I bedste Billed Bladet stil .. og så alligevel ikke.

For dem som jeg mistede i 2013 var dyr.

Selvfølgelig er Mandela stor og verden går i stå for et øjeblik når et icon stopper med at leve og når ungdommens tegneseriehelt Rune T. Kidde går af dage, sammen med barndommens stemme Ingrid (fra Ingrid og lillebror), så gør det da et indtryk og indblik i egen dødelighed.

Men jeg har ikke sovet i ske med nogen af dem. Ingen af dem bar afkom som jeg forløste eller gik gennem sorg og glæde med. Ingen af dem kom med levende mus til mig eller slikkede mig i hele hovedet når jeg besøgte dem … og det er måske også ok.

Men det var et hårdt år på kæledyrsfronten.

Først gik Bertram heden om. Efter en bid tunfisk, hev han stikket ud … just the Bertram-way. Ikke så meget fis med det, men lige ud af landevejen – lige som han selv var.

Ikke så specielt længe efter, fik vi besked om at Topper-pigen ikke var mere. Hun fik alt for kort tid på jorden. Men med sin ankomst til Danmark, og et udeliv hos Ulla i Vejle sammen med Wimmer, fik hun nok en noget bedre skæbne, end hvis hun var blevet efterladt i Egypten. Det viste sig at hun havde kræft – og havde haft det over en længere periode. Hun døde samme dag som det blev opdaget at hun var syg – så enten har hun været ultrasej og ikke vist nogen smerte, eller også har det bare gået hurtigt.

Hurtigt gik det også med det sidste kæledyr. Og uventet var det også. Hun var ikke min og så alligevel … for jeg havde jo være med siden hun blev hentet som hvalp og hun var vokset til sammen med min niece.

Min mors lille hund. Chili – der blev kørt over i slutningen af november, lige uden for mine forældres hus. Godt nok gammel, men stadig en stor trøst og glæde for dem og for os med når vi var forbi.

De gør noget ved os. De der dyr. Og når vi mister dem græder vi rigtige tårer og sørger. Men heldigvis kan man ind i mellem opleve, at det at de forlader en, så giver plads til en ny kærlighed. Et nyt dyr. Og det vil nok også ske her.

På et eller andet tidspunkt.

Man kan bilde sig en masse ind. En af de ting jeg har gået og bildt mig selv ind i de her tre måneders tid, var at jeg var ok uden mine katte.

Den tese krakkelerede her til aften, hvor et jeg fik et opkald om at Bertram – den store musejæger, tiggeprins og kælegris ikke er mere.

Han fik en død som i høj grad afspejlede hans liv og hans personlighed … efter at have guffet en ordentlig omgang tun, faldt han en ti minutters tid senere om og var død. Sikkert et hjertestop eller blodprop.

Bertram det mildeste kattedyr, der lod ungerne slæbe rundt på sig da han blev passet ude, under vores år i sandaler. Bertram med de smukke blå øjne, der var rolig og fredelig hjemme i lejligheden, men blev en voldsom musdræber når han kom over til sommerhuset.

Bertram der åd min mors persienner når de ikke blev trukket hurtig nok op, så han kunne kigge ud på fuglene, når han blev passet der. Katten der kunne finde sig til rette alle steder og derfor hurtigt fandt nye glæder ved sit sidste bosted: en fransk altan, som han insisterede på blev åbnet kl. 4 om morgen, så han kunne få en times tid af morgenstunden.

Bertram var den af vores katte der var nemmest at elske. Lige så lys af sind som af pels … som vi har sagt så mange gange om ham i de små 6 år vi fik lov at have ham “Bertram, det er ham den lyse … og han er charme, selvtillid og lækker pels”.

Bertram … han smuttede lige videre – og nu er der kun Alfred tilbage – og jeg må sande, at jeg elskede vist alligevel de der to kræ….

Flere foto af Bertram på 23.

Mine katte har lopper. Mine katte, der ikke længere er mine katte, har lopper.

Over i det der Jylland.

Hvor og hvornår de har fået det er en gåde. Men da de kom over i deres nye hjem, begyndte de pludselig at slikke sig helt vildt meget og lidt efter fandt han ud af at der var lopper.

Og da jeg fandt ud af det begyndte jeg at klø og min kusine som jeg havde besøgt en uge før jul, fik en forklaring på hvorfor hun havde kløet i nakken, efter mit besøg hos hende. Hun var nemlig sikker på at jeg havde båret rundt på en loppe.

Men jeg har ikke lopper i min lejlighed. Kun loppefund – lidt hist og pist … som jeg stadig er ved at finde plads til, her i mit “nye” hjem.

