… eller man skal passe på med hvad man ønsker sig, det kan risikere at gå i opfyldelse …
Jeg har for mange ting i mit hjem, og drømmer om et liv med meget mindre.
Og skæbnen ville, at jeg tilbragte min weekend i et meget minimalistisk hjem.
Det var også meget hvidt og rent og nyt … og jeg følte mig meget forkert der.
Det gjorde det selvfølgelig ikke nemmere, at jeg ikke bare var der. Men havde valgt at medtage 3 familiemedlemmer mellem 10 og 87 år og desuden medbringe alverdens bageting og store håndbevægelser. For vi skulle julebage.
Og fraværet af ting som er så normalt for mig: mange skåle, vandkande, si, mikrobølgeovn, opvaskebørste, skurecreame, flere karklude osv gør, at jeg revurderer om jeg egentligt ønsker at komme helt over “på den anden side”.
Men det var en interessant… og smuk oplevelse, men også en nærmest skræmmende oplevelse, at bytte hus med en minimalist.
Alt var rent og fint og i fraværet af unødvendighed, stod det der var, meget tydeligt frem.
Og udover at have 3 tomme rum i reolen i stuen og blev hvidt i hvidt dyrket.. helt ned til det gudesmukke hvide julepynt.
Men ligesom jeg aldrig bliver en dame, der klæder mig i diskretion og beige – så er og bliver mit hjem nok ligesom min mors … hvor en hel dags oprydning, stadig resulterede i følgende legendariske bemærkning: “Åh, det er så dejligt at komme her, for der er så hyggeligt rodet”
Jeg har mange mennesker gennem mit hjem og nu ved jeg i hvert fald, at hos mig behøver ingen at bekymre sig om de eventuelle spor, de laver i mig hjem for tidens tand har allerede gnavet og sat mærke i det meste.
Min stedsøster kom og hentede pakken, til sin halvbror. Den pakke der ellers bare stod og optog plads i mit skab.
Med sig fik hun nogle gamle ølkasser, der står og fylder op i min kælder. En optagenhed, der jo mest af alt skyldes, at vi ikke lod dem, der købte min far hus, få dem med i købet.
Min far og hans hustru havde gamle ølkasser overalt i deres hus. De udgjorde reolen i den tidligere sauna, nu opbevaringsrum og var også opbevaring i deres skur. De kom oprindeligt fra mit barndomshjem og min far tog dem med sig, da han og min mor blev skilt.
Og der var ting i alle kasserne. I 2022, før min far og hans hustru flyttede på plejehjem, havde vi forsøgt at hjælpe dem med at rydde op i deres hjem. Et hjem der var sandet til i ting.
I weekend efter weekend, drog alle tre børn til deres hjem for at rydde op. Det allerførste rum vi ryddede op i var deres udestue, for den skulle bruges til at flytte tingene fra de forskellige rum ud i.
Da den var tømt og rengjort, fik min far nogen til at tømme alt fra loftet ned i udestuen og det var andet oprydningsheat.
Vi lavede sorteringststationer: smides ud, genbrug, bortgives og salg.
Noget blev stillet på reoler og sat på Facebook grupper og andet formidlede vi til venner og familie.
Genbrugsstationerne blev igen opdelt i tekstiler, papir, metal ect. Og vi havde en fordeling hvor nogen sorterede og andre kørte på Genbrugsstationen.
Store børnebørn, et par svigerbørn og noget andet familie blev også involveret. Vi har vel alt i alt været 10-11 mennesker involveret.
Kæmpe arbejde og vi knoklede os gennem udestuen, loft, “roddeværelse”, min fars kontor, hustruens kontor, soveværelse, 2xbade værelser, køkken og opbevaringsrum.
Imellem oprydningsheatene var der sorteringsopgaver til min far og hans hustru. Men løbet var kørt. De havde ikke længere evnerne til at overskue det.
Nogle af ølkasserne, der nu er i min kælder, agerede i en periode vin og spiritusreol. For det viste sig at de havde vin og spiritus i alle skabe og gemmer.
Fra rejser. Noget de havde fået i gaver og endda flasker fra min fars afskedsreception, der lå 24 år bagud i tid.
Meget blev hældt ud og noget blev senere fordelt. Nedenstående viser omkring halvdelen af de flasker vi fandt.
