Vi har sagt det så tit, at det har mistet sin betydning. Og vi ved jo også godt, at det ikke er rigtig “Ihjamentakdoghvorerdenflot-ogjajadeterdaligeminfarve” siger vi til jul og fødselsdage og sikken vi dog tænker “det er tanken der tæller”, når vi sidder der lidt småmutte og føler, at vi ikke helt har fået, hvad der bekom os.

Og så alligevel…..

Den bedste gave jeg har fået i nyere tid, var en pose lakridser. At komme hjem efter arbejde, åbne for postkassen, se en tyk vatteret kuvert. ?bne og finde en pose lakridser og et brev om, at han var kommet forbi dem og havde tænkt på mig. Ikke for nogen grund, ikke af nogen årsag.

Der var det tanken der talte. Viden om at en anden person havde tænkt på mig og gjort sig den ulejlighed at købe og pakke og skrive og sende … for at glæde mig, for at fortælle mig, at jeg var i hans tanker.

Det betyder så uendeligt meget mere end at indkøbe en gave, som en form for kontant afregning for sin deltagelse i en begivenheden. Købt efter en liste, hvor farve, pris og indkøbssted er listet op…

Det er ikke nogen hemmelighed, at jeg har et problem med koder – og nej, jeg har ikke fået gjort noget ved det siden sidst – selvom jeg har tænkt på det … ofte.

Og så gik det galt igen … denne gang var det min netbank, jeg ikke kunne komme ind i. Og når det går galt går det rigtig galt – og til sidst fik jeg kludret så meget i det, at jeg blev nødt til at kaste håndklædet i ringen og bestille en ny kode.

Den kom så i går og jeg takker……….. (og overvejer om dem der inde i kodeafdelingen i netbanken måske læser med på min blog…?)

Omkring mig ligger bunker af ting, der kræver min opmærksomhed “betal mig nu! skriger el-regningen, “vask mig!” hyler det ind fra vaskekurven, “red mig, ryd mig, tør mig”. Mine ting har deres egen stemme, og lige nu har de dannet et hylekor.

Det giver mig kun to valg:

Jeg kan gøre noget ved det, eller jeg kan forlade den synkende skue, gå ud i verden, hvor solen (ind imellem skinner) og sætte min lid til at en fornuftig ordens nisse, tager sig af mit syndige rod, mens jeg labber i mig af sensommerens livsgivende stråler……..

Så står de der – er de fyldt tyve? Ja men så heller ikke meget mere.

Snakker om problemerne med at få kæresten til at hjælpe til derhjemme, om kærestens forventning om nystrøjede skjorter. Om kaffekopper, der ikke flytter sig. Om hvordan han forventer ros, når han een gang om året støvsuger hjemmet, Om tøj der bliver ødelagt i vasken, fordi han ikke kan/gider læse vaskeanvisningerne på mærkaterne. Om at kende hinanden, fordi man allerede har boet sammen i mere end 5 år.

Og jeg står lidt på sidelinien, og undrer mig stille over, at tiden tilsyenladende står stille og det er de samme problemer og samme situationer som altid. Undrer mig over, at disse tøse-børn allerede lever den form for liv og så hurtigt er blevet så desillusioneret og trætte – bør det ikke først komme senere? Og hvad med “den nye unge mand” – en opdateret udgave, produceret til det 21. århundredes krav og forventninger, er han alligevel ikke kommet på gaden?

…. og hvorfor står de her unge piger i det hele taget her og ryger, er de slet ikke klar over. at det totalt ude af trit med nutidens normer.

Når frisøren så siger “Det bliver bare så flot, vi lysner lidt der og farve det hele med henna – så det bliver en flot lys kobber”, så betyder det, “ok, nu sidder du 3 timer her i stolen, mens jeg farver dit hår skrigende orange og når du forlader etablissementet, er du forklædt som gulerod”

Ved ikke helt hvor kommunikationen gik galt – men da jeg sagde, at jeg gerne ville have en farve, der så naturlig ud, så mente jeg “naturlig hår-farve” ikke “en naturlig farve blandt rodfrugter”.

Når det nu er sådan, at alle mennesker misforstår dig, så kunne det jo skyldes, at du formulerer dig på en måde, så det du siger bliver misforstået … det kunne være at det var det, der var årsagen, og ikke at alle andre mennesker er dumme…

p.s. måske tager jeg helt fejl og du har ret og det skyldes min dumhed…. undskyld!

Det er stadig oppe til diskussion, men jeg vil til enhver tid påstå, at det tredie ord min nevø ytrede var “Mobber” aka “moster”. Og mosteren, der er så mig. Nu hvor søsteren så lagt sig endnu et barn til, er jagten gået ind … denne gang vil jeg dog sikre mig beviset, på andet end følsom menneske hukommelse….

Heldigvis kan min telefon optage lyd og kameraet har en videofunktion, så når barnet når en passende alder, vil jeg rende i hælene med snurrende maskiner – og så er det bare jeg spørger, hvor var alt det isenkram for 6 år siden?

Når jeg nu for tiden, tilsyneladende lever et liv, hvor jeg ikke kan få hoved, krop og almen tankevirksomhed til at spille sammen (doeh … var det to ting jeg skulle købe? To ting! Champagne og jordbær …. jordbær … for fanden….) så må man være kreativ.

… og så er det bare jeg mener, der er vel ikke nogen lov der siger, at man ikke kan servere champagne og guldkarameller….det er jo alligevel kl. 9 om morgen….

Jeg troede jeg var klar til bryllup. Jeg mener, tøjet er fikset, nye smykker og sko indkøbt – kameraet er på plads (det blev det nye Canon PowerShot S60) loaded med batterier og FlashCard. Bestilling om nyt hår er udgået til guderne og jeg skal også nok nå, at få ordnet negle.

Men men, så var det det slog mig – andre folks bryllupper, handler jo nok ikke så meget om mig og min fremtoning …. det kunne være jeg skulle komme igang med at få indkøbt, gaver til de to bryllupper. der står markeret i min kalender her i de snartkommende weekender……….

Der kæmpes en kamp mellem mig, min krop og min hjerne – vi kan ikke blive enige om vores søvnbehov.

Jeg er enig med mig selv om, at livet ikke skal soves væk og at en 5-6 timers søvn må være nok og planlægger mit liv derefter. Min krop har sin helt egen mening og stod det til den, så skulle der soves mindst 10 timer dagligt – og helst om formiddagen…

I går vandt jeg og kom nogenlunde ordentlig tid op – i dag vandt kroppen og jeg sov for længe.

Men hjernen den luskebuks, står helt for sig selv og har ingen mening om tidsrum som sådan. Den går bare helt sin egne veje og er ikke til at regne med. Igår slog den fra – og lod mig gå rundt som en zombii en halv dag. I dag var jeg vågen, da jeg kom ud af døren – men hjernen havde glemt at huske, at jeg normalt ikke går ud, uden make-up.

Jeg blev mindet om hvad jeg havde glemt, da en af kollegaerne spurgte, hvad der var i vejen med mine øjne … og efter et kig i spejlet, måtte jeg forklare, at sådan ser de sørgelige rester ud, når fjerene ikke er pudset!

Begynder dog alligevel at overveje… Nogen der har noget hjernekapacitet til overs – bare en lille snas, der alligevel ligger og er lidt ubrugt?