jeg startede på det arbejde, var jeg på ingen måde kommet mig ordentligt over min første omgang stress. Jeg var udover det, stadig fedtet ind i noget frustration omkring den måde jeg fik afviklet mit tidligere job på. Jeg var vred, ked af det og havde i virkeligheden stadig mange stresssymptomer.

Eller om man vil – jeg var stadig “nede” med stress.

Det er jeg ikke i dag. Og når jeg møder andre der er “nede med stress” kan jeg sagtens genkende symptomerne og jeg kan se, at de gerne vil dele deres historie med mig og føle at vi er sammen om det her.

Men vi er ikke på samme side. Vi er ikke engang i samme bog.

For i dag er jeg lykkelig for min stress.

Det at jeg gik ned med stress er nok noget af det bedste der nogensinde er sket mig. Og jeg ønske, at alle der gik ned med stress, kom igennem det og fik det ud af det, som jeg har fået.

Min stresshistorie er, at jeg er blevet et lykkeligere og meget mere afklaret menneske – og jeg håber at den indsigt, er noget jeg kan bære med mig i resten af mit liv.

Var jeg ikke (igen-igen) gået ned med stress, havde jeg ikke taget et sabbatår. Og havde jeg ikke taget et sabbatår, havde jeg ikke været igennem denne her proces hvor jeg langsomt er helet og har fået års frustrationer og negativitet skrællet af mig, sådan at jeg nu virkelig kan mærke hvad jeg ønsker og hvad der giver mig energi.

Og hvem der giver mig energi.

For mens der måske ikke sker så meget her på bloggen, så sker der en masse ude bagved skærmen.

Og det med hvem og hvad der giver mig energi, er klart mine nye rettesnore.

Sammen med bevistheden om at jeg ikke vil nøjes.

Jeg vil have det hele – og det tror jeg at jeg kan få.

Så jeg er helt ok med min stresshistorie.

Og jeg håber at du også bliver det.

U P D A T E

På facebook var der en der havde nedenstående billede på sin profil … og på en eller anden måde, så siger det egentligt mere præcis det jeg mener:

Der for efterhånden flere uger siden, fik jeg jo afleveret og svar på at jeg havde afleveret en ansøgning til ulønnet virksomhedspraktik. Men forventet start første april.

Jeg vidste jo godt at det med starttid ville blive lidt presset, for selvom ham jeg først snakkede med i Jobcenteret på Vesterbro sagde der var en sagsbehandlingstid på en uge, så fik jeg jo et brev om at sagsbehandlingstiden måtte være maks. 3 uger … og loophullet “hvis jeg ikke fik svar indenfor 3 uger, så ville forud for fristens udløb få en melding om hvornår jeg så ville få svar”.

Ja, i min røv, ville jeg.

Hvis 3 ugers fristen løber fra de modtager mit brev så udløb den i fredags og hvis den løber fra de svarer mig den 27. marts, så udløber den i dag. Og jeg har hverken fået svar eller besked om hvornår jeg vil få svar.

Og det mest barokke er jo at det jeg beder om lov til, er at få lov til at lægge nogen gratis arbejdtimer et sted hvor jeg ikke tager noget fra nogen, men ret sandsynligt vil kunne skaffe mig en indgang, et lille stykke ude i fremtiden.

Det tænder mig i den grad af når dem der skal hjælpe folk på vejen, istedet for spænder ben for dem.

Min a-kasse har været fantastiske og jeg kan kun smide roser og anbefalinger i retningen af AAK, for de gør et virkeligt fantastisk job og med en energi og en positiv ånd. Min fagforening har egentligt også holdt nogen ok kursus og været der for en … men SYSTEMET, det som egentligt skulle hjælpe mig videre, har i den grad været på tværs og en ordentlig omgang møg.

Men, som de jo også fortalte mig tidligere, så er det min egen skyld, for jeg kunne jo bare have sørget for at vi fik en anden regering.

Og der har de jo ret. Jeg var ikke hjemme da der var valg.

Så det er jo nok min egen skyld.

Med skyld på.

…. og jeg kan jo også bare lade være med at forsøge at skabe mit helt eget job og egne muligheder, for det er de i hvert fald ikke gearet til, og slet ikke i det her tempo.

I vores tid i Egypten lærte vi en masse dejlige mennesker at kende. Og vi snakkede om at vi ville holde en stor fest for dem vi mødte når vi var tilbage i Danmark – som en ordentligt afslutning på et spændende år.

Så det gør vi – og jeg kan naturligvis ikke lade være med at blogge om det … så det hele kan følges på http://grisefesten.wordpress.com – og ja, det er da totalt overkill at lave en blog om en fest …. men når man nu har muligheden og synes det er sjovt – ja, så er det det der sker.

Det der bloggeri, griber da også om sig og gud og hver mand laver da snart sagt en blog om alt!

… men du er velkommen til at læse med hvis du vil.

P.S. Har aldrig været god til at holde tingene på et lavt blus

P.P.S Er rigtig god til at gøre tingene til et projekt….

Fik tjekket mine fødder i dag, og det ser ikke helt så slemt ud som jeg frygtede.

Men jeg ved så heller ikke, om jeg bliver målt op mod normalen, eller det unormale – for der hvor fodtjekket foregik, tror jeg, at jeg var den eneste med alle lemmer i behold.

Dog er der ingen tvivl om, at hvis jeg vil undgå at gå som på knive og ønsker at stoppe min knyste fra at lægge endnu et skonummer til min højre fod, så er det ned fra stiletterne og ud i noget med lav hæl og runde snuder.

