Fik beskeden i går. Fra min søster. På facebook af alle steder.

Vi var ikke selv blevet venner på facebook, men det var ikke så lang tid siden at vi sidst mødtes, ved Helsekostbutikken, på hjørnet af Saxogade. På det Vesterbro jeg troede du stadig var en del af.

Jeg vidste at du havde fået endnu en søn. 5 år er han. Og sikkert lige så sød og køn som ham den anden. Ham jeg mødte sammen med dig de år hvor vi var på lejr sammen. Hvor vi lærte hinanden at kende. Ikke min veninde – men min søsters.

Og du var lige så levende som jeg altid huskede dig. Smilende, skæv, sjov. Og da vi sagde hej og gik hver fra sig, regnede jeg da bestemt ikke med at det skulle være sidste gang. At du nu – og kun 2 måneder efter du fik din diagnose – gik hen og var død.

At du skulle begraves i lørdags.

Død fra dine to sønner. Fra din mand og fra din familie og venner. I en alder af kun 42.

Når det kan ske for dig, med al din livsglæde og kraftfuldhed, kan det ske for os alle og i denne weekend, er jeg blevet martret af mig egen dødsangst.

Alt det jeg gerne vil nå inden det er forbi. Alt det du sikkert ikke nåede fordi ingen regner med at lyses slukkes så tidligt i livet.

Og jeg tænker på alt det jeg ville nå at gøre, hvis jorden var på vej til at gå under, og gik listen igennem … og af alle de punkter har jeg kun gjort en ting. En vigtig en af slagsen … men kun en.

Jeg har travlt!

(overskriften er tyvstjålet fra min søster … men den er så passende på hende … og jeg håber at hun mødes af fest og farver, der hvor hun er nu).

Min afdøde farmors motto var “der er ingen der har sagt det skal være nemt!” og det har ligget som en grundtone i mit sind og en rød tråd gennem mit liv.

Det har givet styrke og tro i alle de situationer hvor det vitterligt ikke har været nemt. Og det har gjort det nemt at have det svært. For livet kan være svært og vi kan blive ramt af hårde ting.

Og min farmor havde ikke noget nemt liv. Hun brød med normerne og valgte at lade sig skille fra sin ægtemand i 50’erne. Det har ikke været nemt. Men det var nemmere end at blive ved med at bo med en mand, der brugte pengene på omgange til gutterne fremfor familien derhjemme.

At klare at brødføde sig selv og 3 børn, har heller ikke været nemt og jeg kan godt forstå, at hun giftede sig igen, selvom det heller ikke må have været nemt at bo sammen med en mand, der var på landevejene som sælger og havde sukkersyge oveni. Men jeg håber de havde et godt ægteskab – alle vi børnebørn, elskede i hvert fald vores milde og glade bedstefar i de år vi fik lov til at have ham.

Alle de år hvor hun levede som enke har heller ikke været nemme, specielt fordi hun egentligt var meget social, men ikke god til at skabe nye kontakter eller vedligeholde venskaber.

Så det giver fuld forståelse, at hun har knyttet sig til lige præcis det ordsprog – og det har sikkert givet hende styrke til at klare sine trængsler.

Men jeg kan mærke, at den er hagen fast i at livet er svært, og vi må bide tænderne sammen og gå igennem det som vi bedst kan, ikke længere passer til mit eget mindset.

At den energi jeg har brugt på at ændre min måde at tænke på, at vælge min egen holdning og gå glad ud i livet, har skabt en forandring.

Mit liv er heller ikke nemt. Jeg er single, jeg bor i en lejlighed jeg ret beset ikke har råd til, jeg har sagt mit job op uden at have fundet et nyt, jeg har åbnet en virksomhed uden at have kunder, jeg får ikke nok penge ind til at dække mine udgifter – og da jeg vågnede i morges opdagede jeg, at jeg var ved at blive forkølet.

Men jeg er glad.

Hver eneste dag i denne uge har jeg lavet ting, der har gjort mig glad. Talt med mennesker der har givet mig energi og jeg har hjulpet andre mennesker og gjort dem glade. Jeg har givet rigtig meget af mig selv – og jeg har fået så meget mere tilbage.

