Når man begynder at tænke ud over rammerne, er mulighederne uanede. Skræmmende store og voldsomme. Jeg tror på at man kan hvad man vil.

Eller jeg vil gerne tro på det.

Og jeg oplever det også. Jeg har bare været rigtig dårlig til at vide hvad jeg ville og folk uden mål lander sjældent på månen.

For 1½ år siden lavede jeg en liste over ting jeg ønskede mig. Ting jeg var sikker på bragte mig nærmere lykken hvis jeg fik dem, opnåede det.

Næsten alt på den liste er opnået. Nogen gange på helt andre måder end forventet. Nogen gange præcis som jeg beskrev det, uden at jeg selv havde set hvad jeg havde skrevet. Noget har gjort mig lykkeligere, andet har skabt nye ønsker i mig. Livet er ikke stilstand.

Alligevel har jeg svært ved at sætte mål for mig selv – på særlige områder. Og jeg har haft en tendens til at lade omverden falde på plads omkring mig, og acceptere de mønstre, der dannede og ændrede sig om mig med et kalejdoskops farverighed og hastighed.

Jeg har ikke lyst til at gøre det mere. Jeg har lyst til selv at sætte dagsordnen. Springe rammerne, melde klart ud. Jeg kan dog også mærke at det igen river i mig for at synke hen i tilstandens accept, i den moselignede tryghed der er der. Man ved hvad man har, men ikke hvad man får og måske er det noget lort, men det er i det mindste min kendte lort.

Det eneste problem ved at lade sig lulle ind i sædvanens tryghed er, at jeg ikke ville kunne se mig selv i øjnene … men det er vel ikke urealistisk at leve resten af livet uden kontakt til spejle…?

Jeg vender skråen en omgang. Vender tingene med kæreste, venner og kollegaer. Jeg vender tilbage igen og igen. Jeg kan ikke vende om og vender derfor næsen fremad.

For det er helt sikkert, jeg vænner mig ikke til det! Og jeg vil ikke vænne mig til det eller vente og se.

Og jeg vender tilbage når tingene er vendt tilstrækkeligt.

…og hele livet til at blive ved med at forsøge og undres i processen.

I dag forstår jeg for eksempel ikke den mail jeg har fået med billeder af hvordan man slagter og behandler hundkød. Fatter ikke konstellationerne i endnu en organisationsændring, men kan se og mærke dønningerne i den noget forandringstrætte organisation. Har intet begreb om hvordan det der facebook virker så jeg ikke ved en fejl opretter cirkler og poker folk.

Spørgsmålet er om jeg orker at fatte, eller om det bare er her man skal trække på skulderen og sige “pyt“….?!

Her i de senere dage har jeg gået ned af forskellige smutveje langs memory lane.

Torsdag mødte jeg en længst glemt ven af en ven (som i noget der nærmest var en kæreste). “Hej” sagde han til mig og brugte mit borgerlige navn, med en ufattelig lethed. “Det er da dig ikke?” Og det var det jo – så sandelig. Men jeg havde ingen anelse om hvem han var og havde han ikke nævnt ham vennen (der var mere end en ven), havde hans navn heller ikke givet mening.

Men jeg lignede mig selv – på en eller anden måde. Dér gemt under 20 år og mindst 15 ekstra kilo som han bestemt ikke kendte dengang.

Fredag var det den nære fortid. Min sidste arbejdsplads – den som åbenbart stadig betaler min løn. Jeg fik i hvert fald en lønseddel stukket i hånden mens jeg var derude. Og tak for det, må man vel sige. Glæden var stor. Over at se mig – over at se liv. Det er sørgeligt at se en arbejdsplads blive lukket ned bid for bid, som det sker. Omend det afstedkommer en dag med to frokostpauser, fordi der trænges til at snakke og gamle kollegaer er gode til det.

Senere samme dag var jeg tilbage for at sige farvel til en endnu tidligere kollega, der nu er på vej mod sin første lederstilling. Jeg ved han læser med her, så jeg kan ikke sige så mange grimme ting om ham som jeg gjorde dengang, før jeg vidste han læste med (#1, #2, #3), men det var dejligt at høre de roser der blev uddelt ved hans fratræden. Og dejligt at mødes og snakke med tidligere kollegaer og ledere, nu hvor tiden er gået og meget vasket væk.

Og man kan faktisk krydse sit spor – og hvor er det dog dejlig at gøre det, med oplevelsen af at man en bedre udgave af sig selv end tidligere. At man rent faktisk er vokset og rundet af på en mere rigtig måde og at tiden og afstanden også har gjort sit på de andre.

Fortiden ser altid bedre ud på afstand.

Og lige præcis dét, er billedet på et dagens højdepunkter – hvor en fantastisk fødselsdagsbrunch endte med at sende os på museum…

Jeg elsker min by, som den strækker sig i morgensolen og vågner op på ny. Mens grønthandlerne pakker frugterne ud og stiller dem an og åbner butikken – og nattens damer pakker deres ind og ned og lukker for forretningen.

Jeg elsker skiftet mellem nattefolkets raven rundt og dagfolkets målbeviste skridten ud. Når nattens gerninger og ugerninger blottes for det skarpe dagslys. Pailletter og sort mascara i dagslys.

