Var til et fotoshoot igår.

Skal bruge nogen portrætter til min virksomhed og måtte derfor kast mig ud i det som jeg hader mest af alt … at blive fanget på film.

Af forskellige grunde var det nok den mest forkerte dag at gøre det, men jeg er vant til at agere professionelt og tage ud i verden med en britisk attitude og en stor slurk professionalisme, uanset hvordan jeg har det indeni.

Og det virker i de fleste tilfælde.

Men når der bliver smidt lys på dig, og du bliver sat under lup af et kamera, der fanger alle nuancer, og endnu flere når du har bestemt dig for at gå au naturel og dermed møder op praktisk taget uden makeup og med et hår der på alle mulige og umulige måder klasker sammen hvert andet øjeblik, så bliver resultatet derefter.

Det var ikke min fineste dag og det blev ikke bedre da fotografen sagde jeg skulle tænke på noget godt, og jeg så begyndte at græde. Det har de det ikke så godt med – de der fotografer.

Men det jeg allermest måtte sande var, at jeg ikke længer er den jeg troede jeg var. Jeg ser ikke ud på film, som jeg ser ud i spejlet herhjemme. Jeg har slækket på min sundhed og det har influeret på mit udseende.

Selvfølgelig er tiden også gået og ældning kommer i spring, men der ingen tvivl om, at det år hvor vi var i Egypten og jeg droppede alt der hed hudpleje, udsatte min ubeskyttede hud for uanede mængder sol, vind og saltvand og til sidst toppede op med rigtig dårlig mad og madvaner – i den grad kan ses i mit ansigt.

Med hensyn til billederne så kan der photoshoppes – men det kan jeg ikke i mit liv.

Jeg er på mange måder i en forandringsproces lige nu – og på vej ind i den allerstørste af alle – men jeg håber og satser på at jeg kommer helskindet ud i den anden ende – og at hende der kigger ud af mit spejl til næste år, gør det med en større kærlighed til hende der kigger ind, end hvad tilfældet er nu.

Og jeg håber at den kærlighed giver sig udslag i, at jeg plejer mig selv og min krop noget bedre – så resultatet er et gladere (og yngre?) jeg end hende jeg er lige nu. Og som jeg har på film.

Min aften i går sluttede med ild på tungen i et museum dedikeret til altings oprindelse.

Men det var ikke kun den milde eufori fra chiliplantens capsaicin der gjorde, at jeg gik i seng som et betydeligt gladere menneske, end hende der stod ud af sengen om morgen.

Jeg havde en travl dag i går og en dag hvor jeg var på bagkant hele dagen og alligevel kom jeg bare ud af det hele med beruselse over tilværelsen, min virksomhedside og det gode i netværk.

Jeg mødtes i løbet af dagen med fire kvinder, der på hver deres måde berigede mig og mit liv.

Den første smittede mig med glæde og jeg faldt nærmest i svime over smilet i hendes øjne og glæden i hendes sind. Hun introducerede mig til undervisningsmuligheder blandt eliten og selvom jeg bliver lidt benovet når jeg ser hvem der ellers befinder sig i det forum, så glæder jeg mig til at høre mere og se hvad det kan udvikle sig til.

Den anden fik mig til at vente, men i ventetiden kunne jeg se hvad mit virke de sidste mange måneder har medført af justeringer og forandringer. Man siger jo at alle vil udvikling men ingen vil forandring. Og jeg kunne se at det ikke var rigtigt. Måske går tingene ikke så hurtigt som en utålmodig sjæl kan ønske, men sætter man tilstrækkeligt mange museskridt sammen, kan de sagtens gå distancen af en elefant.

Den tredie startede med at ramme mig midt i min “perfekt-kvindes-selvfølelse” ved at komme for tidligt og før jeg selv var hjemme, så jeg ikke kunne nå at skjule rod, hjemmearbejdende kæreste med i joggingbukser og mystiske lugte fra et overbagt rugbrød. Min plan om at mødes ude blev purre ødelagt, men da den indre ro var genoprettet, blev mødet lige så inspirerende som mit første møde – og listen med ting der er muligheder i, blev øget med mange punkter.

Den sidste havde inviteret mig med til et chiliforedrag, der vækkede både de intellektuelle og fysisk-faktiske sanser med viden og smag. Hun berigede mig som altid med roen over at livet ikke ender, selvom man har rundet de 60 og jeg priste mig lykkelig over at jeg formår at have venner der aldersmæssigt spænder fra de tidlige 20’er til slutningen af 60’erne.