Og vigtigst af alt; jeg har besluttet mig til at ændre mit livsmotto og grundtonen i mit liv:

Der er ingen der har sagt, at det ikke må være nemt!

Min påstand er ikke at det er livet der er svært eller nemt – det er den måde vi ser på livet, der gør det nemt eller svært.

Jeg har aldrig været til quick-fix og popsmarte “du kan smile dig glad” statements .. og så alligevel – for det er tit det simple der er det mest rigtige. Og derfor blev jeg ret glad da jeg i tirsdags blev introduceret til denne her film, der handler om at fejre hvad der er rigtigt i livet:

Celebrate what’s right with the world

Den gjorde mig en lille smule mere glad og hvis du har brug for et kickstart i en anden retning, så kan du jo også bruge 22 minutter af dit liv og måske blive lidt gladere.

… min middag i går bestod af en pakke macadamianødder, en dåse Karlsens chokoladelakrids og en pakke blandet frugt.

Det var egentligt mit weekendtreat og jeg havde købt rosenkål til at lave noget sundt mad af.

Men så tog fanden ved mig og jeg spiste slik til aftensmad.

Dyrt slik jovel – men stadig helt oprørsagtigt.

For det føler jeg åbenbart stadig behov for at gøre.

Oprør!

Mit liv består af tre dele:

• en arbejdssituation der skal stabiliseres (virksomhed -job-virksomhed-job)
• et hjem der skal omdefineres (maling-omflytning-mere maling-mere omflytning)
• et jeg der skal redefineres (venner-sociale relationer-motion-familie-ro-søvn)

Så jeg har travlt.

Men jeg har kigget tilbage på 2012 … som jeg har en klar følelse af, at 2013 står på skuldrene af, ligesom 2012 var en klar forlængelse af 2011 og mit år i sandaler.

For et år siden – denne her tid i januar 2012 var jeg syg og elendig og lå og pev i min seng i Sharm – og jeg glædede mig til at komme hjem. Hjem til Danmark, til mit liv som jeg kendte det og de mennesker jeg hidtil havde omgivet mig med.

Lidet vidste jeg, at jeg havde lagt kimen til en kæmpe forandring. En forandring i mig, en forandring i mit liv – og en forandring der i den grad kommer til at slå igennem her i 2013, hvor jeg nu står med alle veje åbne for mig: hvad jeg skal lave arbejdsmæssigt, hvor jeg skal bo, og hvem jeg skal og ikke skal dele mit liv med.

Jeg har givet mig selv en 3 måneders “fredning”. I de her første 3 måneder af 2013 vil jeg ikke træffe nogen endelige beslutninger. Jeg er så heldig, at jeg har et økonomisk råderum til at kunne gøre det.

Så i de her 3 måneder vil jeg tillade mig selv at være i min krop – og mærke efter hvad der vil være det rigtige at gøre … og på basis af det planlægge resten af 2013 når vi når til 1. april.

Det er en fantastisk luksus og jeg føler mig super priviligeret og taknemlig.

Men jeg er kun nået hertil ved at gå gennem de faser og livsforhold som jeg gik gennem i 2012 – og har du lyst til at få indsigt i det, kan du læse om det her:

• 2012: januar til april

• 2012: marts til august

• 2012: september til december

Min kommentarfunktion skulle være fikset, selvom bloggen ikke er sat 100% op endnu … så du er meget velkommen til at dele dine tanker med mig, hvis det jeg skriver på en eller anden måde berører dig.

… der pilles i bloggen – og derfor forsvandt gårsdagens indlæg + de kommentarer der nåede at tikke ind….

Det skulle være muligt at færdes her, selv under ombygningen … men meget aktivitet er der nok ikke lige i de første timer eller dage af det helt nye år … for der er også ombygning ude i virkeligheden.

Men derfor skal der nu alligevel lyde et rigtig godt nytår herfra, med et par fotos fra årets sidste dag: