Nu er jeg jo ikke som sådan den store elefantperson, men der er nu alligevel noget facinerende over det store storiske dyr og på vores ferievej krydsede vi flere af slagsen.

På Sri Lanka lever der stadig vilde elefanter, men som så mange andre steder i verden er de presset af mennesker og vores jagt på deres levesteder eller tænder. Selvom den singalesiske elefant artsmæssigt hører til den asiaske eller indiske elefant, så synes jeg at de ser anderledes ud, da mange af dem har lyserøde snabler/pletter på snablen og hovedet.

Selvom vi ikke var på elefantjagt, indeholdte en af vores rejsedage en del elefanter. Vi startede med at tage den ultimative turisttur på ryggen af en elefant, på The Millennium Elephant Foundation. Stedet er en privatejet velgørenhedsinstitution, der har en lille flok elefanter, som man bl.a. kan ride på. Dernæst tog vi “rundt om hjørnet” til den efterhånden store elefantinstitution og meget kendte elefantbørnehjem, The Pinnawela Elephant Orphanage , hvor vi havde mulighed for at give elefantbabyerne flaske og se hele flokken muntre sig i de efterfølgende flodbad.

I situationen virker stedet fornuftigt, dyrene ser ud til at have det godt og have plads nok. Der blev taget vare på både en gammel blind elefant og et trebenet krigsoffer (den havde trådt på en mine og havde derfor mistet et ben). Efterfølgende har jeg læst noget kritik af den måde dyrene behandles på stedet, men jeg kan ikke gennemskuet konceptet nok til at kunne kloge mig på området.

Senere på ferien, da vi var på safari nede sydpå ved Yala National Park ved Tissamaharam, fik vi en ordentligt en på overraskelsen, da vi stødte på en af de vilde hanelefanter og han pludselig vendte front imod os og kom stormende mod os med både trut og vand ud af snablen:

Vores verden er et sted af ufattelig skønhed, rigdom og mangfoldighed og man kan undre sig over hvad man egentligt tænkte på, da elefanten blev designet. Men flotte dyr er de…. og fotogene.

Men de elefantbilleder vi har taget, minder mig også om det stykke livsfilosofi jeg tit må huske mig selv på, når verden bliver for stor og tingene for uoverskuelige – for det er med elefanter, som det er med så meget andet og derfor:

Spørgsmål: Hvordan spiser man en elefant?

Svar: En bid af gangen!