Jeg elsker den råbende kvinde, der skælder manden huden fuld og ham, der giver hende et forsoningsknus, der midt på gaden, mens trafikken så småt tager til.

Jeg elsker at bo et sted hvor dagens skiften er lige så tydelig som årets – og hvor årets skiften efterhånden også kan ses i det væld af træer, der er blevet plantet rundt omkring og lige nu smider både blade og frugter på stenbroen.

Tror jeg lider af det igen – det der ordforstoppelse.

Måske bruger jeg bare så mange ord i løbet af dagen, at der ikke rigtig er nogen tilbage til aftenstunden?

Jeg taler godt nok meget for tiden.

Og lytter.

Og giver gode råd og vejledning.

Og bliver lyttet til.

Selvom jeg måske ikke har mange ord til overs når jeg kommer til aftenstunden, er det oftest de rigtige ord der er blevet sagt i løbet af dagen – og jeg brænder egentligt ikke inde med så mange mere.

Bedst af alt – jeg er ikke længere et brombærhegn…

Mens dagen så småt pakker sig sammen og gør sig klar til at blive aften, sidder jeg i den lille stue og tørrer hår i varmen fra de to elpaneler, der udgør halvdelen af husets varmekilder. Gør mig så småt mental og fysisk klar til aftens eskapade, som har været reserveret og forberedt siden starten af september.

Vi skal spise fint, skal vi.

Lige nede om hjørnet har landsbyens kro slået sig på mad, der kan dupere selv en københavneravis: Mad der hiver superlativerne frem og sætte 5 kokkehuer på menuen.

Ambitiøs slowfood

Det lyder godt og besnærende. Taxa er bestilt, for vinen skulle være lige så fantastisk som maden, og det bør man vist ikke snyde sig selv for.

Det eneste der kan bekymre mig lidt er mængden af fisk på menuen.

Jeg lider nemlig af den fejlfortolkning, at jeg ikke kan lide fisk.

Når jeg beskriver det som en fejlfortolkning så skyldes det, at jeg inde i mit hoved har en fast overbevisning om, at jeg ikke kan lide fisk. (Kolde skaldyr og sushi undtaget). Og selvom jeg igen og igen bliver udsat for fantastisk velsmagende fiskeretter, bliver jeg ved med at bilde mig det samme ind og dermed snyde mig selv for muligheder, oplevelser og sundhed.

Jeg håber dog at dagen i dag kan være et skridt på den rigtige vej. Vejen mod fiskehimlen – om man så må sige…

Det lyder da besnærrende: “Svampesmør” med salat af samme. Hertil havesyre, nye æbler og saltet ørred fra Norsminde. Høstmakrel i selskab med fennikel og nye urter, Kammusling en surprice, (Signaturret 2005), Tempereret skærissing med auberginemousse og strandkantareller. (og så dem uden fisk: Det bedste fra kalven med salat af små blomkål, nye hindbær og foie gras, Poussin med majsvelour, glace og sommerspinat).

Sidst vi var i sommerhus, samlede vi en stor fin skål nødder. Trods alle ønsker, blev de ikke straks konsumeret af nøddehungrende mennesker. Men som den gode husmoder blev de lagt i nylonstrømper og hængt til tørre i vaskehuset.

Denne turs tjekrute gik selvfølgelig også omkring førnævnte vaskehus.

Og det ser ud til at den der gemmer til natten gemmer til … tjae – om det er rotter, mus eller egern ved jeg ikke. Der er bidt hul i strømpebukserne og 2/3 af nødderne er væk. Helt væk – ikke spor af gerningsmand eller afslørende skaller…

Det er sidste gang jeg gemmer nogen nødder her i sommerhuset!

Der var frost på bilen, da jeg hentede routeren ind for at installere den. Luften er helt klar og sprød og sollyset falder gyldent omkring mig. Missebasserne nød en tur rundt i den lille gård, inden de blev budt ind i stuen til bløde stole og varme.

Der er sendt et bud til byen efter brød, svigermor laver kaffe og jeg sidder og arbejder (altså lige om lidt igen…), mens de snorkende misser ligger omkring mig.

Det er herligt med den frihed og de muligheder mit arbejde giver mig, så jeg blandt andet kan arbejde hjemme fra himlen i Saksild.

Livet er godt.

Midt i samtalen søndag aften blev vi afbrudt – hårdt og brutalt. Der sad jeg ellers og uddelte gode råd og mentale ørenfigner. Genstart og hiven i ledninger genskabte ikke forbindelsen og det gjorde en dags venten heller ikke. Opkald til udbyderen tirsdag morgen viste at der var hul ind til hytten, så fejlen “was coming from inside the house”.

Systematisk gennemgang af de forskellige dele, efter anvisning fra IT-afdelingen, viste at hele misæren skyldtes en defekt ledning mellem router og modem … og vupti, så er jeg online igen!

Og det er jo herligt på sådan en regnvåd onsdag morgen, hvor jeg da vistnok lige er hende der starter med at arbejde hjemme, indtil vejret har tænkt sig at arte sig bare lidt bedre…