Bertram ligger ved mine fødder og Alfred ligger og “ser”   amerikansk fodbold sammen med min kæreste, inde i soveværelset. Lige før skulle Bertram være med da jeg tog billeder af noget af mit filtearbejde, som det kan ses foroven her.

Det er sikkert projicering – men efter vi har taget beslutningen om at rejse, føles det som om at de forsøger at knytte os tættere til dem end normalt.

Der er mange praktiske forhold der skal ordnes, når man sådan tager af sted i et år. De fleste af dem har vi tjek på eller er ved at få tjek på.

Men kattene mangler.

Der er desværre ikke nogen i vores familie, der kan træde til. Men vi har endnu ikke været hele raden af vores venner rundt.

Jeg er sikker på at vi finder en løsning, for andet end det er ikke acceptablet – men det ville da være skønt, hvis der havde været nogen der stod og trippede for at tage dem ind.

Jeg synes jo at det er nogle fantastiske katte og dem der kommer til at passe dem, får en skøn oplevelse med nogen ret anderledes katte og nogle fantastisk fotogene katte; missebasserne på 23hq.com

At komme hjem og opdage, at foråret i mit fravær var kommet snigende, var den bedste afslutning jeg kunne få, på en ellers meget anderledes ferie.

Da vi bestilte ferie, ned til ‘Gyp-ten, for at dykke blandt smukke koralformationer og farverige fisk, havde vi hverken bestilt sandstorm, eller bostad i en lejr, der samtidig husede 68 efterskoleelever.

Men det var det vi fik.

Og med sædvanlig ihærdighed, fik det splittet min indre ro, glæde og fornøjelse og rimelig kort tid inde i ferien, opdagede jeg mig selv rødglødende og spruttende overfor en flok hylende teenagere, der havde opdaget fornøjelsen ved lige dele voksenfrihed og uhæmmet sukkerindtagelse.

Stolthed var ikke den følelse, der fyldte mig.

Bagefter.

Og mens de ikke holdte op med at være stille, stilnede stormen dog af.

Og de sidste par dage af ferien, foregik med smukke ture under vandet.

Blødt, mystisk, vægtløs.

Ellers er Egypten det grimmeste land jeg nogensinde har set. Det er svært at forstå, at det er der civilisationens vugge har stået.

Men den stod jo nok et andet sted, end i Mas Aslam, som ikke huser meget. Hverken downtown, eller i dykkerlejren.

Ferien varede kun en uge og det var lige tilpas. Meget mere og jeg var kommet lidt for meget i rutine med at rive hovedet af folk.

Og det ser jo ikke pænt ud i længden.

Så hellere læse bøger.

Måske denne.

Om det er fordi hun smitter, eller fordi jeg ikke er vant til lange motorvejestrækninger ved jeg ikke, men en dejlig dag er krydret med en anstrengt skulder, der ikke helt vil ned, men til gengæld gerne vil gøre ondt…

I en bil, der af nogen, bliver kaldt en “blød hats bil” kørte jeg til Gug og tilbage igen – og selvom der er noget fascinerende over at bevæge sig i høje hastigheder, så bliver det aldrig helt min kop te og hvad jeg så ellers skal med min fremtid, så inkluderer det hverken livet som langtidschauffør eller et pendlerliv.

Men kattene er glade for at få adgang til haven, radioen spiller, kæresten læser og på grillen snurrer en glad gris, der snart får selskab af majs og spidskål og i køkkenet står der lige om lidt nogle æble/kanelsnegle der skal efterbages på grillen.

Livet er stadig godt.

Nu er jeg jo ikke som sådan den store elefantperson, men der er nu alligevel noget facinerende over det store storiske dyr og på vores ferievej krydsede vi flere af slagsen.

På Sri Lanka lever der stadig vilde elefanter, men som så mange andre steder i verden er de presset af mennesker og vores jagt på deres levesteder eller tænder. Selvom den singalesiske elefant artsmæssigt hører til den asiaske eller indiske elefant, så synes jeg at de ser anderledes ud, da mange af dem har lyserøde snabler/pletter på snablen og hovedet.

Selvom vi ikke var på elefantjagt, indeholdte en af vores rejsedage en del elefanter. Vi startede med at tage den ultimative turisttur på ryggen af en elefant, på The Millennium Elephant Foundation. Stedet er en privatejet velgørenhedsinstitution, der har en lille flok elefanter, som man bl.a. kan ride på. Dernæst tog vi “rundt om hjørnet” til den efterhånden store elefantinstitution og meget kendte elefantbørnehjem, The Pinnawela Elephant Orphanage , hvor vi havde mulighed for at give elefantbabyerne flaske og se hele flokken muntre sig i de efterfølgende flodbad.

I situationen virker stedet fornuftigt, dyrene ser ud til at have det godt og have plads nok. Der blev taget vare på både en gammel blind elefant og et trebenet krigsoffer (den havde trådt på en mine og havde derfor mistet et ben). Efterfølgende har jeg læst noget kritik af den måde dyrene behandles på stedet, men jeg kan ikke gennemskuet konceptet nok til at kunne kloge mig på området.

Senere på ferien, da vi var på safari nede sydpå ved Yala National Park ved Tissamaharam, fik vi en ordentligt en på overraskelsen, da vi stødte på en af de vilde hanelefanter og han pludselig vendte front imod os og kom stormende mod os med både trut og vand ud af snablen:

Vores verden er et sted af ufattelig skønhed, rigdom og mangfoldighed og man kan undre sig over hvad man egentligt tænkte på, da elefanten blev designet. Men flotte dyr er de…. og fotogene.

Men de elefantbilleder vi har taget, minder mig også om det stykke livsfilosofi jeg tit må huske mig selv på, når verden bliver for stor og tingene for uoverskuelige – for det er med elefanter, som det er med så meget andet og derfor:

Spørgsmål: Hvordan spiser man en elefant?

Svar: En bid af gangen!

På vores rundtur på Sri Lanka foregik en del af rejsen i tog. Oppe i bjergene er der en mulighed for at tage en tur i en 1. klasses observationsvogn, med bløde sæder og vinduer over det hele.

Den var så udsolgt – og vi tog så det tog der kun havde 3. klasses vogne med træsæder og ingen vinduer … Et tog der desuden brugte det meste af dagen på at sætte nye vogne på, køre mod næste station og så tage vognen af igen.

Turen var estimeret til 2-3 timer og tog 5 – men udsigten var fantastisk:

Bagefter talte vi om, at det ikke var det smarteste vi havde gjort, for vi rejste på Uafhægighedsdagen (60 års dagen for Sri Lankas uafhægighed fra England) og det er en af de dage, hvor der er kan være en øget risiko for attentater.

Modsat andre lande, så har attentaterne på Sri Lanka primært været rettet mod singaleserne, hvorfor lige præcis et tog, der kun har 3. klassesvogne, har større risiko, end en 1. klassesvogn.

Det er underligt at rejse i et land af ufattelig skønhed, hvor der faktisk er en reel fare og det ovenikøbet viser sig, at der er et attentat mens man rejser i området.

Men jeg har på intet tidspunkt i de 10 år jeg har rejst i Sri Lanka oplevet nogen form for fare, har aldrig følt mig truet …. men jeg er meget, meget spændt på hvad der kommer til at ske med landet. Om der nogensinde kommer fred, eller om vi bare står på kanten af en ny situation og en situation hvor terror og selvmordsbomber kommer til at blive hverdagen.

Jeg håber det ikke – mest af alt for de dejlige mennesker, der bor i det smukke land.

Jeg havde ikke taget mit eget kamera med på min ferie, men min kæreste havde sørget for, at vores fælles kamera (Canon G9) var med og der blev skudt en masse billeder med det – primært af min kæreste.

Lige nu er vi igang med beskære, redigere og oploade nogen af alle de billeder, der er taget på ferien – og med at tage den store beslutning om hvilke billeder der skal med, og hvilke der ikke skal med. Det er svært, når der er så mange og rigeligt at vælge imellem.

Men af alle de skønne fotos, er mit klare yndligsbillede det her:

Billedet er taget udenfor et tempel i Dambulla (Dambulla Cave Temple – det også hedder Det Gyldne Temple af Dambulla). Selve templet er fantastisk, men lige udenfor det er der et lille bassin, med lotusblomster og der skød min kæreste ovennævnte billede.

Det er ikke beskåret eller på anden måde bearbejdet …. og jeg synes det er fantastisk. Det kan nydes i fuld størrelse her: Lotusblomst

At klatre op på noget højt, er efterhånden blevet en del af vores ferietradition. Denne ferie var ingen undtagelse og inden vi tog afsted, havde jeg besluttet af feriens udfordring i år var Sigiriya.