Da de noget senere flyttede på plejehjem og huset blev solgt, var der stadig flere ting tilbage i huset, end hvad de kunne have med og bl.a et skur/værksted som vi ikke havde orket at gribe fat i.
Og dealen ved hussalget blev et afslag på 200.000 og en aftale om, at vi tog det vi ville have og overlod oprydningen af resten til de nye ejere.
Det var en god deal. Og vi aftalte så også at vi ikke tømte de her ølkasser, men hentede dem når de nye ejere havde tømt dem.
Der blev de efter et års tid og jeg hentede dem hjem til mig. Min nevø overtog nogen og resten står nu i min kælder.
Og selv jeg har været hele den proces med min fars oprydningsarbejde igennem, kan jeg se nogle tendenser gentage sig: mit kælderrum er ved at sande til i ting.
Og da jeg ikke har 3 børn der kommer hjem for at rydde op hos mig, er denne proces jeg har sat igang super vigtigt.
Og derfor var det godt at 3 af ølkasserne kom med min stedsøster hjem. De skal nu blive til bogkasser hos en af hendes sønner. Og det er godt.
En søn fra første ægteskab og 3 døtre med hans næste hustru.
Vi kendte alle til den der søn.
Han var flyttet væk og ud af Danmark, med sin mor da han var 1 år. Og udover et enkelt besøg i DK, da han var omkring 15 år, havde hverken min stedfar eller søskende haft kontakt med ham.
Jeg ved min mor og stedfar havde haft en advokat til at lede efter ham i 80’erne. Som jurist var jeg en del involveret i deres testamenteskrivning og hvem der skulle arve og hvordan. Og eftersøgningen var et led i det.
Da min stedfar endte med at blive den længstlevende af de to, skulle den forsvundne søn jo findes, og hurtig, for at vi kunne behandle boet, ved hans død.
Og landet og snart hele verden lukkede ned pga corona. Og virkeligheden er ikke som i tv-programmet “Forsvundne arvinger”.
Rigsarkivet var overhovedet ikke til hjælp. Og skifteretten var benhård: I har 14 dage til at finde alle arvingerne og underskrive en erklæring om privat skifte, ellers bliver der sat en offentlig bobestyrer på sagen.
Og det er så her at verdenen har forandret sig siden 80’erne. For det som min mors og stedfars advokat ikke kunne finde ud dengang, løste Facebook.
Via deling af et opslag på dansk fra min stedsøsters account blev han fundet i USA indenfor omkring 4 timer – også selvom det eneste vi havde var et meget almindeligt dansk for- og efternavn, fødselsdag og år, hans mors navn og at han enten befandt sig i USA eller Canada. Samt et foto af ham som 15 år i Tivoli, som vi havde fundet i gemmerne.
Og da alting vedr. boet, hussalg og oprydning unt alles var færdig, lavede jeg en pakke der skulle sendes til USA …men endte i mit skab. Nu ryger den til hans ene søster … som må afgøre den videre skæbne.
Mit store indbyggede skab i gangen virker bundløst og fyldt med ting, end ikke jeg, helt forstår hvorfor jeg har gemt.
Pilleæskskerne her, eksempelvis. De to blå var min stedfars og den turkise hundens.
Han døde i februar måned, lige inden corona væltede ind over landet og lukkede alt ned i marts.
Kan huske billederne i tv-et om coronaens fremmarch, mens jeg sad og vågede de sidste dage ved hans seng.
Han blev bisat den 29. februar og det var første gang vi stiftede kendskab med håndsprit til arrangementer. Og vi krammede alle sammen hinanden på kryds og tværs. For vi havde endnu ikke stiftet kendskab med coronaen.
Hunden endte hos mig. Dog først i oktober. Hun blev min lille corona-hund. Og hun var med mig gennem tykt og tyndt og de 3 måneder hvor jeg flyttede over til min mand i Jylland.
Og vi gik ture på stranden og jeg arbejdede alt for meget.
Og hun var der da jeg gik helt ned og det viste sig at jeg var forbi stress og ramt af udbrændthed.
Hun døde i september. Lige inden jeg skulle genoptage mit arbejde på fuld tid igen fra 1. oktober.
Ironisk nok lå jeg syg med corona, så det var min søster, der måtte gå den tunge gang til dyrlægen.
Jeg har (endnu) ikke noget at bruge æskerne til. Men det har noget familie, der står foran en rejse, der involverer daglig medicin.
Så æskerne ryger ud af mit skab og doneres til dem.
Jeg husker månederne og ting koblet til dem, men årstallene skal jeg slå op. Jeg ved nu at det var februar og oktober 2020 og september 2022.
Jeg har altid sagt at jeg ikke er en taskedame. Jeg har aldrig rigtig været interesseret i tasker. Den håndtaske jeg bruger, er en siv-strandtaske jeg har købt i en købmandsbutik ved vores sommerhus.
Og tasken før det, var det samme.
Men jeg er alligevel i besiddelse af 24 tasker.
Ikke så underligt, at der var ved at blive trængt på taskehylden i skabet.
Foruden den taske jeg rent faktisk bruger, har jeg selv købt 4 af disse tasker og lavet en af dem.
2 små selskabstasker fra en genbrugsbutik, en mini rygsæk i læder, en “stå op” dametaske og så en strikket og filtet skuldertaske. Udover de små selskabstasker, har jeg ikke rigtig brugt nogen af dem i årevis.
Den seneste tilføjelse er min svigermors tasker. (Tøhø). Der er to som godt kan være rigtig gamle og en af dem der sandsynligvis er ægte krokodille. Så er der den fra “Bon Gout”, som min mand forærede sin mor. Jeg er ikke 100% sikker på at den lille selskabstaske og den sølvfarvede er fra hende. Men det er mit bedste gæt. Jeg har aldrig brugt nogen af dem.
Min mor var en helt anden type end min svigermor. Hun var også fra en anden tid. Min mor var fra 1941, mens min svigermor var født i 1925.
Mors tasker var praktiske. (Tøhø). Den lille sorte rygsæk, havde jeg med til Lissabon i forrige uge og jeg hadede hvert øjeblik med den, da dens indre er fyldt op med lommer. Resten har jeg ikke brugt.
Den sidste kategori er tasker jeg har fået i gave. 8 stk. Min mand står for lædertasken og de 7 andre kan, nok selv det mest utrænede øje se, kommer fra min indiske ex-svorger.
Det er sjovt nok den gruppering af tasker jeg har brugt mest.
Lædertasken var min daglige taske/arbejdstaske i mange år. Tror jeg stoppede med at bruge den, da jeg fik mit nuværende job i 2019, fordi jeg i det job ikke har min arbejdspc med frem og tilbage.
Den grønne taske har jeg næsten altid med på rejser og ferier, fordi den ikke fylder i en kuffert og er en fin aftentaske.
Men jeg skal jo ikke have 24 tasker. Hvoraf jeg måske bruger 4.
Men det er lidt svære at bestemme sig for hvad der skal ske med dem, for i processen med at gruppere, fotografiere og beskrive dem, kan jeg godt mærkexat der også er følelser koblet til dem.
Så der må komme en del 2, med hvad jeg gør med dem.
Jeg har jo prøvet det før (En ting hver dag) og gik lige lidt i stå.
Men jeg har fortsat lige så meget “clutter” i mit hjem, som jeg har i mit hoved. Og det er på tide at få ryddet op (begge steder). Så jeg vil gå i gang igen.
Sandsynligvis hverken struktureret eller organiseret … men i hvert fald i dag.
Denne taske har ligget i mit skab og det falske læder drysser alle vegne. Så det er ikke svært at lade det være det første element i min nye oprydning. Og kategorien vil være “smid ud”
The show must go on … eller helst ikke, men det gør det.
Selvom der nu er gået 21 dage siden jeg fik at vide at jeg ville få en fastholdelseskonsulent, har jeg ikke hørt en pind fra nogen.
Jeg er dog oprettet i systemet nu.
Yah!
Men ikke indkaldt til det møde på mandag, som de ellers havde varslet skulle være første skridt. Og som jeg ryddede min arbejdskalender for møder for. Men jeg kunne få det direkte nummer til hende der er leder af den afdeling som skal sørge for at jeg får en fastholdelseskonsulent … blot for at blive møde af beskeden: “XX sidder i møde og er ledig kl. 15.00″
Tilbage til receptionen, der kunne fortælle mig at lederen var ledig kl. 10.00, men der var noget knas med systemet, så derfor sagde den 15.00.
Jeg har en ret sikker ide om hvad den leder laver fredag mellem kl. 9 og 10. For hun laver sandsynligvis det, største delen af alle andre kontoransatte laver fredag mellem 9-10: den hellige fredagsmorgenmad.
Men hun ville da gerne lægge en besked om at jeg gerne ville ringes op.
Det er da godt at jeg ikke er sygemeldt med stress – for det er da på ingen måde ikke-stressende at have fået den her faktor ind i ligningen; den ikke-fastholdende-fastholdelseskonsulent.
Hvis det ikke var så barokt, ville det være morsomt … nu er det mest af alt bare surrealistisk.
Det er så bare spændende om der er nogen der ringer tilbage, så jeg ved hvad der sker inden kl. 10.30. For sagsbehandleren i Jobcenterets telefontid starter der, og kan den der anden aktør ikke rykke på at få noget sat i gang i dag, vil jeg se om jeg kan blive henvist til en anden anden-aktør.
For de her har tilsyneladende ikke travlt med at gøre noget, for de penge de får for at hjælpe kommunen med at hjælpe mig.
Min sagsbehandler på jobcenteret, henviste mig til et forløb med en fastholdelseskonsulent.
Det er henlagt hos en “anden aktør” – det vil sige det ligger hos et firma og ikke i kommunen selv.
Først gik det galt. Og så gik det mere galt og nu er jeg forvirret på et nyt og højere niveau.
Forløbet skulle starte den 14. oktober. Jeg hørte ikke noget. Ikke før, datoen. Ikke i løbet af ugen. Tænkte jeg måtte være tålmodig, det kunne jo skyldes efterårsferie.
I går ringede jeg så. Først til pågældende anden aktør, der ikke kendte til mig og dernæst til min sagsbehandler i Jobcenteret.
Kunne dog ikke ringe direkte til min sagsbehandler, da klokken var blevet 5 minutter over telefontid, da jeg fandt ud af, at jeg var ukendt i systemet.
Så det var gennem Jobcenterets uendelige valg af tryk-systemer, jeg kom igennem til et menneske, som kunne tage imod en besked … og efter et par timer ringede sagsbehandleren også retur.
Hun kunne godt se, at jeg ikke var oprettet korrekt. Og fortalte at det var godt, at jeg havde gjort hende opmærksom på det. For det var ikke noget hun fik besked om.
Fik så en række nye breve i e-boks og troede at nu var den hjemme.
På fornyet opkald til anden aktør, kunne de da også finde mig i dag.
Jeg kunne dog ikke tale med en konsulent, for jeg havde ikke fået en endnu. “I løbet af ugen” var svaret, på min forespørgsel om hvornår jeg fik en.
Og under alle omstændigheder, ville jeg ikke bare kunne snakke med vedkommende. Jeg skulle jo først til intromøde. Det ville jeg også blive indkaldt til i løbet af ugen.
Hårdt presset fik jeg ud af hende, at intromødet fandt sted næste mandag og på et tidspunkt hvor jeg har et arbejsreleteret møde.
Så hvis jeg ikke kunne komme til mødet, skulle jeg kontakte min sagsbehandler i kommunen og få etableret “godkendt fravær” til intromødet, da de ellers ville trække i sygedagpenge på den dag …
Men det kunne jeg først gøre når jeg har fået indkaldelsen.
Hvornår og hvordan jeg ville få hjælp til fastholdelse kunne de dog ikke oplyse mig om.
Og hvis der er nogen der ønsker at jeg rater min oplevelse på en skala fra 1-9, hvor 9 er det højeste … så trykker jeg 1!
Jeg er i tip-top alarmberedskab. Og jeg ved, at jeg skal have det brændt af, for at det ikke skader min krop.
Så jeg sørger for at røre mig. Lave noget praktisk. Gå.
For det meste ret fornuftige ting.
I går tog det dog lidt overhånd, da jeg ret sent på aftenen begyndte at flytte om i min stue.
Og det betaler jeg så prisen for i dag.
Og jo, det er da dejligt at jeg kan støvsuge bag og under sofaen og i rillerne i på varmeapparatet. Eller når man kan se hvor meget tæppeholderne smitter af på gulvet.
Og så er det jo heldigt, at vi aflyste de gæster vi skulle have haft i dag, da vi ikke kunne overkomme det og havde brug for ro og afslapning….
Det kan jeg så bruge til at flytte alting tilbage på plads. Og brænde noget adrenalin af i processen.
Hov – jeg har ikke set din kommentar. Jeg har dem ikke lige i nærheden af mig pt. men de…