Jeg boblede af livsglæde da jeg gik i seng. Og selvom jeg ikke ved hvad fremtiden bringer og om noget af det jeg foretog mig i går udmønter sig i konkrete tiltag, så var jeg bare så glad og varm i det nu jeg var i.

… og det der går godt kommer ikke skidt tilbage.

Jeg synes det er svært, når jeg virkelig, virkelig forsøger at være seriøs omkring mine fødder og giver dem indlæg og ordentligt (grimt – men sundt) fodtøj … og jeg så alligevel ikke bliver lille Lise let på tå.

Det bliver ikke nemmere når dem der er sat i verden for at hjælpe en, bruger to nanosekunder på mig, fødderne og historien og blot sender mig videre med et cd-rom, med mine fødder i røntgen og besked om at få lavet et nyt indlæg  og ellers gå i gummisko.

Jeg synes ikke at jeg bliver taget seriøst, nu hvor jeg ellers seriøst søger at tage mig selv og mit fodproblem seriøst.

Jeg har ikke lyst til at trave fra den ene fodindlægsfabrikant til den næste og hive 1000 kr. sedlerne op af lommen som jeg træder mine famlende skridt. Og det er ikke godt nok at jeg ikke får at vide hvad der egentligt er i vejen, hvad prognosen og fremtiden er og hvad jeg kan gøre for at gøre tingene rigtigt og hvad der er forkert.

Og det er godt nok svært at navigere i denne (nye) verden.

Heldigvis har jeg fået muligheden for at læne mig lidt op ad en andens erfaringer. Jeg har fået gode råd og navn på en der skulle være konge blandt fodindlægsfabrikater, jeg har fået indsigt i hvor der skulle findes de bedste ortopædkirurger og jeg har fået lov til at snuse i en anden følsom fods skosamling.

Og når man giver op overfor de professionelle og deres manglende råd, er det godt at kunne hente erfaring fra andre.

Jeg er ikke kommet i mål endnu, men havde jeg ikke fået den opbakning jeg synes jeg har fået via bloggen her, ja så var jeg da gået helt i udu, her efter mit sidste besøg hos ortopædkirurgen, der brugte lige så lidt tid på mine fødder som første gang og blot kunne supplere min fodhistorie med “slidgigt i storetåen … men det er ikke noget der betyder noget“.

Nu er det lykkedes mig at få en tid hos min gamle fodindlægsfabrikant, for at se om der er noget galt med det indlæg jeg har. Og en anden tid hos en ny fodindlægsfabrikat for at få en anden mening. Desuden har jeg booket tid hos en fodterapeut for at få forkælet mine fødder.

Og det sammen med et par nye adresser på fodtøjsforretninger til sarte fødder, som jeg skal besøge her en af dagene, håber jeg at jeg kommer lidt tættere på oplevelsen af at have styr på fusserne.

Jeg synes ikke at det er nemt, det her iværksætteri. Dels fordi jeg gør det i nogen rammer der ikke rigtig understøtter det, og dels fordi jeg skal tappe ind til nogen ressourcer, jeg ikke synes jeg har. Og derfor virkelig slår mig selv i hovedet med min egne manglede evner.

Jeg taler om canvas.

Kunsten at ringe en fremmed op og få sig selv inviteret ind.

Jeg har generelt altid været dårlig til telefoner.

Uden grund, men ikke uden effekt.

Har altid hadet at ringe fremmede op.

Men jeg har øvet mig. Nu kan jeg ringe op på stillingsopslag og snakke med evt. kommende ledere om værdier og prioriteringer. Jeg kan kontakte mine lidt fjernere netværkspersoner og høre om åbninger og få aftalt kaffemøder og jeg har også formået at ringe op til netværks-netværks personer for at følge op på deres mulige behov.

Jeg synes stadig at det er svært.

Og når jeg forsøger mig med kunsten at ringe til de helt fremmede, så er jeg pt. ikke kommet videre end til deres buffer – i form af receptionist eller PA. Og jeg skal videre derfra.

I dag har jeg møde med to potentielle mentorer og en jeg skal se om jeg kan få til at blive en kunde. Og jeg er spændt på hvor tingene kører derfra.

Nogen gange ser det der lønarbejde bare noget nemmere ud.

De træer jeg kan se, herfra hvor jeg sidder er stadig grønne og frodige at kigge på – og da det også er der, samt i resten af København jeg tilbringer det meste af min tid – måtte jeg igår konstatere, at sensommeren er gået over i efterår, og at det skete mens jeg kiggede væk.

I mange dage havde det været min plan at komme ud på Fælleden og samle hyld. Til vinterens hyldesaft og C-vitamin tilskud. Men jeg måtte sande, at jeg kom for sent og at hylden egentligt var gået på held.

