Tilbage i slutningen af august tog mit liv en uventet drejning. Lige som jeg stod og havde aftaler med bankerne og var begyndt at tjekke boligannoncerne for huse i nærheden af mit arbejde, bekendtgjorde det selvsamme arbejde, at de ville af med en del af det område, jeg var en del af.
Efter en længere pinefuld proces, som ikke var sjov for nogen af de involverede ledere, tillidsrepræsentanter eller kollegaer, blev en lille gruppe udpeget.
Jeg var en del af den gruppe – dog på den måde, at jeg fik tilbud om at komme tilbage til min gamle stilling.
Der skulle ikke meget refleksion til fra min side – og jeg sagde nej tak.
Nej tak, til det job som kunne skabe muligheden for at jeg kunne komme nærmere min boligdrøm og skabe stabilitet. Og ja tak til en potentiel arbejdsløshed og usikkerhed, her hvor vi stadig står i krise til livet.
Og jeg er glad for min beslutning. Glad for at jeg satsede på at leve, frem for at overleve i det selvsamme job som tappede mig for gejst og arbejdsglæde.
Jeg har endnu 3½ måned til jeg står helt uden job og det har givet mig en fantastisk mulighed for at satse 100% på den certificering som coach, jeg er i gang med. Så jeg coacher, læser og skriver på livet løs. Eksamen er til december og jeg har bevilliget mig selv en læseferie i varmen, så om mindre end en uge tager jeg 10 dage til Singapore og besøger en veninde.
Det er en underlig situation at stå i – men jeg er sikker på, at jeg tog den rigtige beslutning og jeg er sikker på at jeg nok skal få et andet job og at det bliver et job som jeg kommer til at trives i og et hvor jeg virkelig kan yde en indsats, med alle de talenter jeg nu engang besidder.
Og jeg blev meget bevist om hvorfor det har været muligt for mig, at vælge som jeg gjorde, da jeg læste med her: “Det er mig, der er chefen“.
Min private situation med en lejelejlighed, der er til at betale og en kæreste til at dele udgifterne med, har klart været medvirkende til, at jeg har haft en reel mulighed for at gøre som jeg gør.
Jeg er taknemlig og glemmer måske at huske på det.
Pøj pøj med det, Visitsen. Det lyder til at være en god hylde, du lander på :-)
Tja, Visitsen, så har du også min historie i en nøddeskal. Det er ikke nemt, at vinke farvel til 40 af de store, hver måned. Men hvis de store 40 bringer mere smerte og udbrændthed med sig end glæde ved sit fag, så er valget enkelt. Jeg bad i sin tid om en fristilling og i dag – i dette øjeblik – er jeg så lykkelig for min navlepiller-tænketid. Og et job? Tja, det kommer, når det kommer, for det skal være det helt rigtige og med noget, der giver mig glæde de næste mange år, jeg har tilbage på arbejdsmarked.
Men godt gået Visitsen!
Tak :-)