Så hænger den der igen – som en blodappelsin – tæt ved horisonten. Og laver spas med mig og meningen og hysteriet.

På min opslagstavle hænger et Kierkegaard citat:

Alle ønsker udvikling, men ingen ønsker forandring

Det er så sandt som det er sagt.

Men mest om de andre.

Der står også:

“De problemer der ikke løser sig selv i løbet af en tre måneders tid, er ikke værd at beskæftige sig selv”

Det er tyvstjålet fra Stenstrop og det prøver jeg stædigt at leve efter lige for tiden.

I forskellige dele af mit liv.

“Du spurgte hvad jeg havde lavet i pinsen” sagde min mandlige kollega, “Det her” fortsatte han og viste mig sin knyttede næve.

Jeg så på hånden og så at den ene kno så lidt rød ud, så jeg tænkte at han måske havde slået hånden.

“Havearbejde?” spurgte jeg – og så viste jeg ham billederne af min nyttehave og fortalte lidt om det.

“Nej kom med” sagde han da han endelig kunne komme igennem min talestrøm. Og vi gik ind på hans kontor og han viste mig et billede på sin skærm.

Af ham med stort smil og en yndig kvinde med brudebuket.

Han havde vist mig sin nye fine giftering. Af to slags guld.

Og jeg havde set en midaldrende mand med gråt hår og skæg og en lidt forslået kno.

Hvor ser man tit noget andet end det, der bliver vist frem.

Prøv lige at tænk på, hvor mange gange man har taget to ens sko eller støvler på, uden at det nogensinde bliver bemærket.

Men sker det blot én enkelt gang, at man kommer til at tage to forskellige støvler på på arbejde – så har snakken ingen ende.

Det var en mandag. Det var den 16. april. Get over it!

… de var iøvrigt begge to sorte og lige høje – det ku’ ske for enhver…

Jeg har lige lavet et lommeopkald til mig selv. 1½ minutter af mig der går, taler med kollega og skriver mail.

Er man selvcentreret eller snagende når man intenst aflytter sin egen gøren og laden?

Uanset hvad, kan jeg konkludere:

– damn, jeg tramper når jeg går!
– jeg lyder fuldstændig som min søster når jeg taler
– hvor kan jeg dog skrive hurtigt og trykke igennem på de taster når jeg mailer…

Alle burde ind i mellem lytte til sig selv – både på den gode og den afslørende måde.

Og vi lader den lige stå et øjeblik.

Når man bliver 40 så får man en sang.

Sådan er reglerne og den 4 af slagsen blev skrevet i dag.

Det tænkte vi nok ikke helt over, da vi startede traditionen.

Der er 5 tilbage og inden vi får set os om begynder folk at blive 50.

Men der har kun været en enkelt bryllupfest i mellem. Det var så i oktober og de er nu igang med at blive skilt. Godt at der ikke forventes lejlighedssange ved skilsmisser. Dem har der været en del af.

Ikke så snart mine artiskokker er blevet ædt og spyttet ud af artiskokkrybet, udsætter min nyerhvervede havestatus mig for nye prøvelser: at indkøbe møbler til uderummet.

Lørdag blev tilbragt i rundtur mellem havemøbeludsalg i Valby, genbrug i Rødovre, lagersalg ved Ballerup og Ikeatesten i Tåstrup – med diverse ekstrastop i anden møbelbutik og Silvan.

Min ide om at erhverve mig noget godt og vedligeholdelsesnemt ikke-plastikficeret havemøblement for en tusse eller to, blev gjort slemt til skamme. Jeg havde ingen ide om at havemøbler koster det samme som alle andre møbler. Naive mig.

Og som altid når jeg er på udkig efter ting, har jeg meget bedre smag end pengepung.

Men jeg skal have fundet noget … og snart. Den 5. juni fejrer jeg, foruden grundloven og fars dag, fire familiemedlemmers fødselsdage under blå himmel og høj sol.

Solen er jeg sikker på og flaget lå i en rodekasse til en flad tyver – men jeg mangler noget at sætte folk på og ved. Det er ikke sikkert, at jeg kan blive ved med at slippe af sted med at lave picnic på fliserne.

P.S. Nogen der kender nogen der bare er helt vilde for at man kommer og henter deres brugte havemøbler?

Jeg holder af hverdagen, men mest af alt af de hverdage der ender som en fest.

Sådan var dagen i går, hvor mit planlagte aftenkaffeselskab, pludselig blev udviddet med en ekstra. Der må være noget om den der synergieffekt, for sjældent har jeg set to mennesker, der i den grad kunne få hinanden til at sprudle. Og jeg grinte gennem København – mens slet skjulte fornærmelser og kørselsvejledninger føg fra de to (#1 , #2 på forsædet.

Den ene af dem har allerede skrevet om aftenen her – og den anden nærmer sig ikke internettet – omend jeg har hørt et rygte om, at han kan få tingene læst op derhjemme.

Nogen folk ønsker alting planlagt og skemalagt. Planlægning og skemaer er fint nok – men spontane ændringer kan ind i mellem skabe de bedste situationer. Og sådan en var en af dem i går. Og jeg er glad for at ingen af mine gæster (udtrykte) mishag over at jeg sådan ændrede planerne, hen over deres hoveder.

Når man finder sit eget sidste indlæg fra tirsdag kl. 21.16 øverst under egne favoritter på blogbot, er det vist på tide at indse:

– at dem jeg [altid] har læst vist ikke længere hører til de mest aktive bloggere mere
– at jeg heller ikke selv holder formatet
– at jeg ikke har fået indført nogen af de nyere og betydelig mere aktive favoritter på min liste eller
– at sommeren bare er startet tidligt i år – og den naturlig nedgang i blogfrekvensen allerede er startet?

tjoe….