Med sine kun 377 meter over havets overflade, er Sigiriya klart det mindste vi har klatret op på – og rent fysisk var det ingen udfordring. Vi kom nemt både op og ned.

Men Sigiriya ligger fantastisk smukt i landskabet. Som en kæmpe sten, står den højt over resten af landet. Man kommer op via trapper. Halvvejs oppe, fører en vinkeltrappe en op i en grotte, hvor resterne af de smukkeste friskoer er blevet fundet.

Det er efter sigende den eneste ikke-religiøse kunst, man har fundet på Sri Lanka – og viser pin-ups, fra omkring det 5. århundrede. Der har på et tidspunkt været over 500 billeder, men nogen er gået til over tid og i 1967 blev en del af den ødelagt af en vandal, og i dag er der kun 22 tilbage.

Efter billederne kommer man ned langs en mur, der kaldes spejlmuren, da den har været dækket af en spejlblank glasering. Muren er i dag beskyttet, da det har vist sig, at grafitti ikke nødvendigvis er af nyere dato og der på muren befinder sig op mod tusinde inskribtioner fra mellem det 7. og 11. århundrede.

Fra inskribtionerne kan man også lære at både mænd og kvinder blev påvirket af de smukke kvinder i hulen ovenfor.

Det var en smuk tur – som altid er det åndeløst, at stå højt oppe og kigge over verden – og udsigten fra Sigiriya var ingen undtagelse.

Og vi kom ud af turen uden bensmerter eller andre mén.

Senere på ferien, mødte vi nogle andre turister, der med besvær møffede sig ud af nogle stole og krappede sig op ad nogle trapper. Det med et noget smørret grin vi kunne genkende gangen og spurgte dem “Adams Peak?” … og ja, det var årsagen.

Og vi huskede smerten fra sidst … og pludselig så gjorde det ikke så meget at Sigiriya kun havde været 377 meter højt.

Med en hjemrejse, der nærmede sig 2 døgn, havde vi masser af tid til at småfilosofiere (mellem læsning, massage, spisning, søvn på sammenkrøllet facon … og al den sjov) – og vi snakkede om hvad vi glædede os til, når vi kom hjem.

Og det er de underligste ting en ferie kan frembringe savn efter – selv synes jeg at min ønsketænkning var den mest normale: en rugbrød med ost og et glas koldt skummetmælk.

Men det er nok i lyset af, at de to andre glædede sig til 1) at fryse igen og 2) at spise noget man ikke kan mærke komme ud i den anden ende.

Vi har været langt hjemmefra.

Det er altid en satsning, når man gentager en ferie. Men denne ferie levede klart op til sidste ferietur, endda med visse forbedringer.

Det har været en ferie med forviklinger og besværligheder (som alle sammen blev overvundet i fin stil), med fantastiske smukke øjeblikke af solopgange og solnedgange og andre gange i mellem disse. Med oplevelser til lands, vands og i højden. Med bjergbestigning (eller i hvert fald en meget stor sten) og dyk der blev dybere end planlagt og kunne være gået galt … men ikke gjorde det.

Med god mad, der blev spist med fornøjelse, med mennesker og samvær og bøger som blev suget ind mellem strand og vand, bølgebrus og palmer overalt – ligesom stjernerne på den sorte nattehimmel.

Jeg har stadig havet i min krop og den indre varme, men min krop mener at det nu er midt om natten og at jeg burde få hvilet mig noget, efter min 36 timers lange hjemrejse.

Og jeg tænker; er det alligevel så lang tid siden, at jeg lå på en solseng, med kridhvidt sand på fødderne og hav, der var mere blåt end himlen foran mig… lå og ventede på at slå to timer ihjel, inden Maldivien Airtaxi kom og startede vores hjemrejse.

Hvis jeg lige havde en buzz-knap, så smuttede jeg lige ned og ventede to timer mere … det er vel også ved at være tid til en cocktail?

De sidste billetter er printet ud, ting der skal pakkes står linet op – jeg tror at alt og lidt til er fundet frem. Jeg regner med at det bliver godt … og mens jeg venter på at det lige om lidt bliver nu, har jeg kigget billeder fra sidst – og min kommende virkelighed, kommer til at pryde siden her, til jeg kommer retur med nye indtryk og dejlige minder.

(Billederne er fra min tur til Sri Lanka og Maldiverne i 2007)