Mens jeg gik der i regnen på fælleden og kiggede efter hyld og havtorn, var det uundgåeligt at se, at vi er nået til den tid hvor træerne skifter farve og det var der at jeg opdagede at jeg havde været lige ved at misse en af mine yndlingstider … som lige præcis er når farveskiftet står på sit højeste.

Men heldigvis nåede jeg at opdage at nu er det nu og heldet ville også, at jeg i min søgen kom forbi et vildt æbletræ, der stod med fine rødstribede og store æbler. Meget større end hvad vilde æbler normalt er.

Så de kom hjem sammen med de hyldebær jeg havde fundet mig og med en posefuld solbær og et par håndfulde havtorn blev det hele kogt til saft og nu står der på mit køkkenbord mere end 5 liter rent saft, der sammen med sukker skal koges til sjælevarmer, der nok skal gøre godt gennem vinteren.

Den vinter som jeg kan forstå må være lige om hjørnet, når nu efteråret er trådt ind på scenen.

Jeg går jo lidt rundt i runder omkring mit arbejdsliv – og selvom jeg synes jeg kender retning og mål, så kan det nogengange føles som at lege blindebuk i et tornekrat og så virker det der med en fast ansættelse, 5 ugers ferie og pension som et så meget bedre alternativ.

Så jeg søgte et job, jeg troede jeg gerne ville have.

Ringede på det torsdag formiddag, sendte ansøgningen om aften, fik indkaldelse til første samtale om fredagen og var så til samtale mandag og fredag i sidste uge.

Og så er det at jeg tilspørger verden – hvad sker der for jer?

Fuck anerkendelse og se verden fra en anden side og folk gør det der giver mening for dem (som ellers var udtryk jeg til samtalen var storforbruger af) … for er det virkeligt muligt at vi i 2012 stadig har ledere, der mener at tid er en fleksibel størrelse og tæller arbejdstimer fremfor resultater og er nærmest stolte af at kunne sige at de arbejder 80 timer om ugen?

Som foretrækker kontrol fremfor sparring. Som synes at det er ok, at de leder en arbejdsplads, hvor der ikke er arbejdsglæde. Som ved at de har konflikter mellem medarbejderne, men vælger at lade være med at gøre noget ved det … fordi der er truffet en ledelsesbeslutning og den må medarbejderne jo bare lære at leve med?

Uanset hvor stor eller lille min egen butik bliver, eller hvad jeg i øvrigt skal lave i mit liv, så er det bare det totalt modsatte jeg står for.

Jeg tror på tillid fremfor mistillid som ledelsesværktøj. Jeg tror på work-life-balance og på at ingen mennesker kan være en effektiv arbejdskraft 80 timer om ugen. Tid og tidsforbrug og tidsspilde er et issue i mit liv. Jeg tror på, deadlines, dagsordner, og målsætninger og på at har man aldrig en bagstopper på sit tidsforbrug, et mål eller bare en dagsorden, så kommer man altid til at bruge mere tid end nødvendigt.

Efter min opfattelse skal konflikter løses eller i det mindste håndteres. Der er ledelsesbeslutninger der bare skal accepteres, men bliver de ikke det, kan man ikke bare lade være med at gøre noget … om ikke andet så fordi uløste konflikter gør folk meget mindre produktive.

Og så mener jeg at arbejdsglæde er en menneskeret i et land som Danmark. Nej, alle skal ikke nødvendigvis elske det de laver, og mange mennesker har ikke deres arbejde som deres fokuspunkt i livet. Jeg forstår så udmærket dem der arbejder for at leve … men det ændrer ikke ved, at mens man gør det – og gør det i så stort et omfang som man alligevel gør, så må man da samarbejde om at gøre arbejdsstedet til et godt og glad sted at være.

Hele weekenden gik jeg og overvejede hvad jeg skulle gøre, hvis jeg fik jobbet tilbudt. Selvom jeg godt var klar over at gjorde jeg det, så var der nok nogen i helvede der skulle ud og finde skøjter … men tirsdag aften fik jeg et afslag … på mail, for det er det klart, at man mailer et afslag efter to samtaler.

… jeg svarede tilbage med et forslag om at hvis de på et tidspunkt fik lyst til at kigge på hvordan de skruede deres arbejdsdag sammen og måske få nogen arbejdsredskaber til at optimere deres brug af tid, så var de meget velkommen til at vende tilbage og få noget tidscoaching…

Og så gik jeg tilbage og bankede et par planker fast i min egen lille butik.

