At klatre op på noget højt, er efterhånden blevet en del af vores ferietradition. Denne ferie var ingen undtagelse og inden vi tog afsted, havde jeg besluttet af feriens udfordring i år var Sigiriya.

Med sine kun 377 meter over havets overflade, er Sigiriya klart det mindste vi har klatret op på – og rent fysisk var det ingen udfordring. Vi kom nemt både op og ned.

Sirigiri Sirigiri Sirigiri Sirigiri

Men Sigiriya ligger fantastisk smukt i landskabet. Som en kæmpe sten, står den højt over resten af landet. Man kommer op via trapper. Halvvejs oppe, fører en vinkeltrappe en op i en grotte, hvor resterne af de smukkeste friskoer er blevet fundet.

Det er efter sigende den eneste ikke-religiøse kunst, man har fundet på Sri Lanka – og viser pin-ups, fra omkring det 5. århundrede. Der har på et tidspunkt været over 500 billeder, men nogen er gået til over tid og i 1967 blev en del af den ødelagt af en vandal, og i dag er der kun 22 tilbage.

Efter billederne kommer man ned langs en mur, der kaldes spejlmuren, da den har været dækket af en spejlblank glasering. Muren er i dag beskyttet, da det har vist sig, at grafitti ikke nødvendigvis er af nyere dato og der på muren befinder sig op mod tusinde inskribtioner fra mellem det 7. og 11. århundrede.

Fra inskribtionerne kan man også lære at både mænd og kvinder blev påvirket af de smukke kvinder i hulen ovenfor.

Det var en smuk tur – som altid er det åndeløst, at stå højt oppe og kigge over verden – og udsigten fra Sigiriya var ingen undtagelse.

Og vi kom ud af turen uden bensmerter eller andre mén.

Senere på ferien, mødte vi nogle andre turister, der med besvær møffede sig ud af nogle stole og krappede sig op ad nogle trapper. Det med et noget smørret grin vi kunne genkende gangen og spurgte dem “Adams Peak?” … og ja, det var årsagen.

Og vi huskede smerten fra sidst … og pludselig så gjorde det ikke så meget at Sigiriya kun havde været 377 meter højt.