“Hov, hov, det må du ikke” råbte den ene politibetjent efter den anden.

“Undskyld” svarede den anråbte, der var kørt hen over fortovet, på vej over til Station 1, på Halmtorvet.

Og sådan er der så meget.

Personligt ville jeg ønske, at en af dem havde råbt “Hov, hov – det må du ikke“, til den person, der brød ind i min kærestes bil – som stod parkeret lige overfor politistationen.

Men det var der vist ingen der gjorde.

Så det koster lige et nyt centrallåsesystem, en omlakering, 3000 kr i selvrisiko, og 198 kr. pr. døgn til parkering i parkeringshus, mens han er her – for han har nu haft så mange indbrud i bilen, at forsikringsselskabet ikke dækker. hvis bilen bliver stjålet eller ødelagt yderligere, nu hvor den ikke kan låses.

Og udbyttet?

Ingenting.

For efter 5 indbrud i bilen, når den har været parkeret ved Øsknehallen over natten, så har man ingenting i bilen.

Men det er godt, at den ene politibetjent kan sige “Hov, hov – det må du ikke“, til den anden betjent, når han cykler over fortovet på vej til politistationen.

En af grundene til at Facebook vandt over bloggen, har klart været telefonens – som i Android-telefonen – indtog i mit liv. Med den og Facebook app’en har det jo været så let at poste der .. on the fly… men nu, hvor jeg har fået opdatet bloggen, kan jeg bruge den WordPress app, der findes … og så er det jo blevet lettere at blogge også.

Juledags-gåtur på stranden.

Jeg gik ned af trappen, en trappeopgang i det indre Frederiksberg, og fik en besked, der skulle ændre min verden. Datoen skulle jeg lede efter i min kalender, men følelsen sidder stadig i min krop, selvom det nu er mere end en et år siden.

Den 6. november 2014.

“Det er kræft,” siger lægen. “kræft i bugspytkirtlen”

De ord var startskuddet til den nedadgående spiral, der tegnede den kommende tid – og det meste af 2015.

Ordene kom fra min mor.

Min seje, stærke og livskraftige mor. Som startede sit livs helvede og stadig lever i det.

2015 har været et forbandet år. Det har været sygdom og død (ikke mindre end 4 bisættelser). Det har været arbejdsløshed, og mere arbejdsløshed, mismod, depression, mere sygdom, tristhed, pårørende med selvmordstanker, ked-af-det-hed og ufattelig … ubærlig tunghed.

Men vi bar det. Jeg bar det.

Og det har også været gode stunder. Det har været solskin, familiesammenhold, væren for hinanden, tæthed, et enkelt bryllup, en 90-års fødselsdag. Kærlighed.

2015 har været et år, jeg ikke tror jeg glemmer, selvom det ikke har været et år der er dokumenteret her på bloggen.

For midt i det hele stoppede mine ord.

Nu tror jeg de begynder igen.