Når man ser amerikanske tvserier er tanken om en hypermobil partner, nogenlunde oppe på samme niveau, som to piger der slås med puder i deres undertøj. Så hot. Det der siger *wham-pang* … og får tungen til at rulle sig ud. Altså på de hankønsvæsener der kigger på

Overvejer om hypermobile fødder også gør det for dem?

For det er så det, jeg _også_ har.

Sammen med knyst, forfodsnedfald, springtå og platfodhed.

Fra påske og fremad, har jeg raskt ignoreret mine fødder. Puttet dem i de sandaler jeg har det så godt i og er travet lystigt rundt uden problemer. Indtil for sådan 14 dages tid siden hvor en forkølelse forklarede mig, at det nu var på tide at få sko på igen og mit mareridt startede igen.

Udover mine dukke-lise sko, havde jeg ikke rigtig noget fodtøj, så jeg måtte ud igen og se hvad jeg kunne gøre mig i. Bevæbnet med indlæg og tålmodighed var jeg gennem to butikker – og kom ud med de sko, hvis billede jeg har tystjålet fra new feets kollektion og sat ind nede i bunden.

For det blev new feet igen. Heldigvis i et lidt smartere udtryk end sidst. Men stadig langt fra stiletter og andet der oser af sex.

Det gør stadig ondt.

Og så er det bare svært at holde ud og holde ved. For skal jeg have ondt i fødderne, så er jeg stadig så forfængelig, at jeg lige så godt kan have det i sko jeg kan lide at se på, som sko jeg selv synes er grimme.

Jeg har af kloge folk fået at vide, at jeg lige skal få gået mit indlæg til og at det måske er derfor jeg ikke har det fuldstændigt perfekt endnu.

Så jeg forsøger at væbne mig med tålmodighed (og grimme sko).

Og mens jeg gør det, har jeg også fået en aftale med en ortopædkirurg i stand. Og havde mit første møde med ham i går. Et meget hurtigt møde. Som udmundede i udsagnet om hypermobile fødder og en henvisning til en røntgenklinik.

Samt en fortælling om at jeg bare skulle gå i gummisko.

Gummisko havde det hele og specielt de tre ting der var godt for mine fødder: hælkap, stødabsorberende og kan snørres.

“Jammen” sagde jeg. “gummisko går måske ikke til alt slags tøj“.

Men det gør det. Sagde lægen. Han havde nemlig være i USA og der gik folk med gummisko til alt. Han havde selv set mennesker i smoking og gummisko.

“... men nok ikke også til balkjoler?” sagde jeg til min kæreste, da jeg om aften genfortalte historien og var kommet mig over mit 2½ minutstjek, som jeg i øvrigt  havde ventet 2½ måned på.

Men jeg har ikke købt gummisko endnu. Og jeg overvejer lidt at droppe det der med sko igen, eller gå tilbage til de af mine gamle sko, som jeg ikke har fået afsat. Og hvis den hånd jeg har rakt ud efter hjælp ikke viser mig vejen til de vise sten, så overvejer jeg klart at putte mine fødder i noget smart igen …

Var inde og se Anders Matthesen igår (og kan lige nu ikke lade være med at smage på ironien i at bruge 1½ time på afstandstagen fra ande-figuren, når jeg nu opdager at det lige præcis er anden.dk man skal finde ham på….) – men han er skarp og sjov og jeg blev endda en smule rørt helt til sidst … uden at jeg vil røbe hvad han gjorde, i tilfælde af at nogen skal ind og se, eller overvejer at købe dvd’en.

Men en lille del af tiden sad jeg også og overvejede om jeg havde set forkert på tiden, da jeg havde inviteret gæster derhjemme 2 timer efter starttidspunkt.

Men showet sluttede 1½ time efter start. Som annonceret.

Og da jeg stod ved døren derhjemme ankom gæsterne som planlagt.

Søndagsgæster. Min kærestes gamle venner som jeg havde inviteret som en fødselsdagsoverraskelse – og egentligt for at vi skulle spille det spil, jeg også gav min kæreste i fødselsdag.

Vi fik nu ikke spillet. Men vi spiste pizza’er direkte fra æsken, drak rødvin og fik fulgt op på den tid der var gået siden sidst og det var en superafslappende måde at have gæster på.

De gik 2½ time senere. For det var jo søndag og hverdag i dag … og det var faktisk en rigtig fed fornemmelse. Ikke at de gik. Men at man kan presse nærvær og samvær sammen på den måde. At man koncentrerer sig om det at være sammen, fremfor borddækning, madlavning og oprydning.

Tror jeg skal til at dyrke de kortere visitter noget mere.