Efter undersøgelsen var jeg ude i deres butik og kiggede på sko. Den ene mere uhåndterbare sko efter den anden. Store klodsede grimme, grimme, grimme sko – der ubetinget vil få mig til at se endnu lavere og bredbaget ud end det billede som naturen har skabt mig i.

Men jeg er jo godt klar over, at det er den vej det går, uanset hvor meget jeg slår mig i tøjret.

Bredbaget og rundsnudet.

Glem alt om stiletter, lange støvler med spidse snuder  – ja, praktisk taget alle mine sko og støvler er nødt til at ryge ud, for der vil ikke være plads til indlæg i nogen af dem. Eller i hvert fald ikke plads til _både_ indlæg og tæer.

Og det skal der jo være.

Hvis jeg vil gå i verden uden smerter.

Sidste år sad jeg indenfor i en lejlighed, klinet til skærmen og læste med frustration og savl i mundvigene om den fantastiske påske alle virkede til at have. Om solskin og udeliv og ting der blomstrede og voksede med en ubønhørlig grokraft.

Og jeg længtes.

Efter den danske påske, foråret der står på spring, den første kop kaffe i et lunt hjørne, kirsebærtræernes hvide sne, blå-blå åh så fantastisk blå himmel og vasketøj, der fik duft af det hele.

I år har jeg mest siddet indenfor og kigget ud på gråvejr og regn og tænkt på hvor hylan det der påskevejr blev af!

Bortset fra den fantastiske forårsdag vi havde skærtorsdag, hvor jeg brugte det meste af dagen på at køre Jylland-Sjælland retur og resten af tiden på at fejre fødselsdag.

Ind i mellem har der dog været forårshuller, der har lagt sig som balsam på mit forårssavn, og bragt glæde i en kold påske:

Som det utrolige kvidder af småfugle, der sang halsen af led, da jeg i rimfrost og morgenkåbe sad på terrassen, klokken lidt over 6, fordi Bertram skulle ud og snuse efter mus.

De par timer min mor og jeg havde på knæ ved min lille urtehave, mens vi snakkede og rev ugræs op og langsomt så et års forfald og upassethed forsvinde og istedet så, at de fleste urter og planter havde overlevet.

Og varmt besøg hos onklen og visitter fra mosteren og turen forbi min fætters iPad, for at få arrangeret en afhentning af en pc på Amager. Og gensyn med mormor og morfar, der gennemsnitligt ville være 100 år i år, hvis de havde levet i levende live.

Om at gå ture på stranden med min mor og nye og gamle venner, der alle frydes over det hvide sand og kigget til Samsø og Tunø.

Bertram og Alfred, der virker som om at de aldrig har været væk fra Saksild, og håndterer gensynet på hver deres måde: Bertram der skal ud klokken 6 for at tjekke vejret ud og Alfred der lige snupper en time mere helt puttet ind under dynen, så kun næsen stikker frem.

At køre Danmark tyndt og tur-retur til Sjælland, gennem solskin og et smågrønt landskab, med æggeskilte og de sidste kartofler til salg, for at fejre at min far har gennemført 75 påsker i år og ser ud til nemt at kunne nappe 25 mere.

Når grillet blev tændt op og vi fodrede gamle og nye venner af med alt godt fra grillen og de gode kødvarer fra Slagteren i Hou.

At sidde 8-12 mennesker om et bord og lige gøre plads til et par ekstra naboer til osten og mærke huset varme op af godt selskab og madnydelse, selvom det egentligt hverken er plads eller stole nok.

At drikke morgenkaffen af ølkrus og spise blødkogt æg af et snapseglas, fordi opvasken ligger ovre hos naboen, da de tog den med hjem aften før, og de ikke står tidligt op.

Og at høre nyt fra Vejle, om en Toppermis der trives i sit nye hjem og bestemmer over madskålen, kigger ud på naturen og byder Wimmer op til leg.

Så selvom der kun blomstrede kirsebær i mine vaser og jeg ikke drak kaffe i solen, så blev min påske alt det jeg ikke vidste jeg havde ønsket mig.

På vej til (påske)sommerlandet blev turen lagt rundt om Vejle. Solen skinnede og her og der stak forsythiaen sit gule ansigt frem, himlen var blå og høj. Og i et hus af røde sten, bor der en Ulla og hendes kat – som nu har fået en ekstra beboer.

Jeg har ikke noget kamera for tiden og derfor har jeg ikke nogen billeder af Topper, der ligger på sit klatremøbel om morgen og lige tager en ekstra runde rundt på ryggen, for at blive morgenkælet, når vi står op. Heller ingen bevis på, at jagtinstinktet var tunet og klart, når hun med de sødeste så miav-lyde var ved at gå til af ivrighed over mågerne og duerne udenfor vinduerne. Eller hvordan hun lige passede på sofaarmlænet, som hun lå på, på sin helt specielle måde – mens hun holdte øje med både os, de andre katte og med et halvt øje på tv’et. Ingen film af hendes ynde og charme når hun jagtede sit legetøj eller gav igen på tiltale, når drengenes jageri blev for meget.

Men jeg har dem og alle de andre billeder og minder over vores tid sammen, i mit hoved og i mit hjerte. For hun var min hjertemis, min kærestemis og min lille dejlige pigemis.

En lille heldig egypterkat, der kom væk fra livet som gadekat og nu bor hos en Ulla i Veje.

Og jeg er sikker på, at der er en mening bag tingene og når det igen bliver sommer og varmt, er jeg glad for, at Topper nu har et liv, hvor hun igen kan klatre i træer og nyde det frie katteliv: