Som en københavnerfacist – med de traditionelle jyske aner, er jeg som de fleste andre vokset op med meninger om “djævleøen” og “hovedlandet“.

Jeg er igang med at få udvidet min hyacint … der findes steder i hovedlandet der er værd at gense. Så det gør jeg.

Toget kører kl. 16.53. Billetten er hentet og fredag “arbejder jeg hjemme” i et sommerhus ved vandet.

Det skulle blive godt vejr i weekenden

Det er en sørgelig dag når hovedet vil udnytte det (usandsynligt tidlige??) sommerudsalg og se efter nedsatte kærlighedsstykker af yndlingsmærkerne og kroppen i spejlet bare siger “adr badr!” til det hele.

Men godt for pengepungen er det nok.

Interessant som hovedet hele vejen hjem kan tænke på løbeture og genoptagelse af træning – men hvordan kroppen helt af sig selv finder frem til lakridserne i skålen og et stykke hengemt chokolade i køleskabet.

Hold kæft hvor er min krop dum nogen gange – det fatter slet ikke hvad der er godt for den. Godt at det er hovedet der får lov at styre ind i mellem.

Jeg er løbet….

Jeg opdagede egentligt for sent, at de havde lavet en anden sommerduft til året i år.

Den var blevet sendt på gaden i april (hvor det jo helt klart er højsommer) og da jeg kom frem til juni og tænke på sidste års duft, var dette års duft long gone.

Og så alligevel ikke.

Jeg fik et eksemplar af duften foræret i sidste uge. En venlig sjæl med en god næse, havde støvet en flaske op til mig.

Og jeg må sige at de har gjort det igen: lavet en duft man ikke kan meget andet end elske. Så det gør jeg.

P.S.
Da jeg skrev det her indlæg opdagede jeg, at man stadig kan få sidste års duft i USA, så den er bestilt via amazon.com. Det er stadig den aller bedste duft i verden og jeg var lige ved at tyvte mig, da jeg besøgte en veninde og opdagede, at hun havde en halv flaske stående.

I dag fik jeg generobret gammel territorium, genoptaget en gammel leg.

Det er efterhhånden ved at være små 7 år siden jeg tog dykkercertifikat. Men det er ikke blevet til så specielt mange dyk i den forgangne tid. Det er en dyr sport og når man som mig, har haft mange ting der igennem tiden har været næsten livsnødvendige at erhverve, så har dykningen ikke fået første prioritet i mit liv.

Det skal dog heller ikke benægtes at noget af den manglende “lyst” har været kombinationen af, at det kan være em ret kold oplevelse at dykke herhjemme – og at du i Danmark selv skal slæbe rundt på dit pik-pak. Og dykkergrej er ingen skovtur at slæbe rundt på.

Mit sidste dyk i Danmark ligger derfor fire år tilbage og uden at jeg næsten har opdaget det, er der sørme gået henved to år siden jeg sidst har dykkede overhovedet.

Men skæbnen og gode viljer ville, at nu ser det ud til at jeg skal til at dykke lidt oftere. Jeg har lånt det fulde udstyr af en veninde, der er blevet for tyk til det … og selvom hun nok taber en del af vægten her en af dagene, så kommer hun nok alligevel ikke ud her i denne sommer. Selvom mange kvinder ønsker at føde i vand, så har de færreste delfinens behov for også at opfostre ynglet i vand.

Men hendes lykke er min ligeså.

Og i dag så jeg noget af Sverige fra neden og op.

De siger at når man først har lært at køre på en cykel, så glemmer man det aldrig. Sådan er det så ikke med dykning. Men som de også siger, så er det sjældent man bliver dårligere af at øve sig. Så jeg kommer nok til at få øvet mig her i den nærmeste tid.

Og hvis det går helt galt, så er jeg frisk på at blive trøstet med rabarberkage på Le Petite Sirène i Hellebæk. Sjældent bliver mad serveret i smukkere omgivelser:

Der er flere billeder på “23”

eller

Klematisens stråleglans i måneskin

Det er noget med A’mar og mig – og det er ikke ubetinget smukt. At kalde det en fobi vil nok være at overdrive, selv i min bog. Men der sker skumle ting når jeg endelig formaster mig til at krydse broerne – som i går, hvor toget kørte direkte til lufthavnen og jeg slet ikke skulle derud….

Mine tre bedsteveninder igennem tiden, er alle opvokset på øen. To af dem slap væk – omend den ene er luret næsten tilbage, med bopæl på Bryggen. Mit forhold til A’mar og det at krydse broerne er blevet ødelagt lidt af min forkærlighed for vand og både Havnebadet og Amager Strand lokker og har lokket. Og jeg har har her på det seneste befundet mig en hel del mere på øen, end hvad der normalt ligger inden for min komfortzone.

Plidder-pladder er der nogen der siger. A’mar har alt, A’mar er smuk og A’mar er A’mar. Ja, ja – siger jeg bare. Det blæser altid på øen…. ALTID og er der måske ikke noget skummelt over, at den veninde der blev tilbage og bebor det sødeste lille dukkehus kan … helt uden at løfte en finger … dyrke de mest fantastiske klematisser jeg nogensinde har set.

Hvor andre kæmper og bakser, står der hos hende, henslægt i et hjørne af haven, en plante med blomster så store som barnehoveder. “Nå, dem der… du skal da bare sige til hvis du vil have nogen med hjem”. Det ville jeg ikke.

Og så alligevel. Da vi stod der i den lune sommeraften og jeg kunne se blomsterne lyse op som små fede fuldmåner, måtte jeg alligevel….

Jeg elsker når mennesker der vil mig det godt, viser mig nye veje og åbner mig op for ting jeg ikke vidste jeg behøvede i mit liv.

Det sidste skud på stammen er Deva Premal & Miten

Det er musik der er så smukt, at du kan mærke det fysisk. Det har en stemning og et nærvær, der gør at det næsten gør ondt i én, over at være i oplevelsen.

Jeg havde ikke hørt om dem da jeg satte cd’en på og måske gjorde det, sammen med den scene der var sat, et endnu stærkere indtryk på mig end normalt. Men det var en musik, der på så utrolig mange planer åbnede mig fuldstændig op og skabte en nærhedsoplevelse ud over det sædvanlige.

Slap af. Læg dig – sid. Tag behagligt tøj på. Tænd et stearinlys. Smid ungerne i seng eller lås døren. Hold nogen i hånden. Luk vinduet op eller i, eller sæt dig i en skov eller på en strand. Og lyt så. Hør og se hvad der sker – hvordan den forførende chanting giver dig en helt anden oplevelse. Hvordan musik bliver levende – organisk.

Der er smagsprøver inde på deres hjemmeside. De to album jeg har lyttet til er:

Embrace …”expressing the ancient wisdom of mantra through a contemporary musical vision”

og

The Essence: “The Gayatri Mantra is the most endearing and enduring vocal purification ceremony of all time. It has been recorded many times, but rarely, if ever, has it been set to music and sung with such spiritually uplifting grace.”

Og vil du tæt på dem på en anden måde, så har de selvfølgelig en fotoblog

Vi snakkede om at det var utroligt, at der skulle gå så lang tid før man nåede hertil. Og om sommerferie i Toscana og store drømme og små.

Og om hvor meget nemmere alting ville have været, hvis man i begyndelsen vidste hvordan det skulle ende. At det ville være nemmere at bære nederlag og skuffelser.

Vi snakkede om at miste sig selv i en anden … og hukommelsen og koncentrationen. Og jeg tænkte på at være, fremfor at tænke.

Og jeg tænkte på at livet vikler nogle finurlige tråde. Og jeg huskede på at tænke over, hvad det er man man vikler ind og ud når tingende bliver indviklede eller man udvikler sig?

Og når jeg cykler på arbejde føles luften præcis som den gjorde, da jeg var 6 eller 7 og på sommerferie hjemme hos mormor og morfar. Og jeg husker smagen af solmodne jorbær, dengang da man var sikker på at fremtiden tegnede lyst og man var elsket uendeligt.

Og jeg kan genkende det.

Tror jeg er født til dage som disse. Hvor dagen langsomt indtages, med katteagtig vågenhed og sen bruch i skyggen. Med gåtur i solskinnet, der afløses med en tur med havduft og skumsprøjt.

Det passer min krop og min sjæl at holde siesta i middagsheden og indtage dagen på ny, når aftenkøligheden rammer byen.

Det passer min appetit, at lade aftensmaden være en sandwich indtaget i parken, mens græsset bliver køligt og der spilles improviseret foldbold mellem fire sko.

Min by er så smuk når sommeren indfinder sig og folk går på gaden og lever i solen – og jeg indtager det hele og mere til og nyder at nyde.

Vågnede klokken seks, med knyttede hænder og ryggen som en spændt bue. Bevistheden kom til mig i et spjæt og *pling* så var jeg vågen. Jeg kunne mærke anspændtheden i mine muskler. Hvorfor jeg skulle løbe og hvorhen ved jeg ikke.

Det var ikke meningen. Det her var en dag hvor jeg skulle få sovet ud. Dagen hvor jeg skulle lulle rundt og rydde op og sætte mit liv på plads igen.

Utroligt som man kan formå at rode omkring sig, når ens bevisthed er et helt andet sted. Tror det er på tide at fjederen springer og bliver udløst, så jeg kan få ro i min krop igen.

Prøver med en løbetur.

Da jeg stod udenfor døren efter at min prøve var forbi – kunne jeg have løftet et godstog eller fløjet en jetjager. Jeg var så pumpet op på adrenalin, at jeg ville være blevet taget, hvis jeg var blevet drugtestet.

Tre af mine kollegaer sad lidt blegnæsede og ventede på mig ude i sommersolen. Vi syntes alle at testen med sine multiple choice og ønske om udenadslære var en fjollet eksamensform – men mente heldigvis også alle fire, at det nok var gået en hel del bedre i den åbne del af testen. Svaret kommer først til august – og lige nu er jeg ligeglad. Det var godt at jeg besluttede mig for at gå op til den certificering – jeg fik læst op på skidtet – har lært en masse af den læsning og om mine egne kompetencer og niveau og det er jeg glad for.

Nu er den 15. juni ved at være overstået som dag og det har været en begivenhedsrig dag, på så mange planer. Den vil nok for altid være printet i min hukommelse.

Ikke på grund af testen. Heller ikke på grund af det foredrag jeg var til efter testen. Kys din gamle verden farvel – med Nicolai Moltke-Leth.

Men timingen til det foredrag kunne måske ikke have været bedre: Jeg tror jeg tør, jeg skal og jeg vil og måske er jeg ved at kyse min gamle verden farvel og en helt ny pænt goddag.

Og da jeg kom hjem, stod der blomster ved min dør … og mit hjerte smeltede lidt.