Sådan en arbejdesplads hvor 15 (10, 12.13 – afhængigt af hvordan man tæller) personer går og venter på at finde ud af hvilke 4 personer, der skal prikkes “på et tidspunkt i næste uge”, er  et underligt sted at være. Nogen går og er kede af det, sikre på at være en af de udvalgte, andre aggressive, nogle steder er stemningen håbløst – opgivende, andre styrter man videre som om at intet er hændt.

For mit vedkommende har jeg oplevet to ting:

1) jeg kan ikke længere huske hvor jeg stiller min cykel

og

2) oplevelsen af at uanset om jeg bliver prikket eller ej, så synes jeg at situationen er røv.

Det første er desværre et af mine stress-symptomer – så jeg må erkende, at jeg er mere påvirket af det her, end jeg egentligt føler mig og det andet er en sammensurium af, at jeg ikke har lyst til at blive, men at jeg hellere ville ud og søge nyt arbejde på et tidspunkt med stort overskud og hvor jeg følte mig helt klar til nye udfordringer. Desuden er det tilsat en snært af heltmodighed, da jeg overvejer at “kaste mig for løverne” og tilbyde mit i puljen, da jeg ved, at jeg bedre kan klare en afsked (økonomisk, psykologisk) end andre af mine kollegaer.

… og nåja – kl. 16 skal vi i banken og snakke banklån til køb af hus – sjovt sammentræf, ikk?