Møblerne er ved at være på plads i de forskellige rum, nu skal der bare “gøres færdigt”. Hænges ting op, smides ud … og lopper eller ej, så går jeg lidt rundt om mig selv, og kløer mig i hovedet og synes egentligt at jeg har pænt mange ting, og måske ikke helt behov for det hele.

Måske et loppemarked på et tidspunkt ville være mit løsen?

Fik endelig besøgt, den gode Toppermis i Vejle.

Og det var mere end tydeligt, at hun nu boede der og ikke havde tænkt sig andet. Ingen varm velkomst der. Tjae ikke engang en velkomst fik man.

Og det er jo godt.

For det må jo betyde at katten trives i sit nye hjem.

Lige inden vi kom havde hun og hendes katteveninde, fået en fugleunge ind i stuen. Kattemor fik reddet den og den var blevet sat op i et træ, hvor den sad og pustede ud, da vi kom ind. Kattene sad under træet og ventede på at se om fuglen drattede ned. Det gjorde den nu ikke.

Da vi forsøgte at komme i nærkontakt med Topsen, forsvandt hun ind i et buskat – og derefter fik man lov at hilse på r**en.

En tilgang fra en anden side, sendte hende ud på fortorvet, hvor hun lå og rullede sig i solen på fortorvet, mens vi stod i duften af den timian vi trampede rundt i og ikke kunne så meget andet end bare at kigge.

“Der var nok ingen der havde regnet med, at en baggårdskat fra Egypten, skulle ende som forstadskat i Vejle“, sagde min kæreste da vi kiggede på kræet. Og der er ikke rigtig nogen tvivl om, at Topper er kommet hjem og at hun nu bor hos Ulla i Vejle og er ganske tilfreds med det.

“Topper har to senge“, fortalte Ulla os. “Før Topper flyttede ind havde Wimmer også en seng. Men nu har Topper to“. Så at Topper er flyttet ind, er der ingen tvivl om.

Fik ikke mindre end tre mails fra Toppers nye missemor her i weekenden. Topper er gået skridtet videre og har her i weekenden været ude i ikke mindre end 3 omgange.

Og det er gået ganske godt.

Hun har været nysgerrig og rundt, og rundt og rundt om huset, uden dog at forlade den sikre have.

Hun har klatret i stort dansk egetræ, og både fejlet og vundet og kommet en lille bitte smule til skade. Og har også overlevet det og fået trøst.

Hun er gået ud og ind og har spist og drukket og er fortsat med at bruge kattebakken ….

Hun har oplevet dansk forårsregn og det var ikke lige et hit, men så havde hun heldigvis et hjem at komme tilbage til.

Og endelig har hun smeltet sin nye missemors hjerte på præcis samme måde som hun smeltede mit og min kærestes …

Hun er i den grad flyttet til Vejle og er blevet fuldt integreret i sit nye hjem med missemor og misseven.

Sidste år sad jeg indenfor i en lejlighed, klinet til skærmen og læste med frustration og savl i mundvigene om den fantastiske påske alle virkede til at have. Om solskin og udeliv og ting der blomstrede og voksede med en ubønhørlig grokraft.

Og jeg længtes.

Efter den danske påske, foråret der står på spring, den første kop kaffe i et lunt hjørne, kirsebærtræernes hvide sne, blå-blå åh så fantastisk blå himmel og vasketøj, der fik duft af det hele.

I år har jeg mest siddet indenfor og kigget ud på gråvejr og regn og tænkt på hvor hylan det der påskevejr blev af!

Bortset fra den fantastiske forårsdag vi havde skærtorsdag, hvor jeg brugte det meste af dagen på at køre Jylland-Sjælland retur og resten af tiden på at fejre fødselsdag.

Ind i mellem har der dog været forårshuller, der har lagt sig som balsam på mit forårssavn, og bragt glæde i en kold påske:

Som det utrolige kvidder af småfugle, der sang halsen af led, da jeg i rimfrost og morgenkåbe sad på terrassen, klokken lidt over 6, fordi Bertram skulle ud og snuse efter mus.

De par timer min mor og jeg havde på knæ ved min lille urtehave, mens vi snakkede og rev ugræs op og langsomt så et års forfald og upassethed forsvinde og istedet så, at de fleste urter og planter havde overlevet.

Og varmt besøg hos onklen og visitter fra mosteren og turen forbi min fætters iPad, for at få arrangeret en afhentning af en pc på Amager. Og gensyn med mormor og morfar, der gennemsnitligt ville være 100 år i år, hvis de havde levet i levende live.

Om at gå ture på stranden med min mor og nye og gamle venner, der alle frydes over det hvide sand og kigget til Samsø og Tunø.

Bertram og Alfred, der virker som om at de aldrig har været væk fra Saksild, og håndterer gensynet på hver deres måde: Bertram der skal ud klokken 6 for at tjekke vejret ud og Alfred der lige snupper en time mere helt puttet ind under dynen, så kun næsen stikker frem.

