Julemorgen vågnede jeg med stumper af en gennemtygget øreprop i munden.
Resten af den lå i små stykker i sengen. Jeg kunne godt huske, at jeg havde drømt noget om at jeg havde tygget tyggegummi og havde spyttet det ud.
Jeg havde så åbenbart tygget voks-øreprop. Brugt.
Den anden øreprop sad pænt i øret.
Men det blev en god jul.
Ænderne ankom som de skulle. Den ene blev langtidsstegt i ovnen og den anden kom på grillen og vi nåede det hele og børnene fik deres gaver og vi voksne fik også vores del.
Ænderne var fantastiske, præsten talte om CO2 og topmøde og indsamlingen i kirkebøssen gik til de børn som trængte mest. Men vi fik ikke at vide hvem de var.
Den præst der har døbt og konfirmeret mig, talte nu i en mikrofon. Sådan en som superstjernerne har på. Og min moster syntes at den nye kirke lignede noget fra Rudolf Steiner. Jeg syntes at min præst lignede en der var blevet gammel. Og min mor forklarede mig, at det var mange år siden jeg var blevet konfirmeret.
Og jeg blev jo voksendøbt.
Ligesom Jesus.
Men det blev alligevel jul. Selvom det mest duftede sådan når man var ude på altanen, hvor anden blev grillet – og så i de sidste minutter hvor den langtidsstegte blev varmet op derinde.
Og min svoger misforstod mig, da jeg ringede og fortalte at min mor ikke havde købt ind til salat og om han ville tage et rødkålshoved med. Så den hjemmelavede rødkål blev suppleret af 3 købeglas og til gengæld blev rødkålssalaten lavet med iceberg.
Men det gik endda når det blev suppleret af appelsin, granatæble, mynte og et drys kanel og appelsin (men blev vel inspireret af sin Camilla Plum).
Og jeg fik en middag her (Frederikshøj Kro) og jeg glæder mig til at smage hvad der sker når klassisk fransk møder molekylærgastronomi.
Men indtil da er jeg nu også glad for at smage hvad der sker når klassisk jul møder min familie. Og det sker i morgen når jeg lægger hus til et familiesammenrend, med hver deres ret under armen.
Noget af det bedste ved julen er juledagene og nu vil jeg kravle tilbage i sofaen og putte med kæresten og måske en kat eller to.
Glædelig jul.
Hov – jeg har ikke set din kommentar. Jeg har dem ikke lige i nærheden af mig pt. men de…