At køre Danmark tyndt og tur-retur til Sjælland, gennem solskin og et smågrønt landskab, med æggeskilte og de sidste kartofler til salg, for at fejre at min far har gennemført 75 påsker i år og ser ud til nemt at kunne nappe 25 mere.

Når grillet blev tændt op og vi fodrede gamle og nye venner af med alt godt fra grillen og de gode kødvarer fra Slagteren i Hou.

At sidde 8-12 mennesker om et bord og lige gøre plads til et par ekstra naboer til osten og mærke huset varme op af godt selskab og madnydelse, selvom det egentligt hverken er plads eller stole nok.

At drikke morgenkaffen af ølkrus og spise blødkogt æg af et snapseglas, fordi opvasken ligger ovre hos naboen, da de tog den med hjem aften før, og de ikke står tidligt op.

Og at høre nyt fra Vejle, om en Toppermis der trives i sit nye hjem og bestemmer over madskålen, kigger ud på naturen og byder Wimmer op til leg.

Så selvom der kun blomstrede kirsebær i mine vaser og jeg ikke drak kaffe i solen, så blev min påske alt det jeg ikke vidste jeg havde ønsket mig.

På vej til (påske)sommerlandet blev turen lagt rundt om Vejle. Solen skinnede og her og der stak forsythiaen sit gule ansigt frem, himlen var blå og høj. Og i et hus af røde sten, bor der en Ulla og hendes kat – som nu har fået en ekstra beboer.

Jeg har ikke noget kamera for tiden og derfor har jeg ikke nogen billeder af Topper, der ligger på sit klatremøbel om morgen og lige tager en ekstra runde rundt på ryggen, for at blive morgenkælet, når vi står op. Heller ingen bevis på, at jagtinstinktet var tunet og klart, når hun med de sødeste så miav-lyde var ved at gå til af ivrighed over mågerne og duerne udenfor vinduerne. Eller hvordan hun lige passede på sofaarmlænet, som hun lå på, på sin helt specielle måde – mens hun holdte øje med både os, de andre katte og med et halvt øje på tv’et. Ingen film af hendes ynde og charme når hun jagtede sit legetøj eller gav igen på tiltale, når drengenes jageri blev for meget.

Men jeg har dem og alle de andre billeder og minder over vores tid sammen, i mit hoved og i mit hjerte. For hun var min hjertemis, min kærestemis og min lille dejlige pigemis.

En lille heldig egypterkat, der kom væk fra livet som gadekat og nu bor hos en Ulla i Veje.

Og jeg er sikker på, at der er en mening bag tingene og når det igen bliver sommer og varmt, er jeg glad for, at Topper nu har et liv, hvor hun igen kan klatre i træer og nyde det frie katteliv:

Jeg har grædt mine modige tårer, tænkt i alternativer, plaget uskyldige mennesker i min familie – både med ord og med alternative behandlinger … men det ændrer ikke ved det faktum, at der ikke er nogen mulighed for at vi selv kan beholde Topper, eller at vi kan beholde hende i vores nærhed hos noget familie.

Og så er det at man må gøre det voksne, selvom det er svært og så langt fra det jeg ønsker for mig selv.

Men det er nu aftalt, at Topper kommer over til en dame i Vejle, der har et stort kattehjerte, et rækkehus hvor Topper kan komme ud og få rørt sig og klatre i træer. Damen har en kat i forvejen. Men det er en, som normalt accepterer andre katte og plejer at invitere op til leg, fremfor slåskampe …. så vi håber at kommer til at gå bedre end herhjemme, hvor alt hvad missebasserne byder på, er tørre tæsk.

Da jeg så hvor glad og lettet Topper opførte sig da hun var på kort visit hos min søster, var der ingen tvivl i mit sind: hun skulle væk fra mine andre katte. Uden dem, var hun fuldt ud tilbage som den dejlige tillidsfulde kat, hun er.

Så det skal nok blive godt for Topper at komme væk.

For os er det imidlertid en anden sag,

Der er ingen tvivl om, at af alle de katte der har været igennem mine hænder, så har Topper været den der har haft det mest elskelige sind.

En fantastisk kat, der er kælen uden at være omklamrende, sød og tillidsfuld og alligevel sin egen. Legesyg og en ædedolk, der både kan lide saltstænger og rugbrød. En rigtig lille charmemis.

Det bliver svært at sige farvel.

Men om 14 dage bliver Topper en Vejlemis og jeg håber på det rigtige mach.

Vi har nu været hjemme i lidt over en måned og vores katte er kommet nærmere en “normaltilstand” omend, det på ingen måde er ideelt.

De slås ikke længere hele tiden og de kan godt være i samme rum uden at der hvæses og knurres. Men Alfred er jaloux og når han kan se sit snit til det, så går han efter Topper, og når han gør det, så går Bertram med. Og det med at være i “farezonen” hele tiden, gør at Topper bliver mere og mere vagtsom og man kan se at ingen af kattene, så rigtig slapper af.

Det holder ikke i længden og vi har derfor arbejder på at finde et nyt hjem til Topper. Det er ikke med vores gode vilje at vi skal slippe hende, for den tid og alle de ting vi har haft sammen, gør naturligvis at man bliver knyttet til dyret og der er ingen tvivl om, at hun er en super sød og charmerende kat … som rigtig gerne vil både lege, kæle og udfordres.

Det sidste gør, at selvom det skulle blive bedre mellem hende og drengene, så vil det med at bo i lejlighed på længere sigt dræne hende – vi kan se at hun bliver mere og mere udadorienteret og vi vil gerne give hende det bedste, og det bedste vil helt klart være et liv hvor hun også kan komme ud.

På vildkat.dk har vi fundet et hjem til Topper. Der er en have, en med tid og overskud til hende – og der er en anden kat, en den virker til at være lige så sød og tillidsfuld som hende – og vi håber hun med tiden måske endda vil kunne lege med den.

Men beslutningen er endnu ikke taget endeligt – og det gør vi først om 14 dage.

…. for …. og der er her det lille håb begynder at bevæge sig, måske kan vores oprindelige plan alligevel komme til at fungere – nemlig at hun kan komme ud til min søster, der flytter i et lille hus til påske.

Min nevø, der ellers var begyndt at reagere på katten, er jo blevet behandlet for sin allergi. Lige efter behandlingen kunne vi ikke mærke nogen forandring, men her i torsdags hvor han var oppe hos os i nogen timer – og vel og mærke var sammen med 3 katte, var der slet ikke sammen reaktion som før.

Min søster har hørt om en anden alternativ behandler, der har fantastiske resultater på alle mulige ubalancer og ham har vi en tid hos på onsdag … og med den allerede noterbare bedring i mente, skal Toppermissen en uges tid efter behandlingen, på besøg hos min søster – hvorefter vi så kan træffe en beslutning om hvorvidt vi tør satse på, at hun skal have et varigt hjem der.

Med allergier er der mange forskellige skoler og ideer om hvad der kan lykkedes eller ej … men faktum er, at jeg har mødt flere, der på forskellige alternative måder er kommet deres allergier til livs … så lige nu krydser vi fingre herhjemme og håber på at det alligevel ender med at Topsen kan blive en lille Valbymis.

Lige før fandt jeg Topper på køkkenbordet, Bertram brummede løs nede på gulvet og Alfred sad ved siden af og så lidt forvirret ud.

Vi har åbnet op for zonerne.

Lidt af gangen og de får stadig ikke lov til at være alene sammen, eller være sammen om natten.

Topper, som var mest kyst af situationen i starten, er kommet rimeligt over det. Hun spiser, drikker, går på toilettet og vil faktisk også gerne lege, hvis hun ved hvor de andre er. Hun er også kælen og nysgerrig. Og bliver ved med at flytte grænserne for hvor langt hun tør gå i forhold til de andre.

Alfred er måske mindst påvirket af situationen og helt klart den der er nemmest at aflede med noget kæl. Han tøffer lige så stille rundt. Da det sådan rigtig gik op for ham, at der var en anden kat i huset var han moderat nysgerrig, og brugte aften i går på at sidde og kigge på Topper gennem glasdøren istedet for at gå ind i stuen af den anden dør. Når Bertram kører op i den store brummen, kan han godt brumme med, men det virker ikke rigtig som om at han ved helt hvorfor han gør det.

Bertram er klart den der mest provokeret af det hele. Mens han har været i pleje har han været udekat og har lært noget om det at have et territorium og skræmme andre katte. Og det er tydeligt at det plager ham, at der er kommet en anden kat ind på hans område.  Han brummer, hvæser og går stivbenet rundt. Alligevel er han ikke fuldstændig tryg i rollen som den dominerende kat, for hvis Topper vender sig mod ham, så kryber han under en stol eller en sofa. Vi prøver at aflede ham med kæl, snak eller mad – men vi må bare indse, at det tager tid og håbe på at det ikke skader ham, at vi har indført endnu en kat i flokken, som han så tydeligt anser sig selv som leder af.

Vi håber stadig at den oprindelige plan kan iværksættes, nemlig at Topper ender hos min søster og får et liv hvor hun også kan komme ud. Det ser ud til at min nevø tager rigtig godt imod zoneterapien og når vi har gennemført to behandlinger mere, vil vi gøre et hurtigt forsøg med at lade ham komme i nærheden af kattene og se hvad der sker.